Forlaget Nørbyhus

Kappitel 2. 30-øres provisoriernes grundmærker 49 hærdede nåle med diameter på 0,90-0,95 mm. Efter perforering af ca. 80.000 ark var nålene blevet ca. 0,03 mm tyndere og måtte udskiftes. Desuden måtte man ca. hvert halve år øge tykkelsen af nålene med ca. 0,01 mm, da stansepladernes huller også blev slidte. Man begyndte med 0,90 mm tykke nåle og endte med 0,95 mm tykke nåle inden perforatoren måtte have nye stanseplader. Udboringen af hullerne i stansepladerne blev ikke altid foretaget med lige stor nøjagtighed, og der forekom mange større eller mindre forskydninger i hullernes indbyrdes placering, hvilket kan ses i de perforerede frimærker. Det betyder, at alle de til Fr. IX, 20 og 25 øre rød anvendte perforatorer havde deres specielle kendetegn i form af uregelmæssigt siddende perforeringshuller. På baggrund af dette er det muligt at skelne perforatorerne fra hinanden. Fig. 2-36. Overpart af en perforator til perforering af ark med frimærker af ”almindelig frimærkestørrelse”. Optegnelser over de enkelte perforatorers brug på danske stålstiksfrimærker blev første gang foretaget af Aage Tholl, Kalundborg, der sammenholdt Frimærketrykkeriets maskinjournalers oplysninger med studier af marginalfireblokke fra de forskellige frimærkeoplag, og på frimærkeudstillingen ”Centidan 51”, Charlottenborg 1951, viste Tholl et eksponat med et studium af perforatorkendetegn ved de perforatorer, der blev anvendt ved perforeringen af de første danske stålstukne frimærker. Tholl viste, at det alene med marginalfireblokken var muligt at identificere den anvendte perforator. Dette studium blev fortsat af Tholl og Tom Plovst indtil ca. 1960, idet perforatorerne efter denne tid blev lavet så perfekte, at det var umuligt at skelne de forskellige perforatorer fra hinanden. Efter oplysninger fra Sundgaard, i hvis bog, SPB s. 120, der er en beskrivelse af perforatorerne, blev perforatorerne navngivet af Tholl og Plovst: Perforator 1B, 2B, 1C, 2C, 1D og 5A. Tholl demonstrerede i Politikens Frimærkenyt nr. 32/1958 af 20.04.1958 at perforatorkendetegn kunne bruges til possitionsbestemmelse af løse mærker, idet redaktør Christian Dahlerup Koch bragte et indlæg fra Tholl, der fra Svend Gotfredsen, Dragør, havde modtaget varianten ”12 ⅔ mm” med arkrand foroven. Tholl fandt vha. perforeringens kendetegn, at mærkets placering var nr. 7 i arket (se kapitel 7, fig. 7-2). I midten af 1970erne, hvor Tholl havde afsluttet sit studium af perforatorernes brug, stillede han sine undersøgelser til forfatterens disposition. Forfatteren udvidede undersøgelserne til også at omfatte perforatorstudierne på mærker trykt på forskellige typer papir og har undersøgt et større antal marginal- fireblokke med oplagsnumre, både forfatterens egne, men også andres, der velvilligt er stillet til rådighed af bl.a. Knud Juul, Århus, og Henning Poulsen, Horsens. Selv om maskinjournalerne ikke direkte anfører perforatorernes betegnelser, er perforatorskift blevet anført med bemærkningen: ” Perforatoren skiftes “, og det har været muligt ud fra undersøgelse af marginalblokke fra de forskellige oplag at sætte ”navn” på perforatorerne. Forfatteren har kunnet supplere Tholls undersøgelser hvad angår brugen af de forskellige perforatorer under trykningen af de