100 års Jubilæumsudstilling for Danmarks frimærker - Centidan 1951
På Charlottenborg i København, 09.-20.05.1951.

Centidan 1952 guldmedalje i 18 karat guld. Vægt 52 g.: Tildelt J. Schmidt-Andersen.

Det er sørgeligt, at al den møje udstillerne har haft med at tilrettelægge deres samlinger med denne jubilæumsudstilling for øje, og det sikkert betydelige arbejde udstillingskomiteen har præsteret, faktisk har været spildt. Formålet med at arrangere en stor frimærkeudstilling er dog det at gøre et fremstød for filatelien, at hverve nye samlere og at glæde og berige dem, der allerede er det. Men for at opnå disse mål må en udstillingskomité være klar over, hvad det store antal almindelige samlere og frimærkeinteresserede ønsker at se, og på hvilke måder disse event. udstillingsgæster må gøres interesserede i at besøge udstillingen. Dette fundamentale grundlag for en stor frimærkeudstilling, der bejler til det store publikum, var "Centidan"s udstillingskomité ganske uvidende om.

"Centidan"s udstillingskomité udsendte sin indbydelse til deltagelse i udstillingen i juli 1950 og har således haft næsten eet år til sin rådighed, d.v.s. så god tid, som flere af de senere års internationale udstillinger ikke har haft det. Det er således ikke manglende tid, der er skyld i miséren.
    Men hvad er så grunden til, at "Centidan" blev en økonomisk fiasko og fik et underskud, der nemt kan komme op på 20.000 kroner? Enhver, der blot har lidt kendskab til udstillingsarrangementer og det danske samlerpublikums mentalitet kan straks påvise store fejl:

1. Det forkerte tidspunkt. At lægge en frimærkeudstilling i dagene omkring pinsen, hvor skoven springer ud og samlingerne er lagt på hylden, er fuldkommen hasarderet.

2. Udstillingens begrænsede omfang. At arrangere en stor jubilæumsudstilling til kun at omfatte Danmark og tidligere danske besiddelser er en opfindelse komiteen har eneret på. At en sådan udstilling har interesse for den snævre kreds af specialsamlere er givet - men det store publikum fristes sandelig ikke til at komme. Almindelige frimærkesamlere, og de udgør de 95 pct. af de event. besøgende, vil se noget spændende og interessant, noget de ikke ser til daglig.

3. Manglende propaganda. Der har lige op til udstillingens åbning været en næsten fuldkommen tavshed om "Centidan". Istedet for på alle måder og på et hvert tænkelig sted at give besked om udstillingen og hvad den byder på, har de ansvarlige herrer i komiteen hyllet sig i en fornem tavshedens kåbe. Alt det, der trækker publikum, har været bandlyst. Almindelige mennesker vil høre om og se "girafferne". Men en upåkrævet pladning af FIRE RBS, trykforskelligheder og lignende udstillingsobjekter er kun for de få "udvalgte" og hører ikke til "trækplastrene".
    Og dog! Havde udstillingskomiteen blot haft den ringeste forståelse af folks mentalitet, så kunde en vel gennemtænkt propaganda også have fået disse specialobjekter til at fremtræde i et mere interessant lys. Der er af et komitémedlem blevet sagt, at alle burde se udstillingen, fordi vi alle samler på Danmark. Men hvorfor forklarer man så ikke i god tid og alle vegne og gentager det så ofte som muligt, at de udstillede samlinger vil byde på rig lejlighed til at lære alle finesser og sjældenheder blandt danske mærker at kende - alt det, den almindelige samler ikke kender, men gerne ønsker at finde selv. Med lidt fantasi og evne til at se på en sådan specialudstilling ud fra den almindelige samlers synspunkt kunde resultatet være blevet helt anderledes. Men der skal forklaringer og atter forklaringer til. Kun ganske få af de udstillede samlinger kunde forstås af den almindelige samler.

