AROS 80-kataloget, s. 9-13: Om at udstille
af Aage Kabell

Den konkurrerende opvisning af frimærker er en sportsgren med regler og råd, som kan føre til alting og ingenting.
    Reglerne siger f. eks., at man skal eje de mærker, man udstiller, og at man ikke må udstille såkaldte spærreværdier og andre skadelige udgaver fra forskellige mere eller mindre mærkelige lande. Der gås ud fra, at man selv sætter mærkerne op, og at man selv forfatter og skriver den pyntelige tekst, som kan give udtryk for viden om sagerne.
    Hertil kommer gode råd om ikke at blande brugt og ubrugt på én planche; om at skifte mellem vandrette rækker af lige og ulige antal mærker, så der ikke bliver lodrette gader op gennem planchen; om at holde ensartet afstand mellem overkant af opsætning og overkant af blade; om at forankre eksponatet i klassisk materiale fra midten af forrige århundrede; om at give det naturlig begrænsning og afrunding; om at markere sin viden, men ikke at overtage almindelig katalogtekst; og om ikke "i større omfang at vise førstedagskuverter", som selveste "dommerkommiteen" udtrykte det i vort fornemste tidsskrift efter FALCOPHIL 1970.
    Yderligere vejledning kan fås ved et blik på de retningslinjer, hvorefter samlinger er blevet bedømt med henblik på 100 mulige points, altså nogenlunde som ved dyrskuer: opsætning og almindeligt indtryk, der ud fra eksponatets art kan give 10 eller 15 points; omfang og komplethed, indtil 15 eller 30 points; opbygning, bearbejdelse og idé, indtil 20 eller 25 points; filatelistisk viden, indtil 10, 15 eller 25 points; sjældenhedsgrad, indtil 25 points; kvalitet, indtil 10, 15, 20 eller 25 points.
    Som det ses af de forskellige mulige pointstal, er det vigtigt at finde den korrekte betegnelse for samlingen. Man skelner på dyrskuer mellem f. eks. høns og hornkvæg; filatelister skelner mellem katalogsamlinger, specialsamlinger, studie- og stempelsamlinger, posthistoriske samlinger, temasamlinger og motivsamlinger. Man må med venners hjælp finde ud af, hvad etiketterne betyder, og man skal ikke prøve at sætte sig mellem stolene. Man skal være omhyggelig med at give materialet en forsvarlig titel, så det f. eks. ikke fremtræder som "Island", hvis der menes "Island indtil 1943".
    Det kan for manden på gaden være vanskeligt at få klarhed over mængden af vejledende bemærkninger og at danne sig et begreb om, hvad det hele skal gå ud på. Eksempelvis mener omtalte dommerkomité efter FALCOPHIL 1970, at "begrænser man sig til et enkelt mærke, skal samlingen have et enormt omfang", medens et erfarent dommermenneske med henblik på DAFILA 73 oplyser: "en studiesamling over et enkelt mærke har et meget lille omfang". En af landets både som udstiller og dommer mest aktive filatelister sammenfattede yderligere et par år efter - stadig i samme tidsskrift - sin erfaring således: når man får mærkerne tilbage, "viser det sig, at der var heller ingen dommere på den udstilling, som havde forstand på ens eksponat".
    Dommerkomiteen på internationale udstillinger har som regel forstand på en hel del. Men ærgerligt var det naturligvis for en af vore store landsmænd på PHILASERDICA i Sofia 1979 at se sit stærkeste stykke dansk post fra Bergedorf dømt som falskt, når det nu var ægte og havde kostet en formue.
    På en national udstilling kan det nok være vanskeligt at træffe dommerekspertise i mindre dyrkede områder, selvom disse har været anmeldt til udstillingen et godt stykke tid forinden. Det må vække til eftertanke, at den mest agtværdige klub med hurtig adgang til bred dommerekspertise kan have besvær med at kende forskel på falsk og ægte i klassiske områder på storauktionerne, for ikke at tale om udvalgssendingerne. Gud ved, om vores høje dommere har tid og kræfter til at finde forskel på falskneren Speratis mesterværker og den rene vare, og om der er en moders sjæl her i landet, der kan udtale sig om franske kolonialovertryk i almindelighed. Offentligheden har ikke adgang til den nødtørftigste faglitteratur om emnet.
    De fleste, der prøver lykken som konkurrerende filatelister, føler sig undervurderet, så det støver. Der er navnlig koldt på toppen. Udstillingsvæsenets historie giver genlyd af brøl over lille guld for stort guld; underkendte samlinger er blevet flået ud af rammerne og solgt på stedet til forbipasserende for millionbeløb. Også jævne mennesker kan have svært ved at kende deres eksponater igen ud fra de påløbne bemærkninger. Det skal ikke overraske, at man høster kritik angående uensartet overkant eller "flere breve på en planche", og at man derefter ser en samling præget af nævnte ejendommeligheder liste hjem med grand prix international fra CAPEX 78 i Canada.
