| Bandholm 27 - Nr. 34: S/S "Pernille" Efterfølgende er endnu et nostalgisk tilbageblik til den tid, hvor min famile og jeg sejlede i vore danske farvande i vores 27 fods Bandholm sejlbåd: S/S "Pernille" af Kaløvig.
Vi lærte i de efterfølgende år Danmark at kende fra søsiden og vi har senere glædet os over alle minderne fra de ture. Nogle er mere mindeværdige end andre, men i 15 år vi havde faktisk ikke en eneste rigtig dårlig oplevelse - ud over de sædvanlige hårdtvejrs-sejladser, som ingen sejler slipper for. Vi solgte båden i 1993, og vendte tilbage til at feriere i vores sommerhus i Begtrup Vig på Mols.
Sommeren 1984
Første stop fra Kaløvig var Langøre på Samsø, hvor vi selvfølgelig skulle tale med de andre sejlere, som var på vej ud / på vej hjem fra sejlture i "verden" (de danske farvande!). Jeg ville også gerne have en snak med nogle af de lokale, som jeg plejede, når vi kom til Langøre. Alle sejlere, der anløb Langøre, kendte selvfølgelig havnekaptajnerne - om ikke personligt, så dog af navn. I vores tid var der Viggo, en kraftig mand, der en dag blev fundet druknet i fjorden efter at han var taget ud for at fiske - ildebefindende? Han blev afløst af Karsten, hvis kasket så ud til at være to numre for stor - eller også var hans hoved for lille! Godt, at der sad et par solide ører på hans hoved!
Jeg fik en lille snak med ham og spurgte, om jeg måtte byde på en øl, da jeg, forudseende, som jeg var, havde taget et par pilsnere med. Det måtte jeg godt, men han var som sagt ikke meget for alkohol, så han spurgte, om jeg ikke ville hente en NAB-øl (Non Alcoholic Beer) i havnekiosken til ham i stedet for den alm. øl. Selvfølgelig, så jeg købte to - jeg havde aldrig prøvet at smage en NAB-øl og benyttede lejligheden til at prøve den. Jeg var faktisk positivt overrasket over dens smag. Den indeholder mindre end 0,1 volumenprocent alkohol, så der er ingen fare for at blive beruset. Jeg erfarede i 2014, at Peter Bøhm havde taget sit eget liv i 2001 - hvorfor ved jeg ikke, men der er som regel en trist baggrund for en sådan desperat handling.
Dagen efter sejlede vi mod Sjælland og da vejret var godt tog vi et langt stræk til Hundested ved indsejlingen til Isefjord. Her blev vi en enkelt dag, da jeg gerne ville se, om jeg kunne købe noget gammelt maritimt "ragelse" (læs: Herligheder). Der var Hundested Motorfabrik, der lavede de store gamle skibsmotorer, der fik mig til at tænke på brødrene Poul og Ernst Friis, som var fiskere i Begtrup Vig, hvor vi har sommerhus. Deres fiskerkutter (der gik ned i en storm for mange år siden) havde en hundestedmotor og det var en speciel affære at starte denne motor. De gamle minder om Friis kommer frem, når jeg hører denne motor.
Manden, der gav mig lov, sagde, at jeg skulle hellere besøge smedefirmaet, der lå lige ved havnen. Det lå kun små 100 meter fra havnen og ejeren var (og er stadig i 2014) Bent Peters. Jeg må indskyde, at jeg i 2013 ikke huskede, hvad han hed, men en af direktørerne for Hundested Motorfabrik, Mogens Christensen, var ikke i tvivl, da jeg spurgte hvem, det kunne være, jeg havde købt min Watermota-maskine af.
Jeg vil undlade at underholde dig, kære læser, med det, fru Nørby havde af kommentarer til klenenodiet, men det varede lige et par minutter, inden hun var færdig. Hun havde lidt svært ved at forstå de julelys, jeg havde i øjnene. Desværre var jeg ikke opmærksom, da jeg bar den ombord og aluminiumsdækslet til strømfordeleren forsvandt på 2-3 meter grumset vand. Jeg burde have indpakket motoren i et par plastikposer for at undgå den type tab, men jeg drejede selv senere et nyt aluminumsdæksel, der passer perfekt. Maskinen blev stuvet væk i hundekøjen, der som sædvanlig agerede maritim "losseplads" for herlighederne, jeg plejede at samle sammen. Da jeg fik den restaureret, fik den dog plads i vores stue - og der står den endnu! WaterMota Limited Jeg takkede selvfølgelig for manualen og fik maskinen skilt ad og delene sandblæst/pudset. Som det fremgår af billedet, er de fleste smådele fabrikeret af bronze/messing, der kunne tåle salten sø! Jeg fandt også ud af, hvorfor Bent Peters havde haft den stående på loftet: Cylinderblokkene var selvfølgelig lavet af støbejern, men det specielle er jo, at kølevandet løber inde under de to kobberkapper. Da jeg fik motoren skilt ad, åbenbarede der sig to store huller i begge støbejernsblokke, så motoren kunne ikke repareres - men det var jeg ligeglad med. Den skulle kun stå til pynt! Men - hvis du gerne vil se en Watermota, mage til min, køre, kan du se og høre den her.