4. Manglende villie til samarbejde. Ingen af de store udenlandske udstillinger har været så kortsynede at negligere handlerstanden. Selv om man kalder sig for forretningsfører eller er læge eller arkitekt, så er det ikke givet, at man ejer organisationstalent og forretningsdygtighed. Også disse egenskaber bør være repræsenteret i en udstillingskomité for en stor udstilling som "Centidan". Men fra første begyndelse blev et sådant samarbejde med de danske handlere saboteret. En af de herrer udtalte allerede for et år siden, at ingen handler måtte komme med i udstillingskomiteen, og må have fået tilslutning hos de øvrige komitemedlemmer. At de uofficielle handlere var repræsenteret i komiteen ved vi jo alle - men det er måske netop derfor de andre ikke måtte være med. Udstillingens sørgelige resultat er det bedste bevis for dette barnagtige standpunkts uholdbarhed, medens det strålende resultat den "Internationale Frimærkeudstilling" i K.F.U.M. opnåede beviser, hvilken betydning et godt samarbejde mellem samler og handler har. (TNs bemærkning: Det var den "internationale" udstillling, måneden før 24.03.-03.04.1951 arrangeret af Sundby Frimærkeklub i samarbejde med Danske Frimærkehandlere). At alt det øvrige udstillingsarbejde var af samme ringe effektivitet fuldstændiggør billedet.

Den såkaldte "smagfulde" udstillingskuvert var ualmindelig kedelig, og der blev intet gjort for at få den solgt. Ikke engang frankering af de indsendte kuverter vilde kuvertudvalgets forretningsfører påtage sig. Et eller andet sted blev der meddelt, at man allernådigst kunde købe kuverter det og det sted - og dermed basta.

Annoncetegningen til udstillingskataloget foregik ligeså "diskret". Istedet for at overdrage dette utaknemmelige hverv til et populært medlem af en af de bag udstillingen stående organisationer, med kendskab til annoncearbejdet, så blev det i lang tid betroet til en af de mest "upopulære", der mente at kunne "ordne" dette arbejde ved at sende nogle få skriftlige anmodninger ud. Man skal -sandelig selv besøge kunderne eller skriftlig kunde fremstille en annonces betydning i kataloget på rette måde, når man idag vil have annon- cer. Efterfølgeren kunde i den korte tid han havde ikke rette fejlen. Resultat: 6 ½ sider mod I.F.U.s 38½ sider.

Udstillingens plakat fortalte indtil dagen før udstillingens slutning intet om, at "Centidan" var en frimærkeudstilling, men gav udtryk for at det var en posthistorisk udstilling!

Åbningshøjtideligheden, hvortil der oprindelig blev krævet partoutkort á 5,00 kroner, var kun en højtidelighed af navn. Aldrig har man overværet noget så bundtrist og "sjusket", og man skammede sig ligefrem på arrangørernes vegne over, at de havde ulejliget udstillingens protektor, Hans Kongelige Højhed Prins Knud, og generaldirektoratets embedsmænd til at overvære sligt.

Intet var gjort for at pynte på Charlottenborgs kedelige rum og skabe fest og liv på udstillingen. Nej, der herskede bogstaveligt talt en trist dødsstilhed over salene - men der var jo heller aldrig mere end højst 20 mennesker ad gangen i alle de 23 lokaler.

Postkontoret var gemt hen i en afsides krog og postmanden fik sig en yderst fredelig men også kedelig "ferie". For een gangs skyld tjente postvæsenet intet ved en frimærkeudstilling - antagelig tværtimod.

Opsynet med udstillingens objekter var så mangelfuld, at tyveknægte midt på dagen kunde nedtage en stor udstillingsramme, skrue bagklædningen af, og uhindret fjerne sig med 9 ark til flere tusinde kroners værdi. Og vagtene opdagede tyveriet først dagen efter - eller var det det tilkaldte politi, der opdagede det? Så først blev der engageret vagtmandskab.

