Således skrev forfatteren Poul Thestrup i 1992, da han i P&Ts fjerde bog "P&Ts Historie 1850-1927" i fem-bindsværket om P&Ts Historie omtalte Joseph Michaelsen. Men hvorfor er det en myte? og hvem var Joseph Michaelsen? og hans tilknytning til dannelsen af Verdenspostforeningen?

Historien om Joseph Michaelsen og Verdenspostunionen er en lang og kompliceret historie, som tog sin begyndelse, da han i 1859 stillede et forslag:

Joseph Michaelsens tidlige liv JM blev født 31.08.1826 (Mosaiske Protokoller samt DBL-II og III. DBL-I og en lang række postale kilder anfører fejlagtigt 01.09.1826). Han var det femte barn i en søskendeflok på syv børn, hvoraf de to yngste ikke overlevede deres første par år. Faderen var Juda (Jehuda/Yehuda) Michaelsen, f. 1795/1797 - † 23.10.1852 i København, købmand i Næstved, Præstø Amt, og gift med Rebecca Rothschild også kaldet Rebecca Israel, datter af Israel Rothschild og Sara Pincusdatter. Rebecca døde 06.11.1864 i København og er begravet på Mosaisk Nordre Begravelsesplads (Møllegade) B-1-24. Juda M boede før 1838 i Næstved, derefter i København. Han er begravet på Mosaisk Nordre Begravelsesplads (Møllegade) B-1-23. Juda Michaelsens forældre kendes ikke, da de mosaiske protokoller gik til under Københavns brand, men ved Michael Michaelsen (22311) død 29.11.1829 i Næstved (Præstø Amt, 75 år gl., dvs. f. ca. 1754) anføres, at han "blev underholdt hos sin søn Svigersøn", hvilket må betyde, at han var Joseph Michaelsens farfar. [Elsebeth Paikin / Allan Falk (Jødisk Genealogisk Selskab i Danmark): Michael Juda, Handlende, "Postmesterens Bedstefader". Om ham er oplyst, at han blev født ca. 1754, indvandret til Danmark ca. 1784 og fik 1794 tilladelse til handel. Han døde 01.12.1829 og er begravet på Mosaisk Nordre i E-1-15. Bemærk forskellig dødsdag i de to kilder. Se Margoteket af Tom Brøndsted.]

Jacob Andersen
(Jacob Nørgaard Kronborg Andersen, Den Danske Postetat, DDPE), som spiller en absolut hovedrolle i historien om Joseph Michaelsen, skriver i sine erindringer (Fra Hovedstaden til den nye Grænse - Erindringer II. Kbhvn. 1926) "at Joseph Michaelsen var tilbøjelig til at tage Bemærkninger om hans afstamning fra den gemytlige Side. At der dog var Animositet mod ham tilstede i visse Krese (sic) netop paa Grund af hans Afstamning, har jeg ofte nok, medens jeg skrev paa min Afhandling om ham, haft Adgang til at erfare. Jeg skal fortælle et Eksempel herpaa.
    For paa Forhaand at afværge en Behandling af Joseph Michaelsen i Salmonsens Konversationsleksikon, som den, der i dette Værk blev vor berømte Landsmand Niels Finsen til Del i 1897, opsøgte jeg Redaktøren, Kaptajn Blangstrup, hvem jeg spurgte, om det kunde ventes, at Joseph Michaelsens Fortjenester af Verdenspostforeningens Dannelse vilde finde en forstaaende Behandling i den under Forberedelse værende ny Udgave af Leksikonet.
    Hr. Blangstrup svarede mig, at han ikke troede paa Joseph Michaelsen, dels fordi Poststyrelsen hidtil ikke havde anerkendt ham, og dels ogsaa fordi han var Jøde. "Jeg er Soldat og autoritetstro!" tilføjede Hr. Blangstrup.
    Maaske har Hr. Blangstrup dog siden skiftet Mening, thi i den nu udgaaende Udgave af Salmonsens Konversationsleksikon skriver Kontorchef Gredsted loyalt og anerkendende om Michaelsen." Men herom senere.

Joseph Michaelsens levnedsløb indtil 1858
JM skriver i sin selvbiografi ("Fra min Samtid", bind I, Kjøbenhavn 1890): "Mine Forældre var bosatte i Næstved, hvor min Fader var Købmand mod sin Vilje og mod sin Evne. Han ville have været Læge, men Forældrenes Kaar forbød ham det".
    JM voksede op i Næstved; senere blev han optaget i en onkels familie i Vordingborg, hvor denne drev en købmandsforretning. Huset her var så kærnedansk/sjællandsk som noget uden spor af jødedom. JM gik i skole i Vordingborg, men efter at forældrene flyttede til København, fulgte JM efter og blev sat i Det von Westenske Institut i København. Her blev han anbragt i en Pogeklasse (en slags forberedelsesklasse - se lov af 24. Marts 1899 om forskellige Forhold vedrørende Folkeskolen: Ved Skoler med særlig Pogeklasse eller dertil svarende Forberedelsesklasse er Skolekommissionen berettiget til at optage Børn i denne Klasse til enhver Tid"). Følgen var, at JM havde let ved at følge med i alle discipliner - med undtagelse af matematik, men han bestod sin eksamen særdeles godt.
    "I Det von Westenske Institut" på Nørregade i København var der to bestyrere, Vilhelm August Borgen og Knud Christian Nielsen (Rektor ved Den videnskabelige realskole i Århus 1839-53).

