| Bandholm 27 - Nr. 34: S/S "Pernille" Efterfølgende er et nostalgisk tilbageblik til den tid, hvor min famile og jeg sejlede i vore danske farvande i vores 27 fods Bandholm sejlbåd: S/S "Pernille".
Vi lærte i de efterfølgende år Danmark at kende fra søsiden og vi har senere glædet os over alle minderne fra de ture. Nogle er mere mindeværdige end andre, men i 15 år vi havde faktisk ikke en eneste rigtig dårlig oplevelse - ud over de sædvanlige hårdtvejrs-sejladser, som ingen sejler slipper uden om. Vi solgte båden i 1993, og vendte tilbage til at feriere i vores sommerhus i Begtrup Vig på Mols. Vi sejlede som regel sydpå om sommeren, da det sydfynske øhav trak med dets små havne og utallige hyggelige ankerpladser. Det var sjældent, at sejlturene fik filatelistisk islæt, men det skete dog. I 1976 var jeg blevet suppleant til Danmarks Filatelist-Unions bestyrelse og kontaktmand for Østjylland. En kontaktmand er en person der (næsten!) kan svare på de fleste spørgsmål vedrørende Unionen, og ellers svare på alle de filatlistiske spørgsmål, som samlere kan finde på at spørge om - næsten!. Det betød også, at jeg lærte landets øvrige kontaktmænd at kende. Mit bekendtskab til en af disse kontaktmænd, nemlig kontaktmanden for Vestjylland Knud Pedersen, Holstebro, spiller en vigtig rolle i følgende lille maritime historie. Knud var en overordentlig vellidt mand, altid glad og fuld af energi.
Hals Havn Vi havde ikke tænkt at blive ret lang tid i Hals Havn, og da Niels kom igen dagen efter straks om morgenen og lod sig underholde hele formiddagen af familien om bord, begyndte min hustru hurtigt at planlægge næste stræk (til Løgstør) og vi måtte undskyldende tage afsked med min kære ven Niels, da jeg kunne forklare ham, at vi gerne ville nå Limfjordsmuseet ved Frederik VIIs kanal ved Løgstør inden de lukkede for weekenden. Niels blev heldigvis ikke fornærmet, men var tydeligvis lidt ked af at gå glip af vores underholdning! Limfjordsmuseet
Det kom faktisk til at passe, men det skal vi ikke dvæle ved her.
Jegindø Havn
Ved havnen var der et lille skibsværft, som allerede havde lukket for weekenden. Jeg husker, at der stod "Frølunds Skibsværft" på en af bygningerne, men ejeren var, hvad jeg nogle dage senere spurgte ham om, ikke i familie med hverken Mogens Frølund (frimærkesamler fra Holstebro) eller Poul Frølund, Odense (også frimærkesamler). Desuden hedder han Jørn Frølund Jepsen. Han oplyste mig senere (i 2013), at han solgte sit værft i slutningen af 1980erne fordi fiskeriet i Limfjorden gik voldsomt ned (vistnok pga. reducerede fiskekvoter). Vi havde en fin lørdag på Jegindø og gik lidt rundt i området. En af vejene i Jegind hedder Nørbyvej, men jeg har (endnu) ikke undersøgt hvem, den er opkaldt efter - det er med sikkerhed ikke efter mig! Ved værftet bemærkede jeg, at der lå en meget stor tobladet Tuxham skibspropel med to vendbare blade delvist forsvundet i det høje græs (Tuxen & Hammerich: Motorfabrikken Tuxham A/S 1905-1962). Akslen var en 2 meter lang stålaksel med en diameter på 10 cm, så da jeg naivt forsøgte at løfte propellen lidt i et af bladene for at tage den nærmere i øjesyn, rokkede den sig ikke en millimeter.
