"Det er Geniets Gave at kunne udrette noget stort saaledes, at det ser enkelt ud - og denne Gave er Deres."
Dr. phil. E. Ljungstrøm.

Da Joseph Michaelsen døde den 12.04.1908 skrev hans trofaste støtte, Jacob Andersen, en "hædrende" nekrolog om JM. Når man læser den, fornemmer man, at Jacob Andersen, som støttede Joseph Michaelsen lige siden Dansk Postforening blev dannet, havde et umættet behov for at hylde JM. Tale- og skrivemåden var væsentlig anderledes i 1908 end den er i dag og Jacob Andersen var bestemt ikke en mand af få ord - heller ikke ved JMs nekrolog:

Dansk Postblad nr. 9 af 11.05.1908: Joseph Michaelsens Begravelse:

Efter at Kantoren stemningsfuldt havde sunget "Lyksalig, lyksalig, hver Sjæl, som har Fred", bares Kisten af gallaklædte Postmestre ud af Kapellet, mens Koret afsang et Fred med dit Støv.
    I det store Følge bemærkedes Kontorcheferne Lage og Malling fra Generaldirektoratet, Overpostmesteren, Deputationer fra dansk Postforening, Postmesterforeningen og Postbudeforeningen foruden en stor Del Postembedsmænd."

DPF nr. 17b af 03.09.1910. Joseph Michaelsen:
I "Posthornet" f. d. 15. Aug. skriver Redaktøren Hr. Ferd. Schultz, i en Omtale af "Spectator"s Bemærkninger om Joseph Michaelsen, følgende:
    "I Aaret 1883 udtalte den herværende kejserlige tyske Gesandt, Gehejmeraad Philipsborn, sin Tak overfor daværende Overpostmester H. G. Petersen for den præcise Maade, hvorpaa Gesandtskabet altid modtog sin Post. - Overpostmesteren komplimenterede Dr. Stephan som den store og fremragende Postmand. - Gesandten svarede: Ja rigtig, Hr. Overpostmester, men - Ideen var dog Eders Michaelsens."
    Denne Udtalelse af en fremragende tysk Statsmand, som tidligere havde været Departeementschef i det kejserlige tyske Udenrigsministerium og blandt andet haft de Forhandlinger under sig, som førte til Verdenspostforeningens Skabelse; tror jeg, er nok saa betydningsfuld som den ubekendte Spectators.
    Det er mig derfor en stor Glæde, uden at krænke den mig paahvilende Tavshedspligt at kunne give et ringe Bidrag til Hævdelsen af min afdøde Landsmands, Joseph Michaelsens Ære"

Ikke alle havde rosende ord til Joseph Michaelsen:
Nogle Erindringer: "Spectators" ringeagtende Omtale af Dansk Postforenings afdøde Æresmedlem i Forbindelse med mundtlige Udtalelser af lignende Art, der er komne mig for Øre snart fra en, snart fra en anden Side, synes at tyde paa, at Kannikaffæren paa vort Foreningslegeme har afsat en Byld, som man helst vil lukke Øjnene for, men som ikke desto mindre er til Stede. Jeg ved ikke, om det er tilfældigt, men ret mærkeligt ser det i alt Fald ud, at d'Hrr. Blom og A. C., som straks gaar i Gang med den "flabede Haan" og det "gemene Angreb", paa dette Punkt er fuldstændig tavse.
    Om de efterfølgende Linier kan raade en Smule Bod paa Ondet, ved jeg ikke, helt formaar de det næppe, men det kunde tænkes, at de ikke var ganske uden Betydning, og jeg fremkommer derfor med dem.
    Som en af de 130, der stemte imod Kanniks Eksklusion paa Generalforsamlingen 26. Jan. 1908, gik jeg nogle Dage efter dens Afholdelse til Joseph Michaelsen. Jeg følte Trang til at forklare ham, hvorfor jeg ansaa mit Standpunkt for rigtigt, og jeg vilde samtidig forsøge at mildne hans Opfattelse af hele denne Sag. Besøget gav Anledning til flere, ialt var jeg vistnok 5 Gange hos Michaelsen mellem Generalforsamlingen og hans Død, der indtraf 12. April 1908.
    Hvad jeg under disse Besøg oplevede, kan jeg ikke skildre med faa Ord, men jeg kan ganske kort sige, at jeg hver Gang følte, at jeg stod Ansigt til Ansigt med en Aandens Stormand, en blændende Begavelse, og jeg kan med fuld Sikkerhed vidne, at Michaelsen døde i den sikre Tro, at han og ingen anden var Verdenspostforeningens intellektuelle Ophavsmand.
    Lille, sammenskrumpen og indfalden sad den 81-aarige Olding i sin Stol, svagt og mat var hans Legeme, men tog Samtalen Fart, lynede hans Øjne af Liv, Tankerne formede sig til Ord, hurtige, ildfulde og klare, og hans mægtige Aand, stedse fyrig, ung og stærk, jog Oldingen langt paa Flugt.
    Hvad v. Herrfeldt havde skrevet, anede Michaelsen intet om, før "Suum Quique" kom. Derimod havde han efter sin egen Pjeces Fremkomst hørt om andre Mænd i Udlandet, der før ham havde bragt lignende Tanker frem. Men baade om disse Mænd og om v. Herrfeldt gjaldt det, at de vel havde undfanget en Ide og ogsaa ladet den se Dagens Lys, men derefter havde de overladt den til sig selv, til den støvbedækket og betydningsløs sank hen i Glemselens Mørke.
    Michaelsens Ide var hans Ungdoms Hjertebarn, og som alle Hjertebørn skaffede den ham store Glæder og bitre Sorger. Om Michaelsen gælder, at han virkelig ofrede noget for sin Ides Gennemførelse, han nøjedes ikke med at pege paa den Arv, der var at løfte efter Rowland-Hill, men han banede Vejen for den gennem utrætteligt Arbejde. "Gennem mange Aar", sagde Michaelsen, "gik der næppe en Maaned, hvor jeg ikke gennem mine Forbindelser i Verdenspressen, gennem Korrespondance, med betydelige Mænd og med Ofre baade af Tid og Penge beredte Jordbunden for min Tankes Vækst. Denne Forklaring kunde Kannik have faaet, hvis han, før han udsendte sit Skrift, var kommet til mig. Har han, som De paastaar, ikke villet sigte mig for Plagiat, har han kun opnaaet at forhøje Tallet paa mine "Forgængere" fra 2 til 3 eller 3 til 4, og det forandrer jo ikke mit Forhold til Verdenspostforeningen i mindste Maade".

