Pernilles Saga - Vinter 77/78, sommer 78

S/S "Pernille" af Kaløvig Foto: Erik Kühnau.

Større sejlbåd?
I 1991-92 var vores døtre var så gamle, at de bestemt ikke ville med på vores sommertogter, og de klarede sig fint alene i vores hus i Skødstrup. Min kone og jeg havde allerede i de sidste par år talt om, at båden var for lille - vi var blevet lidt mageligere og kunne godt tænke os en lidt større båd end vores Bandholm på 27 fod. Desuden havde vi i de sidste par år ofte talt om, at motoren, der var en indenbords Volvo Penta MD5A på 7,5 heste, var for lille. Vi havde i 1992 dog haft båden i 14 år og klaret os med den lille motor.

Vi talte dog også om, at hvis vi skulle skifte til en større båd, kunne vi kun få råd, hvis vi solgte vores sommerhus - og det ville vi ikke. Derfor skrinlagde vi planerne om større båd og beholdt både båd og sommerhuset. Vi havde også talt om, at det måske snart var på tide at "gå i land" og vende tilbage til sommerlivet i sommerhuset - vi blev så enige om snart at sælge sejlbåden, hvilket vi gjorde i sommeren 1993, og vendte tilbage til at feriere i vores sommerhus ved Begtrup Vig på Mols.

Jeg husker ikke, hvor mange ansøgninger, vi fik, men een af dem, der ansøgte om stillingen, var Erik Kühnau Hansen, som kom fra Præstø og som havde en lang karriere i firmaet Dansk Regnecentral, som fremstillede de berømte GIER-maskiner, som han havde serviceret i hele Europa.

I opløbet om stillingen var der to personer, hvoraf Erik var min favorit. Udvalget stillede forskellige spørgsmål til de to personer og mit sidste spørgsmål til Erik var hvem, der var hans sygekasselæge! Det var et helt fjollet spørgsmål, syntes mine to kolleger i ansættelsesudvalget, men Erik sagde Dr. Jens Bangshøj, Mern, hvortil jeg sagde: "Fint, så får du stillingen - hvis de to andre kan acceptere den afgørelse!"
    Alle lo, da jeg herefter røbede, at Dr. Jens Bangshøj var min fætter! Han var søn af Jeppe og Agnes "Moster Søster" Bangshøj, som vi kaldte hende og som var min fars søster.

I september 1972 bosatte Erik og hans kone Ulla sig med deres to børn, Lone og Dorte i Løgten, hvor de hurtigt fik venner blandt de lokale. Erik var - før han fik skiftet begge sine hofter - en meget kompetent batmintonspiller og spillede bl.a. sammen med Jørgen "P" Pedersen, der var kasserer (og senere formand) i Kaløvig Bådelaug. Erik var ofte også gast på Ps båd. Dette bekendtskab førte hurtigt med sig, at Erik og Ulla købte en LM 22: "Fie"! og fik bådplads i Kaløvig Bådehavn.

Der gik vist et par år, hvorefter vi inviterede Erik og Ulla til at "besigtige vores gæstetoilet", som Ulla husker, at invitationen lød på. Vi havde en ganske hyggelig aften og efterfølgende syntes Erik, at vi skulle opleve lystsejlads på Kaløvig og inviterede os på en eftermiddags-sejltur med "Fie" - med madkurv og det hele!
    Det var rent "brochurevejr" med en svag brise og en meget hyggelig sejlads. Inga og jeg var ikke ukendte med at at sejle, da jeg hele min barndom og lidt til havde sejlet jolle ved vores sommerhus. I 1970erne var vores gamle træbåd, hvortil vi havde en 4,5 HK British Seagul påhængsmotor, skiftet ud med en 14 fods glasfiber jolle og på den kunne vi også sætte mast og sejl, men da den ikke var særlig stabil med sejl (sænkekølen var alt for lille/let), lå masten næsten altid i garagen.