Dagen efter, søndag formiddag, kastede vi fortøjningerne og begav os nordpå gennem Nees Sund, og kastede anker i en lille vig Rovvig for at spise frokost. Sejlede derefter forbi Vilsund og igennem Thisted Bredning og Feggesund til den lille havn Amtoft på sydsiden af Himmerland kort efter Feggesund. Her var kun en mindre kiosk, men det betød ikke noget, da vi havde den proviant, vi behøvede for de næste par dage. Dog ville fruen og ungerne gerne have et nyt ugeblad, men kioskdamen ville ikke sælge hende det nye ugeblad før det gamle var udsolgt og da min kone ikke vidste, hvad hun skulle med 10 eksemplarer af et gammelt ugeblad, undlod hun at købe ugeblade her! Kuling
Et par både fra os lå en kendt singlehandsejler fra Aarhus, Svend Kaae (26.03.1945-15.08.1988) i sin båd, en Nimbus 30: "Optimist 2". Jeg vidste godt, hvem han var, da han, ud over at have sejlet singlehand over Atlanten, til Færøerne og Island, var yderligere berømt for på en høflig måde at slå sig ned hos andre - ved spisetid! Han kom også over til os - ved skaffetid - og spurgte, om han måtte se vores "plastikøse" (som en glasfiberbåd populært kaldes). Vi var blevet advaret mod ham, og var klar over, at han måske regnede med at blive inviteret på et måltid og ikke gjorde mine til at gå, hvis maden kom på bordet fordi ungerne var sultne. Så er det svært ikke at invitere på en "bid brød". Han skulle også være flink til selv at sørge for sin egen vin - af værtens flaske, men vi var trætte oven på dagens sejlads, så jeg gjorde ikke mine til at invitere ham på et måltid, men bød ham en øl. Vi talte lidt om at aptere både - han havde selv apteret sin, og jeg havde apteret vores. Han var bestemt en flink mand, og min beskrivelse af ham er ikke helt retfærdig, men det var, hvad jeg havde hørt/oplevet. Han forlod os, da han havde drukket sin øl. (Han druknede i 1988 i Aarhus Havn, og jeg husker, at nogle mente, at han havde trådt forkert, da han ville stige af/på sin båd og var blevet knockouted af prædikestolen på vej ned i vandet. Han blev fundet drivende i Begtrup Vig).
Frølunds Tuxham skibspropel! Vi blev enige om, at vi kunne da godt bruge tid på det projekt, når vi alligevel skulle ligge "underdrejet" i Thisted Havn et par dage. Jeg telefonerede derfor til værftsejeren på Jegindø, Jørn Frølund Jepsen, og talte med ham om mulighederne. Han ville godt sælge den og, hvis det var nødvendigt, være behjælpelig med at få den skilt ad og få den enormt tunge 2 meter lange stålaksel fjernet. Han ville sælge propellen for 1000 kr. og jeg "pruttede" ikke. Vi skulle så blot leje en bil og komme og hente den, da vi havde besluttet, at vi ikke ville sejle tilbage efter den.
Danmarks Filatelist Forbunds Kontaktmandsordning!
Jeg ringede så til kontaktmanden for Vestjylland: Knud Pedersen fra Holstebro, og forklarede ham mit "luksus-problem". Knud vidste prompte, hvad jeg skulle gøre: "Ring til Ove Nielsen! Ove er formand for Thisted Frimærkeklub og en hjælpsom mand". Det gjorde jeg så og da jeg havde gentaget min historie for Ove, sagde han straks: "Kom du bare, jeg har en Mercedes (Diesel), som du må låne". Det sagde han uden betænkning, så min redaktionelle linie i Forbundsbladet Dansk Filatelistisk Tidsskrift, DFT, havde åbenbart ikke virket afskrækkende på ham! På det tidspunkt havde jeg været redaktør af DFT et par år. Næste dag gik jeg tidligt fra havnen op til Oves store forretning, Frugtlageret i den nordlige del af Thisted og han overlod mig nøglerne til en stor Mercedes, som han ikke skulle bruge den dag. Jeg noterede kilometertællerens visning og kort efter var familien på vej mod Jegindø med madkurv, og det passede vores to piger godt, at der ved bagsædet lå nogle tegneseriehæfter, som de kunne kigge i. Vi havde købt en pakke sorte plastiksække, da en adskilt skibspropel med masser af fedt indeni nok ikke var det reneste, man kunne tænke sig. Værftsejeren Frølund Det årvågne postbud Jeg kørte tilbage til Ove for at aflevere bilen, men inden bunkrede jeg dieselolie til bilen (det er nu kun, når man læsser brændstof til skibe, at det kaldes at bunkre og udtrykket stammer fra de brunkulsfyrede dampskibe - biler tanker man!). Jeg noterede igen kilometertælleren visning og gik ind på kontoret til Ove for at afregne, men da han hørte, at jeg havde fyldt tanken med dieselolie ville han ikke have yderligere, selv om jeg protesterede. Det var en flot vennetjeneste, selv om vi aldrig havde set hinanden før: "Tak, Ove"!
