Kapitel 12 - Svindel i Klasselotteriet

Frederik Christian Gleiss og Hans Jacob von Scheel

© 2012- Toke Nørby

oldline

Frederik Christian Gleiss
blev født i 1771 og døde i 18351. Han var, da han, jf. Collegial Tidende2 nr. 52 af 28.12.1799, blev udnævnt 20.12.1799 til fuldmægtig i Klasselotteriet, fhv. Lieutenant, Krigsraad, og endte åbenbart sin karriere som kopist i Rentekammeret. Han var gift med Marie F. H. Carlsen f. 1779 i Eutin, Holsten. Jf. folketællingen i 1801 boede familien i Badstuestræde (matr.95) i København og i perioden 1829-1834? på Kultorvet (matr.88&89) - også København. (Hans enke boede 1840-1855 i Vester Voldgade 73, 2.sal, matr.358).

På trods af, at han ikke har været inspektør i klasselotteriet, findes han alligevel "værdig" til at få en plads i denne historie om klasselotteriet. Som det fremgår af oversigten over klasselotteriinspektører, blev lotteriinspektør von Scheel primo 1824 afsløret i en større tilegnelsesforbrydelse gennem længere tid, men før Gleiss - og efter Scheel - har der ikke været tilfælde, hvor ansatte i Klasselotteriet har begået ulovligheder.

Men det lykkedes fuldmægtig Gleiss i tiden før 1817 og i en længere periode at få Fru Fortuna til at tilsmile sig. Dog viste det sig, at hun fik overordentlig stor hjælp af Gleiss til sine mange smil!

oldline

Illustreret Tidende
Fig. 12-1.

Historien er ganske malende beskrevet i Illustreret Tidende:3 Aargang 18, Nr. 928, 08/07-1877, siderne 419 og 421:

"En Mand, der forstod at vinde i Lotteriet
Hvorledes man skal kunne vinde i Lotteriet, er et Problem, der har beskjæftiget Mange ligesaa længe som den Art Lykkespil har bestaaet. Dette er ligesaa forklarligt som det overhoveder er let at forstaae, at alle Slags Lotterier, selv saadanne hvor den eventuelle Gevinst ikke staaer i noget rimeligt Forhold til Indsats, eller som frembyde kun ringe Chance for Vinding, finde en meget stor Deltagelse. For den Ubemidlede, for den, der kun har Dagen og Veien eller smaa faste Indtægter uden nogen Udsigt til at faa dem forøgede, for den, som ved daglig Slid erhverver sig et tarveligt Udkomme, frembyder dog altid Lotterispil i det Mindste et Haab om Udsigt til at komme til Penge og derved til forbedrede Kaar. Da man spurgte en Mand, hvorfor han spillede i Lotteriet, skjøndt det jo dog var en Udgift, han vanskelig kunde afsee, og Udsigten til at vinde i det Hele var saa yderst ringe, svarede han: "Jeg har ikke Raad til at lade være at spille i Lotteriet. Var jeg en rig Mand, spillede jeg aldrig. Jeg vil give Lykken Leilighed til at indfinde sig. Det er det eneste Middel, hvorved jeg kan vedligeholde Haabet om at komme paa den grønne Gren." - Skiftecommissairer i Fallitboer vide sikkert god Besked om, i hvilken stor Udstrækning Lotterispil ikke sjælden er bleven benyttet af Folk, der paa den Maade troede at kunne afværge en truende Ruin. En Mængde Lotterisedler har undertiden været det eneste Activ, der er forefunden i deslige Boer. Og noget Lignende vil vel Politiet kunne fortælle om Folk, der i privat eller offentlig Stilling have forgrebet sig paa de Kasser, de have under Hænder, Lotterispil var deres eneste, men som det viste sig, meget bedrageriske Haab.

Det Anførte forklarer da ogsaa tilstrækkeligt, at der til Lotterispil ogsaa knytter sig Tanken om at kunne tvinge Lykken. Især var det Tilfældet, da Tallotteriet existerede og herved kom Beregningen med i Spillet. Der udkom flere Piecer om det interessante Spørgsmaal, hvorledes man skulde kunne vinde i Tallotteriet; navnlig udgav Justitsraad Winkel-Horn, en dygtig Arithmetiker, i 1835 et Skrift, betitlet:

"Gives der nogen Spillemaade, hvorved man ufeilbarligen kan vinde?"

