Forlaget Nørbyhus

Kapitel 13. Dobbelte overtryk I 139 Til yderligere kontrol af nyindstillingen tog man herefter et allerede overtrykt ark, og lagde det til rette på dækkelet og foretog endnu en overtrykning. Derved fik arket sit andet fuldt normale overtryk. Denne handling blev kun foretaget, når trykformen havde været taget ud af trykformfundamentet, hvilket kunne være nødvendigt, hvis trykformen skulle renses eller efterspændes på grund af at blindmateriale havde forskubbet sig. Man foretog altså denne dobbelte overtrykning af den simple grund, at man ville se, om der skulle foretages en eller anden form for finjustering af anlæg, såfremt andet overtryk ikke fuldstændigt dækkede det første overtryk. De dobbelt overtrykte mærker er således ikke tilfældigheder, men lavet med fuldt overlæg. Her skal bemærkes, at trykkeren ikke var trænet i at vurdere et bogtryk på et stålstiksfrimærke. Ved at overtrykke arket to gange og se på placeringen af de to overtryk kunne han bedre bedømme indstillingen af anlægget. Dækkede det andet overtryk det første, var alt i orden, og produktionen kunne fortsætte og der var ikke grund til at makulere arket. Det kunne ganske enkelt opfylde det formål, man havde sat sig: At blive brugt som almindelig frankatur. Var overtrykkene ikke ens placeret på arket, blev arket sendt til makulering. Trykkeren fandt ikke grund til at sende ark, hvor forskydningerne mellem overtrykkene kun var 0,1-0,2 mm, til makulering. En sådan forskydning kunne trykkeren næppe registrere med det blotte øje, da det kun så ud som en lettere fortykkelse af overtrykket. Han havde næppe fantasi til at forstille sig, at en så lille forskydning kunne få nogle (filatelisterne) til at klappe i hænderne! Et andet forhold havde dog også stor indflydelse på trykkeriets lyst til at makulere dobbelt overtrykte ark. Aftalen mellem P&T og bogtrykkerfirmaet var, at man ganske simpelt fik en højere pris for gode ark end for ark, der måtte makuleres. Uanset hvordan arkene blev trykt, blev de alle kontrolleret af P&T’s frimærkekontrol og ikke af bogtrykkerfirmaet. Ud over at konstatere tilstedeværelsen af de dobbelt overtrykte frimærkeark, er det konstateret, at andet overtryk i så godt som alle tilfælde er forskudt lodret nedad i forhold til det første overtryk, og at der kun i ganske få tilfælde er konstateret sideværts forskydninger mellem de to overtryk. Den lodrette forskydning kan skyldes, at trykformen, efter at have været udtaget af fundamentet og sat på plads igen, ikke faldt helt til i det nederste skrå anlæg (se fig. 13-1) før der var blevet foretaget nogle overtrykninger. Som nævnt er der tale om forskydninger på nogle ganske få tiendedele millimeter, men dette er altså nok til, at dobbelte overtryk kan konstateres. Den sideværts forskydning mellem første og andet overtryk kan eventuelt skyldes, at det var svært at anbringe frimærkearkene, der ikke opførte sig som almindeligt papir på grund af arkenes perforering og gummiering, nøjagtig ens ved begge overtrykninger. Fig. 13-1. Udsnit fra nederste fastgørelses- anordning af trykformen på digelens fundament. Forklaringen på den relativt store forskydning mellem de to overtryk på mærker fra ”Skive-arket” (registreringsnummer T1.20I.1.-II.1.1-100 i kapitel 14 om de dobbelte overtryk) kan være, at der har været ”et større uheld“, der har nødvendiggjort en større justering af dækkelets anlæg. Forskydningen mellem første og andet overtryk er nemlig på hele 0,6 mm, se fig. 13-2. Dette ark kunne have været frasorteret i frimærkekontrollen, men blev det ikke. Fig. 13-2. Mærke nr. T1.20I.1-II.1.38 fra ”Skive-arket”. (To korte bjælker!) .