Forlaget Nørbyhus

Indledning til DDPE-III 525 Brevsamlingssteder, Postkontorer; thi faktisk høre de dog til Kontorer; ved Expeditioner vil man forstaa noget andet, dette Navn passer ganske til Filialer paa Banegaardene, hvor kun expederes Post, og til de bevægelige Kontorer, men selv disse kaldes jo nu "Kontorer". En Adskillelse paa Benævnelserne af de regnskabsførende og de ikke-regnskabsførende Poststeder, kunde maaske have Noget for sig; thi her er der en Forskjel i Forretningerne, men en ensartet Benævnelse paa dem alle vilde dog være mest praktisk og blandt Andet medføre en Lettelse med Hensyn til Udfærdigelsen af de ved den daglige Expedition brugelige Regnskabs- og andre Dokumenter. Yttringer i denne Retning ere ogsaa fremkomne under Behandlingen i Repræsentationen af den sidste Lønningslov for Postvæsenet.” Navn Der er gjort store anstrengelser for at finde personernes fulde navn og et utal af kilder er konsulteret. Dog fremgår det altid af biografierne, hvor det fulde navn er fundet, hvis ikke det fremgår af de normale kilder. Fratrådt og Etat De koder, der er angivet i rubrikken ”Fratrådt” samt i rubrikken ”Etat”, er: Fratrådt Etat A B D F S U † Afskedsdatoen Begravelsesdato Dispenseret fra embedet Herefter fortsat i ny stilling Suspenderet pr. anførte dato. Udnævnelsesdag for afsked eller for ny stilling Død - DSB M P T TP P&T Ej fra en etat Danske Statsbaner Militær person Postvæsenet Telegrafvæsenet Tysk Postvæsen Post- og Telegrafvæsenet Hvis der fordres uddybende kommentarer til personers ”fratrædelse” findes sådanne ved deres biografier i DDPE-I. Etat I postvæsenets første tid - og mange år fremover - var de forskellige postembeder naturligt ikke besat af postuddannede. For det første fordi der ingen uddannelse fandtes, men også fordi postembederne ikke kunne give udøveren et rimeligt udkommende, hvorfor et postembede normalt var en udøvers sekundære erhverv. Private personer uden postuddannelse eller af anden ”ukendt beskæftigelse/uddannelse” anføres blot med en vandret streg. Senere blev de fleste embeder besat af postuddannede folk, der er mærket med ”P”. Som en naturlig ting i udbyggelsen af kommunikationsnetværket blev der med jernbanernes indførelse oprettet posthuse ved jernbanestationerne og sådanne bestyredes normalt af jernbanefolk. ”Koden” for sådanne er naturligt ”DSB”. Militæres fortrinsvise ret til ansættelse Fr. Olsen skriver (FO4, s. 190): ”Ved Besættelsen af Embederne spillede det militære Element en fremtrædende Rolle. Ved kgl. Res. af 18. Maj 1804 var Adgangen til visse Postmesterembeder forbeholdt Underofficerer, men ved Reskript af 28. April 1842 var alle Postembeder, hvis Indtægter oversteg 500 Rdl., og hvis Forretninger var passende for Officerer, saavel som i Reglen alle Postmesterembeder, om ogsaa deres faste Indtægter ikke udgjorde 500 Rdl., udtrykkeligt forbeholdt pensionsberettigede Officerer, og yderligere var det i Reskriptet udtalt, at foruden de her nævnte Embeder vilde fra Tid til anden betydeligere og mere indbringende Embeder i Postfaget blive besatte med ældre pensionsberettigede Officerer. Hermed var i Virkeligheden alle Postmesterembeder forbeholdte Officerer, og under Treaarskrigen var selvfølgelig Antallet af Officerer, der maatte søge Afsked, forøget. I Aarene 1849-1859 blev derfor ogsaa af 81 ledige Postmesterembeder de 42 besatte med Militære eller Mænd udenfor Postetaten, medens 39 besattes med Fagmænd. Af de med Militære besatte Embeder var de 19 ”indstillede militært”, det vil sige, at Indstillingen var foretaget af Krigsministeriet, uden at det Ministerium, hvorunder Postvæsenet sorterede, eller Generalpostdirektøren havde haft nogetsomhelst hermed at gøre”. Det er oplagt, at denne ordning havde sine modstandere. I nogle tilfælde var den militært uddannede postmester kun postmester af navn og ikke af gavn. Ved kgl. Res. af 29.09.1860 overgik indstillingsretten til finansministeriet (på dettes foranledning) og det bestemtes på finansministeriets foranledning, at ”den Krigsministeriet hidtil forbeholdte Ret dels til Indstilling, dels til Udnævnelse til nogle Em- beder under Told og Postvæsenet overgik til Finansministeriet, men at der skulde indrømmes de Mænd, der indtraadte i Armeen som Reserveofficerer, naar de forøvrigt maatte være i Besiddelse af de fornødne Kvalifikationer og derhos havde erhvervet den specielle Fagdannelse, som i hvert enkelt Tilfælde fordredes, fortrinsvis Adgang til forskellige Embeder og Bestillinger under Told , Post og Telegrafvæsenet … ”. ”De tidligere kongelige Resolutioner om Militæres Adgang til Postmesterembeder blev vel ikke ophævet, men nu var det dog Finansministeriet, som havde Indstillingsretten til alle disse Embeder og kort efter, at den kongelige Resolution angaaende Reserveofficerers Adgang til Postembeder var afgivet, anmodede Generalpostdirektøren i Cirkulære af 17. Novbr. 1860 Postkontorerne om at gøre de ved samme ansatte Fuldmægtige og Kontorister opmærksomme paa, at, naar de ikke med det første kunde vente at komme i Betragtning til Ansættelse i de i Resolutionen nævnte Stillinger, vilde det være nødvendigt, at de hos Krigsministeriet søgte Adgang til at blive uddannede som Reserveofficerer. Hermed tilsigtede Generalpostdirektøren selvfølgelig at bevare Stillingerne for de i Postfaget opdragne unge Mænd”. Dette forhold, med varierende bestemmelser, varede over 100 år, nemlig til og med lønningsloven for statens tjenestemænd af 12.09.1919 med ikrafttræden 01.10.1919. Beskrivelsen af dette forhold er et absolut spændende stykke posthistorie, men det falder uden for denne bogs rammer at give en uddybende beskrivelse, hvorfor der her kun henvises til nogle udvalgte steder i litteraturen, hvor man kan læse om dette forhold. Givet er det, at mange militærfolk i ledende stillinger i postetaten af faguddannede postfolk blev betragtet som nogle umuliusser. Af relevant litteratur kan nævnes: Tidsskrift for Postvæsen, nr.