Dette besvarede han bekræftende, idet han ved en sindrig Beregning paaviste, at man med en betydelig Capital til sin Raadighed kunde, ved at spille paa lige eller ulige Tal paa bestemt Udtræk, opnaa en ret anseelig sikker Gevinst. Denne Opfindelse skal dog ikke have været ganske ny, thi, som det almindelig fortælles, havde den rige Conferensraad Brun flere Aar i Forveien spillet paa den Maade, og derved opnaaet en meget anseelig Rente af sine Penge. Dette Middel til at vinde i Lotteriet skal ogsaa senere være bleven anvendt af Andre, der havde større Capitaler at raade over, men for Ubemidlede forbød det sig af sig selv, og det saameget mere, som der her ikke kunde være Talen om en større Gevinst paa een Gang - altsaa om et pludseligt Spring ind i Lykkens Havn - men kun om en med en betydelig Risiko efterhaanden opnaaet avance. Hvorledes skulde nu den Ubemidlede kunne opnaae at vinde? Derpaa blev der ivrigt spekuleret, og der fattedes heller ikke paa Hjælpekilder dertil. Navnlig vare de af Lottoadministrationen udgivne Lottocalendere Gjenstand for et meget nøiagtigt Studium. Disse Lottocalendere indeholdt nemlig alle de udtrukne Numere saalænge Tallotteriet havde bestaaet, og man søgte nu at udfinde de Tal, der længst vare udeblevne, og de Tal, der hyppigst vare udkonme. Begge disse Kategorier bleve da anvendte ved Spillet, men hvorvidt denne Beregning slog til og bragte Held, skal ikke kunne siges.

Dette var nu den mere rationelle Maade, den var i det Mindste bygget paa en, om just ikke synderlig pleusibel Beregning. Men Mystiken spillede dog Hovedrollen, den Mystik, der som Grundlag har den Overtro, som næsten alle Spillere, og det ikke alene i Lotteriet, i større eller mindre Grad ere betagne af. Man drømte Numere, og deslige Drømme ansaaes for et Fingerpeg fraoven. At det dengang var almindeligt et drømme Numere, kan ikke findes besynderligt; det er jo en bekjendt Sag, at hvad man tænker paa om Dagen, derom er man let tilbøielig til et drømme om Natten. Ældre Folk ville ogsaa erindre de mange Historier - sandfærdige eller usandfærdige - der fortaltes om, hvorledes der var faldet Gevinster paa deslige drømte Numere, der vare tagne i Tallotteriet. Men uheldigviis have Drømme den Egenskab, at Erindringen om dem næsten altid forsvinder meget hurtig, ja næsten i samme Øieblik man vaagner, om man end gjør sig nok saa megen Umage for at fastholde den. Det var derfor sjældent at man vidste andet, end at man havde drømt Numere, men hvilke disse vare, det kunde man ikke huske. Undertiden dukkede de senere op igjen, men da var man aldeles ikke sikker paa, et det var de rette. Alligevel ilede man med et tage dem hos Cellecteuren; kom de ud, havde de naturligviis været de rette; kom de ikke ud, saa havde man ikke husket rigtig. Ogsaa andre Drømme end just om Lotterinumere maatté holde for. Hvad man saa drømte om havde sin Betydning i Retning ef Lotterinumerne. Der var Drømmebøger - en hel Literatur - som gav tydelig Besked derom. At drømme om Mad havde det Numer, et drømme em Tyveri det Numer, et Fald det Numer osv. Men det Fortrædelige derved var, et disse Bøger vare ikke lidet forskjellige i deres Udtydning, idet de samme Drømme havde næsten i hver af dem et forskjelligt Numer. Herved opstod der en stor Forvirring, og man vidste ikke ret, hvilken af disse Bøger man skulde ansee for paalideligst. Overhovedet havde Overtroen et stort Spillerum ved Tallotteriet. Den eller den Collecteur var den heldigste et spille hos, den eller den Dag var det heldigst at tage Sedlen. En troede paa de lige Numere, en Anden paa de ulige. Der spaaedes af Kaffegrums, af opslaaede Æg, af oplagte Kort, af Kabale, og for gamle Kjærlinger, der ernærede sig ved et spaae for Godtfolk, var det en gylden Tid. Især var Søgningen af det smukke Kjøn stærk, og saa gik det næsten altid ud paa at vide, hvilke Numere der vilde komme ud ved den nærmest forestaaende Trækning. Det var nu rigtignok en temmelig farlig Prøve for den Vedkommendes Spaadomskraft, som her skulde udføres, og ganske vist traf Forudsigelsen sjelden ind. Men derved vaklede dog ikke Tilliden i den Grad, at Søgningen ophørte; der fandtes altid Troende nok, om end Skuffelsen var det Almindelige.