Også denne "historie" har en "morale". Der blev allerede på et tidligt tidspunkt af "Centidan"s udstillingsarbejde mand og mand imellem sagt, at sjældent har så få på så manges vegne begået så mange dumheder. Man kan supplere denne rammende karakteristik med at sige, at aldrig har en lille kreds af specialsamlere i kraft af at de tillige er ledere af store samlerorganisationer formået at få så mange (6000 organiserede samlere) til at betale så meget for, at denne lille kreds kunde få deres samlinger udstillet og præmieret med sølvtøj og medailler. Det var for een gangs skyld virkelig dygtigt gjort.

Til slut nogle tal, der virkelig er værd at bide mærke i. Hver af de ca. 1000 besøgende, der betalte 1 krone i entre, fik teoretisk set 20 kroner i tilgift for at besøge udstillingen. Af de ca. 6000 organiserede samlere, der ligeledes teoretisk set stod bag udstillingen, havde højst 10 pct. lyst til at se hvad deres ledere havde arrangeret for dem. Det kan kun udregnes i promille, hvor mange af disse samlere støttede udstillingen med deres arbejde for udstillingens gennemførelse. Det er da udstillingsrekorder, der næppe bliver slået foreløbig noget sted i verden. Man må håbe, at de herrer, der har ansvaret for denne enestående fiasko, ikke er slået med blindhed - sligt mistillidsvotum må da få dem til at tænke sig om.
Georges Madelung.

Hr. Madelung er atter paa krigsstien
Overskrifter i lighed med denne har vi desværre gang paa gang set os foranlediget til at anvende her i tidsskriftet. Denne gang er det paa grund af hans barnagtige og uvederhæftige artikel om CENTIDAN udstillingen.

Hr. Madelung har følt sig kaldet til at opkaste sig selv som revser og kritiker over CENTIDAN. En kritik af frimærkerne eller disses opsætning, med andre ord det centrale i udstillingen, det gaar hr. Madelung klogeligt udenom - for det har han nemlig ingen forstand paa -, men han himler op om, hvor elendige og uduelige, ja, efter hans mening forbryderisk uegnede udstillingskomiteens medlemmer har været, og hvor letsindigt man har handlet med udstillernes materiale og de interesserede klubbers penge.

Hvis det ikke var fordi dagspressen var blevet draget ind ogsaa i denne kritik, saa havde der ingen grund været til at beskæftige sig med hr. Madelungs noble skriverier - han har saa ofte klassificeret sig som en outsider, der balancerede paa kanten af det filatelistiske overdrev. Tænk blot paa, da han forsøgte at opreklamere "landsforædermærkerne" (tidligere omtalt her i tidsskriftet). Naar hr. Madelung imidlertid betjener sig af bevidst eller ubevidst løgn i sine bestræbelser for at tilsvine CENTIDANs udstillingskomité og som nævnt foranlediger, at disse røverhistorier optages i dagbladene, saa maa han have tilbage i samme stil og tone, som han selv benytter.

Hr. Madelung oplyser i sit husorgan for juni-juli under overskriften "Hvorfor CENTIDAN blev en enestaaende økonomisk fiasko" (man kan alene i overskriften læse, hvorledes han jubler over denne kendsgerning), at underskuddet vil komme op paa 20.000 kr., besøget har kun været 1000 (TNs kommentar: I de tider var et besøgstal på 2000 personer på en weekend ikke unormalt), tidspunktet for udstillingen var hasarderet, manglende propaganda, manglende vilje til samarbejde, manglende kontrol (et tyveri blev først opdaget dagen efter), udstillingskomiteëh gav sig selv medaljer og sølvtøj, udstillingens aabning var bundtrist og sjusket, man skammede sig paa udstillingskomiteens vegne, der var ingen annoncer i udstillingskataloget, daarlig plakat osv. osv. - og saa til slut en salve om, at arrangørerne ved den økonomiske fiasko har modtaget et saadant mistillidsvotum, at det nødvendigvis maa faa følger for d'herrer.

