Nonum prematur in annum.

Det er nu i de fleste europæiske Staters Lovgivning hævet til Princip, at Postvæsenet ikke bør betragtes som finansielt Institut. Theoretikere saavelsom praktiske Statsmænd samstemme i, at Postvæsenet har andre civilisatoriske og humane Øiemed at tjene og efterstræbe, og at det derfor ikke paa samme Tid selv bør betragtes som Middel i andre udenfor liggende Øiemeds Tjeneste.
    Denne Enighed ophører imidlertid, naar det Spørgsmaal opkastes, om Postvæsenet da idetmindste ikke bør bestride sine egne Fornødenheder, eller om det endog bør kunne gjøre Fordring paa Tilskud af den almindelige Statsformue. Fleertallet af de praktiske Regeringsmænd hælde til den førstnævnte Anskuelse, hvorved Postvæsenet bevidst eller ubevidst sideordnes de industrielle, i reent finansielle Øiemed etablerede Statserhverv. Men medens det nu i Regelen antages som Grundsætning, at disse bør nedlægges, naar de ikke betale sig, vil den samme Betragtningsmaade ikke finde Anvendelse paa Postvæsenet, hvortil Conseqvensen dog synes at maatte føre. Enten hører Postregalet nemlig til de Høihedsrettigheder, som Staten, f. Ex. ligesaalidt som Retspleien, tør lade falde uden at træde sig selv for nær, og bør da opretholdes, udvikles og forbedres uden særegne finansielle Bihensyn, eller det maa betragtes som en Statsformaalet uvedkommende Virksomhed, der, uden at krænke høiere Interesser, kunde overlades til de Private, og, saa længe de bibeholdes for Statens Regning, ikke blot bør betale sig, men endog bidrage til Tilfredsstillelsen af de egenlige Statsfornødenheder.
    I Praxis opfattes denne Sag ganske vist anderledes. Dette turde navnlig fremgaae af den Kjendsgjerning, at Postvæsenet endnu i Almindelighed findes henlagt under Finansministerierne. Thi naar Postbestyrelsen saaledes i høieste Instans falder sammen med Finansforvaltningen, ville finansielle Hensyn selvfølgelig allerede af denne Grund gjøre sig mere gjældende i Postadministrationen, end billigt kunde synes og Hensigten maaskee egenlig er. I Praxis tages denne Sag derfor saaledes, at Postvæsenets Udgifter forlanges forlods afholdte af Indtægterne, og kun forsaavidt disse sidste tilstrække, ville Regeringerne i Regelen findes tilbØielige til saadanne Forbedringer, som, om end kun foreløbigt, ere forbundne med forøgede Udgifter.
    Skjøndt saaledes ethvert Forslag, hvorved Postvæsenets Indtægter synes at maatte afficeres, ikke har Udsigt til at møde en gunstig Modtagelse, ville dog de indirecte Fordele, der knytte sig til det Forslag, som nedenfor er fremsat, være saa overvejende, at der ikke vil kunne tillægges det Afsavn af Indtægter, som ialtfald midlertidigt vilde blive Følgen af dets Gjennemførelse, nogen meget betydelig Vægt.

Uden den rette Opfattelse af Postregalets Væsen havde Rowland Hills Forslag neppe nogensinde havt Udsigt til praktisk Gjennemførelse. Ganske vist lovede man sig ved Indførelsen af den lave eensformige Porto en betydelig Forøgelse i Brevforsendelsernes Antal, men man har paa den anden Side ikke kunnet lukke Øjet for, at Aarrækker vilde kunne hengaae, inden ilet første og visse Tab var dækket. Naar man desuagtet besluttede sig til dens Gjennemførelse, har man hertil sikkert ladet sig lede af Hensyn til de høiere indirecte Fordele, som herved vilde opnaaes for Nationerne, og som allerede nu, ville have forsonet Finansmændene med de hist og her ikke ubetydelige Afsavn af Indtægter, der om end kun foreløbig er blevet Følgen. At det samme Resultat vilde opnaaes, naar man besluttede sig til det sidste og betydningsfulde Skridt ad denne Vei: den conseqvente Gjennemførelse af Rowland Hills store Tanke ogsaa for den internationale Postforbindelses Vedkommende, er neppe tvivlsomt.
    Opløser man Portoen for et udenlandsk Brev i dens enkelte Bestanddele, vil man med nogen Forundring bemærke, at Staterne i Almindelighed tage en højere Betaling for Befordringen af et Brev til fremmed Land eller et transitererende Brev end for et saadant, som indleveres og forsendes indenfor Landets Grændser.
    Den lave eensformige Porto - et af de største Goder, som i dette Aarhundrede er blevet Folkene tildeel - gjælder altsaa endnu kun for en enkelt, om end den langt større, saa dog ikke i samme Forhold vigtigere Classe af Breve, og medens selv den Fattigste kan tilskrive Slægt og Venner i Landet selv, og selv den mindre Industridrivende føre en endog temmelig udbredt Correspondance indenfor det samme Postomraade, bliver dette ham i høi Grad vanskeliggjort, naar Brevet skal udenfor Landets Grændser.
    Det tør antages, at Lovgivningerne herved tildeels ere gaaede ud fra, at det høiere Beløb, som saaledes forlanges for den samme Tjeneste, der i andre Tilfælde Ydes for et ringere Vederlag, udredes af fremmede Landes Borgere; men der behøves ingen udførlig Deduction for at vise, at dette er en Vildfarelse, og at Fordelen bliver illusorisk ved de Repressalier, som den ene Stat tager ligeoverfor den anden. I Virkeligheden bliver den høiere Porto for den udenlandske Correspondance en Skat paa Landets egne Undersaatter, der som enhver anden indirecte Skat i sidste Instans falder paa de indførte aandelige og materielle Producter og hæmmer og indskrænker selve den beskattede Virksomhed. Spørgsmaalet vil altsaa hovedsagelig dreie sig, om de hermed forbundne Ulemper ikke ere saa store, at høiere Hensyn kræve deres Fjernelse.