    Også trossætningen om adskillelse af brugt og ubrugt er af begrænset sandhed. Mærkerne ser rigtignok bedst ud således; farverne og spændingen i papiret er ikke den samme før og efter brug og afblødning. Men der ligger en historie bag, når nogle udgaver er billigere ubrugt end brugt, og denne historie træder kun frem, når man viser disse mærker ubrugt imellem de andre brugt. Dogmet bygger på en æstetik, der forhindrer antydning af en dybere sammenhæng. Og det gælder også andre dele af vor dommerkatekismus.
    Man kan beklage, at f. eks. "flere breve på én planche" og øvrig overtro håndhæves tilfældigt og uden føling med internationalt niveau. Men uhyggen omkring den konkurrerende filateli beror i højere grad på andre omstændigheder.
    Hvad skal det sige at eje de mærker, man udstiller? Må man samtidig have kassekredit på grundlag af sin almindelige velstand, der altså hermed vil være belånt i sin helhed? Må man ved en fejltagelse have købt over evne før udstillingen og sælge det købte kort efter, når ens checkkonto skal rettes op? Må man have købt godbidderne kort før udstillingen med garanti for tilbagesalg til leverandør med uændret - eller nedsat - pris kort efter udstillingen? Må man have byttet sig til rariteterne kort før udstillingen under aftale om tilbagebytning kort efter? Enhver nogenledes avanceret filatelist har nok været genstand for følere omkring disse overgangsformer til leje og lån, og ingen nogenledes avanceret filatelist er nok i tvivl om, at ganske højt præmierede samlinger har været forstærket med løseligt maskerede lån fra venner og handlende. Der er højst sandsynligt handlende i det store udland, som gerne sender kunder, der har købt bravt, meget vigtige ting "til påsyn" for den tid, det kan tage at få dem igennem en udstilling.
    Og hvordan har det sig med de udstillede rariteter selv? De kan fås i tilsyneladende overdådige eksemplarer til 20 pct. af normalprisen med bagsidereparationer, som dårligt kan afsløres i mikroskop og kvartslys. Den i nyere tid også under økonomisk synsvinkel afsindigt eftertragtede originale gummiering af ubrugte klassikere kan nu eftergøres, så ingen djævel kan se, føle eller lugte forskellen. Dommerne er allerede af tidsmæssige grunde afskåret fra at tage mange plancher ud af rammerne for at se de bedre sager efter fra bagsiden, med eller uden mikroskop og kvartslys, og de er ikke engageret til at rense mærkerne som nødvendigt for en sådan undersøgelse. Totalt ruinerende tynde pletter kan uden omkostninger til reparation dækkes af "gammel hængselsrest", som ikke må fjernes. For konkurrencen grundlæggende begreber som komplethed, sjældenhedsgrad og kvalitet svæver i luften.
    Det er i sammenhæng hermed måske mindre væsentligt, at man heller ikke kan kontrollere, om udstilleren har monteret og tekstet samlingen selv, og om den demonstrerede viden er overtaget for gode ord og betaling. Når galt skal være, kan de vidunderligste eksponater med al ønskelig originalitet i opbygning, bearbejdelse og idé og i bedste konkurrencemæssige udførelse såmænd nok lejes fra dertil indrettede firmaer både i den gamle og i den nye verden. Når materialet kommer præmieret tilbage for at blive "solgt" af den formodede ejer, kan det skrives op til auktion med forøget effekt.
    Dommernes situation er for så vidt håbløs. Men når dette er sagt, må det også siges, at dommerne i reglen klarer deres selvskabte vanskeligheder bedre, end man skulle tro muligt. De kender samlerne, samlingerne og de enkelte rariteter, og de har, blandt andet gennem kommissærer i de enkelte lande, gode forestillinger om, hvem der udstiller frimærker, hvem der udstiller forsider, hvem der i det væsentlige ejer hvad de udstiller, og hvem der kan skrive en anstændig tekst selv. Dette forklarer til en vis grad, at førstegangsudstillere kan have særlige vanskeligheder, at den katastrofalt konservative eftersamling af dommerspecialer er en genvej til påskønnelse, og at det højere selskab af klubformænd sjældent går tomhændet bort.
    Reglementerne for pointsberegning er udformet med bevidst hensyn til, at den konkurrerende filateli skulle undgå at blive et overvejende økonomisk anliggende. Det var synd at sige, at denne hensigt er nået. Man siger, at på international udstilling koster bronce fem cifre, sølv seks og guld syv, alt her reguleret til status efter Ankers fjerde devaluering. (Anker Jørgensen var statsminister 13.02.1975-10.09.1982. TN) På frimærkets dag i Danmark kan det nok gøres noget billigere; men mange bliver erfaringsmæssigt irriterede eller deprimerede over at se menneskeværk vurderet ud fra et åndløst princip. Hertil må rigtignok bemærkes, at reglementer med endnu større vægt på viden eller idé givet ville gøre endnu flere irriterede og deprimerede.