Efter studentertiden
I 1845 blev JM student. 1846-51 var han medarbejder ved "Fædrelandet", derefter en kort Tid ved "Flyveposten". I 1853 efter at være blevet cand. polit. ansattes han i Finansministeriet, Øresunds- og Strømtoldkontoret og dyrkede samtidig journalistisk virksomhed.
    I 1854 ægtede han Dorthea Frederikke Hammer med hvem han fik børnene: Marie Petrea M, Ella Rebecca M, Knud Holger Benjamin M og Oluf Josva Michaelsen. (Kilde: Arkivalieronline.dk: Folketællingerne: 1. København (Staden), Dannebrogsgade, Udenbyes Vester, Skydebanens Rode, 317, 599, FT-1880, C9860 - 2. København (Staden), Vesterfælledvej (Lige numre) samt Kjøbenhavn Udenbys Vester, Vesterfælledvej 14. Matr. 233 Hovedbygning, 2, FT-1885, C9450).
    I 1855-61 var JM redaktør af "I Hjemmet", 1861-63 af Goldschmidts "Hjemme og Ude" (senere "Norden". Allan Falk: Forfatteren Meir Goldschmidt var JMs fætter. Deres respektive mødre Rebekka Roeskilde (Josephs mor) og Lea Roeskilde (Meirs mor) var søstre). Jan.-marts 1863 var JM redaktør af dagbladet "Danmark". (Kilde: Biografien over JM i Dansk Biografisk Leksikon, udgivet af C. F. Bricka, Kjøbenhavn 1897).

Den postale karriere indtil 1879
JMs postale levnedsløb fremgår af DDPE, hvorfra citeres:

De mærkelige betegnelser i parenteserne er kildehenvisninger - der henvises til DDPE for en uddybende oversigt over de anvendte kilder.

Det fremgår af DDPE, at Joseph Michaelsen, ved siden af den journalistiske løbebane, 01.04.1858 blev ansat som assistent i Andet Postsekretariat i generalpostdirectoratet (ansat direkte af generalpostdir. 31.03.1858, jf. DDPE), og siden 01.08.1858 fast assistent sammesteds - men JM befandt sig ikke specielt godt i postvæsenets tjeneste, hvilket fremgår af artiklen:

Erindringer fra 2det Postsekretariat for 50 Aar siden (af Charles Friis, postmester i Horsens. Å01.168-169):
"I Andet Postsekretariat havde Joseph Michaelsen afløst Pierre August Arlaud (DDPE). Medens Arlaud var den pertentlige og omhyggelige Kontormand, var Michaelsen hans diametrale Modsætning. Ild og Flamme, til enhver Tid optaget af en eller anden stor Ide, var han en udmærket Agitator, men ikke særlig egnet til regelmæssigt Kontorarbejde. Vel begavet, med et hurtigt Hoved og store Evner til at fæstne sine Tanker paa Papiret, faldt Ekspeditionen ham let, naar han først havde sat sig ind i Sagerne, men han manglede i høj Grad Grundighed og den fornødne Stadighed. Han var naturligvis ikke længe om at se de fortvivlede Principer, paa hvilke det gensidige Postforhold mellem Staterne var bygget, og hurtig som han var i Vendingen, havde han allerede i Juli 1859 i en Piece "Sur l'abolissement des ports internationaux et de transit" (udgivet Marts 1868), som den første fremsat den Tanke, der gærede hos alle, som blot nogenlunde havde tænkt over Spørgsmaalet; men Tidspunktet var ikke endnu den Gang modent for Tankens Gennemførelse, og Michaelsen savnede selv i høj Grad Evne til gennem et langsommeligt, resigneret Arbejde at virke for sin Sag, og navnlig manglede han praktisk Blik for at kunne paavise, hvorledes Sagen skulde føres ud i Livet. Men den Fortjeneste, han ved sit Arbejde har indlagt sig, vil til alle Tider bevare ham et smukt Minde hos den danske Postetat. At hans frie og ubundne Natur let maatte kunne bringe ham i Konflikt med vore bureaukritiske Former, er forklarligt, og til Stillingen som Postmester i en middelstor Provinsby syntes han mindst af alt at egne sig. I sine Livserindringer har han givet en Skildring af de mange Forhold, hvori han greb ind, og jeg, som netop i de Aar arbejdede sammen med ham i Postvæsenet, vil bevare Erindringen om hans livlige og interessante Personlighed som et kært Minde."