Det kom vist ikke som en overraskelse for Inga, at jeg efterfølgende foreslog, at vi måske skulle købe en rigtig sejlbåd a la Ulla og Eriks båd, "Fie". Der var flere grunde til dette, bl.a. at vi trængte til at holde ferie væk fra sommerhuset, som var min moders (far døde i 1969) og hvor hun, som enhver mor gerne ville, holde ferie sammen med sine børn. Det var ikke altid lige velkomment hos os, da vi gerne ville holde ferie for os selv med ungerne.
    Min mor havde heldigvis stor forståelse for, at vi gerne ville prøve at blive lystsejlere, men var ked af at vi så ikke kunne holde ferie sammen med hende i familiens sommerhus på Mols, men hun accepterede det heldigvis.

Inga i samtale med en ukendt Bandholm 27-fan på i Bellacenter, foråret 1977.

Bådudstilling i Bellacenter, forår 1977
Erik og jeg var ofte gaster hos Jørgen P og vi talte meget om at en Bandholm 27 var en ideel båd for os begge. Erik ville gerne have en større båd end LM22'eren og havde indledt forhandlinger om køb af en Bandholm 27 med Mogens Lorentzen, "Mariboat" Bådeværft ved Maribo på Lolland.

Forsiden af vores købskontrakt med Mariboat. Motoren blev dog leveret af en anden virksomhed.

Så gik Inga og jeg en tur mellem de udstillede både og blev enige om at spørge, hvad vi skulle give for det produktionsnummer, som Mogens Lorentzen troede, at han havde solgt til Erik Kühnau. Vi vendte tilbage til Bandholm-standen og forklarede ham situationen. Derefter sagde han, at han ville give 10 % rabat på det selvbyggersæt, som han havde reserveret til Erik, og vi slog til, men fik indført i de papirer, vi underskrev, at det var på betingelse af bankens accept, men vores to piger skulle naturligvis også spørges selv om de ikke var ret gamle!

Bådejere!
Vi blev således bådejere i efteråret 1977 og jeg aftalte med Mogens Lorentzen, at jeg skulle besøge Bandholmværftet, da jeg havde nogle apteringsændringer, som jeg gerne ville have gennemført. Det var ikke ændringer, der fordyrede projektet, tværtimod, og mere småændringer af det apteringssæt, som Bandholm skulle levere, så jeg selv kunne stå for den endelige og ændrede indretning, bl.a. ønskede jeg ikke, at båden fik monteret loftsinderskal, da jeg gerne ville have listeloft i træ. Desuden havde jeg tænkt, at toiletsektionen var en anelse for stor på bekostning af forkahytten og her havde jeg en genial løsning - synes jeg selv og også Mogens Lorentzen - på en ændret ombygning af toiletsketionen. Jeg og min gode ven Henning Jensen tog derfor på udflugt til Bandholm i efteråret 1977 for at gennemfotografere en Bandholm 27 under opbygning.

Mariboat-værftet 1977.

Et par af vores gode venner var Aase og Henning Jensen fra Løgten. Henning var auktionarius i vores frimækeklub i Aarhus, og ville gerne med på turen til Bandholm, da jeg skulle fotografere og få de sidste ting på plads med Mariboat. Henning kom til at spille en stor rolle i vores sejlerhistorie et par år senere - i 1980, se Grindsted Radio.

En bådfuld købere? Et af de få billeder, jeg har set af Mogens Lorentzen. Her med briller og hans hustru, Pernille.

Henning Jensen.

Samling af det hjemmelavede bådstativ - af de "underbetalte ungdomsarbejdere" Dorte og Lica :-) Stativet var lavet af min s-far, Tage Andersen, som var uddannet smed.

S-far og Erik Kühnau var gode hjælpere ved aflæsningen, som forløb problemfrit, selv om båden måtte hejses højt op over naboens garagetag.

Vores Bandholm 27 blev leveret i december 1977 og af overskydende byggematerialer fra vores eget selvbyggerhus, byggede jeg et ualmindelig grimt telt bag ved vores hus, hvor der var planlagt en carport. Så vi nød godt af venlige naboers utrolige tålmodighed og accept af, at der, foran deres huse, i det kommende halve år, var nok noget af det grimmeste, men meget funktionelle, arbejdstelt til båden. Det havde været nødvendigt, da jeg også skulle arbejde på båden om aftenen i vinterhalvåret:

 
Teltet i fimset aftenlys - eller er det filmen, der er lidt for gammel? (Vi havde kun billige biler i mange år :-)
Naboerne havde venligst givet tilladelse til, at jeg opførte dette rædselsfulde, men praktiske telt under apteringen af båden.