Folkenes store Masse er ved Omstændighedernes Magt bunden til den Plet, der saae den fødes, og det er kun et ringe Procentbeløb, som seer sig istand til paa Stedet at besørge Kjøb og Salg eller at gjøre sig bekendt med de store Fremskridt, der danne det Charakteristiske ved vor Tid, selv om deres industrielle Resultater, samlede paa eet Punkt, føres fremfor Beskuerne ved Udstillingerne i Verdensstæderne. Den Tilnærmelse imellem de forskjellige Landes Industridrivende til eet fælles Maal, som herved tilsigtes, føles først paa den Pulsaare, som kaldes Postvæsenet. Ethvert nyt Fremskridt i politisk, moralsk og materiel Henseende faaer denne Puls til at banke stærkere, peger end tydeligere hen paa Vigtigheden af uhindret Correspondancefrihed.
    Den electriske Telegraph formaaer ikke at erstatte denne, fordi den indtil videre alene vil staae til den mere Velhavendes eller den store Industries Tjeneste. Og medens den ved første Øiekast for en Deel synes at maatte træde istedetfor haandskrevne Meddelelser, vil den i Virkeligheden fremkalde en Forøgelse i Correspondancen, fordi dens laconiske Yttringer kræve udførligere Oplysninger og dens Meddelelser paa anden Haand ikke kunne have den personlige Underskrifts forbindende Kraft.
    Brev- og Brevpostforsendelsen (trykte Sager herunder indbefattet) er og vil derfor for en uoverskuelig Fremtid blive det Middel, hvorved de forskjellige Nationer hovedsagelig udvexle Udbyttet af deres aandelige Indhold med hinanden, og Fjernelsen af de bestaaende Skranker for Correspondancen bliver saaledes en af humane Regeringers Hovedopgave.
    Radicalt og consequent vilde dette med eet Slag være skeet, naar de europæiske Stater forenede sig om gjensidig at befordre hinandens Breve og Tryksager frit over hinandens Territorium.