Alt dette gjaldt Tallotteriet, hvis særegne Beskaffenhed med 5 Numeres Udtrækning af 90 gav deslige Speculationer, Drømmerier og Spaadomme det anseeligste Spillerum. Siden Tallotteriet er ophørt, have ogsaa Drømme om Tal udspillet deres Rolle. Men hører aldrig mere, at Drømme gaae i den Retning, thi paa Classelotteriet vil Sligt vanskeligt finde anvendelse; det har over 70,000 Numere, og Drømme om Tal holde sig i Regelen kun til enkelte Ciffre. Det kan vel ikke benegtes, at Overtroen ogsaa ved dette Lotteri spiller en Rolle, men dog langtfra i den Udstrækning som tidligere ved Tallotteriet, medens det heller ikke efter sin Beskeffenhed kan give Stof til lignende Beregninger som de, der fandtes i Winkel-Horns omtalte Skrift. Og dog havde en Mand en Gang udfundet en ganske sikker Maade til at vinde meget store Summer i det danske Classelotteri, men rigtignok hverken ved Drømme, Spaadomskunst eller Beregninger, kun ved en snild Taskenspillerkunst. Den vedkommende Retssag vakte i sin Tid megen Opsigt, og da den, liggende langt tilbage i Tiden, maa forudsættes at være de fleste af Læserne ukjendt, skulle vi her omtale den nærmere som et af de største og frækkeste Bedragerier, vor Criminalistik har at opvise.


Den omtalte Mand var Krigsraad Friedrich Christian Gleiss, hørende til en tydsk Familie, der var bosat i Hamborg. Som ungt Menneske kom han i Aarhundredets Begyndelse til Kjøbenhavn, fik først Ansættelse i det saakaldte tydske Rentekammer og blev senere Fuldmægtig ved Classelotteriets Inspectionscontoir, hvilket Embede han beklædte i en længere Række Aar. Uagtet hans Gage var forholdsviis ringe, begyndte han efterhaanden at føre et stort Hus, kjøbte sig et kostbart Landsted, gav store Selskaber, der søgtes af Hovedstadens Notabiliteter, og viste sig meget rundhaandet mod Fattige. Det hed rigtignok, at han havde faaet en betydelig Arv, han talte ogsaa forblommet om rige Slægtninge i Tydskland og Amerika, men noget Bestemt derom var ikke bekjendt. Man vidste kun, at han en Gang havde vundet en stor Gevinst i Classelotteriet, hvorpaa han heller ikke lagde Dølgsmaal, og saaledes er det forklarligt, at hans ødsle Liv ikke vakte nogen Mistanke hos hans Foresatte, og det saameget mindre som han var meget accurat og paalidelig i sine Forretninger.

For at fjerne enhver Anelse om den Kilde, hvorfra han øste sin Overflod, viste han en stor Snildhed, der kom hans Venner tilgode. Med disse spillede han nemlig Sedler sammen i Classelotteriet, og da det stod i hans Magt at lade Numerne komme ud med hele Gevinster, uden at de Vindende kunde tænke Andet, end at det skyldtes den blinde Lykke, fik han selv hver Gang Halvparten. At han derved var saa forsigtig at lade de Andre indkassere Gevinsten, og at det tillige skulde være en Hemmelighed mellem ham og enhver enkelt af disse saa heldige Venner, er en Selvfølge.

Hvorledes det storartede Bedrageri blev opdaget, skulle vi ikke kunne sige med Bestemthed. Det omtales ikke i Domsconclusionen, og Forhørsprotocellen existerer ikke mere i Hof- og Stadsrettens Archiv. Men vi erindre at have hørt, at det skete derved, at en norsk Skipper, som bivaanede Classelotteriets Trækning og fulgte Operationen ved Lykkehjulene med den største Opmærksomhed, pludselig raabte:

"Holdt, han har Gevinsten i Kjoleærmet!".