"Transitportoen"
Joseph Michaelsen var ansat i 2det Postsekretariat, da han i 1859 forfattede og lod trykke sit senere stærkt omdiskuterede skrift:

"Fantasterne"
I Aage Heinbergs bog "Fantasterne" (Skandinavisk Bogforlag, Odense 1950), der omhandler 28 danske "fantaster", har kapitlet om Joseph Michaelsen den besynderlige og misvisende overskrift "Frimærkernes første Mand". I kapitlet citeres JM for at sige følgende om forslaget om transitportoens afskaffelse og afløsning i en samtale med en af sine Kolleger:

"Verdensomfattende er Ideen, og naar jeg selv skal sige det, er den enkel og genial - og saa er den min! Nu skal de ikke længere træde paa mig. De ved, at det baade er dyrt og besværligt for Forretningsfolk og ogsaa for Private at føre Korrespondance med Udlandet; men nu skal vi have dannet en Postforening, først for alle Europas Stater, saa for hele Verden. Vi maa have al Transitporto afskaffet. Brevene maa kunne frankeres direkte til Bestemmelsesstedet".

Hvorvidt JM har sagt det, som det er citeret, vides ikke - måske er det skrevet under indflydelse af Aage Heinbergs kunstneriske frihed. Heinberg tegnede i øvrigt et billede af JM: Han var lille af skikkelse, men han havde en smuk klar stemme, der kunne medvirke til, at hans ofte lange talestrømme kunne virke overbevisende. JM valgte journalistens vej og forblev journalist selvom han også blev ansat i postvæsenet - et forhold flere postkolleger ikke brød sig om. Som Journalist kom han i kontakt med mange indflydelsesrige personer, men på trods af, at han blev opfattet som en alsidig begavelse, blev han i alle sammenhænge mere eller mindre negligeret og som ansat i postvæsenet kunne han se frem til en lang og tung vej inden han blev forfremmet. Han regnede dog med, at hans lille skrift om transitportoen ville ændre på det forhold.

"Om Transitportoens og den Internationale Portos afskaffelse og afløsning"
Som nævnt funderede han over de indviklede porto- og transitregler, der den gang var gældende og udarbejdede sit forslag, hvis udgivelse i første omgang blev bremset af hans foresatte. I 1859 tilsendte han forslaget til overpostmester Harald Georg Petersen (DDPE) som senere bevidnede, at han rent faktisk havde fået skriftet forelagt i 1859:

"I forbindelse med tidligere Udtalelser undlader jeg ikke efter Anmodning at bevidne, at Hr. Jos. Michaelsen allerede i Aaret 1859 - førend der mig vitterligt offentlig var fremkommet nogen Tanke derom, for mig har fremført Planen til en eensartet universel eller dog europæisk lav Porto, og at han ogsaa saavidt mig bekendt har Æren af først (i Aaret 1867) at have fremsat motiveret Forslag til Indførelse heraf og Afskaffelse af Transitportoen, samt at Hr. Michaelsen stadigt senere, navnlig gjennem den fremmede Presse og ad andre Veje, hvar virket for dens Gjennemførelse, indtil den blev realiseret i Bern.
Kjøbenhavn, den 7. April 1881.
H. G. Petersen
Overpostmester."

Endvidere sendte JM sit skrift til finansminister, grev Wilhelm Carl Eppingen Sponneck, som svarede:

"Høistærede Hr. Michaelsen.
.... Deres Afhandling om Transitportoen har jeg forlængst gjennemlæst, men ønsker gjerne mundtlig ved Leilighed at meddele Dem mine faa Bemærkninger i den Henseende.
Venskabeligst W. C. E. Sponneck
Kbhvn., den 9. Decbr. 1859."

JM skriver i sine erindringer, "Fra min Samtid" II, s. 112-113:
"Der var to Mænd, paa hvis Dom jeg maatte lægge afgørende Vægt: Grev Sponneck, der havde gennemført Rowland Hills Reform i Danmark (indførelsen af frimærket i 01.04.1851 - med den ensartede porto af 4 sk. for et almindeligt brev af laveste vægtklasse som da var 1 lod - 15,625 g. TNs a.), og Postinspektør Petersen, der paa engang sad inde med den grundigste og mest omfattende Sagkundskab og den virksomste Interesse for Postvæsenets Udvikling."

Grev Sponneck:
"Forslaget er dristigt og levedygtigt, men uigennemførligt for Øjeblikket. Se Dem om og læg Mærke til, hvor grisk Finansministrene holder paa selv den mindste Indtægt overfor de kolossale, stedse stigende Udgifter. Følg mit Raad og lad Forslaget ligge, ikke dødt hen, tvertimod. Rør ved det engang imellem og lad Tiden gøre Resten i den Forvisning, at den vil gjøre det."