Som man kan se, er tændrørene af messing og de fulgte ikke med, da jeg købte motoren af Bent Peters. Der sad et par almindelige tændrør i maskinen, men de var rustne, så jeg havde tænkt blot at købe et par nye, når jeg kom hjem. Da vi, efter flere dages sejlads i fint vejr, anløb Fejø, fik jeg også lov til at gå en lille tur i området - selv om min kære hustru var lidt på vagt overfor det, jeg evt. kunne finde på at købe til yderligere deponering i hundekøjen.
Manden hilste venligt på mig, da jeg kom nærmere. (I 2014 fik jeg opsporet, at han hed Vagn Jensen - igen sporet med hjælp fra en lokal postmand, der på Fejø hedder Preben Askov Jensen (tak, Preben!) Desuden gav postmanden oplysning om broderen, Poul Louis Jensen, der venligt har udlånt billedet af Vagn - tak, Poul!). Som man kan se(!), er der tale om et luftkølet "British "Molla" Plug Co. London England" - et tændrør, der også brugtes i en flyvemaskinemotor: The Molla og fabrikeret omkring 1921. Er man interesseret i gamle tændrør, kan jeg anbefale denne side: Spark Plug Site. Det andet tændrør er tydeligvis italiensk, idet det hedder "Candela Signorini Brevetto No 220 472", men jeg har ikke kunnet finde det på internettet - pyt - de ser mere spændende ud end de almindelige ståltændrør, synes jeg.
Manualen! Internettet og Watermota Kort tid efter etablerede jeg også en hjemmeside for Instituttet (Fysiologisk Institut ved Aarhus Universitet), og - som et frynsegode fra universitetets side - fik jeg lov til at etablere en privat ikke-commerciel hjemmeside - jeg "uploadede" (som det hedder) også min egen lille hjemmeside, hvor der bl.a. var en side om min Watermota. Den kan ses her https://norbyhus.dk/wamotor.html. Adressen hed dengang http://www.fi.aau.dk/~tn/wamotor.html, men den blev ændret, da jeg i februar 1997 fik mit eget domænenavn norbyhus.dk. Søgemaskinen Infoseek
Tak for hjælp med oplysninger/illustrationer m.m. til: Referencer: |
 |
|
Jeg henvendte mig på Hundested Motorfabrik, hvor der udenfor stod en række gamle udtjente Hundested-motorer - i en indhegning, der kunne minde om en motorkirkegaard - men jeg holdt mig klogeligt fra at undersøge, om jeg kunne købe en udtjent Hundestedmotor! Den vejer vel omkring 1 ton, men det eneste, jeg kunne tænke mig at få med hjem som souvenir, var et af de store messingskilte, som sad på hver motor med nummer og andre data om den pågældende motor. Jeg fik heldigvis lov til at skrue et enkelt af. Smukt.
To år efter, i december 1986, skrev jeg til fabrikken, der havde fabrikeret min motor, og som dengang havde domicil i Newton Abbot, South Devon, England, og spurgte om motorens tekniske data. På den vandrette messingplade, der "holder" de kobberkappede cylindre adskilt, står der på et lille skilt: "6 HP, type K2, No. 5017". Knap to uger efter kom et venligt brev med de ønskede oplysninger: "Dear Sir, Your engine is a Watermota K2 built in 1950. The Engine was in production from 1910 to 1955. We enclose a manual for this engine". Og for at foregribe eventuelle begivenheders gang sluttede brevet med: "No parts are now available"! Brevet var underskrevet af forretningsføreren J. Fitzpatrick.
Her til højre ses den 40-sider store instruktions-manual til WaterMota Limited 3 og 6-hestes maskiner. Der findes også en enkeltcylindersmaskine, men ville man have en dobbelt så kraftig motor, var det forholdsvis let at sætte en ekstra cylinder på - og skifte underdelen ud med en større med ny krumtap.