    Lad os, så godt vi kan, være glade for de udstillinger, vi har. Reglementerne afspejler en fornuftig vilje til at få form på tingene de er for så vidt opdragende langt ud over selve konkurrencerne¹. (Min fremhævelse. Se også noten. TN). Udstillingerne er for mange den eneste og for alle en velkommen mulighed for at tage rariteter i øjesyn, som man må have studeret grundigt for at kunne vejlede sig selv og andre f. eks. med hensyn til, om de på markedet opdukkende fristelser er ægte.
    Lad os også huske, at der er en verden af filateli uden for konkurrenceklassen. Der er måned for måned muligheder for på lokale udstillinger landet over at vise, hvad man kan udrette i opbygning, bearbejdelse og idé samt filatelistisk viden uden fast overrand og øvrige ceremonier. Man behøver ikke altid at være medlem af de arrangerende klubber. Særlig egnet til demonstration af nye perspektiver er de såkaldte propagandaudstillinger. Man vil her se, at propaganda, idé og filatelistisk viden kan være hoppet lidt tidligt af reden, netop fordi der ikke har været noget reglement. Men det er dog fra disse udstillinger, fornyelserne skal komme.
    Og der er jo kommet fornyelser. De posthistoriske samlinger, temasamlingerne og motivsamlingerne var oprindelig ikke konkurrencedygtige, og der kunne måske stadig siges en del om (u)rimeligheden af at samle de billeder af fugle og fisk og firføddede dyr, der er fremkommet som overflødige frimærker, uden at interessere sig for de tilsvarende Richsbilleder. Afgrænsningen synes lidt tilfældig. Men folket har villet det anderledes. Motivsamlingerne er den populæreste afdeling af filatelien overhovedet, små lande tjener store penge på at hoste materialet frem, og de konkurrerende udstillinger affinder sig dermed på favorable vilkår.
    Der er mere nærliggende muligheder. Vi har set samlinger af de mærker, vor - og andres - eminente gravør Slania har lavet for adskillige poststyrelser. Der er herefter kun et lille skridt til videre samling af forskellige tegneres og gravørers mærker fra et eller flere lande, en betragtningsmåde af betydelig kunsthistorisk interesse og med uanede, nærmest uoverskuelige muligheder. Kunstnernes navne er tildels angivet i de bedre kataloger og på mærkerne selv. Men interesserede kommer foreløbig i stort omfang til at søge oplysning hos bl. a. de offentlige og private trykkerier i teknisk højt udviklede områder, der fremstiller mærker til mange i så henseende mindre selvstændige lande verden over.
    Herfra er der et videre, men heller ikke stort skridt til samling af produkter fra et - eller flere - af disse trykkerier, som de er blevet fremstillet til diverse lande. Også for dette punkts vedkommende giver de bedre kataloger og mærkerne selv meget, men langtfra alt. Ofte kan udgaverne på interessant måde sammenholdes med tilsvarende serier trykt i landene selv eller af andre fabrikanter, og man bør have et øje på trykkeriernes øvrige produktion af f. eks. pengesedler og aktiebreve. Man behøver blot at nævne firmanavne som Courvoisier, de la Rue, Enschedé en Zonen samt American Bank Note Company for at antyde de mangfoldige nye opgaver, som venter.
    De la Rue har brudt isen med et vigtigt værk om egen produktion indtil århundredskiftet. Man ser her, hvordan både kunstnerisk stil, trykteknik, format, papir, vandmærke og takning kommer ind i billedet.
    Det er under alle disse synspunkter værd at mærke sig, at der eksempelvis aldrig er trykt et frimærke på Island (det hedder "i Island", da der er tale om et selvstændigt land. TN). Dette lands filateli er en dynge af uselvstændigheder, som periode for periode hører sammen med, hvad f. eks. de la Rue har trykt for Johore og Courvoisier for Ceylon.
    Det skulle ikke være vanskeligt at få hidtil uopdyrkede områder som de nævnte ind i den konkurrerende filateli. De er der egentlig allerede som muligheder under rubrikken tema. De vil give lejlighed til at sammenflette interesser, som ellers i beklagelig grad kan fjerne sig fra hinanden. Eksperter i klassisk Storbritannien og i klassisk Sverige har egentlig kun medaljerne at tale om, når de træffer hinanden.
    Lad os også iøvrigt håbe, at eftersamlingen af dommerspecialer ikke for al fremtid vil have blokeret justeringen af, hvad der bør kunne påskønnes konkurrencemæssigt, og at en dommerkomite ved lejlighed vil notere folkets levende interesse for førstedagskuverter. På favorable vilkår.
Aa. K.