Mogens Lorentzen, Mariboat, havde heldigvis været rundhåndet med ekstra teak-lister og -småplader, da jeg selv skulle aptere båden, og apteringssættet lå løst nede i båden, da den ankom. Det tog jeg ud og satte ved siden af båden i teltet, så løsdelene var parate til at blive brugt lidt efter lidt. Den vigtigste ændring af apteringen skulle ske ved toiletsektionen/forkahyttens bagbords side, hvortil Bandholm havde leveret nogle ekstra lister og en special plade, så jeg kunne konstruere toiletsektionen/forkahytten, som jeg gerne ville. Det havde første prioritet, selv om vi ikke fik installeret selve toilettet og vandsystemet i første omgang. Sidstnævnte måtte vente til vi havde været igennem sejlsæsonen i 1978.

Første søsætning:

Første søsætning, forår 1978.

Vi trækkes på plads - jeg havde endnu ikke startet motoren eller sat navn på båden.

Der var flere ting, der ikke blev færdiggjort i vinteren 1977/78, både fordi vi syntes, at vi gerne ville ud at sejle med båden i 1978, men også fordi det krævede lidt kapital at få den gjort helt færdig. Som nævnt havde vi ikke indlagt ferskvand eller installeret et toilet i vores første sejlesæson - vi klarede os med vand fra nogle store vanddunke og havde et hospitalsbækken med låg, som vi lavede "småt" i. Jeg havde fået absolut forbud mod at stå på rælingen og tisse i havet, da Inga ikke kunne fiske mig op, hvis jeg faldt i, så jeg måtte pænt gå ned om læ og lave småt i bækkenet. Hvis ungerne skulle lave "stort", klarede vi dog også det. Vi andre måtte pænt vente til vi kom i havn.