Postinspektør (i 1859) H. G. Petersen (jf. Nationaløkonomisk Tidsskrift, 6. Bind, S. 416):
"Denne Tanke var mig, der var gaaet op i de gammeldags Beregninger, saa fremmed, at jeg tvivlede om, at nogen Stat vilde indlade sig paa et saadant Forslag, idet jeg frygtede for, at det vilde medføre for store Tab navnlig for de Stater, der havde en større Transitindtægt. Efterat have overvejet Sagen nærmere, fandt jeg den dog praktikabel, men antog, at Øjeblikket vilde være ilde valgt til at komme frem med den, og raadede derfor at lade den hvile indtil videre."

Som sagt så gjort. JM lagde forslaget til side. Men tiden arbejdede ikke for JM, idet den tysk-østrigske postforening blev dannet i 1850 (P&Ts Historie 1850-1927, s. 214): "Her indførtes transitfrihed og ensartethed med hensyn til afstandsberegningen". Men generelt var den besværlige beregning af udlandsportoen stadig en kilde til irritation og bl.a. derfor afholdtes på USAs poststyrelses forslag en international postkonference i 1863 i Paris. Der deltog 14 lande - heriblandt Danmark. Her enedes man om - ikke at fjerne transitportoen, men gøre noget for at give portotaksterne et ensartet præg samt nedsætte de høje transitportotakster. Men - Joseph Michaelsen var ikke inviteret til den konference og i det danske postvæsen var der stadig kun få, der kendte JMs forslag.

Det huede bestemt ikke JM, at man i generaldirektoratet udviste en ligegyldighed overfor forslaget, så, i 1868 lod han forslaget trykke på Fransk og sendte en anmodning til udenrigsministeriet, om de ville udsende det til fremmede poststyrelser. Udenrigsministeriet sendte - som skik var - forslaget til udtalelse i den danske poststyrelse. Her svarede man udenrigsministeriet (i en skrivelse dateret 07.04.1868), at man ikke havde noget imod udsendelsen da det hele ikke var andet end "en videre Udvikling af de Principer, der i de senere Aar mere og mere synes at gøre sig gældende i de postale Forhold mellem Staterne indbyrdes, ligesom ogsaa de deri udtalte Anskuelser vilde komme i Betragtning ved Ordningen af disse Forhold" (Jacob Andersen, "Fra Hovedstaden til den nye Grænse". Erindringer II. Kbhvn. 1926, s. 130-131).

Tiden i Indenrigsministeriet
Da Joseph Michaelsen 01.08.1870 blev fuldmægtig i indenrigsministeriet og tillige ekspeditionssekretær, befandt han sig ikke altid vel, hvilket Jacob Andersen med sin præcise pen beskriver i sin bog i datidens sprog:

"Forretningerne oppe i de ministerielle Kontorer kedede ham gudsjammerligt, han var ingen Kontorstol, intet "Sandhus", han var saa langt fra "Copist", som det den Gang hed, at han aldrig kunde blive sig selv original nok. Hans Embedsfæller kedede ham ogsaa indtil Irritation - naar i den Række af fortræffelige Portrætter, han i sine Erindringer har udkastet af sin Samtids ledende Mænd, hans Pensel giver et Strøg af Malice, er det som oftest en af hans Kolleger, han tager paa Kornet. Skal han derimod til at afbilde en Adelsmand, bliver hans Penselføring kælen, og hans Farvegivning faar en vis sødlig Elegance, som minder om Jens Juel. Dette gælder jo mere, desto fornemmere Personerne er: af Baron Blixen Finecke, Grev Frijs, Grev Sponneck, Grev Holstein-Ledreborg, giver han de mest udsøgte Portrætter. Han havde ligefrem en faible (forkærlighed) for det fødselsaristokratiske: i den politiske Omgang med de store Herremænd fandt han den Fordomsfrihed i Livssyn, den usnobbede Jævnhed i Tonen, som gav Samtalen Tryghed, løsner Tungebaandet og fik den Ømtaalelige, der vogtede saa nidkært paa endelig ikke at blive overset, til at føle sig som Ligemand. Det er muligt, Hemmeligheden har været, at naar Spurven var til Stede, afholdt de høje Traner sig fra at danse: netop for ikke at komme til at træde paa ham.
    Vist er det imidlertid, at da han nu engang stod "udenfor Selskabet" - "som dette Begreb nu en Gang var slaaet fast af det nationalliberale Parti" - fandt han til Gengæld hos sine Aristokrater Selskab. Ovenikøbet et Selskab, hvor han frit udfoldede sin Personlighed, følte sig som hjemme og Jævning.
    Desto ulideligere blev ham derfor i det daglige: Kontorstøvet, det departementale Omsvøb, det bureaukratiske Vigtigmageri. Intet Under, at Blækket blev tørt i hans Blækhus. Men ved saaledes at blive rykket ud af sit Milieu kom han paa Kant med eller blev fremmed for dem, til hvis Kreds han nu en Gang ifølge sit Hverv, sit sociale Niveau og sin Dannelses Egenart naturligt var knyttet, og af hvis Gunst eller Velvillie han dog altid i nogen Maade var afhængig. Den Modsigelse, han saaledes bragte ind i sit Liv, var just det Skær, hvorpaa han senere skulde strande".