Herefter var der stille om Joseph Michaelsens sag i ca. 20 år.

Deroute!!!
I 1924 udgav sit 50-års jubilæumsskrift "L' Union Postale Universelle. Sa fondation et son développement. Mémoire publié par le Bureau International 1874-1924". Heri er der en fodnote, der fastslår:

"Det har ikke været muligt at finde nogen som helst Støtte for Paastanden om,
at Danskeren Joseph Michaelsen skulde have haft nogen Andel i
Verdenspostforeningens Grundlæggelse".

Tilsyneladende opdagede ingen danske postfolk denne fodnote, da jubilæumsskriftet udkom i 1924. Fodnoten fik først opmærksomhed, da den danske geneneralpostdirektion ved Oluf Cecilius Hollnagel-Jensen sendte den til Frederiksborg-museet, hvor Joseph Michaelsens buste var udstillet. Noten blev først sendt til Frederiksborg-museet i 1929! altså ca. 5 år efter at jubilæumsskriftet var udkommet.
    Var interessen for verdenspostunionen så ringe efter at man intenst havde dyrket Joseph Michaelsens "faderskab" 20 år tidligere? Set med nutidens øjne synes det usandsynligt, at fx den utroligt dygtige Jacob Andersen havde overset denne fodnote?

Berlingske Tidende
skrev 22.08.1929: "Efter hvad vi erfarer, har Generaldirektoratet for Postvæsenet tilstillet Bestyrelsen for Frederiksborg-Museet Afskrift af en Fodnote, der findes i det Værk om Verdenspostforeningens Grundlæggelse og udvikling, som Verdenspostbureauet i Bern i sin Tid udgav i Anledning af Foreningens 50 Aars Jubilæum." Berlingske Tidende spurgte derfor: "Skal Joseph Michaelsens Buste fjernes fra Frederiksborg-Museet?"

Verdenspostunionens (UPU) internationale sekretariat i Bern (Bernerbureauet) frakendte med denne fodnote Joseph Michaelsen æren som "Verdenspostforeningens Grundlægger", som Berlingske Tidende skrev.
    "Noten paaviser, hvorledes Tyskeren Klüber allerede saa tidligt som i 1811 havde fremsat Tanken om Postfællesskab for hele Verden ("Posten burde ligesom kunst og videnskab ledes i cosmopolitisk retning - antage en universel karakter"), og af Værket fremgaar det i øvrigt, hvorledes den postale Organisation i de forskellige Lande, særlig under Presset af den mere og mere svulmende Korrespondance, gennemgik en Udvikling, der med forskellige Mellemled i sidste Instans førte til Sammenkaldelsen af Kongressen i Bern i 1874 med det Formsal at stifte Verdenspostforeningen. Denne Forenings Tilblivelse kan saaledes paa ingen Maade betegnes som Enkeltmands Værk, men derimod som "Une Creation Universelle"".
    Berlingske Tidende spurgte også formanden for Museumsbestyrelsen, Greve Brockenhuus-Schack: "Hvad agter Museet at foretage sig i Anledning af Noten?" hvortil han svarede: "Jeg vil naturligvis forelægge Bestyrelsen Generalpostdirektoratets Skrivelse og naar det ikke allerede er sket, har det sin Forklaring i, at det ikke har været muligt nu lige i Ferietiden at faa de paagældende Herrer samlet. Forinden en saadan Konference har fundet Sted, er jeg ude at Stand til at give nogen Oplysning om, hvorledes man vil reagere paa Henvendelsen."

"Politiken" skrev 23.08.1929:
"Meningen med at sende denne Fodnote til Frederiksborgmuseets Bestyrelse kan naturligvis kun være, at vort Postvæsen fralægger sig Ansvaret for Bustens fortsatte Forbliven paa Museet."