¹: Jeg er overbevist om, at Kabell ville have ønsket, at han, efter at Vitus Bering-eksponatet ikke var blevet bedømt, ville omformulere den sætning kraftigt, men vi havde på det tidspunkt ikke et reglement, hvorefter førstedagskuverterne kunne bedømmes. Det var ikke AROS 80 juryens ansvar, men Fællesrådets dommerkollegiums ansvar og der er i de følgende 40 år ikke forsøgt lavet/godkendt et reglement for en udstillingklasse med førstedagskuverter. Jeg følte det lidt som om Kabell ville "rette smed for bager", men jeg skulle nok vare mig for at gå i diskussion med ham - jeg ville uden tvivl komme til kort.
   
Det eneste, jeg efterfølgende indlod mig på, var, at jeg tillod mig at nævne for ham, at "bronze" staves med "z" og ikke med "c". Det var han først stærkt afvisende overfor, men da han fik det undersøgt, gav han mig en skriftlig forklaring. Det var fint nok.

Efter udstillingen og den udeblevne bedømmelse af hans eksponat, reagerede Kabell i skrift - vredt og bidende sarkastisk - og da jeg var "ansvarlig" (juryformand) for bedømmelserne, samt redaktør af DFT, lod han - naturligt nok - sin galde flyde ud over mig og vi havde ingen efterfølgende kontakt. Han gik som nævnt bort et lille årstid herefter - ikke på grund af det, der skete på AROS 80, men på grund af en uhelbredelig cancer.

