Pernilles Saga - Tunø - Pernille - 1981

S/S "Pernille" af Kaløvig Foto: Erik Kühnau.

Større sejlbåd?
I 1991-92 var vores døtre så gamle, at de bestemt ikke ville med på vores sommertogter, og de klarede sig fint alene i vores hus i Skødstrup. Min kone og jeg havde allerede i de sidste par år talt om, at båden var for lille - vi var blevet lidt mageligere og kunne godt tænke os en lidt større båd end vores Bandholm på 27 fod. Desuden havde vi i de sidste par år ofte talt om, at motoren, der var en indenbords Volvo Penta MD5A på 7,5 heste, var for lille. Vi havde i 1992 dog haft båden i 14 år og klaret os udmærket med den lille motor.

Vi talte nu også om, at hvis vi skulle skifte til en større båd, kunne vi kun få råd, hvis vi solgte vores sommerhus - og det ville vi ikke. Derfor skrinlagde vi planerne om større båd og beholdt både båd og sommerhuset. Vi havde også talt om, at det måske snart var på tide at "gå i land" og vende tilbage til sommerlivet i sommerhuset, og vi blev enige om snart at sælge sejlbåden, hvilket vi gjorde i sommeren 1993, og vendte tilbage til at feriere i vores sommerhus ved Begtrupvig på Mols.

Tunø - et yderst populært weekendmål
Da vi begyndte at sejle (i 1978) var Tunø havn en skygge af det, den er i dag. Billederne herunder må være taget omkring 1978, hvor "pakhuset" tv stadig var der og hvor man kan se, at hele inderbasinet endnu ikke var udbygget med broer. Fartplanen viser også, hvordan man modtog og afsendte post via Kalundfborgbåden i rum sø:

Tunø havn ca. 1978. Udsnit fra postkort. Bemærk pakhuset i v. side. Her fik vi lov at grille etc. når vejret ikke var så godt.	Fartplan fra 28.05.-30.09.1978, sat fast med tegnestifter (rustne) på pakhuset.
Tunø havn ca. 1990. Lidt "grynet" udsnit fra postkort. Sådan så havnen ud i de sidste par år, vi sejlede.

Havnepenge!
Tunø Havn var og er vist stadig ikke med i den såkaldte frihavnsordning, hvor sejlere fra "frihavnene" gratis kan ligge i nogle dage i andre frihavne. Grunden er indlysende: Der er ikke var så mange hjemhørende sejlere/fiskere på Tunø, at disse kunne betale tilstrækkeligt til at drive Tunø Havn; slet ikke så meget, som havnepengene kan give. Jeg husker ikke, hvad vi betalte om dagen for at ligge i havnen, men det var vist omkring 40-50 kr. pr. døgn i 70'erne/80'erne - for en 27 fods båd som "Pernille", så havnen var afhængig af "havnepenge" fra gæstesejlere.

Villy Holm Kjeldsen. 22.03.1916-03.01.1993.

Villy Kjeldsen var samtidig gåredejer og postekspeditient, ansat fra 01.01.1942 på postekspeditionen på Tunø, der allerede 15.08.1865 var blevet oprettet som brevsamlingssted underlagt Korsør. Den første brevsamler var Ole Rasmussen Holm, ansat fra 29.12.1894. 08.04.1875 var Tunø blevet underlagt Kalundborg; 01.10.1902 underlagt Aarhus og 01.05.1921 omdannet til postekspedition. Nu skulle man formode, at der kom postuddannet personale til kontoret, men det fungerede fint med lokale folk, der ikke havde en postuddannelse. Tunø var ikke af en sådan størrelse, at der fordredes en stor postbemanding. 01.04.1938 skiftede postekspeditionen navn til Tunø Kattegat og blev 01.12.1979 underlagt Odder Postkontor. 28.05.1990 blev postekspeditionen, som jeg tog et billede af sidst i 80erne, nedlagt og erstattet af en postbutik hos købmanden, Tunø Købmandsgård. (Kilder: Danmarks Posthuse 1624-1989, KPK samt Tunø Lokalarkiv ved Karl Bernhard Johansen, 03.06.1932-31.08.2016).

Jeg var medlem af "Lokalhistorisk Forening og Arkiv for Tunø" i den sidste del af vores sejlertid og har arkivets årsskrifter 1983-1993, men bidrog ikke med oplysninger til skrifterne.

Omtalte Ole Rasmussen Holm blev 11.11.1892 gift med Andrea Andersen og de fik en datter, Kirstine Rasmussen Holm, der 22.10.1915 blev gift med August Jørgen Kjeldsen. De fik en søn, Villy Holm Kjeldsen, født 22.03.1916 og som 01.01.1942 blev postekspeditør på postekspeditionen på Tunø. Han nåede at bestride stillingen i mere end 50 år. Han døde 03.01.1993.

"Postmester"
Det var meget typisk, at personen, der styrede posthuset i mindre samfund, blev kaldt "Postmester", da han fungerede som lederen af posthuset og dets andre ansatte, såsom landpostbude. Det var også tilfældet med Villy Kjeldsen, som det fremgår af dødsannoncen.