Det var nemlig Gleiss, der stod ved Lykkehjulet og førte Haanden paa Opfostringshusdrengen, der udtrak Numerne og Gevinsterne. Der opstod nu en stor Forvirring, Trækningen standsede og Gleiss blev ført bort og arresteret. Dette tildrog sig den 5te September 1817.
    Under de første Forhør benægtede Gleiss Alting; men da nu Mistanken allerede var vakt paa en uforkastelig Maade, saa fremkom der efterhaanden saa talrige og talende Oplysninger, at han omsider gik til Bekjendelse. Det viste sig da, at han allerede siden 1813 af Gevinsterne i Classelotteriet hvert Aar havde tilvendt sig og sine Venner, hvilke Sidste dog ikke kunde drages til Ansvar, da de vare uvidende om Bedrageriet, meget betydelige Summer. Hvor store disse vare for 1813 og 1814 kunde ikke oplyses; derimod gav de under Sagen fremkomne Beregninger i Forbindelse med Gleiss' egen Tilstaaelse det Resultat, at han, efter Afdrag af de 12 pCt., der skulde svares af enhver Gevinst, havde i de følgende Aar fravendt Classelotteriet Gevinster, der i Alt beløb sig til 178,902 Rdlr. 73 Sk. Navneværdi og 168,558 Rdlr. Sølvmønt, altsaa omtrent 600,000 Kroner i vore Penge (1877 TNs a.).

Hvorledes han bar sig ad ved disse storartede Bedragerier fremgaaer af Hof- og Stadsrettens den 13de Mai 1818 afsagte Dom, skjøndt man rigtignok ikke deraf faaer en ganske klar Fremstilling af hans Fremgangsmaade. I hin Tids knudrede og indviklede juridiske Sprog hedder det i Domspræmisserne:

"Allerede længere tilbage i Tiden har det været overladt til Arrestanten, saavel forinden Classelotteriets Trækninger at besørge de til Lodsedlerne svarende, med Numere betegnede Sedler til Lotteriets Numermaskine sammenlagte og indpakkede, som og under selve Trækningerne, ved hvilke det i den ham meddelte og under Sagen fremlagte Instructions 2den Post paalægges ham, i fornødent Fald at assistere og føre Hovedbogen i Stedet for denne Forretning, der var overdraget en af de tilstedeværende Collecteurer, at iværksætte den saakaldte Udragning i Gevinst- og Numermaskinerne, hvilken, efter hvad under Sagen er oplyst, har bestaaet deri, at man fra Tid til anden har med et dertil indrettet Jernredskab fremraget nogle af de i Maskinerna værende Sedler henimod den Luge, hvorigjennem Udtrækningen var bestemt at skulle skee, for paa denne Maade at forebygge, at ikke Opfostringshusets Drenge, der efter den ved Lotteriet brugelige Indretning udtrække Sedlerne af begge Maskiner, skulde ved at føre Armen ind i Maskinerne kunne udrive en eller flere Sedler. Under Udførelsen af den Arrestanten, som forommeldt, overdragne Indpakning af de til Numermaskinerne henhørende Sedler, har han da tilbageholdt flere af disse, og derpaa hos forskjellige Collecteurer anskaffet sig Lotterisedler, lydende paa samme Numre som de tilbageholdte Sedler, hvorefter han under Lotteriets Trækninger, naar han ved Udregningen i Gevinstmaskinen bemærkede, at der blandt de fremragede Sedler var nogen eller nogle, som lød paa Gevinster, hvilke dels i Almindelighed skulle have været let at adskille fra Frilodderne saavel ved Papirets mere end almindelige blaalige Farve, som ogsaa ved de stærkere Træk, hvormed Tallene paa samme vare skrevne, der foraarsagede at Skriften slog igjennem, dels ogsaa, hvad i Særdeleshed de paa de største Gevinster lydende Sedler angik, ofte vare kjendelige fra de øvrige ved en paa samme af Arrestanten selv under deres Nedlæggelse i Gevinstmaskinen, der jævnlig foranstaltedes af ham, anbragt Bøjning - har, imedens han med den høire Haand iværksatte Udragningen i Numermaskinen, med den venstre Haand henkastet et Antal af de forud tilbageholdte Sedler iblandt de fremragede, og saaledes, saa ofte den af ham bemærkede Gevinstseddel udkom af Gevinstmaskinen, og derhos paa samme Tid en af de henkastede Numersedler uddroges af Numermaskinen, kommet i Besiddelse af den Sum, hvorpaa Gevinstseddelen lød."

