International Frimærkeudstilling LONDON 2000 03.-08.07.1984 Nu (i 2022) er det faktisk ved at være et kvart århundrede siden at vi, min hustru og jeg, deltog i denne udstilling. Min hustru som "festfilatelist" og jeg som kommisssær for de danske udstillere OG dommer på udstillingen. I første omgang blev jeg udnævnt som kommissær på udstillingen. Kommissærarbejdet går normalt på omgang blandt de internationale dommere, vi har i det danske dommerkollegium, og det må have været min "tur" til at få tilbudt kommisssærarbejdet ved denne udstilling. Det er normalt et ganske udmærker og en i kortere periode hektisk arbejde med vejledning og papirarbejde for de udstillere, der melder sig til at vise deres eksponater på den pågældende udstilling. Desuden naturligvis kommunikation med udstillingen. Men når alt forarbejdet er lavet, kan man normalt slappe lidt af og nyde udstillingen og de andre udstillede eksponater, da hovedparten af kommissærarbejdet normalt ligger før udstillingen "hjemme" i Danmark.
Nu var det dog sådan, at London 2000 endvidere bad mig om at indgå i juryen - der var en økonomisk fordel for dem, idet man skulle betale kost og logi for kommissærerne, men selvfølgelig også for jurymedelemmerne, så man forsøgte at slå to fluer med eet smæk. Det betyder selvfølgelig en noget større arbejdsbyrde for kommissæren/dommeren, men også det er til at overkomme, men bl.a. lidt afhængigt af ens udstilleres ønsker om bistand under udstllingen. De danske udstillere og deres resultater blev:
Altså en yderst nydelig representation af danske udstillere, hvilket også afspejledes i bedømmelserne af deres eksponaterne. "Mine" udstillere var alle tilstede på udstillingen og et par af dem var tydeligt lidt nervøse for deres materiale og bedømmelsen heraf og undlod ikke at stille spørgsmål hver gang, vi sås blandt rammerne. Det var ret forstyrrende og min team leader, norske Paul H. Jensen, spurgte mig, om det var nødvendigt, at jeg hele tiden skulle svare på spørgsmål mens vi arbejdede med at bedømme eksponaterne! Nu var det kun et par udstillere, men alligevel. Jeg prøvede forsigtigt at sætte en stopper for det, men det var lidt forgæves. Det var noget trættende, så jeg følte, at jeg havde alt for meget "forskelligt" lave, primært for at sørge for, at "mine" eksponater blev behandlet korrekt af udstillingen, men også sørge for, at "mine" udstillere befandt sig godt og at de var trygge ved den behandling de og deres eksponater fik af alle involverede parter: Man skal svare på MANGE spørgsmål. Jeg husker, at Peer Lorentzen og Karsten Hagsten fx var ekstremt nervøse over deres eksponater, selv om jeg bedyrede, at de naturligvis var i absolut gode og erfarne hænder i London. Jeg husker, at Peer bad om at det måtte blive ham, der kontrollerede sit eget materiale, da eksponaterne skulle "tjekkes ud" - selv om det var kommissærens (mit) job at kontrollere, at alle enheder var tilstede. Jeg kunne næppe gøre andet end at acceptere, at han selv kontrollerede og skrev under på, at alt var OK, men de ansvarshavende i "Bin"-rummet undrede sig over det, da det bestemt ikke var normal praksis endsige velset, at udstillerne fik adgang til bin-rummet med alle udstillingseksponaterne (Bin-room: Rum til opbevaring af "noget" - her eksponaterne).
Inden udstillingen var løbet af stabelen, var jeg blevet spurgt, om jeg ville indgå i juryen i "Team Vesteuropa" med normanden Paul Hilmar Jensen (28.04.1930-17.07.2004) som team leader. Paul H. og hans hustru Gunvor havde været vores gode venner siden 1984, så jeg kendte ham indgående og havde haft flere juryarbejder samme med ham tidligere. Vores team skulle bedømme vesteuropæiske eksponater og det betød selvfølgelig, at jeg inden udstillingen skulle bruge en del tid på at forberede mig grundigt efter at have fået fortegnelsen over eksponater, tilmeldt til bedømmelse i vores gruppe. Jeg var ikke helt tilfreds med det dobbeltjob på udstillingen, men Paul H. beroligede mig og sagde, at han kendte mig godt nok til ikke at blive "nervøs" over det. Den tredie dommer i teamet var grækeren Alexandre Anastase Galinos, en meget sympatisk mand, der var/er ekspert på Grækenland og græsk posthistorie. Ved de fleste udstillinger får man i sidste ende lidt tid til overs når bedømmelserne er foretaget og Paul H. bad mig gå med gruppen, der kontrollerede alle vores guld-bedømmelser. Jeg fik bad Paul H. om, at både Galinos og jeg gik med kontrolgruppen, så der ikke skete fejl. Jeg husker dog ikke nogen problemer fra gennemgangen, og vi kunne aflevere papirerne til jurysekretæren. Ved Palmares'en sad vi sammen med vores norske venner Turid og Ivar Sundsbø fra Oslo. (Han fik Guld for sit eksponat: "The use of OAT cachets on air mail"). Vi har siden 2005 skiftevis besøgt hinanden privat mange gange og efterhånden deltaget i de samme udstillinger mange, mange gange:
Efter at have afsluttet juryarbejde fik dommere og kommissærer udleveret en erindring for deres arbejde: Udstillingsmedaljen i Vermeil (Den er blank på reversen). Jeg fik to medaljer, Een for mit kommissærarbejdet og een for at være med i juryen:
Herefter havde vi lejlighed til at se de andre eksponater og diskutere med de andre dommere, men også tid til at tale med udstillerne/kendte frimærkefolk. Der var både engelske og skandinaviske venner på udstillingen, bl.a. vores egen flittige udstiller: Leif W. Rasmussen og frue. Desuden hilste jeg på min internetven gennem nogle år, Andrew Riddel, der, som jeg, var medlem af Scandinavian Philatelic Society i London. Han og hans hustru inviterede os på frokost i sit hus i London, hvor jeg fik lejlighed til at se hans imponerende samling af stempelmærker (Revenues) - foto tv.
Jeg forevigede vores allesammens Uffe Munch-Andersen, som talte med Henning Rasmussens om dennes flotte englandseskponat. Allerede da jeg forevigede d'herrer fik jeg en drilagtig tanke, som jeg måtte bede Munch-Andersen om lov til at føre ud i livet: Jeg ville sætte ham på en "slankekur" ved at manipulere fotoet af ham og jeg fik da hans tilladelse, men med et: "Jo, værsgo, men at du gider!" Her kan du, kære læser, så se, hvorledes Uffe kunne komme til at se ud:
Jeg ved ikke, hvorfor den daværende redaktør af DFT, Lennart Weber, ikke havde angivet, at det var mig, der havde ansvaret for referatet fra London 2000 i DFT, nr. 5/2000, og det var egentlig også uden betydning, men værre var, at han af en eller anden grund havde han fået galt i halsen og troede, at den nydelige dame, som Karsten Hagsten fulgtes med og blev foreviget med, var hans hustru. Det var det ikke, men hans søster Hanne Etherington, som havde lejlighed i London samt et gammelt slot i Frankrig.
Referencer |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
 |
|
Elevatormanden!