Kabels vrede brev fyldte 4½ maskinskrevne sider og lød:

Halvaabent BREV TIL UDENLANDSK KOLLEGA
Tro ej, De er eneste skrivende filatolog! (nu var vi så ikke "dus" mere! TN). Jeg har selv i forbindelse med posthistorisk eksponat paa vor Aros 80 brygget en tryksag "Posthistoriske Studier VII" paa Posthistorisk Forlag, der viser Viggo Bangs første skitser til de første hos ham bestilte frimærker, Bering-mærkerne 1941, samt originaltegning og diverse trykte forsøg til lejligheden af ciselør Knud Møller. Eksponat og skrift dokumenterer, hvad man saamænd ellers ikke har vidst, at der blev brugt to officielle føretedagsstempler paa Bering i Horsens, og at det ene af dem blev apteret til turiststempel. Der mangler løvrigt hverken etatens tjenstlige førstedagsbrev til nævnte lejlighed eller trykte førstedagskuverter til tidligere lejligheder, ejheller yderligere hermed stilbeslægtede kuverter, som ikke er førstedagsbreve. Dommerkliken, der som sædvanlig ikke havde forberedt sig til den længe - forud anmeldte samling, anede ikke, hvad ben den skulde stå på. Det blev i første omgang forsøgt at diskvalificere eksponatet, fordi der var vist en forældet reklame for et stadig bestaaende frimærkeblad som foder i et 39 aar gammelt brev. Denne skønne argumentation tørrede ud, da man blev opmærksom paa fremhævelsen i dengang sidste nummer af DFT af en forældet reklame for stadig bestaaende cyclefabrik som en af pillerne i Grønland til forsølvet bronze paa Øpost 80 (Grønland er som bekendt en ø).
    Nu fik jeg saa DFT for januar 81, hvor den første argumentation er borte, naturligvis, og hvor det hedder: "Efter dommernes retningslinier var det ikke en posthistoriesamling, idet den udelukkende behandlede de privatfremstillede førstedagskuverter til brug ved Vitus Bering[-]mærkernes udgivelse."
    Nu ja. Jeg har ovenfor nævnt en del af, hvad der var i eksponatet. Hvis man slet ikke har set samlingen, kan man nok faa sig selv til at tro, at den udelukkende behandlede de privatfremstillede førstedagskuverter til brug ved Vitus Bering[-]mærkernes udgivelse. Hvis man skulde have set samlingen, kan man maaske alligevel faa andre til at tro det; masser af tidskriftets læsere har ikke set samlingen, Der er bare den hage ved forsøget paa at faa folk til at tro den slags, at Posthistoriske Studier VII fra Posthistorisk Forlag giver et ganske godt indtryk af, hvad samlingen indeholdt, allerede skriftets omslag og titelblad gengiver nogle af Viggo Bange hidtil ikke kendte, første som frimærketegner.
    Den dèr med dommernes retningslinjer bør man vist nøjes med at faa andre end dommerne til at tro paa.
    Hvad retningslinjer angaar, finder vi ~ syv sider tidligere i samme tidskriftshæfte en redaktionel kollegahjælp som følger: "Posthistorie er "in" i disse tider og flere og flere udstillere kalder deres samlinger for posthistoriske samlinger. Men hvad er posthistorie? Hvilke betingelser skal være opfyldt for at en samling er posthistorie? Kan frimærker alene fortælle posthistorie? Alt dette og meget mere kan du få svar paa (ja, her skal vi passe på) Posthistorisk Tidsskrift nr. 4/1980. Skriv efter abbonnementsbetingelser" osv.
    Jeg griber Posthistorisk Tidsskrift, udgivet af Posthistorisk Selskab, 1980 nr. 4, der i det mindste tidsmæssigt skulde tegne dommernes retningslinjer paa Aros 80. Det er blandt andet ren dommeraabenbaring fra nærmeste tidligere lejlighed, Norwex 80, og den virker ganske forbrugervenlig: "Her vil jeg skynde mig at sige, at vi 6 posthistoriske dommere havde vedtaget, inden vi gik igang med bedømmelserne, at alle de samlinger, der var udstillet i vores afdeling, ville vi bedømme undtagen saadanne samlinger, som øjensynligt ville få en bedre sagkyndig bedømmelse ved at blive overflyttet til en at de andre afdelinger."
    Ikke sandt? Flinke folk: Men det var nu ikke den linje, der dominerede paa Aros 80.
