NORDIA '91. Reykjavik, Island. 27.-30.06.1991 Hálfdan Helgason havde spurgt mig, om jeg igen ville være jurysekretær (se den "mindeværdige" NORDIA '84), hvortil jeg svarede "ja, tak". Jeg havde nu sidst arbejdet sammen med Hálfdan på vores egen HAFNIA 87, hvor jeg havde fået god erfaring med brugen af FIPs juryprogram EXIST, som jeg, efter aftale med Jørgen Jørgensen, som var jurypræsident på HAFNIA 87, havde fået lov til at bruge i Island - uden at jeg risikerede at få "ballade" med FIP. Jeg erindrer ingen problemer med bedømmelserne eller med mit arbejde som jurysekretær.
Dette års (1991) nordiske frimærkeudstilling var arrangeret af Landssamband Islenskra Frimerkjasafnara, LÍF I forhallen til selve udstillingshallen var der en udstilling af effekter fra det islandske postmuseum, bl.a. postkontorudstyr og en række gamle karter, hvorpå brevene blev opført. Ólafur N. Elíasson fortalte mig, at så godt som alle gamle karter er bevaret, så man i disse kan finde oplysninger om en meget stor del af de gamle islandske breve, der findes. Endvidere var der i forhallen nogle store montre med bl.a. medaljer, der gav et godt indtryk af islandske kunstneres formåen. Endelig en samlers udstilling af distinktioner fra forskellige islandske uniformer - også postuniformer og bl.a. var der et gammelt islandsk postskilt til posttasken (det ville han ikke sælge til mig). Denne samler opbevarede sine ting i et utrolig smukt udskåret skab, der var som skabt til formålet, og det var nemlig lige det, det var. Samleren var træskærer og havde selv lavet skabet (det ville han heller ikke sælge til mig!). I æresklassen kunne man se amerikaneren Gene Scotts inviterede og fine islandseksponat og Scotts repræsentant, der sørgede for eksponatet, fortalte mig, at det nok ville blive udstillet i konkurrenceklassen på en Nordia-udstilling i nær fremtid. Som æresudstiller modtog Gene Scott en gave, der, så vidt jeg kunne se, forestillede Þors hammer, Mjölnir/Mjölner, hvor hammerhovedet var formet som et frimærke. "Mjölner" var monteret på "a piece of Iceland", som repræsentanten sagde, tydeligt meget glad og stolt over gaven. Af danske handlerstande var Postens Frimærkecenter, Grønlands Postvæsen, Finn Nielsen. København og Lindner Falzlos Gesellschaft ved Erik Brøndsted, Hammel, repræsenteret. Sidstnævnte var så venlig at hjælpe DFF med salget af det spændende danske nødfrimærke. ("Husk, at salget slutter den 31.12.1991, hvis du endnu ikke har købt nødfrimærker", stod der i vores frimærkeblade).
Juryen Da dommerne ankom mandag den 24.06.1991 til Reykjavík, kunne vi tidligt tirsdag morgen påbegynde juryarbejdet, der blev ledet af præsidenten for LÍF, Hálfdan Helgason. Tirsdagen arbejdede vi fra kl. 9 morgen til 22 aften; om onsdagen fra kl. 9 morgen til 20 aften og om torsdagen kunne juryarbejdet afsluttes kl. 14, så resultaterne kunne kontrolleres, gå i trykken og være klar til palmares'en om lørdagen. Juryarbejdet forløb fint og der var en virkelig god og saglig stemning, hvilket ikke mindst skyldtes Hálfdan Helgason.
