Forlaget Nørbyhus

Kapitel 16. Sagen om ”Skive-arket” 188 oktober måned 1955 og derefter den 26. januar 1956 sammen med postmesterens redegørelse afleveret til den daværende leder af frimærkekontrollen.” Ombudsmanden kunne næppe gøre andet på baggrund af de oplysninger, han havde fået. Forfatteren må derimod konkludere noget andet, ud fra de oplysninger, der er lagt frem her: Fock citeres i FOB1959, s. 38, spalte 2, - at ” han ventede 6-10 dage og da han intet hørte (fra Generaldirektoratet) gjorde han nogle ståltryksspecialister bekendt med fundet ”. Seks dage efter den 27.10.1955 var 02.11.1955 og det var således ni dage efter at han havde sendt Tom Plovst mærke nr. 99. Denne samme dag, 02.11.1955, sendte han et brev, frankeret med mærke nr. 85 fra ”Skive-arket” til sin gode ven, kontorchef i Revisionskontoret, Carl Eduard Løye (DDPE, s. 295), der også var inkarneret frimærkesamler. Jf. listen over modtagere af mærker fra ”Skive-arket”, fik Løye et mærke mere, sandsynligvis nr. 86, se tabel 15-1. Når kontorcheferne for 3. Ekspeditionskontor og 3. Teknisk kontor anfører, at de ikke har talt med Fock, kan den kontorchef, Fock havde talt med, efter forfatterens mening udmærket have været Løye, som kunne have medgivet Fock, at han var enig i Focks vurdering af mærket: At det var en trykvariant og ikke var makulatur og kunne derfor give Fock ret i, at Fock ikke havde handlet i uoverensstemmelse med reglementet ved at beholde arket - og så fik han også et par mærker til sin egen samling. Indsendelsen af mærke nr. 87 - første teori: ”De kolde fødders mærke” - nr. 87. Der er et bemærkelsesværdigt sammenfald mellem Jyllands-Postens første omtale af ”Skive-arket” og Focks brev til Løye. Avisomtalen og Focks afsendelse af brevet til Løye skete samme dag. Da Fock givetvis erfarede, at Jylland-Posten 02.11.1955 omtalte ”Skive-arket” og at artiklen samtidig anførte, at ” Prisen for de enkelte Mærker er i Skive allerede oppe i svimlende Priser ”, må Fock have fået kolde fødder og ønskede at få sin ryg fri ved at informere Generaldirektoratet om fundet - inden de evt. reagerede på Jyllands-Postens artikel. Samtidig ville Fock sikre, at han kunne beholde arket. Dette kunne ske ved ”indsendelse” af et mærke (mærke nr. 87) til videre ekspedition af Løye, som skulle sørge for, at mærket blev afleveret til postmuseet. For sin tjeneste fik Løye på sin side et brev, frankeret med mærke nr. 85 fra ”Skive-arket” og et postfrisk mærke (efter forfatterens formodning), nr. 86, til sin samling. Desuden fik han altså mærke nr. 87, som han skulle aflevere på postmuseet. Men det er kun et gæt. Forfatteren har endnu ikke fundet mærke nr. 86 eller ved med 100 %’s sikkerhed, om Løye fik dette mærke eller om det forholder sig som her beskrevet, men forfatteren anser det for meget sandsynligt! Hvad angår de papskiver af arkstørrelse, som Fock skulle have indsendt, er de under alle omstændigheder ikke blevet indsendt i brevet til Løye - dertil var brevet jo for lille. De er forsvundet og kan næppe spores i dag. Forfatteren er dog af den faste overbevisning, at papskiverne aldrig blev indsendt - eller hvis de er blevet indsendt, er de blevet indsendt med et fx uovertrykt ark til ombytning, men ikke med mærke nr. 87 fra ”Skive-arket”. Da Fock 01.12.1955 blev interviewet i Jyllandsposten, anførte han: ” Jeg har naturligvis ikke solgt eet eneste Mærke, men foræret 30 af dem bort, og kun fra to har jeg fået Mærkets paalydende, fordi de ikke ville have det gratis ” er der også her tale om en erindringsforskydning, idet Tom Plovst jo fik sit mærke, som han af gode grunde ikke havde bestilt, da han ikke kendte til dets eksistens, men for hvilket han blev ”afkrævet” 30 øre - et beløb, han selvfølgelig betalte! Det er, efter forfatterens mening meget svært at se, at Focks erindringsforskydning kan have været reel, så man ikke kunne klandre ham de forkerte udtalelser til ombudsmanden. Fock havde ingen som helst grund til at fortie, at 11 mærker var udtaget af arket, da det før 02.11.1955 var blevet fotograferet (mærke nr. 85 fra Løyes brev af samme dato var jo med på fotografiet). Forfatterens opfattelse er, at Fock frygtede, at den appelsin, der var faldet i hans turban (eller i hans ”Sovsekande” - den populære betegnelse for den hat, der hørte til postmesterens gallauniform), skulle blive frataget ham. Fock må have været særdeles klar over, at hvis han indsendte arket - eller resterne af arket - ville han, som Jørgen Fuglsang anfører ovenfor, aldrig se mærkerne igen.