Den korte Mening af denne høist indviklede Fremstilling er altsaa den, at Gleiss ved Indlægningen af Numersedlerne i det ene Lykkehjul, tilbageholdt flere af disse, som han da under Trækningen praktiserede ind i Maskinen, hver Gang han ved Udragningen i Gevinstmaskinen mærkede, at der var Sedler med store Gevinster ved Laagen, og at saaledes baade de indpraktiserede Numere og Gevinsterne kunne udtrækkes paa een Gang. Det Hele var et snildt anlagt og behændigt udført Taskenspillerstykke, navnlig frembragt derved at han havde Numrene i Ærmet. Man vil ogsaa vide, at han i sin første Ungdom i sin Fødeby havde været Taskenspiller, men dog aldrig senere i Kjøbenhavn havde ladet sig forlyde med, at han havde drevet denne Konst.

Dommen, afsagt den 13de Mai 1818, lød paa Embedsfortabelse, 5 Aars Fæstningsstraf og Erstatning af den forhen omtalte Sum i Forbindelse med et Beløb af 127,490 Rdlr. Navneværdi, som det havde kostet Staten at lade den den 5te September afholdte Trækning, under hvilken Bedrageriet blev opdaget, gjentage. At dette havde kostet en saa betydelig Sum var formodentlig begrundet deri, at der ved Trækningen allerede var udtrukken en stor Del Gevinster, som Spillerne vare berettigede til at faae udbetalt. Alt hvad Gleiss eiede, deriblandt en større Eiendom i Kjøbenhavn og et Landstad i Birkerød, bleve solgte, men den udkomne Sum afgav neppe en Ottendedel af det Beløb, hvis Erstatning han var idømt. Hans talrige Familie var saaledes prisgiven til Fattigdom; men der er Grund til at antage, at nogle af de Venner, som Gleiss havde beriget mod deres Vidende, ydede den redebon Bistand. Efterat have afsonet sin Straf kom Gleiss paa fri Fod, men Fængslet havde tæret paa hans Livskraft, og han døde et Par Aar derefter.

-n"

oldline

Frederik Christian Gleiss
blev således fængslet i fem år i 1818 og må derefter have forladt fængslet omkring 1823 som en fri, men nok meget fattig mand.

Det eneste, der tilsyneladende er at finde om Gleiss efter udstået straf, er en oplysning i Nygaards Sedler4, hvoraf det fremgår, at Gleiss i 1833 sendte en "meget afbleget" ansøgning til Rentekammeret (hvad den ansøgning angik, er ikke undersøgt).

Nygaards Sedler
Fig. 12-2. Nygaards seddel vedr. Gleiss.

I 1817 var sagen om Gleiss samtaleemnet - også ved hoffet - som det fremgår af følgende kilde: Memoirer og Breve5. Udgivne af Julius Clausen og P. Fr. Riist. III. Fra Hoffet og Byen. Stemninger og Tilstande 1793-1822 i Breve til Joh. til Joh. Bülow til Sanderumgaard. Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag. Kbhvn. 1906.", s. 251 ff. 255:

"27. Sept. 1817
Hans Majestæt Kongen har været på en rejse og: "Det første Kongen kom hertil, havde han strax de ubehagelige Historier med Krigsraad Gleiss, der paa den skammeligste Maade havde giort Bedrageri i nogle Aar ved Classe-Lotteriets Trækning. Fhv. Lieutenant, Krigsraad Frederik Christian Gleiss havde som Fuldmægtig ved Klasselotteriet begaaet store Bedragerier under dettes Trækning. Han blev grebet paa fersk Gerning og dømt til 5 Aars Slaveri. Alene i Aarene 1815-17 havde han tilvendt sig c. 400,000 Rdlr. (Se Marcus Rubin: Frederik VIs Tid. Fra Kielerfreden til Kongens Død, s. 264. Kbhvn. 18956).