Kapital Det var nødvendigt at have penge til at financiere anskaffelsen og færdiggørelsen af Pernille. Jeg havde en anden hobby, som jeg i perioden 2005-2015 fuldt har afviklet. Jeg har haft stor fornøjelse af at samle på frimærker og interessere mig for dansk posthistorie, men nu viser dåbsattesten, at alderen skrider roligt, men sikkert frem og fru Nørby har ikke kunnet realisere mine frimærker, som jeg selv kunne. Jeg har samlet på frimærker siden jeg var 10 år gammel. Siden sidst i 1960erne, havde jeg specialiseret mig i danske stålstukne frimærker, og havde samarbejde med tidens store samlere og frimærkeskribenter, så som Tom Plovst, Aage Tholl, J. E. Tanggaard, Robert Bechsgaard og Holger Philipsen - ham med tegneserien "Carlt". Især Tom Plovst var mig en god lærermester. I de tidlige 1970er koncentrerede jeg mig om de såkaldte 30-øres provisorier fra 1955-1956. og her bemærkede jeg, at samlerne var meget usikre, når talen kom på at anskaffe varianten "12 2/3 mm", der hentydede til en unormal og stor afstand mellem taldelen og bjælkedelen i frimærkets overtryk. Jeg fortæller gerne den lange historie om varianten, men vil på dette sted i stedet henvise til min bog: "30-øres provisorierne 1955-1956", som jeg udgav i 2010. Her er den fulde beskrivelse af varianten og øvrige finurligheder i 30-øres provisorierne. (Bogen er nu udsolgt fra eget forlag, men jeg har kun et par enkelte stk. tilbage!) Da frimærkesamlerene var lidt usikre på, om et mærke nu virkelig var varianten "12 2/3 mm", fik jeg den ide at lave miniprøvningsbeviser, hvor jeg med en lille analyse kunne garantere for variantens ægthed. Varianten havde en 1974 en katalogværdi på 75 kr. for et brugt eksemplar. For de uindviede: En katalogværdi er normalt ikke en salgsværdi, men snarere en sammenligningsværdi, der angiver frimærkets værdi i forhold til andre frimærker. Det var helt normalt, at man ikke kunne gå ned til frimærkehandleren og få ham til at betale katalogværdien for et givet frimærke. At lave prøvningsbevis på et mærke med så lille katalogværdi, var heller ikke normalt, ej heller at man bad en ekspert om at lave en attest på rigtigheden af et sådant frimæærke. En normal attest/prøvningsbevis hos en anerkendt prøver kostede typisk 100 kr. eller mere. Min ide viste sig at være god. Jeg lavde "beviser" på min printer på lidt kraftigere papir end normalt papir og da jeg havde varianterne, som jeg havde sorteret fra og studeret og som lå til grund for nogle af de undersøgelser, jeg har beskrevet i min bog. Prøvningsbeviserne blev udfyldt med de relevante data og så således ud: 30-øres provisorierne Et af mine hjemmekomponerede prøvningsbeviser, hvor antallet lå til grund for oplagsanalyserne af frimærkerne. Min bog på 256 sider fra 2010.   Når folk spurgte mig, hvordan jeg kunne skrive 256 sider om disse få mærker fra 1955-1956 - der blev kun udgivet fem forskellige typer - kunne jeg ikke dy mig for at svare: "Det er selvfølgelig et spørgsmål om at begrænse sig!" De få prøvningsbeviser, jeg først havde lavet og som jeg viste til mine venner i frimærkeklubben, solgte jeg typisk for 50 kr./stk, men indgik herefter en aftale med Nordfyns Frimærkehandel ved Erling Daugaard, som jeg havde sendt et prøvningsbevis til. Daugaard sagde, at han gerne ville købe mine "12 2/3 mm" dubletter, hvis jeg ville lave prøvningsbeviser på dem. Jeg havde på det tidspunkt 1000 stk., som jeg havde brugt til mine undersøgelser og som lå til grund for mine oplagsanalyser. Jeg solgte dem til Nordfrim for 25 kr. / stk. med foto og frimærke og en fuld analyse af det enkelte mærke. Her i 2017 må disse små prøvningsbeviser stadig være i høj kurs hos samlerne, da jeg sjældent ser dem til salg, så det var en ganske god ide, jeg fik dengang. Mine "12 2/3 mm"-dubletter blev således solgt for en "bagatel" af 25.000 kr., som bl.a. blev brugt til at købe en indenbords motor til Pernille: En 7,5 hestes Volvo MD5A. Erik Kühnau skulle også bruge en sådan motor til sin indkøbte Nordborg 26 så vi fik en rabat på 10 % ved at købe to motorer. Jeg tænkte efterfølgende tit på at gentage "kunststykket" med prøvningsbeviserne, men jeg var færdig med mine undersøgelser, færdig med at skrive artiklerne og fik aldrig samlet tilsvarende antal og siden 2005-10 har jeg, som vist nævnt, solgt mine frimærkesamlinger og har koncentreret mig om at skrive om dem i stedet (samt skrive min anden bog: Den Danske postetat 1624-1927(1985). Jeg var nu heller ikke sikker på, at Erling Daugaard fra Nordfyns Frimærkehandel ville være med til den spøg igen. Jeg havde således garanteret for ægtheden af alle mærkerne som Daugaard købte, men sagde til ham, at hvis han kunne finde een med en fejl, jeg havde lavet, ville jeg give ham 10 andre i stedet - og på et tidspunkt sagde han - nok for at prøve mig, at han havde fundet en, men jeg fik den ikke, da jeg bad om den og ville ombytte den med 10 andre, så det var nok "en test", han lavede. Jeg har nu ikke efter handelen fået blot en enkelt retur, så jeg har altså været omhyggelig nok. Min anden og således mere stillesiddende hobby gik således godt i spænd med sejleriet og finansierede noget af det udstyr, vi gerne ville have. Kassekreditten i banken var nu også en god og nødvendig buffer.

Vi havde i den første sejlersæson heller ikke en sprayhood, hvilket vi absolut fortrød, da "sommeren" i de 14 dage i 1978, vi sejlede, var ret kold og vi og vores stakkels unger måtte pakkes ind i varmt tøj og store vinterhandsker, når de var oppe i cockpittet.
    Selv om det var koldt, var det ikke særligt blæsende og ungerne nød faktisk at være nede om læ, hvor de legede utrolig godt i forkahytten og salonen. Det var umuligt for dem at lege i cockpittet, da der ingen læ var. Man siger gerne, at man bliver søsyg, hvis man opholder sig under læ, men vi er alle det, der kaldes søstærke, så ingen af os havde problemer, når båden duvede lidt. Dorte, den yngste fik på et tidspunkt en snert af søsyge, som hurtigt gik over, da hun kom op i cockpittet og afløste mig som kaptajn!