Sejladsen hjem til Kaløvig gik planmæssigt uden problemer og da vi lagde til på vores plads i Kaløgvig Bådehavn, lossede jeg båden for propeldele, men måtte sejle hen til mastekranen for at hejse det tunge propelhus op fra kistebænken. Jeg kunne simpelthen ikke få fodfæste godt nok til at løfte det ud. I løbet af efteråret fik jeg delene afsyrede ved at bruge en blanding af salpetersyre, svovlsyre og vand i et blandingsforhold, der gav det, man kalder en blankætsning uden at overfladen tager skade. Det virkede fint og jeg behøvede kun at pudse lidt efter med fint ståluld/brasso.
Propellen, som ses her til højre, stod til pynt i vores stue i ca. 20 år og jeg brugte det ene blad som fodskammel, når jeg så fjernsyn. Vores hund "Trine", en Golden Retriever, brugte det andet blad til at hvile hovedet på, når hun skulle holde øje med forbipasserende hunde ude på villavejen. Propelbladet er stadig lidt plettet af Trines savl! (Og det andet er sikkert lettere patineret af fodsved!). Vi var en smule bekymrede: Kunne propellen vælte, hvis et barn satte sig på et af bladene?, så vi talte i mange år om at finde en "fod" til den, så den kunne stå lidt mere sikkert. Normalt hører der et trykleje til en sådan propel, men et sådant fik jeg ikke med fra Jegindø Skibsvært - jeg sansede i hvert fald ikke at spørge, da jeg købte propellen. I de efterfølgende år, hvor vi sejlede de danske farvande tynde, var jeg altid på udkig efter gamle maritime effekter, som jeg havde stor fornøjelse af at sætte i stand og som kunne stå til "pynt" i vores hjem. Jeg var hele tiden på udkig efter et passende trykleje til min store Tuxham-propel, men der gik faktisk ca. et kvart århundrede, før jeg fandt noget brugbart. Fornæs Skibsophug
Men tilbage til Fornæs. Jeg havde taget en målskitse med af min Tuxham-propel og Peter Niemann gav os lov til at gå på opdagelse i det udendørs lager med de gamle skibspropeller og de tryklejer, der i rig målestok var lagt på solide hylder udenfor en af hallerne. Vi var begge dybt imponeret af de mange og STORE propeller og min kone konstaterede med tilfredshed(!), at de ALLE - uden undtagelse - var for store til at jeg kunne hjemtage en sådan! Kontorchef på Fornæs Shipbreaking, Hanne Præst, har i 2017 været så venlig at sende mig et fint udvalg af billeder fra den gamle "propelkirkegaard", fotograferet kort før de i 2006 blev solgt til udlandet. Jeg havde før 2006 ikke sanset at forevige de mange propeller - tak for det, Hanne Præst! Men her fandt jeg endelig lige netop det trykleje, jeg havde ledt efter i mange år:
Jeg gav "en pæn sum" for dette bronze-trykleje, og jeg husker, at prisen tydeligvis var påvirket af min iver for at købe det! Peter Niemann fra Fornæs Skibsophug, hvor flink han end var overfor mig, er jo handelsmand, og jeg anede intet om priserne for den slags metal - men jeg kunne se det færdigt for mig og jeg var helt klar over, hvordan det skulle bearbejdes. Jeg lavede efterfølgende en aftale med min dygtige ven Eigil Hald, der er værktøjsmager. Han kunne nemlig dreje det overflødige metal af i sin store metaldrejebænk, hvor tryklejet lige netop kunne opspændes op og rotere uden at dets flange ramte drejebænkens vanger. Operationen lykkedes - og patienten lever i bedste velgående!
Prolog Dog mangler jeg en enkelt ting: For få år siden fandt jeg et "Tuxham-skilt": "Motor-installationen leveret af Tuxham, København". Så nu mangler jeg blot selve Tuxham-glødehovedmotoren!
Tak for hjælp med oplysninger/illustrationer m.m. til: |
 |
|