Som det fremgår af det efterfølgende, var Danmark fint repræsenteret og hele to danske eksponater fik Grand Prix, nemlig Knud Mohr (International GP Nordla 91) i mesterklassen og Ebbe Eldrup fik Grand Prix National for sit fine Islands-eksponat. Som sædvanlig var der livlig diskussion om bedømmelserne, både mellem udstillerne indbyrdes og mellem udstillerne og dommerne. En nordisk udstilling har (næsten) samme status som en international udstilling, hvorfor point/medaljegrænserne er de samme som på internationale udstillinger. Nogle bedømmelser blev af udstillerne fundet i underkanten af, hvad der burde gives, men også enkelte eksponater fik en, mente nogle, en lidt for høj bedømmelse. Tilstedeværende eksperter udi de pågældende emner gjorde, efter offentliggørelsen af bedømmelserne, dommerne opmærksom på deres syn på bedømmelserne. I enkelte tilfælde resulterer dette i, at nogle eksponater vil blive genstand for nærmere granskning i ejernes hjemland. Dette er meget fint, da det må være målet, at udstillere, der er "supereksperter" på deres eget felt, får en god dialog med de personer, som skal bedømme deres eksponater. Den danske islandsgruppe var stærkt repræsenteret både med eksponater og personer og det var for mig meget fint at få en god diskussion med dens medlemmer om de bedømmelser, min gruppe foretog. Denne diskussion resulterede i, at islandsgruppen modtog en invitation til senere at deltage i et dommermøde i det danske dommerkollegium. Her er det måske på sin plads at indskyde, at også nogle danske udstillere kan have fordel af at studere vore udstillingsreglementer og guidelines, der er oversat fra FIP's guidelines og specialreglementer for udstillingseksponater og ligeledes studere det nye danske udstillingsreglement, der fremover er gældende for danske udstillinger (fås efter anmodning på forbundskontoret). Et desværre nok temmelig ukendt værk herhjemme er "Manuel of Philatelic Judging". der er udgivet af American Philatelic Society, med forord af amerikaneren Bernard A. Hennig (jury-team leader på HAFNIA 87 i traditionel Vesteuropa-gruppen, hvor jeg var juryelev). Dette værk er skrevet for dommere og det er derfor også et fremragende opslagsværk for udstillerne, der netop her kan se, hvad dommere skal se på jf. FIP's reglementer og guidelines. Endvidere kan det være en fordel for mange udstillere at studere teknikken i de eksponater, der opnår høje bedømmelser, idet det herved er muligt at sætte sig ind i den teknik, der skal anvendes for at få et smukt og veltilrettelagt eksponat. Man bør forsøge at gå i dybden med sine undersøgelser, så man ikke fristes til beskrivelser. der måske mere ligner kvalificerede gæt end facts. Dog er de fleste danske udstillere flinke til at gå i dybden med deres undersøgelser, kan man se.
Udenfor konkurrence deltog Dansk Post- og Telegrafmuseum i Officiel Klasse med Viborg Bypost, Krigssfangelejr nr. 1 1917-18, Nonfigurativt frimærke 1969, Frimærker med Fuglemotiver samt Nyere Poststempler fra Taastrup. Og endelig udstillede undertegnede i juryklassen: Postforbindelsen Aarhus-København 1750-1968 med hovedvægt på Aarhus-Kalundborg-ruten. Min gruppe i juryen bestod af islænderne Eiður Árnason, den islandske posthistoriker Ólafur N. Elíasson (som sammen med Kristian Hopballe i forbindelse med Nordia 91 udgav en diger bog: "Island postalt set i perioden 1939-45"), og endelig den finske helsagsspecialist Juhani Pietilä og vi havde et fint team og et behageligt samarbejde. "Åben Klasse"
 Islandsk postkasseOgså ved denne udstilling var der festmiddag (Palmares) med offentliggørelse af bedømmelser og uddeling af præmier: Lørdag, den 29.06.1991. Inga og jeg sad ved et stort bord, hvor også postmesteren i Reykjavík, Björn Björnson og hans hustru, havde plads.