Michaelsen altid en Stridens mand og omstridt
"Der har ogsaa herhjemme staaet Strid om Hr. Michaelsens Paternitet til Verdenspostforingen Den gamle Postmester, Redaktør og Forfatter var selv altid en Stridens Mand med en skarp Pen og en hvas Tunge. Han kæmper i første Bind af sine livfulde Memoirer: "Fra min Samtid" (1890) tappert for sin Førsteret til Ideen, og efterhaanden naaede han herhjemme, særlig efter at daværende Postekspedient Jacob Andersen, den nuværende Overpostinspektør, havde slaaet et stort Slag, for ham i det i 1905 udkomne Værk "Det kgl. Postvæsen", i sin høje Alderdom fuld Anerkendelse. Michaelsen var den Gang 78 Aar.
    Den Gang skrev en anden, Postekspedient Kannik, en Pjece, hvori han paaviste, at en tysk Postmester, von Herrfeldt, allerede i 1841 havde fremsat Ideen til Verdenspostforeningen og i 1842 foreslaaet Pennyportoens Indførelse for hele Verden. Kannik blev efter haarde Kampe ekskluderet af Dansk Postforening i den Anledning."

Hvorfor fremdrages Fodnoten først efter fem års forløb?
Generalpostdirektør Mondrup gled tydeligt af på spørgsmålet: "Jeg er ikke Posthistoriker, og jeg har ikke ofret det Spørgsmaal en halv Time, jeg har andet at tage Vare paa. Skrivelsen er afsendt, mens jeg var borte, og Generalsekretær Hollnagel-Jensen fungerede. Han har givet sig meget af med Postvæsnets Historie. Vi har talt om Sagen hvor han spurgte, om det ikke var rigtigt at gøre Museets Bestyrelse opmærksom derpaa. Jeg har svaret, at det kunde godt være, jeg ved saamænd ikke. Andet har jeg ikke haft med den Sag at gøre".

Hollnagel-Jensen blev også spurgt:
"Fordi vi først selv nu er blevet opmærksom paa denne Fodnote. Vi har ikke lagt Mærke til den før, fordi Festskriftet var delt i to Afsnit, de første 25 Aar og de sidste 25, hvor vi kun havde studeret de sidste 25 Aars Historie. Fodnoten var i første afsnit. Da vi er blevet opmærksom paa Fodnoten har vi anset det for vor Pligt at sende den til Museets Bestyrelse sammen med nogle andre Oplysninger. Og skulde Bestyrelsen under sine Overvejelser ønske yderligere Oplysninger, vil den selvfølgelig kunne faa dem.
    Spørger De om min personlige Mening, saa er den efter mit rent historiske Kendskab til Verdenspostforeningens Dannelse den, at Michaelsen hverken har haft eller har kunnet have nogen Indflydelse paa Verdenspostforeningens Dannelse. De Ideer, han udviklede i sin Pjece, var dels ikke originale, dels var det ikke dem, paa hvilke Verdenspostforeningen skabtes og hvorpaa den bestaar den Dag i Dag.
    Det vil være for langt her at komme ind paa Michaelsens Plan om en Verdenspostforening, baseret paa Transitportoens Ophævelse og den indenlandske Pennyporto som Verdensporto. Men givet er det at dette opfindsomme Hoved allerede i 1859 fremsatte sit forslag over for sine Overordnede og at dette Forslag i April 1868 gennem Udenrigsministeriet i fransk Oversættelse blev tilstillet samtlige Regeringer og Postbestyrelser. I November samme Aar fremsatte den tyske Postleder von Stephan sit forslag, og det blev ham, der paa den internationale Kongres i Bern 1874 gennemførte Verdenspostforeningen, medens Michaelsen maatte nøjes med at sidde paa en Stol henne ved Væggen."

Politikens journalist afslutter: Lad Busten blive staaende.
"Alligevel synes vi, at Museets Bestyrelse med god Samvittighed kan lade Michaelsens Buste blive staaende. Verdenspostforeningen var, som Bernerbureauet selv sander, "une creation universelle", det var en Idé, der laa i Luften, særlig efter at Rowland Hill i 1840 var trængt igennem med Penneportoen i England. Michaelsen var den, der her i Danmark, upaavirket af andre, tumlede med Ideen, arbejdede med den. Selv om han ikke kan kaldes Verdenspostforeningens ideelle (sic) Ophav, var han en af dens Forarbejdere. Og som saadan fortjener han at mindes i sit Fædreland.
    Og forresten var han i sig selv en saa mærkelig Mand, at hans Buste udmærket kan staa i vort nationale Pantheon. Der mindes dér mange, der er langt ringere end han."