Vilde en saadan Reform gaae ud over Aanden i Rowland Hills Forslag?
    Conseqvensen af det nugjeeldende Portosystem synes ved første Blik kun at fordre, at Staterne, uden Hensyn til deres Arealers forskjellige Udstrækning, overføre deres interne Porto paa den internationale og transiterende Correspondance, men at selv et saadant Fremskridt vilde være en Halvhed, der kun i Formen eller reent udvortes er beslægtet med Aanden i det eensformige Portosystem, og i det Høieste vilde kunne benyttes som et Overgangsled i Udviklingen, er formeentlig utvivlsomt.
    Tænkes Europa nemlig at udgjøre en eneste Stat, vilde de consegvente Tilhængere af den lave eensformige Porto ubetinget fordre den gjennemført over hele Territoriet, eller med andre Ord: naar Principet i det eensformige Portosystem gaaer ud paa, at Befordringsstrækningernes forskjellige Længde spille liden eller ingen Rolle i de med Brevpostbefordringen overhovedet forbundne Omkostninger, kan det ikke modificere Principets Uforkastelighed, at disse Veistrækninger ere undergivne forskjellige Statshøiheder.
    At denne Omstændighed derimod danner den positive Hindring for Principets consegvente Gjennemførelse er en anden Sag, og Opgaven for Principets Venner vil derfor være at forberede dets Seir ved at godtgjøre, at en saadan Conseqvens er i selve de enkelte Staters Interesse.
    Det har ikke her været Opgaven, hvor fristende det end kunde være, at søge at udvikle Resultaterne af en saavidt muligt uhindret Correspondancefrihed; det har kun været Hensigten at henlede Opmærksomheden paa de forholdsviis ringe Opoffrelser, et saa overordenligt Fremskridt vilde medføre; de Statsmænd, som i denne Sag tog initiativet og derved vandt et uafviseligt Krav paa Nationernes Taknemmelighed, vilde vel vide at vurdere det mægtige Middel i Fremskridtets Tjeneste, der herved stilledes til Folks og Regeringers Raadighed.
    Derimod vil det ikke kunne undgaaes at kaste et Blik paa de Følger i nationaløkonomisk og finansiel Henseende, som vilde resultere af en saadan Foranstaltning.
    Postrouterne ere jo engang etablerede, den indenlandske Post skal befordres, og de forøgede administrative Omkastninger, som vilde følge meld den store Forøgelse af den transiterende Correspondance, vilde formeentlig dækkes, deels direkte ved den indenlandske Porto, som for den stigende, i Landet selv indleverede, til Udlandet bestemte Correspondance vilde være at opkræve, deels indirekte ved den gratis Befordring af Indlandets egen udenlandske Post over fremmed Territorium. I nationaløkonomisk Henseende vilde altsaa ingen direkte Forandring indtræde; det ene Folk befordrer det andets Correspondance frit og faaer til Gjengjæld sin egen frit befordret, og da man tør gaae ud fra, at ethvert Brev kræver og faaer et Svar, vil den ene Tjenesteydelse opveie den anden, og intet enkelt Folk i Regelen forfordeles paa det andets Bekostning.
    I Regelen. Thi de Lande i Europa, hvis Beliggenhed udelukker Transit, vilde høste en Fordeel, for hvilken det ikke staaer i deres Magt paa samme Maade at gjøre Gjengjæld, og det forudsættes derfor ogsaa, at disse Stater ved en Aversionalsum maatte tilkjøbe deres Undersaatter den samme Begunstigelse - et Beløb, der vilde finde en passende Anvendelse som Godtgjørelse for de Stater (saasom Belgien, Schweiz), som vilde lide meest i finansiel Henseende ved Transitportoens Afskaffelse.

Men naar det saaledes lader sig godtgjøre, at Nationalvelstanden ikke alene intet Afbræk vilde lide, men ved det nye forbedrede Redskab, der stilledes til dens Tjeneste, vilde vise sig produktivere og dens Nettoverskud stige i en Grad, der vistnok ikke lader sig statistisk eftervise, vil til Fordeel for Sagen være anført et Argument, hvis Vægt ikke let vil kunne underkjendes, idet det paa samme Tid vil berøve den finansielle Indvending dens største Skarphed.
    Borgernes Skatteevne hviler paa Overskudet af deres produktive Virksomhed, og naar en Foranstaltning derfor, hvormed finansielt Tab er forbundet, ikke blot ikke formindsker dette Overskud eller udtørrer de Kilder, hvoraf det fremkommer, men endog bringer dem til at flyde rigeligere, saa er dette finansielle Tab ikke noget virkeligt Nationaltab, men vil ad anden Vei kunne dækkes og det uden at vække Misnøie hos Nationerne. Den store Masse af Arbeidere og skatteydende Borgere vilde, som engang tidligere ved lignende Leilighed, være den første til taknemlig at anerkjende den store Velgjerning, der var bleven den tildeel ved de nye Veie, Regeringerne havde aabnet for den industrielle Virksomhed, efter at have taget dette mægtige Middel i Haand til at nærme selv den strengt arbeidende Deel af Folkene til hinanden i Fredens, Industriens og Civilisationens Tjeneste.

Kjøbenhavn i Juli 1859.

Det er politiske Skranker mellem Europas Befolkninger, der fremkalde den moralske og materielle Skranke, som opstilles gjennem den internationale Porto og Transitportoen. Men i det Øieblik, da der rokkes ved denne politiske Skranke, da den italienske Halvø er forenet under det samme Scepter og Nordtydskland danner eet politisk Legeme, i det Øieblik, da "Solidaritetsprincipet afløser tidligere Tiders Exclusivitet", vil der ogsaa være rokket ved den Hindring for Civilisation og Fremskridt, der nu hæmmer Tanken, naar den vil vove sig ud over den enkelte Stats Grændser.

Kjøbenhavn i Marts 1868.