Under konversationen spurgte han (selvfølgelig), hvad jeg samlede på og foruden frimærkerne nævnte jeg også posteffekter, og sagde, at jeg havde bemærket, at det islandske postvæsen benyttede sig af de danske postkasser. Det var fuldstændig korrekt, sagde postmesteren, og kiggede intenst på mig, da jeg derefter spurgte om hvad, han havde gjort ved de islandske postkasser. Han syntes, at det var en god iagttagelse og spurgte, om jeg var interesseret i en islandsk postkasse!! Det var jeg naturligvis, hvorefter han spurgte, om det var OK, hvis han sendte en bil med en postmand til vores hotel dagen efter kl. 9 om formiddagen, så ville jeg blive kørt til postkontoret og kunne få en islandsk postkasse. Fantastisk! Som sagt kom der en postbil med en venlig postmand, der heldigvis kunne tale "skandinavisk" og kørte mig til hovedpostkontoret, hvor jeg blev modtaget af Björnsson. Han sagde, at han havde udvalgt en postkasse, der havde været placeret indendørs i lufthavnens afgangshal, hvorfor den var som ny og ikke slidt af vejr og vind. Jeg kom da i tanke om, at jeg kunne komme ud for et "skrækscenarium", idet jeg kunne forestille mig, hvad der ville ske, hvis jeg blev "taget" i lufthavnen i København med en islandsk postkasse! Jeg kunne forestille mig en "afhøring", hvor min forklaring ville blive mødt med "løftede øjenbryn" i hvert fald indtil jeg kunne få telefonisk kontakt med postmesteren eller med Hálfdan! Så derfor bad jeg Björnsson om at give mig et stykke papir, hvorpå der stod, at postkassen var en gave fra det islandske postvæsen. Efter vores biltur Island rundt med Erla og Hálfdan, blev postkassen fyldt med tøj, der skulle vaskes, når vi kom hjem, og den blev uden problemer anbragt i en af vores store kufferter, så den fyldte sådan set ikke mere end snavsetøjet alligevel ville fylde. Kufferten med postkassen gik glat igennem "security check" både i Keflavík og i Kastrup, åbenbart uden at blive gennemlyst. Det er åbenbart ikke mange ulovligheder, der bliver forsøgt smuglet til og fra Island!
Heimaey Udflugten gik fra Reykjavík Lufthavn med et mindre indenrigsfly til Heimaey, Vestmannaøerne - flyvetid 25 minutter - hvor vi først sejlede rundt om Heimaey og helt ind i flere grotter, hvor der på klippesiderne var et righoldigt fugleliv med reder med unger. Fuglene tog ikke særlig notits af vort uanmeldte besøg, dog var der en del skræppen når vi sejlede ind i grotterne (det lød næsten som ved diskussionen mellem dommer og udstiller!). Senere blev vi i strålende solskin kørt rundt på Heimaey og helt tæt på vulkanen, som havde forvoldt øen store ødelæggelser i 1973. Det var uhyggeligt at se, hvor tæt den størknede lava lå på byen og enkelte huse var stadig omsluttet af størknet lava. I nærheden af vulkanen kunne man rode lidt i jorden og blot få centimeter nede er jorden så varm, at det ikke er noget problem fx at koge æg.
Turen foregik i bus med en lokal guide/chauffør, som var noget af en spasmager. Da vi efter vores mening kom lidt tæt på afgrunden og damerne gjorde vrøvl, sagde han, at vi ikke skulle være bange for at bussen faldt ned, da de skam havde flere busser på øen. Han havde nu heller ikke selv prøvet at køre af vejen og falde ned med sin bus! - betryggende! Chaufføren fortalte også, at øen i gamle dage ikke havde meget ferskvand, hvorfor noget af det fineste, man kunne tilbyde en gæst, var et bad. Efter badet gik hele familien så i bad efter tur, hvorefter man påbegyndte storvasken. Først det fine tøj og derefter undertøjet og arbejdstøjet, men der var dog stadig vand tilbage, så det vaskede man sokkerne i. Af den lille rest, der herefter var levnet, kunne man så lave alle tiders stærke kop the!
Udflugten sluttede med et måltid (og en kop the!), som byen beværtede os med gav og ved den lejlighed donerede islænderen Gudmunður lngimundarsson sit udstillingseksponat "Vestmannaøerne" til byen - smuk gestus! Herhjemme har vi sidst set eksponatet på Hjemstavn 90 i Odense. For dem, der er interesseret i Islands frimærker og deres baggrund, kan jeg, selv om jeg i skrivende stund kun har læst halvdelen af bogen, anbefale Don Brandts bog "Exploring Iceland Through its Stamps". Iceland Review. Reykjavik 1991. ISBN 9979-51-057-9, som er en velskrevet bog med mange fine oplysninger.