Statsministerne General Bülow, Generalitetet og Commandanten vare nærværende. - General Bülow har faaet for ei længe siden et prægtigt Taffeluhr i Foræring af Krigsraad Gleiss. Denne snød Lotteriet for i Aar for 200,000 Rdlr.

Den afskyelige Sag med Krigsraad Gleiss ved Lotteriet omtales nu overalt. Det er næsten ubegribeligt, at sligt Væsen saalænge ustraffet har kunnet finde Sted. Rentekammeret er i høy Grad compromitteret; nu kaldes og de Commiterede i Rentekammeret, som personlig skulde være tilstede ved Trækningen, men vare det ved Gleisses Frokost, de Compromitterede, hvilket ikke er upassende. Ubehageligt er det, at flere af Folk comme il faut har været i nøye Liaison med den afskyelige Person. Nu hedder det, at de vil - og kan ikke andet - end hielpe ham. Han beværtede ofte med de lækreste Retter og Viin, og man lod sig det ret smage hos ham. Mange have desuden modtaget skiønne Foræringer af ham. Maatte dog ingen Benaadning finde Sted i dette Tilfælde! Det vilde giøre altfor megen Sensation. At Gleiss vilde saaledes constituere sig selv til den danske Fortuna, var for grovt, og bør hævnes ved Themis. Den Gleissiske Sag holdes meget hemmelig. Folk af Betydenhed skal være implicerede deri.

1. Jan. 1818
Krigsraad Gleiss' Sag henstaaer endnu. Han ligger meget syg, tildeels fordi han ikke mere faaer Viin at drikke, som han er vant til."

oldline

En anden kilde omtaler også sagen om Gleiss: Marcus Rubin: Frederik VIs Tid6: "Fra Kielerfreden til Kongens Død : økonomiske og historiske Studier":

"..... Medens Nogle saaledes søgte indirekte Frelse i Lotteriet, søgte Andre den mere direkte. Fuldmægtig Gleiss ved Klasse lotteriets Inspektionskontor anvendte den Trafik, at naar de Sedler i Gevinsthjulet, der indeholdt de store Gevinster, og som han særlig havde mærket sig, bleve trukne op, lod han Numrene paa de Sedler, han selv havde, glide ud af sit Ærme ned i den anden Kasse, saaledes at de laa lige til at trække op. Ihvorvel der var indløbet Meddelelse om, at der var noget galt paa Færde, vilde Gleiss' Overordnede dog ikke tro det, indtil en Dag en Tilstedeværende raabte: "Han lægger en Seddel i Maskinen", saa at Gleiss blev greben paa fersk Gærning.

Hvormeget han paa den Maade havde tilvendt sig i Aarene 1813 - 14, vidste man ikke, men i Aarene 1815 - 17 var det ca. 400,000 Rbdl., hvori der dog fragik den lovbefalede Gevinstafgift paa 12 pCt. Da Beløbet jo var berøvet Spillerne, dømtes han til at indbetale det til Stadens Fattigkasse, eftersom Staten ikke mente at kunne gøre Fordring derpaa. Til Statskassen skulde han imidlertid betale 127,000 Rbdl., da man lod den sidste Trækning gaa om, uden at sælge nye Sedler. I øvrigt idømtes Gleiss 5 Aars Slaveri."
    Som man ser, er det stadig uhyre Beløb, der er Tale om. Selve Klasselotteriinspektøren (se beskrivelsen af inspektør von Scheel i Kapitel 6) skal have besveget Lotteriet for 350,000 Rbdl." (Højesteretsdom 1825)". (Dommen faldt dog i 1824 og ikke i 1825. TNs a.).