 
Forkahytten var spækket med legetøj - primært legoklodser og dukker. Vi skulle ikke risikere, at ungerne savnede noget at lege med.
Inga siger, at de to billeder er taget et par år senere end i 1978, men det gør vel ikke noget?

Vi havde i de første par år heller ingen VHF-radio, da det var en luksus, som vi ikke syntes, at vi havde råd til, og som vi ikke syntes, at vi havde særlig behov for, da vi sagtens kunne klare vores evt. samtaler med land fra telefonbokse i de havne, vi lå over i. Vi fik dog behov for en VHF-radio et par år senere - se kapitel 2.

På det første 14 dages sommertogt i 1978 kom vi først til Langøre på Samsø og sejlede lige så roligt ind for at ville lægge os uden på andre sejlere, der lå i "kanalen" - den sydlige del af havnen, hvor der ingen fortøjringspæle var - alle pladser mellem pæle var optaget. Vi råbte til de sejlere, der allerede lå i kanalen, at vi gerne ville have lidt hjælp, da det faktisk var allerførste gang, vi skulle fortøje i en anden havn og uden på en anden båd.
    Det betød, at bådene i kanalen fik travlt med at plastre deres både til med fendere, så vi ikke forårsagede ulykker på deres både og jeg har aldrig set så mange fendere komme på plads på så kort tid! Der var dog ingen fare og vi lagde til uden på en anden båd uden problemer - og krydsfortøjede, som man bør. Sejlere er normalt meget hjælpsomme. Vi blev et par dage i Langøre og der var masser af sejlere, som vi kendte, og som også kom fra Kaløvig og ungerne morede sig med børns favoritsport i havne: Fiskede krabber sammen med de andre børn.

  
Vores tro følgesvend: En gummibåd, der var et fantastisk godt legetøj for børn og voksne. Ungerne lærte hurtigt at håndtere gummibåden og kunne faktisk med det samme ro rundt i havnen.

Fra Langøre sejlede vi til Snaptun og jeg kan huske, at havnekaptajnen i Snaptun gjorde vrøvl over, at vi ikke havde navn på båden. Det beklagede jeg selvfølgelig og fortalte, at hun allerede var navngivet: Pernille - jeg havde endnu noget lærdom tilgode! I Snaptun så vi, at en af vejene hed "Nørbyvej", men jeg blev ikke klar over, om det var navnet efter en person eller efter en by.

Postkort fra Snaptun fra omkring 1980.

I sommeren 1978 nåede vi faktisk ikke længere sydpå end til Assens, da vi tilbragte flere dage i hver havn - vi var jo absolut begyndere og vi ville ikke jage afsted. Ser vi på kortet, er afstanden fra Kaløvig, vores hjemhavn, til Assens ca. 70 sømil, så det var ikke noget imponerende, der på nogen måde kunne stikke Kløverdals sejlerreportager eller de langt senere "Kurs mod Fjerne Kyster"-udsendelser i flimmerkassen! Så jeg afslutter dette kapitel med nogle "sommerbilleder" fra hjemturen fra Assens:

