Forlaget Nørbyhus

Kapitel 15. Historien om ”Skive-arket” 157 ”Frimærkernes vej fra trykkeri til skranken på et posthus Jeg (Bjørn Eriksen) blev ansat i det daværende Post- og Telegrafvæsen den 1. september 1958. Indtil midt i 1970erne har jeg gjort tjeneste ved indleveringen (kundeekspeditionen) på en række sjællandske, københavnske og jyske postkontorer, i alt omkring 50 - 60 forskellige posthuse. Frimærkegangen internt på postkontorerne kunne være lidt forskellig fra sted til sted, men der var en rød tråd, som gik igen alle steder i denne periode. Vandringen kan kort anføres at være således: Frimærketrykkeriet → Frimærkekontrollen → Blanketdepotet → Modtagelsen på postkontorerne → Leveringen til skranken → Sandhedens øjeblik (salget). (De første tre led, Frimærketrykkeriet, Frimærkekontrollen og Blanketdepotet, er behandlet af forfatteren i kapitel 2). Bjørn Eriksen fortsætter: ”Det skal anføres, at der på Frimærketrykkeriet var - og i 2009 stadig er - en funktion, der består i at frasortere ark, hvor der er synlige fejl i tryk, farve og lignende. Sådanne ark blev under behørig kontrol makuleret. Frimærkekontrollens opgave var at være garant for og have kontrol med, at der forelå det korrekte antal ark til videresendelse til Blanketdepotet og herfra videre til postkontorerne. Arkene blev talt i bundter (læg) á 25. Et læg blev forsynet med et brunt stykke karduspapir i form af et ”mavebælte”. Når der forelå 20 sådanne bundter - 500 ark – blev de omgivet af to stive papstykker, hvorigennem der stramt blev trukket en sejlgarnssnor, der til sidst forsynedes med en plombe. En sådan pakke med 500 ark blev benævnt ”en klods”. Det var komplet umuligt at ”fiske” ark ud af en plomberet klods. Modtagelsen på posthusene Postkontorerne, der var de egentlige regnskabsførende enheder, kunne løbende få sendt frimærker fra Blanketdepotet - enten uden rekvisition, hvilket normalt skete, når der blev trykt nye frimærker - eller med rekvisition for at få suppleret en beholdning. Når en bestilling indgik, blev frimærkerne (i såkaldte ”klodser”, der bestod af et vist antal ark omgivet af et par stive stykker pap) sendt til postkontorerne som værdipakke. På hvert postkontor var der en regnskabsfører. På de største kontorer var det en Post- og Telegrafkasserer, på de mellemstore og mindre postkontorer var regnskabsføreren den stedlige postmester. Regnskabsføreren skulle konstatere, at de rekvirerede frimærker var til stede og afgive kvittering herfor til Generaldirektoratet. Frimærkerne blev indgangsført i postkontorets hovedbeholdning - den centrale frimærkebeholdning - og var herefter en del heraf. Det er vigtigt at være opmærksom på, at frimærkerne fortsat var ”almindelige stykker papir”, der ikke repræsenterede nogen egentlig værdi, udover den nøgne papirværdi. Regnskabsføreren besluttede herefter, hvorledes de enkelte skranker (luger) skulle forsynes med frimærker. Her kunne der være tale om to forskellige frimærkebeholdningsformer, en fast beholdning eller en glidende beholdning. Regnskabsføreren fik en form for kvittering for de afgivne frimærker og skulle således altid kunne gøre rede for, hvor mange frimærker, der var afgivet til den enkelte luge (skranke). Når det løbende salg fra lugen var blevet opgjort, ville det altid være muligt ved en revision at se, om de ”decentrale frimærkebeholdninger” var intakte. Faste beholdninger ved den enkelte luge var i 1950erne og 1960erne det mest almindelige. Det vil sige, at frimærkebeholdningen ved den enkelte luge ved tjenestens begyndelse altid skulle suppleres op med det antal ark, der var solgt dagen i forvejen. Det betød, at regnskabsføreren hurtigt skulle udlevere fra sin hovedbeholdning et antal forskellige ark, der svarede nøjagtig til de solgte. Glidende beholdninger ved den enkelte luge vandt dog mere og mere indpas, da det var en mere smidig afregningsform. Når den enkelte postassistent ved lugen følte, at der ville opstå mangel på en bestemt type frimærker, kunne han rekvirere det fornødne antal ark, normalt i et multiplum af 25. Disse blev så leveret af regnskabsføreren og opført som tilgået til den enkelte luges beholdning. Det betød en lettelse for regnskabsføreren, der nu kunne nøjes med at have ark i multiplum af 25 ark i sin hovedbeholdning. Det var samtidig en mere fleksibel overleveringsform for den enkelte postekspedient. Frimærkerne var stadig ikke solgt, men nu var ansvaret for den eller de decentrale dele af hovedbeholdningen overgået fra regnskabsføreren til den enkelte postassistent.