Forlaget Nørbyhus

Kapitel 16. Sagen om ”Skive-arket” 185 Postmesteren havde indsendt et af de overstemplede frimærker til generaldirektoratet for at faa afgjort, om der var tale om makulatur eller blot en saakaldt variant. Postmesteren fik ikke svar og mente derefter at kunne betragte fejltrykket som en variant, ikke som makulatur, der skulle tilintetgøres. Men indsenderen af læserbrevet i Jyllands-Posten mente stadig ikke, at han havde faaet fyldestgørende svar fra generaldirektoratet, og sidste aar klagede han til ombudsmanden. Ombudsmanden har fundet, at postmesteren har handlet korrekt, blandt andet ved at indsende et frimærke til generaldirektoratet. Derimod finder ombudsmanden, at generaldirektoratet i sit svar til klageren burde have meddelt, at der ikke fandtes særlige bestemmelser vedrørende posttjenestemænds køb og salg af frimærker. Postvæsenet havde blot meddelt, at der ikke var noget forbud mod, at posttjenestemænd samlede paa frimærker. Sagen gav dernæst ombudsmanden anledning til at anmode generaldirektoratet om at gennemføre et klart forbud mod, at en i postvæsenets tjeneste ansat i salgs- eller samlerøjemed udsøger varianter eller andre af samlere eftertragtede mærker fra de beholdninger, som tjenestemændene har raadighed over, og som er bestemt til salg for publikum. Generaldirektoratet har efter denne henstilling meddelt ombudsmanden, at det nu er forbudt personalet enten selv eller ved en anden at udsøge sig varianter eller andre eftertragtede mærker i salgs- eller samlerøjemed. Mich.“ Den omtalte rettelse til Reglement VI blev udsendt 09.12.1960 og havde følgende ordlyd: ”Rettelse til Reglement VI. Nr. 5, den 9. december 1960 7 Side 29, paragraf 11 pkt. 5. Stk. 2 udgår, og i stedet indsættes: De i kontorets beholdninger eller i styksalgskasserne beroende frigørelsesmidler m.v. må ikke gøres til genstand for nogen art af spekulation. Det er således forbudt en i post- og telegrafvæsenets tjeneste ansat person i salgs- eller samlerøjemed enten selv eller ved en anden at udsøge sig varianter eller andre af samlere eftertragtede frimærker fra de beholdninger, som han selv har rådighed over, eller som findes ved vedkommende kontor og er bestemt til salg til publikum, ligesom der ikke må gives frimærkesamlere eller andre privatpersoner adgang til gennemsyn af frigørelsesmidlerne m.v. “ Hermed var sagen afsluttet. Det er dog ikke forfatteren bekendt, om klageren, hr. ”A” (Frederik Ølby), nu endelig var tilfreds. I hvert fald havde han foranlediget, at det nu var blevet lidt besværligere for frimærkesamlende postembedsmænd at anskaffe sig mere eller mindre eftertragtede varianter fra posthusenes frimærkebeholdninger. Han opnåede, så vidt vides, ikke at få et mærke til sin samling - i hvert fald ikke på det tidspunkt. Epilog - Forfatterens synspunkt om ”Skive-arket” Man kan spørge sig selv om Fock handlede korrekt ved at købe arket og derved undlod at indsende det som værende makulatur. Sagen burde efter forfatterens mening have været delt i to dele, nemlig den del, som Folketingets ombudsmand beskæftigede sig med og den del, der omhandlede postmesterens handlinger ved og umiddelbart efter købet af arket. Mht. til ombudsmandens undersøgelse, er forfatteren enig med denne om at Fock ikke overtrådte de dengang gældende regler om at postfolk ikke måtte samle på frimærker, men reglerne blev strammet op efter sagen. ”Skive-arket” havde vitterligt passeret flere kontrolinstanser, som ikke havde fundet anledning til at frasortere og kassere det. For det første fandt J. Jørgensen & Co., der foretog de to overtrykninger, ikke anledning til at tage arket fra til makulering. Som det fremgår af kapitel 13 med beskrivelsen af de dobbelte overtryk, var der tale om en bevidst handling/kontrol af trykformens og 7 Post- og Telegrafreglement VI. Kasse- og Regnskabsvæsen. Gældende fra 01.01.1956 (uændret fra 01.06.1939). København 1955. Afsnit III ”Frimærkebeholdninger“, paragraf 11, pkt. 5: ”Alm. bestemmelser“, side 29 samt rettelse nr. 5 til samme af 09.12.1960.