Forlaget Nørbyhus

Kapitel 16. Sagen om ”Skive-arket” 183 fra det omhandlede ark med tilføjelse, at der ville fremkomme nærmere, såfremt arket måtte betegnes som makulatur. Det indsendte frimærke var imidlertid ikke betegnet som makulatur, men i sin tid af den daværende leder af frimærkekontrollen afleveret til Dansk Post- og Telegrafmuseum. (Her befinder det sig stadig og en undersøgelse af mærket viser som tidligere nævnt, at det er fra pos. 87 i arket. F. a.). Generaldirektoratet havde ikke skænket denne sag særlig opmærksomhed, og der fandtes ikke i generaldirektoratet avisudklip og lign. vedrørende sagen ud over det i Jyllands-Posten forefundne læserbrev, der havde været forelagt postmesteren til udtalelse, hvilken udtalelse ikke gav generaldirektoratet anledning til at foretage noget. Den gennem overpostinspektøren i 1958 foretagne undersøgelse havde heller ikke givet generaldirektoratet grundlag for tjenstlig påtale overfor postmesteren. De af A stillede spørgsmål var efter generaldirektoratets opfattelse besvaret så godt som de under de givne omstændigheder kunne besvares. De to første spørgsmål var besvaret med det rent faktiske, og det tredje spørgsmål var besvaret herigennem. Måske burde man have gjort A bekendt med de interne regler i reglement VI (Post- og Telegrafreglement VI. F. a.) vedrørende kasse- og regnskabsvæsen, indeholdende forbud mod at gøre de i postkontorernes beholdninger eller i styksalgskasserne beroende frigørelsesmidler til genstand for spekulation, selvom denne bestemmelse efter generaldirektoratets opfattelse ikke i nævnte tilfælde skønnedes relevant. Reglementsbestemmelsen har følgende ordlyd: ”Frigørelsesmidler og betalbare blanketter skal bortset fra særfrimærker sælges i den rækkefølge, hvori de modtages, og navnlig skal frigørelsesmidler af ældre typer altid sælges før nyere typer. De i kontorets beholdninger eller i styksalgskasserne beroende frigørelsesmidler m.v. må ikke gøres til genstand for nogen art af spekulation, og der må ikke gives frimærkesamlere eller andre privatpersoner adgang til gennemsyn af frigørelsesmidlerne m.v. Makulerede frigørelsesmidler m.v. må ikke henligge i frimærkebeholdningerne eller i styksalgskasserne.“. Den 4. april 1959 anmodede jeg (ombudsmanden. F. a.) generaldirektoratet om at oplyse, om det af Post- og Telegrafmuseets journal eller lignende fremgik, hvornår det omhandlede frimærke med dobbelt overtryk var modtaget af museet og indlemmet i dets samling. Endvidere anmodede jeg om, at der fra den daværende leder af frimærkekontrollen blev indhentet en erklæring om, fra hvem og på hvilken måde han i sin tid havde modtaget frimærket. Endelig udbad jeg mig en udtalelse fra frimærkekontrollen om, hvorvidt det omhandlede ark frimærker med dobbelt overtryk ville være blevet makuleret, såfremt kontrollen havde bemærket arket inden dets udsendelse. Lederen af frimærkekontrollen i tiden juni 1955 - 30. juni 1958 udtalte, at det ikke var ham muligt nu 3 ½ år efter at erindre, hvorledes det omhandlede frimærke i sin tid var tilgået frimærkekontrollen. Han huskede imidlertid bestemt, at han først var blevet gjort bekendt med sagen, efter at postmesterens redegørelse af 12. december 1955 var indgået til generaldirektoratet. Frimærkekontrollen fratager ordentligvis ark med mindre iøjnefaldende fejl, såfremt fejlene tilfældigvis bemærkes under tællingen, selvom arkene ikke kan betegnes som makulatur. Har sådanne ark (varianter) imidlertid passeret frimærkekontrollen og er blevet solgt, foretager kontrollen ikke noget. Generaldirektoratet bemærkede, at afleveringen af det omhandlede frimærke med dobbelt overtryk, der som tidligere anført ikke af frimærkekontrollen var betegnet som makulatur, og som man i hvert fald på daværende tidspunkt ikke kunne tillægge nogen særlig værdi, ikke var journaliseret i Post- og Telegrafmuseet, men efter modtagelsen opbevaret dér for at indgå i en variantsamling specielt vedrørende overtrykte frimærker. Mærket mentes dog med sikkerhed modtaget i museet enten i den seneste del af 1955 eller lige i begyndelsen af 1956. I anledning af en fornyet forespørgsel udtalte kontorchefen i generaldirektoratets 3. Ekspeditionskontor (kontorchef Johannes Marthin Siegfred Andersen, se DDPE, s. 513. F. a.) , at han ingen erindring havde om sagen fra 1955, at han ikke havde modtaget det af postmesteren i oktober 1955 indsendte frimærke, og at han ikke telefonisk havde talt med postmesteren den 27.-28. oktober