Berlingske Tidende 16.04.1930:
Joseph Michaelsens Buste bliver paa Frederiksborg-Museet. Bestyrelsen vil ikke "for Øjeblikket" foretage nogen Ændring.
    Fra Generaldirektoratets Side lagde man ikke Skjul paa sin Forventning om, at Museumsbestyrelsen vilde tage Konsekvensen af de forelagte Oplysninger om Verdensbureauets Bedømmelse af Michaelsens Indsats, med andre Ord: At man vilde fjerne den nævnte Buste fra Museet.
    Der har siden været forhandlet frem og tilbage om Sagen, og først i Gaar naaede Museumsbestyrelsen til Ende med sine Overvejelser. Resultatet udtrykte Museumsinspektør Andrup i Aftes til os i følgende Vendinger: "Efter hele den foreliggende Situation mener Bestyrelsen for det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg Slot ikke for Øjeblikket at burde foretage nogen Ændring med Hensyn til Joseph Michaelsens Buste."
    Til dette sagde Generalsekretær Hollnagel-Jensen, der tidligere havde oplyst, at der i det danske Postvæsens Arkiv ikke findes noget, der støtter Paastanden om at Michaelsen er Idéens Fader og kommer saaledes til det samme resultat som Bernerbureauet:
    "- Jeg forstaar Afgørelsen saaledes at Bestyrelsens Beslutning om at beholde Busten som Led af Museets personalhistoriske Samling ikke er truffet paa noget posthistorisk Grundlag - men at Museumsbestyrelsens Standpunkt i Sagen er dikteret af helt andre Hensyn."

I sin aftenudgave 22.08.1929 bragte Berlingske Tidende følgende:
"I Anledning af dette Skridt fra det danske Postvæsens Ledelses Side har vi haft en Samtale med Joseph Michaelsens Søn, Grosserer Olaf Michaelsen, som ikke lægger Skjul paa sin Harme over, at man formentlig nu vil have Faderens Marmorbuste bort fra Museet:

"Jeg finder det fuldkommen utilstedeligt, at man paa denne Maade fra Postvæsenets Side nu atter angriber min Fader og hans Værk. Men det er kun, hvad min Fader var udsat for hele sit Liv igennem, og det fortsætter altså efter hans Død. Som ung Assistent i Generaldirektoratet gik Fader med sit Forslag om en fælles Verdensporto (sic) til sine Overordnede. Men den daværende Indenrigsminister, Tobiesen, var Faders personlige Modstander, og han standsede Sagen. Han indrømmede, at den kunde saamænd være meget god, men .... Far var bare kommet et Hundrede Aar for tidligt.
    Senere lod Far sit Forslag oversætte til Hovedsprogene og ved Udenrigsministeriets Foranstaltning blev det sendt ud til de danske gesandter i Europa og Amerika. Frankrig tog Tanken op. Det var væsentlig paa Foranledning af vor kendte Landsmand i Paris; Jules Hansen, at Napoleon d. Tredie fik Interesse for Spørgsmaalet. Den franske Regering henvendte sig til den danske og foreslog, at man indkaldte en international Kongres, hvor Forslaget kunde blive behandlet. Men fra Denmark svaredes der .... at man ikke kendte noget til Sagen! Saa kom den fransk-tyske Krig. Frankrig blev lammet. Sejrherren, Tyskland, var ovenpaa, og det blev Tyskland, der tog Initiativet til Verdensfrimærkets (sic) Kongres."

"Amerikaneren, der efterlyste Joseph Michaelsen"
Sønnen fortsatte: "Tyskland fik i Begyndelsen af Halvfjerdserne sammenkaldt til en Kongres i Schweiz, hvor alle Stater var repræsenteret. Hvad var det, Tysklands Postminister mødte med? En Kopi af min Faders Forslag og ikke andet. Fra Danmark var der to Udsendinge.... Far var naturligvis ikke med! Under Forhandlingerne rejste en af de amerikanske Deltagere sig og spurgte, om det ikke var en Dansker, Joseph Michaelsen, der først havde fremsat Tanken om Verdenspostforeningen. Kongressens schweiziske Præsident svarede, at han vidste det ikke, men man enedes saa om at lade det undersøge. Ved det næste Møde maatte Præsidenten meddele, at Sagen forholdt sig rigtig.... det var Michaelsen fra Danmark, der havde fremsat Tanken. Der blev saa af Kongressens Ledelse telegraferet efter Far, som ankom, men ikke som officiel Udsending fra Danmark, og paa Kongressen redegjorde han under stor Opmærksomhed for det Forslag, som laa paa Bordene - og som altsaa var fremsat af Tyskerne!"

(Det forekommer mærkeligt, at sønnen i den grad fordrejede kendsgerningerne. Det var bestemt ikke sådan, det var foregaaet. JM fik ej heller ordet ved kongressen, hvilket fremgår tydeligt af Joseph Michaelsens egen bog "Fra min Samtid". TNs a.)

Også i "Aftenbladet" den 23.08.1929
gav Olaf Michaelsen forkerte informationer, idet han udtalte: "at hans Fader blev kaldt ned til den internationale Postkongres i Schweitz i 1870 (sic) for at afgive detailleret Forklaring om sit Forslag og dér blev anderkendt som Idéens Fader."

