Forlaget Nørbyhus

Kapitel 15. Historien om ”Skive-arket” 158 Post- og Telegrafvæsenet havde dengang - som statsinstitution og forvaltningsenhed - ret og pligt til at revidere sig selv. Dette skete for københavnske postkontorer ved overpostmesterens foranstaltning, og for provinspostkontorerne ved overpostinspektørernes foranstaltning. Der var tale om regionale myndigheder, der udover disse opgaver også beskæftigede sig med eksempelvis landpostvæsen, stedlige undersøgelser og byggesager. Revisionsmyndigheden var altid forsynet med oplysninger om størrelsen af den hovedbeholdning, som skulle forefindes ved hvert enkelt postkontor. Revisionsopgaven gik ud på at foretage en optælling af samtlige beholdninger før åbningstid eller efter lukketid og samstemme disse med det fra Generaldirektoratet modtagne ark med fradrag af de ark, der i mellemtiden var solgt. Ekspeditionsformen ved lugerne For at komme nærmere på ”sandhedens øjeblik”, selve salget, skal postassistentens pengeansvar berøres. Når en postassistent skulle tiltræde en luge (skranke), skulle han overtage den opgjorte beholdning ved ruden, enten denne var fast eller glidende. For at lette overtagelsen af denne frimærkebeholdning og for lettere at kunne foretage opgørelsen om aftenen, blev hvert bundt frimærker (25 ark) med en blyantnotering forsynet med et tal, begyndende med 25 og i faldende rækkefølge. Ved et enkelt blik på bundtet kunne postassistenten således hurtigt se, hvor mange ark, der var solgt, og hvor mange ark, der var tilbage. Ved de faste beholdninger måtte der omnoteringer til ved det enkelte bundt (hans beholdning skulle øges med et antal ark, så han havde et multiplum af 25 ark), hvorfor man ofte ser overstregninger af de på arkene tidligere noterede tal og notering af de nye tal. En sådan omnummerering var ikke nødvendig ved glidende beholdninger. Fig. 15-2. To blyantsnoteringer: En ”fast” beholdning. De enkelte postassistenter havde deres faste ”luge”, hvorfor det ikke var nødvendigt at begynde dagen med at kontrollere frimærkebeholdningen, der var opgjort dagen før. Assistenten medbragte sin egen såkaldte styksalgskasse. Heri var små beholdninger, der var overdraget den enkelte tjenestemand og bestod af dels småmønter og dels af usolgte enkelte frimærker til et fast beløb, f.eks. 1000 kr. Disse to beholdninger, der i deres substans var forskellige, blev ”sammenblandet”, hvorefter kundeekspeditionen kunne tage sin begyndelse. Når en kunde købte et helt ark frimærker, udtog assistenten blot arket fra sin decentrale del af beholdningen, han havde fået overdraget af regnskabsføreren. I forbindelse med overleveringen over skranken og den tilsvarende betaling, skete selve salget. Det skal her pointeres, at trafikken aldrig kunne gå den anden vej: En gang solgt, altid solgt. Derfor kunne der højst blive tale om ombytning til andre værdier med behørigt fradrag af en administrationsprocent. Dette forhold er de fleste filatelister bekendt med. Når en kunde købte stykvise frimærker (op til 99 af de små frimærker, og op til 49 af de store) skulle postassistenten udtage et ark fra sin beholdning og lade det overgå til sin styksalgskasse. Der skulle herefter foretages en deling, så handelen med den pågældende kunde kunne finde sted. I det øjeblik assistenten udtog arket fra sin decentrale frimærkebeholdning og flyttede det til sin styksalgskasse, var salget en realitet. Derfor foregik det stykvise salg af frimærker til kunderne (der kunne jo være tale om køb af et enkelt mærke) normalt ved, at postassistenten afsøgte sin styksalgsbog. Kunne salget klares med stumper herfra, skete dette. Kunne det ikke, måtte der tages et helt ark fra den decentrale beholdning, hvorefter salget skete.