    Nævnte hæfte af Posthistorisk Tidsskrift antyder ikke, at en - eventuel - samling, der udelukkende behandlede de privatfremstillede førstedagskuverter til brug ved Vitus Bering[-]mærkernes udgivelse, ikke skulde være en posthistoriesamling. Hverken Vitus Bering, Vitus Bering[-]mærkerne eller til disse privat fremstillede kuverter berøres med et ord i Posthistorisk Tidsskrift 1980 nr. 4 eller i nogen som helst anden national eller international aabenbarelse af posthistoriens væsen.
    Det vides, at kliken har tilraadet ikke "i større omfang at vise førstedagskuverter" paa udstillinger i almindelighed, synspunktet er vistnok det, at en privatfremstillet kuvert - det er i parentes bemærket selv for en juridisk dommer svært at se, om en kuvert er fremstillet privat eller i Horsens Tugthus - med f. eks. 80/8 fra den af postvæsenet ikke festligholdte førstedag 17. juli 1915 er ganske velkommen paa enhver udstilling; men i summe øjeblik, nærmere bestemt d. 21. november 1941, da postvæsenet lyser finessen i kuld og køn med dertil Indrettede, officielle førstedagstempler, saa er finessen ikke velkommen mere, ejheller den posthistoriske dokumentation af finessen i dennes posthistoriske sammenhæng.
    Det er let at forstaa, synes jeg og naar man ved det i forvejen, skulde man kunne se frem til, at en posthistorisk samling, der for første gang i fagets historie belyser det spændende og hektisk samlede afsnit af posthistorien, som vedrører vores trykte førstedagskuverter til og med 1941 og specielt brugen af officielt stemplede førstedagskuverter d. 27. november 1941, vil blive saa lavt bedømt, at systemet bryder sammen i komik. Men sagen drejer sig ikke om en lav bedømmelse. Den drejer sig om, at en samling, der angivelig udelukkende behandlede de privatfremstillede førstedagskuverter til brug ved Vitus Bering[-]mærkernes udgivelse efter dommernes retningslinjer ikke skulde være en posthistoriesamling.
    Det er der ikke hjemmel for i nogensomhelst nationale eller internationale retningslinjer bortset fra saadanne, som man kalder luner, og som kan indfinde sig til lejligheden, naar man ikke kan faa et utraditionelt eksponat diskvalificeret for reklame, hvilket iøvrigt heller ikke er kassationsgrund efter nogensomhelst nationale eller internationale retningslinjer. Disse afstikkes naturligvis efter, at posthistorien ikke kan udelukke, hvad postvæsenet faktisk har behandlet.
    Det kunde nu altsammen være, hvad det være vil. Den egentlige uhygge er ikke forbundet med en selvsupplerende elite af saakaldte dommere, der henkaster inappellable kendelser om et eksponat, som de - forhaabentlig - ikke har set, og efter regler, som de laver til lejligheden for at holde fagets populæreste del nede. Den egentlige uhygge er forbundet med en tidskriftsredaktion, der ved optagelse af den oftere citerede kendelse i en anonym artikel, hvorfor redaktionen altsaa paatager sig forfatteransvar, kolporterer den oftere citerede forvrængning. Det er sikkert, at redaktionen har set bemeldte eksponat og været vidende om, at det ikke udelukkende behandlede de privatfremstillede førstedagskuverter til brug ved Vitus Bering[-]mærkernes udgivelse, Det er lige saa sikkert, at redaktionen har været vidende om, at denne paastand, hvis den var rigtig, ikke paa nogen maade kunde sætte eksponatet i modsætning til retningslinjer for definition af posthistorie, for saa vidt disse retningslinjer ikke blot har haft karakter af luner til lejligheden, Og det er endelig sikkert, at redaktionen har været vidende om klikernes første forsøg paa at blive forarget over en forældet reklame. En normal redaktion vilde enten have bedt den ukritiske referent sætte navn under sin ukritik, eller den vilde have føjet en kommentar til forvrængningen.
    Vi har de dommere, vi fortjener, og vort danske filatelistiske tidsskrift har aabenbart en tilsvarende redaktion. Jeg skulde tro, at det ikke kan blive ved paa den maade, men at det brede lag af interesserede vil sætte eliten stolen for døren og kræve sine interesser respekterede. Med hensyn til endnu mulige skandaler i stil med dommeradfærden paa Aros 80 maa man trøste sig med, hvad mange anstændige mennesker fandt ud af i sommers: Det vigtigste er ikke at vinds, men ikke at deltage.