- Hvorfor fik Deres Far ingen Støtte fra dansk Side?
- Hele det danske Postvæsens Ledelse havde aabenbart taget Afstand fra min Far .... og det har det gjort lige siden, det gør man den Dag i Dag. Man forfølger ham, som man har forfulgt ham altid.
- Hvad er da Aarsagen til denne Stilling fra Postvæsenets Side?
- Aarsagerne maa sikkert udelukkende søges i personlige Modsætninger. Der var fra gammel Tid aaben Krig mellem Postvæsenets Ledelse og Far. Han havde bl. a. sagt, at den daværende Generaldirektør Svendsen var en Undermaaler *), og det hævnede sig. Der var ogsaa andre ret skarpe personlige Uoverensstemmelser og Mellemværender mellem Far og andre af Postvæsenets ledende Mænd. Men .... det er mig ikke muligt at begribe, at Postvæsenet nu, 21 Aar efter Fars Død, gaar til Frederiksborg-Museet for at faa slettet Fars Navn. At det nu skal komme dertil, at man skriver til Museet og mener, at det ikke er rigtigt, at Fars Buste staar der .... det havde jeg dog, trods alt, hvad jeg har oplevet af Forfølgelse, ikke ventet. Det ser næsten ud, slutter Grosserer Michaelsen, som om vi herhjemme ikke er særlig emsige efter at forsvare Mindet om vore fremragende Mænd".

Olaf Michaelsen måtte derfor fremkomme med et dementi, hvilket han gjorde i Berlingske Tidende den 30. august:
"En beklagelig Misforstaaelse maa være skyld i, at min Gengivelse af min afdøde Faders Udtalelser om de Embedsmænd i Postetaten har faaet en forkert Adresse. Det var ikke Generalpostdirektør Svendsen, jeg sigtede til, og jeg beklager saa meget mere den faldne udtalelse om den afdøde Generaldirektør, som netop han var velvillig stemt mod min Fader.
    Min Fader havde, som alle betydelige Mænd, Fjender som Venner, og det gør mig derfor endnu mere ondt, at jeg ved en Fejltagelse er kommet til at krænke en af disse sidste, saa meget mere som Generaldirektør Svendsen jo også hører til de Døde.
    Frederiksberg, den 30. August 1929.
    Olaf Michaelsen"

Generaldirektør Mondrup: Intet i Postvæsenets Arkiv til Støtte for Michaelsen.
I Anledning af disse Udtalelser har vi haft en Samtale med Post- og Telegrafvæsenets Generaldirektør, Hr. Mondrup:
"- Jeg kender ikke ret meget til den historiske Side af Sagen - siger han - og kan derfor ikke svare noget paa de Bemærkninger, som Grosserer Michaelsen fremsætter om den Forfølgelse, som han mener, hans Fader har været Genstand for. Men, i Skriftet i Anledning af Verdenspostforeningens Jubilæum udtales det, at man ikke har fundet noget at støtte Michaelsens Berømmelse paa. Og Generalsekretær Hollnagel-Jensen har derefter gaaet Postvæsenets Arkiver efter uden at kunne finde det ringeste i dem, der kan fastholde Opfattelsen af Joseph Michaelsen som Verdenspostforeningens Opfinder. Ja, der er Michaelsens Pjece af 1859, men den er ikke af en saadan Art, at den kan berettige den Berømmelse, som man har villet tillægge Joseph Michaelsen.
- Er det ikke saaledes, at man Indenfor Postvæsenet i hvert Fald i en Række Aar har betragtet Joseph Michaelsen som Verdenspostforeningens Fader?
- Det kan maaske siges. I hvert Fald har man ikke ment at ville forringe hans Minde. Og den Omstændighed, at man hvert Aar har uddelt Joseph Michaelsen-Medaillen, der bærer hans Billede, til to af de flinkeste Postelever, er da egentlig ikke noget Vidnesbyrd om Forfølgelse af Mandens Minde. (Mondrup må have vidst, at der i året 1929 ville blive uddelt to medaljer - det kom jo an på, om der var mere end én elev med topkarakter. TNs a.)

- Vil Uddelingen af denne Medaille nu ophøre?
- Det er et Spørgsmaal, der ikke har været drøftet.
- Er det en Medaille, som Postvæsenet har indstiftet?
- Den er baseret paa et Legat. Men det har i en Del Aar været saaledes, at Renterne af dette Legat ikke var tilstrækkelige til at bekoste Medaillerne, og da jeg erfarede, at min Forgænger i Generaldirektør-Embedet af sin egen Lomme har lagt de manglende Penge til, har jeg gjort det samme."

Medaljen der blev væk!
I "P og T" nr. 1 december 1975 / januar 1976 kommenterer Dansk Post- og Telegrafmuseums inspektør, Arne Morell Nielsen, medaljeuddelingen:
"I dag rækker de samlede legatmidler ikke til at fremstille medaljen i pap. Og nu har man sagt stop og afskaffet mindemedaljen. Ikke fordi den nuværende generaldirektørs lommepenge ikke slår til, og ikke for at skæmme mindet om Michaelsen og slet ikke på grund af manglende påskønnelse af eksamenspræstationerne. Man har blot måttet konstatere, at tiden lige så stille er løbet fra uddelingen".
    (At man afskaffede uddelingen, skyldtes faktisk de nye fagprøvebestemmelser, der blev indført i 1974. Herefter kunne man ikke pege på en eller flere, der fik topkarakterer - man fik enten "bestået" eller "ikke bestået", så grundlaget for uddelingen faldt simpelthen væk. TNs a.)