Jacob Andersen fortsætter:
"Men paa det her omhandlede Tidspunkt, i 1871, gik han endnu for fulde Sejl, og de var fyldt af Medbør, af Lykkebrise. Hans Livsglæde havde endnu ikke faaet noget Knæk, hans fyrige og friske Villiestyrke havde endnu Overhaanden i hans Sind og Færd: han ligefrem svulmede af Selvfølelse."

Verdenspostforeningen stiftes 09.10.1874
Som nævnt indbød den franske regering på opfordring af USAs poststyrelse i 1863 til en international postkonference i Paris. Her deltog - også som nævnt - 14 lande, deriblandt Danmark (Joseph Michaelsen var ikke tilstede). Man nåede dog ikke frem til en fælles overenskomst, men enedes om at postaftaler mellem landene skulle have et ensartet præg. Standardtaksten skulle gælde for et brev af vægt op til 1 lod (15,625 gram) og ligeledes enedes man om en begrænsning af transittaksterne. Danmark sluttede i de efterfølgende år postkonventioner med USA, Holland, Preussen, Rusland og Storbritannien.
    Efter den fransk-tyske krig i 1870-71 foreslog Tyskland, at der igen skulle sammenkaldes til kongres, der skulle drøfte spørgsmålet om en postforening. 15.09.1874 trådte 22 stater (deriblandt Danmark) sammen i Bern i Schweiz. En traktat blev enstemmig vedtaget og underskrevet den 09.10.1874 - og heri var transitspørgsmålet også færdigbehandlet. Transitportoen blev ikke afskaffet, men blev beregnet vha. de almindelige statistiske opgørelser over brevmængden. Først ved postkonferencen i Paris i 1878 vedtog man navnet "Verdenspostforeningen".

Men hvor var JM? Selvfølgelig sendte Danmark en repræsentant til 1874-kongressen, men det var ikke JM, hvilket fremgår af JMs erindringer:

"Det traf sig nu, at Geheime-Etatsraad Carl Emil Fenger netop skulde ligge ledig i dette Øjeblik, og Valget af denne Mand til Danmarks Repræsentant i denne Sag, var derfor vistnok den naturligste Ting af Verden. Han fik fri Haand til at medtage en Sekretær og valgte en ung Assistent i andet Postsekretariat. Efterat han havde begivet sig paa Rejsen, fik jeg den Meddelelse fra Generaldirektøren, at jeg vilde blive sendt til Bern, saasnart der var kommet Besked fra Fenger.
    Hvilket Spørgsmaal, der er blevet rettet til denne, ved jeg ikke, og af det telegrafiske Svar, som meddeltes mig: "Mr. M. sera reçu" ("Mr. M. vil blive modtaget") blev jeg heller ikke klogere, eftersom det forekom mig, at den danske Regering ikke behøvede at indhente nogens Samtykke". (Michaelsen fik af det offentlige et tilskud, så han blev i stand til at rejse til Bern for at overvære møderne.)
    "Efter ankomsten til Bern, blev jeg modtaget af Fenger, og fulgtes med ham til et Formiddagsmøde. Fenger havde ikke et eneste Ord om Kongressen om hvad der alt var blevet besluttet. Ved indgangen til Edsforbundets gamle raadssal, hvor Kongressen afholdtes, blev vi mødt af den schweiziske generaldirektør, der anviste mig plads paa en Stol ved Væggen. Herfra kunne jeg følge Mødet uden selv at tage Del i det. Her hørte og saa jeg den tyske Generalpostdirektør Heinrich von Stephan kommandere Kongressen som en Underofficer sin Peleton og fattede de bedste Forhaabninger, ubekendt som jeg var med, at Hovedslaget alt var ført den foregaaende Dag og Transitportoen allerede bragt ud af Verden.
    Til Eftermiddagsmødet gik jeg alene, og da begav det sig, at en Tjener kom mig imøde i Forsalen og i en brysk Tone opfordrede mig til at forlade Stedet, hvor jeg intet havde at skaffe. Jeg svarede, at jeg var sendt af min Regering og vilde ind. Forsalen var fuld af Delegerede, der samledes om Optrinet med Uvilje i Ansigterne, da Præsidenten hastig skød en Dør tilside og raabte, at den Herre havde Adgang. Et Øjeblik forekom det mig, som dette kunde være tilstrækkeligt, og et "Jeg renoncerer" svævede mig paa Læben. Saa tænkte jeg paa Kjøbenhavn og gik ind.
    Havde saa endda min Landsmand (han er iøvrigt senere blevet de kjøbenhavnske Bladudgiveres milde Forsyn i Skikkelse af Chef for Aviskontoret) ikke siddet der ved Siden af mig, kunde jeg søgt Trøst i det fantastiske Hjernespind, at den hele Forestilling henne ved det grønne Bord blev opført alene til Fornøjelse for Forfatteren.
    Da jeg kom tilbage til Hotellet, laa Fengers Kort paa mit Bord. Det skal nemlig være almindelig diplomatisk Skik og Brug, at Ambassadører selv med de berømteste Navne aflægger deres Kort endog hos den yngste Attache ved et Gesandtskab for saaledes symbolsk at antyde, at det ikke hedder corps diplomatique for intet. Dette Kort vakte iøvrigt Nysgerrighed, og hos den daværende franske Charge d'affaires, Laboulaye, der nu er Gesandt i St. Petersborg; vilde den franske Delegerede, der vidste, at Fenger var en udmærket Læge, uden Hensyn til Ordene d'état, der fulgte efter conseiller intime, absolut oversætte disse Ord ved Livlæge, men kunde saa paa den anden Side ikke forstaa, hvad en Livlæge kunde have med Postvæsenet at gøre.
    Da Fenger syntes at betragte det Skete som noget, der ikke vedkom ham, var det danske Initiativ saaledes bogstaveligt sat først tilvægs og saa tildørs. Jeg tog da den Beslutning at renoncere paa Fortsættelsen og ikke at komme igen. Jeg vilde ikke risikere en Gentagelse."