Jeg forsøgte flere gange at komme til at tale med ham om hans arbejde, men sjældent har jeg oplevet en mere fremmedsky person. Han ville dog godt sælge mig et par af sine postkort, men mødte jeg ham på gaden uden for postekspeditionen, kiggede han sky væk, lod som om fuglene i træerne fangede hans opmærksomhed og han ville på ingen måde tale med mig.

Ole Nordahl Olesen
"Havne-Ole", som vi kaldte ham, da vi havde en Ole, dog med efternavnet Elbrønd, som vi sejlede med, var havnekaptajn i den sidste tid af vores sejlertid, hvor vi besøgte Tunø - jeg har ikke undersøgt, hvornår han afløste Villy Kjeldsen. Erik Kühnau og jeg kom på "talefod" med Havne-Ole og han huskede vores navne fra gang til gang. Jeg havde hele tiden i baghovedet, at jeg skulle huske at fotografere ham, men jeg fik aldrig muligheden, så fotoet er venligst udlånt af Tunø Lokalarkiv/Karl Johansen.

I begyndelsen gik han midt på eftermiddagen rundt ved bådene i Havnen og markerede sin tilstedeværelse ved at slå let til forpulpittet med en træpind, så sejlerne kunne betale havnepenge. Det gik som regel lidt langsomt, da sejlerne var flinke til at inviterede Havne-Ole på en øl, og når der var røget en 5-6 stykker indenbords, var Ole ikke længere ædru, hvilket man både kunne se og høre. Problemet var naturligvis, at Ole var meget vellidt, en hyggelig og selskabelig anlagt person, som havde svært ved at sige "nej". Opkrævningen af havnepenge blev derfor lavet om, så sejlerne selv skulle gå op til Oles kontor og betale. Det fungerede selvfølgelig meget bedre og Ole kunne uden problemer nyde en eller to eftermiddagspilsnere uden risiko for at falde i havnen eller på anden måde havarere. Ole Olesen blev født 06.10.1937 og døde 03.03.2003, 66 år gammel.

Postforbindelsen til omverdenen
Den smukke post- og passagerbåd "Tunø", sejlede normalt een gang om dagen fra Tunø ud til Kalundborgbåden, som stoppede op ud for havnen og hvor posten (og evt. passagerer) så blev omladt i rum sø. Nu går færgeruten mellem Tunø og Hou med en alm. motorbåd beregnet til formålet.

På syd-molen var der, da vi sejlede på Tunø, et pakhus, som vi sejlere, i tilfælde af dårligt vejr, fik lov at sidde i og spise vores aftensmad. Det var altid meget hyggelige kom-sammen-middage og jeg husker, at der i dette pakhus stod et mystisk instrument, som var et hjemmebygget mekanisk tågehorn. Jeg bad Havne-Ole om at få lov til at købe det, men det gik ikke, sagde Havne-Ole, hvad skulle man ellers tude med, hvis det blev for tåget. En skam, for det var temmelig specielt og det er svært at forestille sig, at det har været i brug i "moderne tid".

Flaskerne
De øboer er/kan være nogle spøjse personer - og jeg kan berette om en sjov episode på Tunø og som siger noget om (nogle) af de mandlige beboerne: Vi var seks Kaløvigere, der efter en Fyn Rundt-sejlads spiste frokost i Tunø havn på tilbagevejen fra turen. Da vi havde spist gik vi en lille tur op i byen og Erik "LP" Andersen sagde, at han godt kunne tænke sig at være præst på Tunø, for der kunne da ikke være så mange at begrave! To lokale damer i 50 års alderen, som gik næsten ved siden af os, standsede og den ene sagde, at "der er kun var halvt så mange at begrave, som I tror, der er". "Jamen, hvordan det?", spurgte vi. "Jo", sagde damen, "her begraver vi kun kvinderne. Mændene hælder vi tilbage på flaskerne!"

Jeg synes nu ikke, at det var udpræget, men Havne-Ole kunne som sagt godt lide en pils og sagde sjældent "nej tak", når sejlerne bød på en sådan. Det betød bl.a, at Havne-Ole af sikkerhedsmæssige grunde ikke måtte gå rundt på bådene i havnen efter havnepenge, men at sejlerne skulle komme op til hans kontor og betale. (Bådene kunne i travle periode godt ligge fortøjet uden på hinanden i flere lag).

Tunøs udbyggede havn
Jeg har ikke tal på de gange, hvor vi (flere fritidssejlere fra Kaløvig) sejlede i "gåsegang" (det hedder nu vist i "flotille") til Tunø fredag eftermiddag/aften for at hygge os med fællesspisning og ren afslapning den udvalgte weekend. Der var normalt altid en del KBL-sejlere, der havde fået den samme fremragende ide, og de sejlere med de hurtige både var flinke til at brede sig lidt rigeligt, når de ankom tidligt og kunne finde en fortøjringsplads i havnen, så vi mindre både fik lov til at kunne klemme os ind mellem dem. Det var der ingen, der tog anstød af.

