Forlaget Nørbyhus
Kapitel 15. Historien om ”Skive-arket” 155 Kapitel 15 - Historien om ”Skive-arket” En personlig oplevelse i sagen om ”Skive-arket” - Fr. IX 30/20 øre med dobbelt ”Overtryk 1” Som nævnt i kapitel 1 var der fire filatelister, Aage Tholl, Kalundborg, Aksel Elkjær, Middelfart, Georg Østergaard, Aalbæk, og Tom Plovst, Horsens, der var klar over, at der skulle gøres en særlig indsats for at finde frem til hvilke frimærkeoplag af 20- og 25 øre rød, Fr. IX, der var blevet overtrykt til 30-øres provisorier, idet P&T ikke kunne/ville oplyse dette. Dengang kunne man ikke abonnere på marginal- fireblokke med oplagsnumre, de såkaldte marginalnumre. Ordningen med abonnement på marginal- numre trådte først i kraft omkring 1967-68. Forfatteren har i mange år haft et særdeles tæt samarbejde med Tom Plovst, som havde en formidabel viden om de danske stålstukne frimærker og samarbejdet resulterede bl.a. i flere artikler om 30-øres provisorierne fra forfatterens hånd. Af gode grunde - forfatteren var kun 12 år gammel i 1955 – begyndte samarbejdet først lang tid efter udsendelsen af 30-øres provisorierne, men Plovst fortalte i sin tid, hvad han havde oplevet da 30-øres provisorierne blev udgivet. Plovst var umiddelbart efter udgivelsen af 30/20 øre, type I-provisorierne, 20.10.1955, i kontakt med bl.a. Skive Postkontor for at få oplysninger om de ark 30-øres provisorier, der var blevet leveret til Skive. ”Under jagten på 30-øres provisoriernes marginalnumre kontaktede jeg telefonisk, få dage efter udgivelsen af de første 30-øres provisorier, postmester Aage Fock, Skive Postkontor. Postmester Fock fortalte velvilligt, hvad Skive Postkontor havde fået, og jeg bestilte nogle arkdele hos ham. Stor var min forbavselse, da jeg modtog de bestilte arkdele, idet der samtidig medfulgte et enkelt mærke med dobbelt overtryk, som jeg kunne erhverve for en pris af 30 øre – pålydende, hvad jeg selvfølgelig betalte. Jeg kontaktede igen postmester Fock og fik oplysning om, at en postassistent ved skranken på postkontoret havde bemærket, at et af de til ham udleverede ark 30-øres provisorier fra postkontorets beholdning så anderledes ud end de øvrige. Han havde derfor omtalt dette for postmesteren, som købte arket. I denne forbindelse kan nævnes, at Postmester Aage Fock sendte et eksemplar, mærke nr. 100 i arket med dobbelt overtryk, til daværende redaktør af ”Frimærkesamleren”, Martin Wall, med en forespørgsel om dette var en nyhed, der havde interesse. Mærket blev sendt til Aage Tholl, Kalundborg til udtalelse samt eje for en omtale i ”Frimærkesamleren” (hvor det omtales for første gang i den filatelistiske litteratur 1 ) . Endvidere er jeg vidende om, at Aage Tholl modtog mærke nr. 91 som en foræring fra postmester Fock. Af andre kendte samlere, der modtog eksemplarer af dette dobbelte overtryk, var Mogens Juhl, der fik en fireblok, medens Aage Torben (Skive) fik et enkelt mærke. Dagen efter modtagelsen af et eksemplar med dobbelt overtryk ringede jeg til Fock og på min foranledning blev arket - eller rettere det, der var tilbage - fotograferet 2 . Fock sendte et billede af det til mig. De senere opståede problemer vedrørende ”Skive-arket”, (som belyses i det herefter følgende. F. a.), var indirekte foranlediget af, at fotografen indsendte dette billede til dagspressen, samt af, at en samler, der havde henvendt sig til postmester Fock, ikke havde kunnet erhverve et eksemplar med dobbelt overtryk. Aage Fock solgte senere resten af arket til Aarhus Frimærkehandel, der i AFA 1960-kataloget noterede mærkerne til 200 kr. pr. stk.“ Tom Plovst stillede velvilligt sin korrespondance til forfatterens rådighed og her er et uddrag af det første brev fra Postmester Fock i Skive til Tom Plovst. Brevet er dateret 24.10.1955 (mandag), altså kun fire dage efter udgivelsen af de første 30-øres provisorier: 1 Frimærkesamleren, nr. 11/1975. ”Fejl i de nye provisorier“. 2 Dansk Filatelistisk Tidsskrift nr. 6/1975, side 172-180: ”Dobbelte overtryk i 30-øres provisorierne“. Af Toke Nørby.
Made with FlippingBook
RkJQdWJsaXNoZXIy NjEzNTY=