Forlaget Nørbyhus

Kapitel 16. Sagen om ”Skive-arket” 186 anlæggenes placering, så pålæggersken var helt klar over, at hun overtrykte arket to gange. Pålæggersken var også klar over, at J. Jørgensen & Co. ikke fik så stor betaling for makulatur som for gode ark, hvilket havde indflydelse på, hvad man makulerede! Frimærkekontrollen frasorterede heller ikke arket, hvilket efter forfatterens mening kan forsvares. Det ville dog også kunne forsvares, hvis frimærkekontrollen havde makuleret arket. Om frimærkekontrollen overhovedet havde bemærket arket må stå hen i det uvisse. Blanketdepotet, hvor arkene henlå, før de blev udsendt til postkontorerne, gjorde heller ikke anskrig - men man havde ikke pligt til at kontrollere arkene her. Altså havnede arket på et postkontor, hvor man var klar over, at der havde været en forudgående kontrol og at kontrollen, ved at have ladet arket gå videre i systemet, på en eller anden led havde fundet arket i orden: Der kunne ikke herske tvivl om, at mærkerne, hvor afvigende de for nogen end syntes at være fra normalen, uden problemer kunne bruges til frankering. I tidens løb har der været hundredvis af tilfælde, hvor frimærker, der afveg fra normalen, uhindret har passeret frimærkekontrollen og er blevet udsendt til postkontorerne. Her er de blevet købt af bl.a. frimærkesamlere, både private og P&T’s ansatte, som fx de varianter, som Bjørn Eriksen har omtalt tidligere i dette kapitel og som allerede var kendt af Generaldirektoratet, da de blev sendt ud i nu overtrykte ark. Andre mærker har uhindret passeret frimærkekontrollen og blevet solgt af postfolk, som ikke tog den ringeste notits af, at de var lidt anderledes end de normale frimærker. Fx ”Søllested- mærkerne” fra 1906, 30-øre grøn bølgeliniemærkerne fra 1967, Dr. Margrethe 180 øre sortgrøn fra 1977 og 130 øre Margrethe rød, der blev solgt i 1979 fra Hanstholm Postkontor. De fire sidstnævnte var frimærker, der ikke var blevet perforeret, og som derfor måtte udklippes af arkene med en saks! Det er klart, at en postansat, med de regler, der var før og efter sagen om ”Skive-arket”, ikke må gennemse postkontorets beholdning af frimærker med det formål at udsøge varianter o.l., men det vil være ulogisk at forbyde ham at købe et ark frimærker eller enkeltstyk til eget brug fra styksalgskassen - også selv om han er bekendt med, at der er en eller flere ”store varianter” i arket eller i mærkerne. Det er filatelisterne, der bestemmer, hvilke små eller store afvigelser, der skal betegnes som samleværdige varianter - og langt de fleste er så små, at man kan forstå, hvis frimærkekontrollen hovedrystende må sige, at det, filatelisterne er interesseret i, ikke anses for at være makulatur. Har postekspedienten ikke en filatelists forstand på frimærker, er det yderst usandsynligt, at han vil studse over mindre uregelmæssigheder ved frimærkerne. Det afgørende for ham må vel være, at de frimærker, der tilfældigt befinder sig i hans beholdning, nu også kan bruges til frankering. Da SAP havde udtaget ”Skive-arket” fra sin beholdning og viste det til postmesteren, måtte denne tage en beslutning om, hvordan postkontoret skulle forholde sig til arket. Den beslutning kunne udmærket være en anden end den, SAP ville have taget, men postmesteren var chefen, der tog beslutningerne, og de blev ført ud i livet. Man kan således ej heller efter forfatterens mening klandre Fock for ikke at have indsendt arket til makulering. Postmesterens handlinger Med hensyn til den anden del af sagen, nemlig postmesterens handlinger i forbindelse med købet af arket og hans handlinger umiddelbart efter, er der nogle markante uoverensstemmelser mellem det, Fock sagde, og det, han gjorde. Hvad angår uoverensstemmelserne mellem SAP og Fock (jf. FOB1959, s. 38, 1. spalte nederst) har SAP ikke villet udtale sig til forfatteren om ordvekslingen, der fandt sted, da Fock købte arket af SAP. Forfatteren har derfor konsulteret fhv. postmester Herluf Erik Nielsen, Aarhus, som var samtidig med SAP og som havde hans fortrolighed. Desuden har forfatteren 02.03.2009 talt med daværende postbud i Skive, Axel Kristensen, som meget tydeligt kunne erindre omstændighederne - både ved Focks køb af arket og den senere afhøring af Fock og SAP. Både Herluf Erik Nielsen og Axel Kristensen har oplyst, at Fock var en vellidt og respekteret postmester, og at de var meget forbavsede over den drejning sagen tog, efter at Fock havde købt arket af SAP med ordene: ” Her er 30 kr., så stemmer kassen, Petersen ”. D’herrer var helt enige om, at Fock satte sine egne samler-interesser over bl.a. eventuelle uklare bestemmelser om indsendelse af makulatur, og at det var derfor, at arket ikke blev indsendt til Generaldirektoratet. Det er sikkert, at Fock ”tog hul på arket” allerede 24.10.1955, samme dag som han købte arket. Den dag sendte han mærke nr. 99 til Tom Plovst, som må formodes at have modtaget det dagen efter