Jørgen P, der havde en Drabant 33 (Victoria), tilbagelagde altid distancen Kaløvig-Tunø noget hurtigere end Pernille gjorde. Kühnaus 30 fods Drabant "Ofelia" var også hurtigere end vores 27 fods båd, så vi kom ofte (altid!) lidt senere til Tunø end de andre. Pyt, de var som sagt flinke til at gøre plads til os, så vi kunne komme igang med det, det handlede om: At hygge os. Når vi fik lov til at kile os ind mellem et par både, kunne vi efterfølgende få en brobajer og tale om "strabadserne" - hvis der var noget specielt at tale om, og der var altid nogle ting at tale om, fx hvor mange marsvin der havde boltret sig i vandet i nærheden af vores både. Det var vi gode til:

Lige ankommet til "smørhullet"	Erik: "Hva' vil du ha'?" - "Måske skulle jeg først finde min kam!"
Man kan fornemme, at hyggen står ned i stænger :-)	"Knap også en op til mig, tak!"

Kontakt til ungerne
Vi sørgede også for at holde kontakt med ungerne derhjemme, når vi holdt weekend "på søen". De var enten alene hjemme eller også blev de passet af S-mor og i stedet for at gå op og bruge telefonen på land, tog jeg samtalen hjem over Lyngby Radio via vores VHF. Det kostede normalt en minimumstakst på 3 min.= 16,80 kr.

En nyere Tunbo fra 2004! - Erland Rasmussen (09.03.1938-23.05.2020)
Erland var i mange år en af vores gode sejlervenner. Han havde en mindre fiskekutter og var, som jeg, medlem af Kaløvig Bådelaug og Kaløvig Maritime Forening (hvor han var kasserer). Han havde en murermestervirksomhed i Studstrup og var blevet engageret af Skov- og Naturstyrelsen, som det hed i 1986, hvor restaureringen / vedligeholdelsen af Kalø Slotsruin påbegyndtes. Murerarbejdet blev forestået af Murerfirmaet Svend W. Olsen, Knebel og det praktiske murerarbejde blev foretaget af murer Erland Rasmussen og murerarbejdsmand Peter Blem, Studstrup. Tilsynet for fredningsstyrelsen var arkitekt MAA Jørgen Frandsen, Aarhus.

Efter at Erland gik på pension, pågår der stadig restaurering / vedligeholdelse af den gamle slotsruin.

Lica
er vores ældste datter og hun ville på et tidspunkt gerne læse til bygningsingeniør, men da hun ikke havde en praktisk uddannelse som murer eller tømrer, søgte hun om og fik en praktikplads hos Erland i somrene 1990-1994. Af en eller anden grund forevigede vi ikke vores datter, mens hun var med til at restaurere Kalø Slotsruin, men jeg håber, at vi kan skaffe et par gode fotos med Lica i murerdress!

Jeg husker ikke året, hvor min arbejdsplads (Fysiologisk Institut, Aarhus Universitet) havde en udflugt, der gik til Kalø Slotsruin. Her mødte vi, som jeg ventede, Erland og min datter og til mine kollegers store forbavselse, gav jeg den rødhårede kvindelige murermedarbejder (min datter) et stort knus. Dog kendte min kollega Olaf Møller familierelationen og kunne sige, at Lica var altså min ældste datter! Da Lica holdt op hos Erland, fik hun en fin, fin "anbefaling".

Erland mistede sin første hustru, Doris i 1995 (født 1941), og flere år senere, i 2004, flyttede han til Tunø for her at tilbringe sin pensionisttilværelse. Her fandt han sig godt til rette og levede sammen med Grethe Elnora Nielsen. Han nød stadig at fiske og stiftede 17.02.2011 TUNØ RØGERI S.M.B.A. ("Selskab Med Begrænset Ansvar") og havde fået tildelt CVR-nummeret 33578075, men efter sigende var de færre fisk, der var at fange, medvirkende til, at Erland, der var administrerende direktør, pr. 30.11.2012 stoppede som sådan. Selskabet blev tvangsopløst pr. 20.10.2013, og blev ikke siden aktivt igen.

Erland fortalte mig i 2018, at der ikke var mange fisk at fange, men: "Toke, der er mange hummere bl.a. på "hummergrunden" i Begtrupvig". Det havde vi også nydt godt af, da jeg var yngre, men jeg var i 2018 forlængst holdt op med at fiske. Han fangede mange hummere bl.a. her, og i hans og Grethes husstand havde de indført, at der kun måtte serveres hummer 2-3 gange om ugen!

Erland fik desværre nogle hjerteproblemer og fik indopereret en pacemaker. I forsommeren 2020 fik han lungebetændelse og måtte flyves til Skejby Universitetshospital. Han overlevede desværre ikke og døde 23.05.2020, har Grethe oplyst.

Erland blev kremeret og hans aske blev spredt ud over Tunøs vande.

Erland under arbejdet på Slotsruinen. Foto 1986: Skov- og Naturstyrelsen.

Erland med en Dorado (guldmakrel) Dog ikke fanget ved Tunø!

Erland med en pæn tun! Heller ikke fanget ved Tunø!

Tak til Erland for lån af fotos og tak til Grethe for supplerende oplysninger om Erland.

Back - 04.06.2020 - Email