| Bandholm 27 - Nr. 34: S/S "Pernille" Efterfølgende er et nostalgisk tilbageblik til den tid, hvor min familie og jeg sejlede i de danske farvande i vores 27 fods Bandholm sejlbåd: S/S "Pernille".
Vi lærte i de efterfølgende år Danmark at kende fra søsiden og vi har senere glædet os over alle minderne fra vores sejlture. Nogle er mere mindeværdige end andre, men i 15 år havde vi faktisk ikke en eneste rigtig dårlig sejleroplevelse - ud over de sædvanlige hårdtvejrs-sejladser, som ingen sejler vist slipper for. Større sejlbåd? Vi talte nu også om, at hvis vi skulle skifte til en større båd, kunne vi kun få råd, hvis vi solgte vores sommerhus - og det ville vi ikke. Derfor skrinlagde vi planerne om større båd og beholdt både båd og sommerhuset. Vi havde også talt om, at det måske snart var på tide at "gå i land" og vende tilbage til sommerlivet i sommerhuset - vi blev så enige om snart at sælge sejlbåden, hvilket vi gjorde i sommeren 1993, og vendte tilbage til at feriere i vores sommerhus ved Begtrup Vig på Mols.
Forhistorien for vores VHF
Men tilbage til vores specielle "VHF-radio" i 1979
Vi havde stadig ikke VHF ombord, og da vi som sagt gerne gerne ville have et par "træf" med Ulla og Erik, som heller ikke havde VHF-radio på det tidspunkt, fik Ulla en genial ide: Når vi kom i havn, kunne vi ringe til hendes mor (Edith Clara Haldbo. 16.02.1917-22.12.1995), dyrlægeenke i Grindsted og oplyse hvor, vi var og hvor, vi regnede med at skulle hen. Det samme gjorde Ulla og Erik, og så aftalte vi simpelthen med "Grindsted Radio", hvor vi skulle mødes. Det var noget, der passede fru Edith "Grindsted Radio" Haldbo godt, da det var en god adspredelse for hende: Hun var temmelig plaget af gigt og havde svært ved at foretage sig noget aktivt. Vi havde den sommer i hvert fald i 1979 et par hyggelige træf med Ulla og Erik, der kom i stand på den måde. I 1979 var vi for første gang i Tyskland fra søsiden. Fra Sønderborg havde vi sejlet det korte stykke til Langballigau Marina. Alle vores mere erfarne sejlervenner havde fortalt os, hvordan man kunne proviantere toldfrit i de tyske havne, når man kom fra søsiden og skulle tilbage ad samme vej. Selvfølgelig var der restriktioner, så man ikke kunne købe uanede mængder af nydelsesmidler, men vi havde en vejledning med fra det danske toldvæsen, så vi kunne overholde loven og ikke smugle spiritus eller tobak ind i landet. I Langballigau havde vi fået udleveret en bestillingsseddel, hvor vi kunne angive varer og mængde og så aflevere bestillingssedlen sammen med et af vores pas til købmanden, som sørgede for den videre ekspedition. Vi kunne hente varerne næste dag og udklarere dem hos den tyske tolder. Vi havde købt det, vi måtte af vin og spiritus (15 kr. for en liter snaps!), men af det almindelige "livsvigtige", såsom slik og chokolade, var der ikke restriktioner, så da vi skulle udklarere og ungerne så, hvad tolderen kontrollerede, var det svært for dem at holde begejstringen i ave - til stor moro for den tyske tolder, der ikke kunne lade være med at smile, selv om han må have oplevet situationen en million gange. Vi husker specielt Dageløkke på Langeland, hvor vi havde havde aftalt med "Grindsted Radio", at her kunne vi mødes med Ulla og Erik. Vi kom direkte fra Tyskland og det blæste lidt for pænt fra vest, så vi havde stærk medvind ind gennem havneindløbet og måtte have lidt for meget fart på for at have styrefart i havneindløbets lidt høje bølger.   Fotos taget i 2017, hvor vi havde en nostalgisk tur i det sydfynske og på Langeland for bl.a. at gense et par steder, vi havde besøgt som sejlere. Her Dageløkke - en kold forårsdag.