Island rundt
Vi kørte fra Reykjavík i diset vejr med lettere regn, men efter en halv times forløb klarede det op og temperaturen steg vel omkring 12 grader til ca. 22 grader! Og solen og det gode vejr fulgte os hele øen rundt, så det var en aldeles pragtfuld tur med høj sol og stille vejr. Alle var i højt humør på hele turen, hvor vi overnattede i telt fire nætter. Det måtte have været et syn for de nordiske guder at se os fumle med teltene den første aften (jeg havde samme fornemmelse, som man har, når man forsøger at sætte en forkert samlet liggestol op!). Vi kørte Island rundt "mod uret", hvilket vil sige, at vi fulgte hovedvejen ved sydkysten. Første stop var nogle timers kørsel fra Reykjavík, hvor vi slog lejr ved foden af et vandfald, så vi kunne vaske os næste morgen - i koldt vand!
Hálfdan og hans kone var eminente værter og fortalte livligt om det, vi så. Det er uvurderligt at have lokale mennesker med, når man vil vide noget om stederne. Island havde i denne periode den varmeste sommer siden 1932 med temperaturer op til 28 grader. Fra 25 grades varme tog vi en sejltur i en gletchersø ved sydsiden af Vatnajökull og sejlede blandt isbjergene - søen er op til 60 meter dyb - og luften er her kun omkring et par grader varm og det var det ene af to tidspunkter på turen, hvor vi havde ekstra tøj på.
Vi kørte hele tiden efter Hálfdans anvisninger: "For vi ved ikke, hvordan vejret er om en time". Der var ingen problemer for vejret var rekordvejr for Island på hele vores tur. Fra gletchersøen kørte vi videre til fiskeribyen Höfn, hvor vi købte jomfruhummerhaler til aftensmad og fortsatte til Egilsstađir. Efter at have været i boblebad (i 40 grader varmt vand) i Egilsstađir tog vi en lille afstikker ned til Seyđisfjörđur, som ligger utrolig smukt mellem bjergene, og hvor vi på vejen så et lille vandfald med et meget specielt naturfænomen: På grund af turbulenser i vandet har det gennem mange tusinde år slidt en stor rund hulning i klippen. Det så ud som om guderne havde taget en luns af klippen med en vaffeliskugle-ske. Herefter kørte vi tilbage til Egilsstađir og lidt udenfor byen slog vi telt op i en skov ved Lagarfljót.
I skoven fik vi også gjort kål på de 3 liter hvidvin og de 18 øl, som vi havde købt i "Systembolaget" i Reykjavík for ca. 620 danske kroner! Og vi havde alle (på nær Hálfdan og Erla, naturligvis) ved ankomsten til Island været så fornuftige at gøre lidt indkøb i "den toldfrie" i lufthavnen i Keflavík. Deruden havde flere af de nordiske dommere/kommissærer, der skulle hjem umiddelbart efter udstillingen, generøst doneret deres "slatter" til os og vinkede "god tur" til os, da vi drog af sted, så vi manglede bestemt ikke "before dinner drinks!". Nogle steder bemærkede jeg, at Hálfdan fotograferede lige så ivrigt, som vi andre gjorde, og han forklarede, at han aldrig havde været på de steder i så godt vejr og aldrig tidligere havde set bjergene så klart som nu, og at det var nok den eneste gang, han fik lejlighed til det. Han udtrykte flere gange glæde over, at vejret i den grad var med os. Det ville han aldrig have drømt om. Vejret i Island er også noget specielt. Det regner i gennemsnit 216 dage om året; nogle steder op til 4000 mm regn pr. år og enhver turistbrochure oplyser, at en ferie uden regntøj og gummistøvler er ganske utænkelig. (De havde sikkert ikke hørt om den indflydelse "The Scandi Mafia" havde på vejret!). Da vi dagen efter var blevet restitueret så meget (hm!), at vi kunne køre videre, gik turen til Ásbyrgi. Her overnattede vi ved resterne af et gammelt vandfald. Sagnet fortæller, at Odins ottebenede hest, Sleibnir (som løber lige godt i luften som på jorden), under passage af Island, med sit ene ben tog afsæt på Island, hvorfor landskabet har form som aftrykket af en gigantisk hestesko.