Hvad Deres eget filatelistiske skriveri angaar, er hæderen sikker. Emnet virker paa mig som dryppet af dommers næse.

Jeg vedlægger i mit sinds godhed lidt tryksag og er fremdeles

Deres glade og tilfredse
Aa. K.

Da jeg i dommerkollegiet skulle aflægge rapport om AROS 80, sendte jeg Kabells brev til formanden for dommerkollegiet, Jesper Haff, som ringede til mig og spurgte, hvad i alverden det var for noget. Han kunne ikke forstå, hvad Kabell skrev eller finde hoved eller hale i det ud over, at han kunne se, at det var en klage. Jeg husker, at jeg lovede Jesper at sende ham en kort "oversættelse", og da han havde fået den, kontaktede han mig: "Det er jo det, der kan ske, når vi skal bedømme noget, vi intet reglement har til".

DFTs referat fra udstillingen ses her: DFT 1981, nr. 1/1981 s. 12-14.

Ak, ja. Det er her i 2023 altså godt 40 år siden og kun ganske få husker den enormt farverige Aage Kabell. Husker ham for hans eminente små kloge indspark til klubaftenerne, men også husker ham for de både åbenlyse eller slet skjulte bidende og til tider uforskammede bemærkninger, han kunne komme med. Bl.a. har jeg overværet, at han afsluttede et foredrag med denne ekstreme bemærkning: "Nu har jeg ikke flere perler at kaste"! Det er underligt, da han faktisk befandt sig godt i klubben.

Første gang, jeg kom i Aarhus Philatelistklub/Jysk Filatelistklub (oktober 1972), havde jeg et dobbelt overtrykt 30-øres provisorium med. Jeg var med i "mandagsklubben", etableret af John Sørensen, Haarup, og jeg havde købt John Sørensens samling af 30-øres provisorier med bl.a. tre fine mærker med dobbelt overtryk. Jeg viste det til nogle af de tilstedeværende. De foreslog, jeg skulle vise mærket til "professor Kabell", da han burde se mærket "for at sige god for det", som han sagde. Jeg havde nu ikke specielt behov for at få det "godkendt" - det var, da jeg købte mærket, blevet undersøgt på kryds og tværs og der var ingen tvivl. Jeg husker tydeligt, at Kabell, med min største misbilligelse - dog uden at jeg turde gøre indsigelse - tog mit frimærke med fingrene (og ikke med en pincet!) og efter en kort granskning af mærket gennem en lup, meddelte han mig, at det ikke havde dobbelt overtryk!. Da jeg fik mærket retur drog jeg et lettelsens suk og jeg kunne placere det uskadt i dets klemlomme i min indstiksbog igen.

Den historie, og lidt mere om Kabell, kan man også læse om her:

https://norbyhus.dk/artiklermm/overfyen/

Aarhus Stiftstidendes frimærkeredaktør, Erik Rasmussen, rapporterede fra Aarhus Universitets aula:

Postmester P. K. Lund, Aarhus og undertegnede. (Som sædvanlig "peges der på / eller diskuteres en interessandt detalje").