Vi måtte derfor vælge den første og bedste båd at fortøje uden på og det passede bestemt ikke bådens ejer, som forsøgte at overtale os til at flytte, men der var ingen ledige pladser mellem pæle og vinden var for hård til at jeg efterfølgende kunne få stævnen op mod vinden inde i havnen og få båden drejet, så - efter lidt venlig overtalelse - accepterede han, at vi blev liggende uden på ham, selv om han blev lidt klemt p.g.a. vindpresset på vores båd. Vi havde vist etableret en "aflasterline" til den modsatte bro, som kunne tage noget af presset mod hans båd. Vi forklarede ham, at vi ikke var "fuldbefarne" sejlere, og jeg var endnu ikke helt "dus" med havnemanøvrer i hårdt vejr. Der skete dog intet uheld og alt gik glat ved fortøjringen. Ulla og Erik var kommet tidligt den dag og havde fået en af de ganske få pladser, hvor de kunne fortøje mellem pæle og have stævnen mod vinden. Da jeg så dem, kunne jeg ikke lade være med at råbe til dem: "15 kr. for en liter snaps i transitten!" da de vidste, at vi kom fra Tyskland. I øvrigt ser jeg her i 2017, at Dageløkke Havn er sat til salg, men Fru Nørby synes ikke, at vi - i vores alder - skal købe en havn!
VHF-Radiostation   Selv om jeg, som redaktør af Dansk Filatelistisk Tidsskrift, havde gratis adgang til vores frimærkeudstillinger, brugte jeg til tider det begrænsede certifikatet som partout-kort - det gik fint :-)
Jeg husker ikke hvad certifikatet og kurset kostede, men det tæller jo alt sammen med, og, som man plejede at sige, "at være sejler er ligesom at stå under en kold bruser og rive hundredekronesedler i stykker". Det er heldigvis ikke helt rigtigt, men dyrt er det.
Sidst i 1970erne måtte min svigerfar, Tage Henry Andersen (04.05.1918-12.07.1980), desværre gå på efterløn, pga. "svejserlunger" (KOL), som han havde pådraget sig efter mange års arbejde som svejser hos DSB. Det var sandt at sige et helvede for min s-far, der tit var syg, da han ikke kunne arbejde pga. vejrtrækningsproblemer. Han købte sig derfor ofte nogle fridage, så han - da det var muligt for ham at gå på efterløn, var raskmeldt. Dengang gik man ikke så meget op i at beskytte folk mod forurening, hvilket betød, at mange døde for tidligt af arbejdsrelaterede sygdomme, bl.a. min svigerfar. Min svigermor (Esther Andersen, f. Sørensen - 28.07.1921-31.03.2011), der var hjemmegående, kunne heldigvis stå ham bi i hverdagen, da han var ret hårdt ramt af sygdommen. "Svejser- rygerlunger"/KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom) er en frygtelig sygdom, hvor man langsomt kan blive kvalt p.g.a. iltmangel (idag kan man heldigvis gøre meget for at bremse udviklingen af KOL hos ramte personer- bl.a. kan man, hvis man ryger - holde op med at ryge). Så derfor syntes Fru Nørby, at vi burde installere en VHF-radio i båden. En anden grund var, at fordi min svigerfar og -mor gerne passede "Trine", vores Golden Retriver, når vi sejlede. I den første sejlsæson fik vi hunden i hundepension, men da den ikke befandt sig særlig godt ved det, indvilgede min svigerfar og svigermor i at have hunden boende. Svigermor var ikke udpræget begejstret for at skulle passe hunden, men min svigerfar satte umådelig stor pris på hunden og den på ham! så svigermor var i absolut mindretal! Det ville være praktisk, at vi ikke altid behøvede at søge havn, men kunne kaste anker i vores smukke vige og nyde naturen og solnedgangen om aftenen - og alligevel være i daglig kontakt med "Tage og Esthers hundepension" med et opkald via Lyngby Radio. Der er flere gode referencer til Sailor Radioerne, som var fremstillet af SP-Radio i Aalborg. Tag en rundtur med SP-Radio Trine
Svigerfar og Trine
Vi fortsatte så til Maasholm, hvor vi satte Fru Nørby på en bus til Flensborg banegård så hun derfra kunne tage et tog direkte til Aarhus for at hjælpe sin mor i forbindelse med dødsfaldet. Vi havde dog også talt om at vende om og sejle til Sønderborg, men vurderede, at det var hurtigere for Inga at tage bus til Flensborg og herfra til Aarhus. Det skulle vise sig at være noget af en fejlvurdering. Da samtalen kom igennem hørte vi, at s-mor sagde til Inga, at svigerfar var død (vi havde ekstrahøjtaler monteret over kahytsnedgangen), og vi fældede alle en tåre. Else og Thomas, som også var på vej til Maasholm, fortalte om aftenen, at de også havde hørt Lyngbys opkald til os i deres VHF-radio.