Den amerikanske filminstruktør Ridley Scott er kendt for flere storslåede film. Derfor er det ikke overraskende, at han valgte at optage flere scener af sine stort anlagte fremtidsfilm, bl.a. "Prometheus" fra 2012, i Island. Filmens åbningsscene er optaget ved Islands kraftigste vandfald, Dettifoss, som er 51 m højt og 171 m bredt. I den bedste tid har det en vandføring på godt 250 kubikmeter vand pr. sekund.
Dagen efter kørte vi til Húsavík, Hálfdans fødeby, hvor vi så hans barndomshjem og hilste på hans gamle skolelærer, som var så venlig at vise os den smukke trækirke, der ikke var blevet malet i en menneskealder, men som alligevel så nymalet ud. Fra Husavík kan man skimte øen Grimsey, som ligger på polarcirklen nord for Husavík. Når vandet fryser til om vinteren kan fiskerbådene ikke sejle ud fra Grimsey og for at holde isen væk fra havnen, lukker man havneindløbet med tykke stålwirer - så vidt jeg husker. Herfra gik det til området omkring Myvatn, hvor der er en stor lavaslette med svovlpøle, så man roligt kan slippe en lille vind uden at nogen tager anstød af det!
Som man kan se på fotoet af svovlpølen går der to tynde jerntråde mellem pølen og fotografen. Det er simpelthen et hegn, der betyder: "Hertil og ikke længere", da man ikke kan være helt sikker på, at jordskorpen kan holde, så det er forbudt og livsfarligt at gå for tæt til svovlpølene. Herefter videre til det utrolig smukke område ved Myvatn. Her var ikke mange myg, og de, der var, stak ikke (det var overvejende harmløse dansemyg).
Vi skulle overnatte i familiens sommerhuset ved Akureyri på østsiden af Eyjafjórður. Efter ankomsten til sommerhuset var vi om eftermiddagen på besøg hos islænderen og frimærkesamleren Sveinn Jónsson, som John Sørensen (ham, der samlede Plebiscit Slesvig) boede hos i 1990, da John var dommer på Islands nationale frimærkeudstilling Dalsyn 90 i Dalvík. John oplevede også den Islandske natur, men på en lidt anden måde, end vi gjorde, idet han på vejen til Dalvík sneede inde i bussen i 12 timer på Islands første sommerdag. (Se DFT nr. 7/1990, s. 328-329). (I sit referat undskylder John, at han brugte Hálfdans fornavn og ikke efternavn, hvilket slet ikke var forkert, da man i Island bruger fornavnet og ikke efternavnet som tiltalenavn. Der blev dog i 1979 vedtaget en ændring, så der herefter var valgfrihed mellem de to tiltaleformer - m.m.). Hálfdan havde spurgt Sveinn Jónsson om vi måtte komme og besøge ham og få en ridetur på hans islandske heste, og som alle islændere, jeg har mødt, var også han meget gæstfri. Den hest, jeg fik, havde dog hele tiden ørene lagt ned (det er vist tegn på utilfredshed, og den kendte mig tydeligvis ikke), så jeg holdt meget let på rattet - øh - i tømmen. Og jeg behøvede kun at give den et lille bitte klem med hælen for at få den til at splintre afsted med ca. 10-15 km/timen. Det er skam hurtigt, når man aldrig har siddet på en hest før, men skulle jeg herefter tage navneforandring må det være til Jón Waynesson! Jeg kunne ikke lade være med at spørge, hvor hestebremsen sad, men kun min hustru syntes, at det var morsomt, så det hedder sikkert noget andet på skandinavisk. Efter rideturen beværtede Sveinn og hans kone os med kaffe, kage og cognac. Man kunne meget let se, at Hálfdan og Sveinn var gode venner.