JM drog tilbage til Danmark i vrede og det var klart for alle, der kendte til begivenhederne, at JMs forhold til omgivelserne i Postvæsenets Overbestyrelse var meget spændt. Stadig, med sin skarpe satiriske natur, kom han ikke videre på god fod med omgivelserne og som et eksempel kan nævnes, at han bistod generalpostdirektør Danneskjold-Samsøe med de postale forhold under den fransk-tyske krig i 1870-71, og han skriver selv, at han måtte stå til rådighed for Danneskjold-Damsøe døgnet rundt: "Jeg maatte", fortalte JM Jacob Andersen paa sin fornøjelige, paradoksale Maade, "give Generalpostdirektøren det bestemte Løfte, at jeg altid skulde være at finde paa et af de tre Steder: I mit Hjem, i Generaldirektoratet eller under den store Blodbøg i Frederiksberg Have.
    Efter Krigens Slutning kom der nogle franske Dekorationer til den danske Regering. Af disse blev et Ridderkors af Æreslegionen bestemt for Generalpostdirektoratet." Michaelsen var ikke i Tvivl om, at dette Kors vilde tilfalde ham, hvad han allerede i Tanken glædede sig over, thi den franske Æreslegion var egentlig den eneste Orden, han ønskede at besidde. "Men saa en Dag", fortsatte JM, "da jeg sad ved mit Skrivebord, kom min Kontorchef, der intet andet havde haft med Behandlingen af de franske Sager at gøre, end at han som Translatør havde oversat de af mig konciperede Skrivelser, ind til mig og sagde ligesom undskyldende, at Ekscellencen nu havde bestemt, at han, Kontorchefen, skulde have det omhandlede Kors. Dette tog jeg til Efterretning paa den Maade, at jeg tørt svarede: "Naa skal De det! De tager vel ikke ogsaa min Overfrakke, naar De gaar herfra?"
    En saadan Tone skulde just ikke bringe ham i venskabeligt Forhold til de stive Cancellister, som den Gang forestod Postvæsenets Administration."

Cobden Clubbens Medalje
Dog kunne Grev Sponneck ikke glemme, at han havde været den ufrivillige anledning til JMs skuffelse på embedsbanen ved bl.a. at foreslå udsættelsen af Michaelsens forslag til afskaffelse af transitportoen og prøvede ofte at bøde på den. I sin bog fortsætter JM:

"Da et saadant forsøg var mislykket efter Bernerkongressen, opfordrede han (Grev Sponneck) mig til at nedskrive paa engelsk hvad jeg havde udrettet i Postreformsagen, og sendte saa Memoiren til Bestyrelsen for Cobden Klubben i London, der gav mig Foreningens Medaille (The Cobden Club medal for distinguished services to the cause of free trade) og optog mig som Æresmedlem, medens Præsidenten, Thomas Potter, skrev til mig, at mit Navn havde været ham ubekendt forinden Grev Sponnecks Brev, som var blevet forelagt den danske Minister i London gennem Lord Arthur Russell, førend Cobden Clubben havde optaget Sagen."