Hvorfor Henvendelsen til Museet er sket
- Man har altsaa ment, at Fodnoten i Verdenspostforeningens Jubilæumsskrift var af en saadan Betydning, at man ikke kunde undlade at foretage Henvendelsen derom til Frederiksborg-Museet?
Generaldirektør Mondrup:
- Ja, naar Verdenspostforeningen siger saaledes, og vor Generalsekretær ved sin Gennemgang af Arkiverne er kommet til det Resultat, at der ikke heri findes noget, der berettiger til at fastholde Opfattelsen af Joseph Michaelsen som Verdenspostforeningens Grundlægger, finder jeg, at det næsten vilde være for frækt at fortie disse Ting overfor Museet."

Sic transit gloria mundi - således forgår verdens herlighed
"Offentligheden vil nu med Interesse afvente den videre Udvikling af Sagen og ikke mindst vil man være gerne erfare, hvilken Beslutning Frederiksborg-Museets Bestyrelse vil tage, naar den samles til Drøftelse af Generalpostdirektørens Henvendelse. Det hidtil passerede er i et grelt Vidnesbyrd om, hvor skrøbelig en Ting som Berømmelse er."

24.08.1929 bragte Nationaltidende: Med sidste Ombæring
"Saadan set havde vel ikke mange af os noget stærkt indtryk af Michaelsen, Verdenspostforeningens Fader, som nu, ca. 70 Aar efter Verdenspostforeningens Dannelse, erklæres for ikke at være dens Fader. Saadan set vidste vel heller ikke mange af os, at hans Buste stod paa Frederiksborg-Museet, og derfor havde det ikke generet os nævneværdigt, om den var blevet staaende. Men det skulde ikke saa være. Postetaten har vedtaget, at den skulde fjernes og det er den blevet.
    Medens Michaelsen levede, førte han en bitter Kamp for sine postale Ideer, og undgaas kunde det ikke, at hans Kamp blev rettet mod Personer og Ideer indenfor Etaten; han løb Panden mod alle de Mure, der rejses for at gøre fremstormende Pander til braadne Pander. Men til sidst sejrede dog Retfærdigheden - det, han mente var Retfærdigheden - og han fik sin Etats og sin Regerings Anerkendelse, hans Buste blev henstillet paa det nationalhistoriske Museum, han blev overgivet til Historien som Verdenspostforeningens Fader. Og vi glemte ham og hans Strid for andre Michaelsen'er og andre Stridigheder.
    Men saa fik netop Historien fat i Michaelsen. Flittige Postmænd granskede. Retfærdigheden sejrede igen: Vel kunde det ikke bestrides, at Michaelsen i 1870'erne havde faaet international Anerkendelse som Ideens Ophavsmand - det havde han aldrig tilladt nogen at glemme - men ejheller kunde det bestrides, at ogsaa andre urolige Hoveder indenfor andre Landes Postetater havde faaet samme Ide, maaske allerede i 60'erne."

Thi kendes for Ret: Faderværdigheden er tillagt ham uberettiget, ergo skal Tegnet
paa hans uvisnelige Hæder, Busten paa Frederiksborg-Museet, fjernes.

"Saadan var Postetatens Resolution. Og fjernet blev Busten. Det skete i August 1929. Og uanset hvad der ellers kan siges for og imod Michaelsen samt om Postvæsenet Adræthed i al Almindelighed, saa tør det maaske antydes, at denne postale Reform kom en Postgang for sent."

Curator Erik Westengaard, Frederiksborg-museet oplyser 28.10.2010:
Busten ejes stadig af museet, og dens inventarnummer er A 1797. Den er dog ikke udstillet, men placeret i magasin.

Jacob Andersen! Hvor var han i 1929?
Det er meget mærkeligt, at Jacob Andersen tilsyneladende ikke med et eneste ord kommenterede Verdenspostforeningens fodnote eller det danske postvæsens indstilling til den nye vending i sagen.
    Ingen reaktion, intet fornyet skarpt forsvar for Joseph Michaelsen, intet forslag om "eksklusion" af det formastelige postvæsen eller af Verdenspostunionen. Jacob Andersen, denne mand, hvem postassistenterne og det danske postvæsen kunne takke for en enorm indsats ved lønningsloven af 1902 og ved fagprøverne samt for det store arbejde, han havde udført med postassisternes blad, har givetvis følt, hvad Kannik må have følt, da han blev ekskluderet af Dansk Postforening: Afmagt.
    En mulig forklaring var, at Jacob Andersen, der 01.05.1921 var blevet udnævnt til overpostinspektør i 5. distrikt (Haderslev, i forb. med genforeningen) og 01.06.1924 i 3. distrikt (Aarhus), var sygemeldt i en lang periode fra 1927 og ikke aktiv, da alt dette fandt sted - men alligevel savner man en reaktion fra ham. Jacob Andersen fik først sin afsked 31.08.1942 i nåde og med pension og døde 07.03.1947.