Selvfølgelig blev der også tid til lidt frimærkesnak og, vi udvekslede erfaringer og synspunkter om mange forhold inden for filatelien. Vi var alle godt tilfredse med vor hobby som giver os så mange gode stunder i de mørke vinteraftener og jeg tror, at det var Hálfdan. der i begejstring over vor hobby sagde: "Kan du dog forstå de mennesker. der ikke samler på frimærker", hvortil jeg svarede: "Jovist, bare de taler langsomt!". Efter besøget hos Sveinn Jónson sad vi om aftenen ude på terassen til midnat og beundrede midnatssolen, som ikke forsvandt, da sommerhuset lå meget højt.
Fra Akureyri tog vi direkte tilbage til Rekjavík og det meste af vejen var den asfalteret. Vejret var stadig med os, men en lille halv time inden vi nåede Reykjavík faldt temperaturen og det begyndte at regne! Utrolig perfect timed! Af hensyn til forsikringen var det Hálfdan, der havde kørt Dodgen hele turen og godt det samme; af de ca. 2800 km, vi kørte på 7 dage. var de 2000 km grusvej og her kørte Hálfdan typisk 80-90 km/timen for at vi kunne "flyve" over eventuelle huller i vejen. Det gav lidt støv og vi oplevede da også en mindre "støvstorm" inde i bilen, hvis vi glemte at lukke vinduerne i vindsiden, når vi sagtnede farten. Vi blev nødt til at have vinduerne lidt på klem, da der ellers blev for varmt i denne "sommerhede". På et tidspunkt rullede Tertti lidt ned på sin rude så hun kunne køle armene lidt, men jeg spurgte pænt, om hun ikke ville flytte sig lidt, da jeg fik armhuleluften lige i synet! Sigtbarheden inde i bilen kunne falde lidt, men alle tog det pænt og frimærkesamlere kan altså se støvede ud på mere end en måde. Selv om vi kørte hurtigt kunne loftsbeklædningen ikke holde til de rystelser, der trods alt var, og skruerne i loftsbeklædningen løsnede sig, så den faldt pludselig ned i hovedet på os, men vi fandt alle skruerne og fik den sat på plads igen. Island er et utroligt spændende og kontrastrigt land, hvor områder med adgang til geotermisk varme, kan have store drivhuse med varmt vand lige under foden (her dyrkes bl.a. bananer), ligger ved siden af store lavamarker, hvor intet kan gro. Flere af de private huse på vejen havde "sugerør" i de udenfor nærliggende varme kilder, så det må være en billig måde at få opvarmet husene på samt at få varmt vand på. Vi afsluttede turen med at gå ud at spise i Reykjavík og "evaluere" den forløbne uge. Alle var enige om at Hálfdan og hans kone Erla havde gjort en fantastisk indsats for at give os en god tur. Hvis vi kunne, ville vi derfor uden tøven tildele Hálfdan og Erla "Grand Prix Island 1991" for en aldeles uforglemmelig og pragtfuld oplevelse.
Jeg skrev et referat i DFT nr. 6/1991, s. 284-289, hvor det meste er gengivet ovenfor her.
En stor tak til
|
Ved åbningen. der blev overværet af Islands præsident Vigdis Finnbogadbttir, som er umådelig populær i Island, talte LÍF's præsident, Hálfdan Helgason, udstillingens præsident Þor Þorsteins (der på fotoet viser Vigdis rundt) og Islands generalpostdirektør Ólafur Tómasson.
Antallet af besøgende var højt - der var gratis entre - og som noget helt bemærkelsesværdigt var der mange unge besøgende. Det havde sin simple forklaring, idet LÍF og det islandske postvæsen i fællesskab havde skrevet direkte til så godt som samtlige unge i Reykjavík og inviteret dem til udstillingen. Det var et godt initiativ, der tydeligvis gav pote.
Postmester Björn Björnson.