Postmester i Slagelse
JM fortsætter: "Men Vinkene blev fra nu af tydeligere og alvorligere, uden at jeg dog skal gaa nærmere ind paa Arten og Beskaffenheden. Resultatet blev, at jeg kom til at staa overfor Valget mellem at søge min Afsked eller Postmesterembedet i Slagelse. Foretrak jeg det første, saa jeg mig reduceret til en Pension paa 1000-1200 Kr. Saa valgte jeg Slagelse, og min gode Engel græd. Jeg med for den Sags Skyld.
    Til det sidste havde jeg opsat at søge Audiens for at takke Kongen (for den kongelige udnævnelse til postmester). Det forekom mig som Hykleri, og desuden søgte jeg et plausibelt Paaskud for at slippe fra det Løfte, jeg havde taget af mig selv, om ligesom at søge Kongens Hjælp imod Kongens Udnævnelse. jeg saa, at dette kunde ligne Utak imod en Naadesbevisning, en Følelse, der laa mig fjern. Men jeg følte en stærk Trang til ligesom at søge et Værn mod de Forudsigelser fra forskelligt Hold, der havde fundet en frodig Jordbund i min egen Følelse af bristende Evne, og da jeg stod i Forsalen, var jeg paa det rene med, at Undladelse vilde være Fejghed.
    Til Kongen, der kom mig imøde med naadig Velvilje, frembar jeg da min Tak for Udnævnelsen til Postmester i Slagelse, men bad samtidig om naadig Tilladelse til at sige, at jeg var ukendt med og følte mig uskikket til en væsentlig Del af den Tjeneste, der var blevet mig overdraget. Da jeg ikke bemærkede den befrygtede Misnøje hos Kongen, der med samme Mildhed spurgte mig, hvor jeg da havde tjent, svarede jeg, at jeg havde gjort Tjeneste i Overbestyrelsen, hvor jeg var blevet Fuldmægtig og Expeditionssekretær, men ikke havde havt Lejlighed til at gøre mig bekendt med den praktiske Tjeneste og navnlig ikke havde nogen Forestilling om Bogføring og Regnskabsvæsen, for hvilket jeg overhovedet manglede Sands. Kongens Træk røbede kun Medfølelse, og med - jeg følte det stærkt i dette Øjeblik - ufortjent Naade tilføjede han, da han rakte mig Haand til Afsked "Nu, lad os haabe, at De desuagtet vil blive tilfreds med deres Embedsgerning". Dette Haab blev skuffet, men min Taknemmelighed for Kongens Mildhed er usvækket."

Uorden i regnskaberne
JM var således en bitter mand, da han i 1876 søgte væk fra København og fik stilling som postmester i Slagelse 01.10.1876 (jf. OM32/1876). Han egnede sig overhovedet ikke til at være postmester, hvilket både han og generalpostdirektionen vidste. Desuden blev han, jf. OM42/1876 af 22.12.1876, tillige beskikket som opsynsmand ved befordringsvæsenet i Slagelse. Hvad angår hans føromtalte modvilje mod bogføring og regnskab, er det sikkert derfor, at han bad om at måtte få sin afsked, jf. OM39/1879 - kgl. res. af 11.11.1879 - 30.11.1879 "Afsked i Naade og med Pension efter Ansøgning", men, som det viste sig ved et uanmeldt kasseeftersyn, havde han uorden i sine regnskaber: (1671, lb. nr. 936 - 18.05.1879) "I Anl. af et foretaget Kasseeftersyn ere Bestyrelsen af Embedet allerede fra d. 18/5 79 frataget ham indtil Videre (d.e. indtil Entledigelsen)". Samme dag, 18.05.1879, konstitueredes efterfølgeren som postmester i Slagelse: Postkontrollør i Korsør, Hans Frederik Adolph Müller (DDPE). Efterfølgende ses rapporten om kasseeftersynet:

Den "uretfærdige" suspension
Der er ingen som helst tvivl om, at JM og bl.a. Jacob Andersen, JMs store støtte, fandt suspensionen, så regelret den end måtte være, som værende yderst uretfærdig og en af skæbnens uheldige tildragelser: JM havde hele tiden holdt på, at han ikke var egnet til postmesterjobbet og kun havde taget det af nød.
    Suspension eller ej. Postvæsenet fandt tilsyneladende, at man selv havde medvirket til at sætte ham på en forkert hylde, så man afskedigede ham i nåde og med pension. Suspenderingen og årsagen hertil blev kun yderst sjældent nævnt og da i lettere forblommede vendinger. JM var da 59 år gammel.
    Således havde JM ikke været ansat ret længe i postvæsenets tjeneste og pga. sit helbred kunne det ikke antages at han kunne blive overført til en anden stilling. Derfor var suspensionen ikke alene et slag mod JMs sociale position, men også et økonomisk slag for ham: Pensionen var ikke høj.