Lica. Dorte. Man kan fornemme, hvor koldt det var! Velfortjent hvil efter strabadserne. Men vi nåede "det hele" og vejret var i perioder heldigvis ganske behageligt. Vi havde lavet lister over de ting, vi skulle lave, så Pernille var klar til et nyt togt det følgende år: Sprayhood, cockpittelt og læsejl i cockpittet var ting, der skulle laves - ligesom vandinstallation og søtoilet, og alt det nåede vi faktisk også. Vi kunne så håbe på en varmere sæson i 1979, for sommeren 1978 var bestemt ikke noget at skrive hjem om. I resten af sæsonen sejlede vi kun få småture, som fx til Rønnen i bunden af Begtrupvig. Vi sørgede for, at vi kun sejlede i godt vejr af hensyn til ungerne, som vi ikke ville udsætte for yderligere "vintersejlads" og det passede ungerne fint, så legesagerne blev flittigt benyttet i weekenderne. Vinteren 1978/79 Da båden var kommet på land og placeret i sit stativ på havnens vinterplads, lavede jeg som sagt de sidste ting færdige. Jeg savede håndvasken af den nederste inderskal og lavede en teaktræskasse, som den afsavede håndvask kunne placeres i. Det er lettere at vise billeder af min konstruktion end at beskrive den med ord: Opslået håndvask.   Nedslået håndvask. Toiletsædet burde have været slået op! Den automatiske omskifterventil (selvfølgelig indbygget i en lille teakkasse). Vandpumpen (fodbetjening) var sat fast på dørken i toiletsektionen og når man betjente pumpen, og vasken var oppe, blev vandet ledt til toilettet. Var vasken derimod nede, sørgede ventilen for, at vandet blev ledt til vandhanen i vasken, så man skulle huske at slå "toiletsædet" op på toilettet. Glemte man det, pjaskede det lidt med (rent vand), så det var ikke den store katastrofe. Pumpen var en fodpumpe magen til pumpen ved pantryet. Systemt virkede fantastisk godt og jeg var ret stolt af min konstruktion. Jeg fortalte den også til Mogens Lorentzen, men han brugte vist ikke denne konstuktion, muligvis fordi det gik ud over størrelsen af toiletsektionen. Vinteren 1978/1979 Efter hjemkomsten efter sommertogtet 1978 lavede jeg båden helt færdig og vi købte en sprayhood; cockpitteltet anskaffede vi os først et par år senere. Vi fattede efterfølgende ikke, at vi havde kunnet undvære en sprayhood, læsejl (side"sejl") i cockpittet og toilet og ferskvandssystem, men det er jo altid et spørgsmål om priorietering - både tids- og pengemæssigt. Ved konstruktionsændringen af toiletsektionen var denne blevet 30-40 cm smallere og den originale toiletdør var erstattet af en hel plade, der fungerede perfekt som dør, og som lukkede ind mod salonen i stedet for forud mod forkahytten. Det var, efter min egen mening, en ganske fin løsning, da det gjorde forkahytten længere i bagbords side, hvorved den blev lidt mere rummelig. Det havde krævet, at Bandholmværftet leverede lidt anderledes dele af apteringssættet til forkahytten end normalt, men det havde ikke været noget problem for værftet, og jeg kom ikke til at betale ekstra for den ændring. Det betød dog også, at jeg selv måtte konstruere hjønestolpen til toiletsektionen, men jeg købte en teak-"pind" af passende dimension og på en rundsav tilskar den i den rigtige dimension og savede de nødvendige riller i "pinden", så toiletsektionens plader passede perfekt i de 1 cm brede og 1 cm dybe riller. Jeg havde, som nævnt, også fravalgt den normale loftssektion i det håb om, at jeg fik ståhøjde i kahytten, men det fik jeg nu ikke. Loftet blev i stedet beklædt af trælister i lys ask. Det var ganske pænt, men jeg havde også skelet til Jørgen P's loft i hans Drabant 33 "Victoria", som jeg syntes var meget fint. Jørgen P(edersen) (1943-2011) var en af vores særdeles gode sejlervenner, og som i en periode var formand for vores Kaløvig Bådelaug ved Studstrupværket. Når vi sejlede i weekenderne, fulgtes vi næsten altid med Erik og Ulla Kühnau, som havde - først en LM22 ("Fie"), senere en meget smuk båd: Nordborg 26, "Dyveke" og til sidst en Drabant 30 "Ofelia". Vi fulgtes også med Jette og Jørgen Pedersen, som havde en Drabant 33, "Victoria", Else og Thomas Holmen Andersen, som havde en Ballad "Yankee", samt med Lise (†) og Ole Elbrønd (21.07.1926-16.09.1999), som også havde en Drabant 33: "Moses". Vi havde meget hyggelige weekender ved Rønnen i Begtrupvig, Langøre på Samsø eller i Tunø Havn, alt efter, hvad vi besluttede os for at weekendmålet skulle være. Back - 11.03.2017 - Email