Hvor var Ejnar Pedersen Kannik i 1929?
Han passede sikkert sit ekspedientjob i København, men der er tilsyneladende heller ingen kommentarer fra ham om den nye drejning i sagen. Man kunne bestemt unde ham at sige: "Hvad sagde jeg!", men dertil var han enten for beskeden - eller holdt sin mund lukket - belært af bitter erfaring!
    Den i øvrigt eneste gang, man hørte noget til Kannik efter hans eksklusion i 1908, var i form af en lille artikel "En Episode fra Bæltoverfarten i Aaret 1794" i den Røde "Aarbog for det Danske Postvæsen" fra 1911, s. 224-227, og den artikel generede bestemt ingen i 1911 dalevende personer!

Hvordan med historieskrivningen?
Vendsyssel Tidende - Hjørring - skrev 26.08.1929: "Det er en hel Revolution, der herigennem finder Sted af den Opfattelse, der har været gældende indenfor det officielle danske Samfund, og som bl. a. har givet sig Udtryk gennem: Skolernes Undervisning l Samfundslære. De Mennesker, der er gamle nok, vil endvidere huske den store Udmærkelse, der omsider, efter et Liv i Kamp, blev Joseph Michaelsen til Del herhjemme ... og da Michaelsen endelig fyldte 80 Aar, blev han fejret som en af Nationens Store - for, nogle faa Aar efter ved sin Død at faa sin Buste opstillet paa Frederiksborg-Musæet.
    Og nu kommer Revolutionen: Kort og godt, det hele var ufortjent. Joseph Michaelsen har ikke udrettet det, hvorfor man har hædret først ham og indtil nu tillige hans Minde."

Generalsekretær Oluf Celius Hollnagel Jensen
der var postvæsenets generalsekretær i perioden 01.02.1917 til sin afsked 30.04.1933, som undersøgte, om verdenspostunionens fodnote fra 1924 om Joseph Michaelsens manglende paternitet, skrev efter sin afsked en lille afhandling, der i september 1934 blev udgivet af H. Chr. Bakkes Boghandel, København:

"Om Verdenspostforeningens Tilblivelse"
I forordet anfører Hollnagel Jensen: "Denne afhandling har til opgave gennem en nogenlunde fyldig og nærmest paa fagfolk beregnet fremstilling af verdenspostforeningens forudsætninger og tilblivelseshistorie at bringe spørgsmaalet om indflydelse fra dansk side paa dette omraade ud af verden.
København, September 1934. Forf."

Bogen vakte naturligvis nogle blandede følelser hos postfolk, men en ganske fin anmeldelse af bogen kom i "Medlemsblad for Københavns Postbudeforening" 1934, s. 162:
"Verdenspostforeningens danske "Fader" pillet ned af Piedestalen.

"O. Hollnagel-Jensen: Om Verdenspostforeningens Tilblivelse.

Tidligere Generalsekretær O. Hollnagel-Jensen har udgivet en lille, velskreven og letlæselig Bog paa 47 Sider om hvorledes Verdenspostforeningen er bleven til. Dens Hovedformaal er at ramme en forsvarlig Pæl igennem den ganle Vrangforestilling, at det er Danskeren Joseph Michaelsen, som i sin Tid med sit Forslag om afgiftsfri Transitering af Posten fik den Ære at blive Fader til Verdenspostforeningen. - Man kan jo finde, at for en dansk Postembedsmand var dette dog en tragisk Opgave at sætte sig, men saaledes har man naturligvis ikke Lov til at raisonnere. For vel lever vi i en Tidsalder, hvor Reklamen dominerer i mangt og meget, men vi skulde nu alligevel nødigt ogsaa komme dertil, at den Berømmelse, som Historien lægger om en Mands Navn, degenererer til at kunne være af samme, billige Kvalitet.     Forfatteren har altsaa sat sig den Opgave at indbringe Spørgsmaalet for Historiens Domstol. - Er det da lykkedes Hr. Hollnagel-Jensen at præstere en historisk Indsats, der gør rent Bord m.H.t. den Slagelse-Postmester Joseph Michaelsens Krav om Æren for Verdenspostforeningens Idé? Trods de officielle Æresbevisninger, som Michaelsen blev Genstand for, før hans lange Liv sluttede i 1908?     Det synes Forfatteren for saa vidt at have naaet. Men - der er alligevel et "men", - det kan ikke helt siges, at Bogen lyser langt bort af, at han er gaaet til Arbejdet med en helt neutral Indstilling som første Forudsætning. Hvilket jo imidlertid ikke udelukker, at dette dog kan være Tilfældet. - Men samtidigt med at læseren finder sig enig med ham i hans mere haandfaste Resultater, synes man, at han dog maaske gaar unødvendigt haardt frem overfor Michaelsen, hvem der ikke levnes nævneværdig Ære i dette Spørgsmaal. Og dog hævdes det energisk - netop imod Michaelsen, - at Verdenspostforeningens Idé "laa i Luften" Verden over; hvad den naturligvis ogsaa maatte komme til, som den naturlige Følge, der før eller senere maatte udvikle sig af Frimærkets Opfinders, Rowland Hill's Idé. Ganske simpelt fordi denne direkte førte til Savnet af en Verdenspostforening.     Michaelsen holdt paa den forkerte Hest, idet han vilde have fri Transit, mens Resultatet blev den ensformige Transittakst. Dette kan dog ikke helt berøve hans Tanke dens Ære, for Principet er vel i en væsentlig Grad det samme, stort set? Noget andet er, at andre end Michaelsen havde den Tanke. - Javel. Men han havde den altsaa ogsaa. Han var dog altsaa alligevel en af disse Tiders Foregangstænkere.     Dette synes Forfatteren ej heller at benægte, - men han tillægger det aabenbart ikke nogen som helst Værdi. Hvad det forsaavidt heller ikke har i Forhold til selve det konkrete Spørgsmaal, om Michaelsen er Fader til Verdenspostforeningen eller ej. Dette besvares med et kategorisk Nej, og her maa Læseren vel give sin Tilslutning.     At Michaelsen selv har troet det, er en Sag for sig; det er der jo ikke i sig selv noget uærligt i. Og naar Forfatteren udlægger en anerkendende Artikel i et italiensk Blad som muligt ment som en Haan mod Danmark, virker dette noget overdrevent, som var Michaelsen en Mand, vi ikke kan være bekendt.     Formentlig maa Michaelsen efter dette afgive det berømmelige Faderskab til andre. Tilbage bliver dog det Indtryk, at han alligevel har været en af dem, der laa i Spidsen, selv om det er muligt, at han ingen Indflydelse har haft til Paavirkning af dem, som blev afgørende aktive. Det er muligt, men herom beviser den iøvrigt saa fortræffelige og interessante Bog, - som vi kan anbefale til alle Postinteresserede - paa den anden Side ikke meget.     G.-H."