Man kan ikke leve af rosende omtale alene!
20. maj 1881 skrev JM til indenrigsminister Erik Vilhelm Robert Skeel for at forklare denne sin fortvivlede økonomiske situation og gjorde opmærksom på de håndgribelige udenlandske anerkendelser, han havde fået i kølvandet på sin udsendelse af sin 1859-afhandling i 1868: Den svenske Vasa-ridderorden, og den engelske Cobden Club-medalje (se herover) - underforstået, at det kunne han jo ikke leve af:

Uanset afslaget, der som nævnt foreligger i kladde i sagen om JM, blev der i rigsdagen stillet forslag om at tildele JM en årlig dotation på 1.500 kr. - der siden blev forhøjet til 2.400 kr.

I 1883 skrev JM igen til Indenrigsministeriet:

Som det ses et ret så usammenhængende brev, hvor det umiddelbart fremgår, at det kunne blive særdeles vanskeligt at få redet trådene ud, hvis man lod JM køre en sag på den fordrukne nabo med den (formodes det) letlevende hustru, hvilket ministeriet bestemt ikke havde lyst til.
    Generalpostdirektør Svendsen, igennem hvilken sådanne skrivelser skulle passere, havde da et forslag til ministeriet:

Hvad der videre skete i den sag, fremgår ikke af de foreliggende akter. Michaelsen har, så vidt vides, ikke sagsøgt sin nabo, men, hvad der er vigtigt: JM fik slået fast, at han, på trods af det utrolige rod i kassesagerne i Slagelse, havde fået indenrigsministeriet til at lægge låg på den sag - i hvert fald hvad angår JMs handlinger - eller måske rettere mangel på samme. Det er oplagt, at man på en eller anden måde ville tog hensyn til hans lille skrift fra 1859. Gælden, han havde måttet stifte i forbindelse med kasserodet, måtte han selvfølgelig stadig kæmpe med.
    JM fik altså ikke den ønskede erklæring - altså et stykke papir, som han kunne vise frem i tilfælde af, at han havde behov for det. Desuden pinte det ham, at han aldrig havde fået en offentlig dansk anerkendelse for sit værk - selv om fremsendelsen af skriftet om Transitportoens afskaffelse til fremmede stater, havde udløst enkelte anerkendelser, såsom Cobden Club-Medaljen.
    Det havde dog regnet lidt på JM, idet indenrigsministeriet i et brev til JM af 7. marts 1883 kunne meddele, at han var blevet dekoreret med den franske republiks orden "Officier d'akademie" og året efter, den 2. September 1984, at han var blevet ridder af den spanske "Carl den 3.-Orden". Men der var ikke mange kalorier i de udmærkelser.

Suspensionen voldte stadig JM problemer
I de følgende ca. 20 år var situationen for JM ganske uudholdelig - også rent økonomisk, og JM tyede igen til pennen for at få en smule anerkendelse for sit skrift og for at få til livets ophold. Den 7. juli 1900 skrev JM et meget langt bønskrift om hjælp til indenrigsminister Ludvig Ernst Bramsen. Af dette bønskrift fremgik det, at baggrunden for den føromtalte suspension var noget mere dramatisk end det fremgår af de fleste kilder. Desuden viste det, at den plet, som Joseph Michaelsen mente suspensionen havde sat på ham, pinte ham i en sådan grad, at indenrigsministeriets skrivelse fra 1983 om at han ikke havde begået kassesvig eller kassetyveri, men at han var blevet afskediget i nåde og med pension, ikke var nok for JM. Nu opridsede han desperat hele sit levnedsløb for indenrigsministeren for at få denne til at give ham oprejsning - i form af en etatsraadstitel:

Indenrigsministeren sendte 11.07.1900 andragenet videre til generalpostdirektør Christen Svendsen (DDPE) og skrev:

"Kære Svendsen,
Joseph Michaelsen har været hos mig, for at bede om at blive Etatsraad, hvad der alene kan rehabilitere ham. Han har derefter tilskrevet mig hoslagte fremstilling, da jeg mente, at han havde Krav paa at blive hørt. Jeg ved jo nok, at han ikke længere kan siges at angaa mit Ministerium, men han mente at turde henvende sig til mig som "Forhenværende".
    Kan nu det han fremfører være overensstemmende med Sandheden? Er der ikke i din Tid foretaget Undersøgelse i hans Sag, saa at nye Undersøgelser ville være ganske unødvendige? Du vil nok forstå, at den eneste Grund for mig til at sende dig hans Indlæg og gjenoptage Sagen er Ønsket om, at Ingen maa gøres Uret forsaavidt det staar til os, der have nogen Magt og Indflydelse, et Ønske, som jeg ved, at du deler fuldt ud.
    Din Hengivne
    L. Bramsen "

Som det fremgår af historien blev Joseph Michaelsen ikke udnævnt til etatsraad - sandsynligvis, som indenrigsminister Bramsen antydede i sit brev til Christen Svendsen, fordi JMs udlægning af historien forekom for utroværdig.

Sådan var Joseph Michaelsens situation i 1900, men det skulle snart ændre sig til det bedre for ham....

Fortsættes....