oldline

Hans Jacob von Scheel
Som det fremgår af Kapitel 6 tiltrådte von Scheel klasselotteriinspektør-stillingen 01.01.1817, allerede mens Gleiss "udnyttede Fru Fortuna!" og det er ikke til at vide, om von Scheel blev inspireret af Gleiss' svindel, men (Bergholdt, s. 89): Primo 1824 opdagede Rentekammeret, hvorunder Klasselotteriet hørte, at von Scheel ikke havde sendt kvitteringer til en række kollektører for fremsendte beløb. 07.02.1824 sendte Rentekammeret forespørgsel om forholdet ud til kollektørerne og i tilknytning hertil blev von Scheel suspenderet fra sin stilling som lotteriinspektør.
    von Scheel blev sigtet for bedrageri og blev i 1824 dømt til at tilbagebetale 352.189 Rbdlr. og 4 17/25 Sk. til Klasselotteriet samt til at betale 15.287 Rbdlr. og 19 2/25 Sk. i sagsomkostninger. Kunne han ikke det, skulle han "hensættes til Arbejde i Københavns Fæstning indtil han enten har sin Gæld betalt eller ved Døden afgaar" (jf. Voteringsprotokol for 1824, litra G, sagsnummer 338. I RA.)
    Det fremgår ikke af de konsulterede akter, om Scheel var i stand til at betale pengene med omkostninger og desværre blev der ikke foretaget folketællinger i perioden 1804-1833, så man evt. kunne følge hans opholdssteder, men på en eller anden måde havde han klaret sig, idet han 10 år efter domsafsigelsen ved folketællingen i 1834 boede med sin kone og fire endnu hjemmeboende børn i Langgade nr. 190 i Stege (opslag 4). Året før hans død, ved FT-1850, er han opført i Præstø amt, Stege Landsogn, Lendemark, opslag 25, hvor han boede med sin kone og nu tre voksne børn.

von Scheel døde 01.08.1851 i Lendemark på Møn, (se hans biografi i Kapitel 6).

oldline

Der har ikke, mig bekendt, været ulovlige forhold hos de ansatte i Klasselotteriet siden von Scheel blev fundet skyldig i besvigelser - og det var så langt tilbage som i 1824.

Litteratur

  1. Kgs. Enghaves Lokalhistorisk Forening & Arkiv.
  2. Collegial Tidende for Danmark og Norge, nr. 52 af 28.12.1799.
  3. Illustreret Tidende: Aargang 18, Nr. 928, 08/07-1877, siderne 419 og 421.
  4. Nygaards Sedler.
  5. Memoirer og Breve. Udgivne af Julius Clausen og P. Fr. Riist. III. Fra Hoffet og Byen. Stemninger og Tilstande 1793-1822 i Breve til Joh. til Joh. Bülow til Sanderumgaard. Gyldendalske Boghandel - Nordisk Forlag. Kbhvn. 1906.", s. 251 ff. 255.
  6. Marcus Rubin: Frederik VIs Tid: "Fra Kielerfreden til Kongens Død : økonomiske og historiske Studier". S. 264.
  7. Det danske Klasselotteris historie fra 1753 til 1925. Af Kirstine Bjerre Bergholdt. Københavns Universitet, Institut for Historie. 2004.

Billede fra oldline

.... Fortsættes

Kapitel 13
Danske Brevtakster
til København
1753-1851
Kapitel 14
Brevtakster Hertugdømmerne,
Hamborg, Lübeck 1753-1851
til København
Kapitel 15
Brevtakster Norge
1753-1851
til København
Kapitel 16
"Alle" Klasselotteriets
Bancobreve & Kollektører
udenfor København
Kapitel 17
Klasselotteri-Kollektørernes
Segl 1753-1830
- i alfabetisk by-orden
Kapitel 18
Resume
Reglerne for taksering
af Bancobreve 1753-1830
Kapitel 01
Forord
Klasselotteriets
Bancobreve
Kapitel 02
Pengeforsendelser
1625-1753
Kapitel 03
Pengeforsendelser
1757-1788
Kapitel 04
Pengeforsendelser
1788-1795
Kapitel 05
Klasselotteriet 1753
Jonas Baltzersen Collin
Kapitel 06
Inspektører -
Direktører 1753-2010
Kapitel 07
Inspektør
Johan Frederik Baumgarten
Kapitel 08
Insp. Niels Collin og
Peter Friderich Deichmann
Kapitel 09
Inspektør
Simon Lauritz Bie
Kapitel 10
Inspektør
Hans Jacob von Scheel
Kapitel 11
Carl Ludvig Kirstein
Casper Herman v. Heinen
Johan Christian Riise
Kapitel 12
Berømte Svindlere
Frederik Christian Gleiss
Hans Jacob von Scheel
07.09.2020.


Notepad Valid CSS level 3   Valid HTML 4.01 Transitional