Vi skriver 2010!
Postvæsenets lærebøger, "Postvæsenets Historie" af Jørgen Bergsøe, 1918 og "Post og Telegrafvæsenet i ældre og nyere Tid" af Peter Knutzen, 1929, har begge en lettere omfattende omtale af Joseph Michaelsen. I den nyeste udgave af "Det internationale Postvæsen" fra 1972, som jeg har stående i min reol, er der stadig en notits om Joseph Michaelsen, men man har været påpasselig med ikke at give beskrivelsen for meget vægt, idet afsnittet, der omhandler Joseph Michaelsen, lyder:

"Omkring midten af 1800-tallet fremsattes fra forskellig side tanker om at få den internationale postbesørgelse ind under faste rammer. Bl. a. kan nævnes, at en embedsmand under det tyske postvæsen, hofrat von Herrfeldt, i 1841 i en artikel i et tysk posttidsskrift ventilerede spørgsmålet om gratis transit, og danskeren Joseph Michaelsen, der var postfuldmægtig i generaldirektoratet, skrev i 1859 en lille afhandling med titlen "Om transitportoens og den internationale portos afskaffelse og afløsning".

Bemærk betegnelsen "lille afhandling" - man skulle nødigt give Joseph Michaelsen nykker igen!

Dansk Biografisk Leksikon og andre leksika
taler alle deres lidt varierende sprog om Joseph Michaelsen, og helt op til 1981 var han stadig at finde i Dansk Biografisk Leksikon - men glimrer ved sit fravær i Den store Danske Encyklopædi fra 1991-2004. Så sandt, som det er sagt: Sic transit gloria mundi!

Som postmester C. V. Christoffersen skrev i sin artikel om emnet i "PogT" nr. 2/1974: "Historien skrives af altid af den længstlevende. Anderledes kan det ikke være." (Men derfor er det ikke sikkert, at det, I - kære læsere - har læst her, er det sidste, der bliver skrevet om dette emne!).

Tak
Tilbage er der kun at sige tak til alle, der har medvirket ved dette lille hyldestskrift til de 80 modtagere af Joseph Michaelsen Mindemedalje og til de seks, der burde have modtaget hans mindemedalje, men ikke gjorde det.
    Det har altid undret mig, at det danske postvæsen, der har eksisteret i over 375 år, ikke har haft en "rigtig postal anerkendelse", hvormed man kunne hædre sine medarbejdere, når de havde fortjent det. Heldigvis kan man så takke Joseph Michaelsen for, at han i 1859 skrev sin "lille afhandling", som bevirkede, at der i godt 70 år kunne uddeles en medalje på:

"hvert års 1. September på postmester Michaelsens fødselsdag til den unge postmand, der ved den nærmest foregående fagprøve for post- og telegrafvæsenets embedsklasser 1. del har opnået det højeste antal points dog således, at alle, der opnår karakteren "Bestået mad udmærkelse", får tildelt en medalje."

.... selv om Joseph Michaelsens fødselsdag var 31. august!

En mulighed kunne jo have været, at man selv havde indstiftet noget i retning af "Den gyldne Postiljon" - i sølv :-)

Firmaet Anders Nyborgs sølvmedalje i anledning
af P&Ts 350 års jubilæum i 1974.
(Anders Nyborg har næppe tænkt på, at der også var sammenfald med
året for den sidste uddeling af Joseph Michaelsens mindemedalje!)