Vejret var, som jeg husker det, lidt blæsende fra nord-nordvest, så vi kom hurtigt og problemfrit ind til Maasholm og fik fundet en god plads. Vi sendte derefter Inga afsted på egen hånd til Flensborg, hvorfra hun kunne tage tog til Aarhus. Hun var bestemt ikke begejstret for at tage af sted på egen hånd ud i det fremmede, men det ville tage mange dage at sejle hjem, så det var altså den beslutning, vi fandt bedst. En anden grund til, at vi gerne ville til Maasholm var, at vores marinetoilet var helt tilstoppet af toiletpapir. Pigerne var ikke helt dus med, at man ikke blot kunne bruge uanede mængder af papir. Det havde simpelthen sat sig fast i pumpen og vi havde måttet tage det gamle bækken i brug, mens vi sejlede. Inga mente ikke, at vi alle behøvede at tage til Aarhus, så jeg måtte se frem til, at jeg skulle rense toiletpumpen, når vi kom til Massholm. Heldigvis tog Else pigerne med op og fik dem i bad og underholdt sig med dem, mens jeg adskilte toiletpumpen og fik den renset helt for fastsiddende papir - og en "liflig" odeur bredte sig ombord og omkring "Pernille"! Jeg havde været så forudseende at advare de nærmest liggende sejlere på broen, men det var ikke uvant for nogen, at noget gik i stykker under sejladsen!
Henning Jensen / Flensborg Banegaard Ved et usandsynligt held/tilfælde var der pludselig een, der henvendte sig til Inga på banegården: "Hvad søren, Inga. Hvad i alverden laver du her?". Det var vores gode ven, Henning Jensen, Løgten, auktionarius i Jysk Filatelistklub, Aarhus, hvor jeg var formand! Han var på besøg hos sin kusine Birthe, der var gift med tyskeren Uwe Dahnke, og de boede i Flensborg. Vi har prøvet at finde ud af, hvorfor Henning lige netop befandt sig på banegården, men ingen, heller ikke hans hustru Aase, kan helt huske det, men han skulle vist købe lidt slik til aftenen. Inga måtte forklare ham, at hun var regulært strandet og ikke kunne komme videre den dag. "Det er intet problem", sagde Henning. "Du kommer med os hjem til Uve og overnatter på sofaen til næste dag! Så får vi dig af sted til Aarhus!" Fantastisk og virkelig et flot træk af Henning - men sådan var han! Når jeg skriver "var" er det fordi Henning desværre døde alt for tidligt efter følgerne af en meningsløs bilulykke i Løgten, hvor han fra en lille sidevej kørte lige ud foran en bil, der ingen chance havde for at undgå ham. Inga kom uden yderligere problemer hjem til sin mor, som fortalte, at hun havde været noget bekymret over, hvordan Trine ville takle situationen. Hun havde ladet døren til soveværelset, hvor s-far lå, stå åben, men Trine gik kun en enkelt gang derind, snusede lidt til s-far og gik så ud igen uden senere at vende tilbage til soveværelset! Det var tydeligt, at den var klar over og afklaret med situationen. I løbet af et par dage kom Inga tilbage til os og vi begav os på en begivenhedsløs tilbagetur til vores hjemhavn KBL i Studstrup. Tak
I næste kapitel: vores rigtige VHF. |
||||||||||||||||||
 |
|