Man kan saa spørge: Hvilken interesse har hr. Madelung i at fremsætte disse overmaade interes- sante betragtninger? Man har lov at gisne, og jeg er kommet til følgende resultat: Frimærkehandleren og bladudgiveren hr. Madelung ser det som sin fornemste opgave at forsøge at slaa det samarbejde i stykker, som CENTIDAN har skabt mulighed for mellem de tre store samlerorganisationer. Jeg tror, han ser en fare i det fælles blad, der - som en kendt københavnsk frimærkehandler bemærkede paa generalforsamlingen i KPK - vil blive det rette annonceorgan for saavel handlere som samlere. Jeg tror, han ser en fare deri, at hans husorgan - som en kendt og skattet filatelist paa samme generalforsamling, betegnede som et "outsiderblad" - skal miste abonnenter, hvis det lykkes os at skabe det helt rigtige "Dansk Filatelistisk Tidsskrift" eller hvad det nu kommer til at hedde!

Der er aabenbart en bestemt slags mennesker, som er parate til for penge at sige og skrive lidt ud over det almindelige, og til denne kategori hører hr. Madelung.
    I de fire punkter med tilhørende kommentarer - hvor hr. Madelung giver gode raad til CENTIDAN-komiteens medlemmer - er der imidlertid et par ting, som er glemt; eller mon de er glemt?
    Hvorfor skjuler hr. Madelung den kendsgerning, at CENTTDANs samarbejdende frimærkeklubber fik stukket en kæp i hjulet af de danske frimærkehandlere, der i samarbejde med Sundby Frimærkeklub arrangerede en "international" frimærkeudstilling i København umiddelbart før CENTIDAN?
    Hvorfor skjuler hr. Madelung den kendsgerning, at CENTIDANs udstillingskomité allerede i juli 1950 udsendte indbydelser til udstilling maj 1951, og at de danske frimærkehandlere og Sundby Frimærkeklub herefter fandt det passende i januar 1951 at udsende indbydelse om deltagelse i deres udstilling i marts-april?
    Hvorfor skjuler hr. Madelung, at denne optræden fra frimærkehandlernes side var den direkte aarsag til det tab, som frimærkesamlerne herefter maatte lide?
    Jo, dette skjuler hr. Madelung selvfølgelig, fordi det ville passe daarligt ind i kans program: At skabe splittelse mellem de organiserede samlere! For DF-Us vedkommende maa vi imidlertid melde hus forbi. Her vil det ikke lykkes at finde grobund for hr. Madelungs smukke tanker, og jeg betvivler, at ret mange af hans kolleger frimærkehandlere staar bag hans fordømmelse af de ledende mænd inden for dansk filateli. Ja, jeg betvivler endog, at hans nærmeste medarbejdere ved "Frimærkenyt" sympatiserer med "udgiveren"s skriverier - i al fald har han selv maattet lægge navn til.

Læs som lidt modgift til ovenstaaende, hvad den kendte norske filatelist, skibsreder Abraham Odfjell skriver om CENTIDAN: Denne store mønstring av Danmarks frimerker og posthistorie i 100 år er nå avsluttet. Det var meget gedigent stoff som ble utstilt på en særlig vakker måte. Denne utstilling var av så høy klasse at den vanskelig vil kunne gjentas i de nermeste årtier. - Utstillingens tre foreninger kan være stolte av det store materiell som kom fram - men ellers var nok alle tre leie fordi besøket var skuffende Lite. Men utstillingen var av aller største verdi for de søkende filatelister, som dag etter dag i ro gikk fra ramme til ramme og gjorde sine flittige notater. Resultatet vil nok vise seg i årene fremover og komme alle elskere av Danmarks vakre frimerker til gode.
Gunnar Lundegaard Nielsen