| Bandholm 27 - Nr. 34: S/S "Pernille" Efterfølgende er et nostalgisk tilbageblik til den tid, hvor min familie og jeg sejlede i de danske farvande i vores 27 fods Bandholm sejlbåd: S/S "Pernille".
Vi lærte i de efterfølgende år Danmark at kende fra søsiden og vi har senere glædet os over alle minderne fra vores sejlture. Nogle er mere mindeværdige end andre, men i 15 år havde vi faktisk ikke en eneste rigtig dårlig sejleroplevelse - ud over de sædvanlige hårdtvejrs-sejladser, som ingen sejler slipper for. Større sejlbåd? Vi talte nu også om, at hvis vi skulle skifte til en større båd, kunne vi kun få råd, hvis vi solgte vores sommerhus - og det ville vi ikke. Derfor skrinlagde vi planerne om større båd og beholdt både båd og sommerhuset. Vi havde også talt om, at det måske snart var på tide at "gå i land" og vende tilbage til sommerlivet i sommerhuset, og vi blev enige om snart at sælge sejlbåden, hvilket vi gjorde i sommeren 1993, og vendte tilbage til at feriere i vores sommerhus ved Begtrupvig på Mols.
1984 - Postekspedition i Bogense udsat for røveri Jagtgeværet blev fundet ganske kort tid efter, da markens afgrøde blev høstet med en såkaldt "Kampmann": Grønthøsteren fik på et tidspukt navnet "en Kampmann" efter den daværende skatteminister Jens Kampmann, som man følte var ude på at beskatte alle så hårdt, at ingen ragede op over andre! Præcis som grønthøsteren slog alt af i samme højde). Allerede dagen efter røveriet i Særslev, den 22. oktober 1984, følte "W", "jorden brænde under sig", hvorfor han den 23. oktober kort før kl. 22 meldte sig selv på politigården i Odense. "W" må efterfølgende være blevet straffet for disse forseelser og må forlængst have udstået den eller de straffe, han fik - og livet er forhåbentlig gået videre for ham og at han efterfølgende har holdt sig på dydens smalle sti.
Fire år senere Efter København, begav "S/S Pernille" sig igen ud på salten sø og kom, efter nogle dages pragtfuld sejlads mellem og med anløb af flere af vores smukke små "sydhavsøer", sønden om Fyn og op gennem Lillebælt til Bogense.obsen, og hvor vi selvfølgelig talte om dansk posthitorie og om vores næste posthistoriske projekter. Skibsbygger Kurt Kristensen (22.08.1934-01.06.2012) - Bogense Skibssalg Aps.
"Jamen, det har jeg skam og det er vist lige noget for dig", sagde Kurt Kristensen og fandt en stor flad papkasse med de sørgelige rester af et defekt dobbeltløbet jagtgevær af typen "Over and Under". Jeg må have lignet et stort spørgsmålstegn, men da Kurt Kristensen fortalte, at jagtgeværet havde været anvendt ved et røveri på Bogense Postkontor i 1984, var jeg ikke længere i tvivl. Dette "klenodie" måtte jeg selvfølgelig købe, hvilket jeg straks gjorde efter spørgsmålet om prisen - som var - om jeg husker korrekt - den fyrstelige sum af 100 kr.
Da jeg senere stolt fremviste de uvurderlige og ubrugelige stumper af jagtgeværet til min kone, mumlede hun af uforståelige grunde et eller andet om "Klods Hans" og "mudderklatter"! Men min tanke var selvfølgelig at skrive om det i vores posthistoriske tidsskrift, hvilket jeg også gjorde nogle få år senere.
Man kan se postkontollør Kurt Jørgen Madsens data i postvæsenets Officielle Meddelelser: Født 25.04.1939 i Middelfart. Indtrådt i P&T 01.05.1956, Fagp. I 1959 - 65 point, 01.05.1959 mhp., 01.05.1961 ass. i Maribo, Fagp. II 1966 point 55, 01.07.1968 oass. Bogense, 01.09.1973 ktr. i Bogense.
Efterskrift Kilder
Nok en efterskrift: Jeg ejer "et ulovligt jagtgevær" Våbentilladelse Da jeg i 1959 fik mit første jagttegn, skulle man ikke have tilladelse til at besidde et glatløbet våben, såsom et jagtgevær. I de næste mange år, jeg gik på jagt, havde jeg en stående invitation til at komme til Nissumgaard i weekenden, hvor vi nærmest altid gik på jagt søndag formiddag. Jeg havde et værelse på gården, hvor jeg overnattede fra lørdag til søndag. Pga. min interesse for jagt, havde jeg udmærket kendskab til jagtgeværer og mindre rifler (jeg har haft en ganske fin cal. .22 salonriffel og i en kort periode også en normal jagtriffel af større kaliber, men da jeg ikke rigtig kunne få lejlighed til at bruge denne, solgte jeg den igen. Da jeg holdt op med at gå på jagt solgte jeg også mit smukt graverede Simpson-Suhl side by side 16/65 jagtgevær, og havde herefter ikke flere våben, der evt. krævede våbentilladelse/jagttegn, og da jeg mange år senere købte det defekte jagtgevær i Bogense, havde jeg absolut ingen betænkeligheder ved at hænge det op på min væg som "pynt". Da våbenloven senere krævede en tilladelse til blot at besidde et sådant jagtgevær, indhentede jeg ikke en sådan, da jeg i min vildeste fantasi ikke kunne se, at det ville kunne udgøre nogen skade, da man hverken kunne lade og affyre det ituslåede gevær. Således gik et par år og det blev så bestemt, at man, i perioder, kunne benytte sig af såkaldt "frit lejde" til at aflevere skydevåben og jeg besluttede, at jeg ville prøve at få politiets velsignelse af, at jeg gerne måtte have det defekte gevær hængende - uden at jeg skulle betale afgift.
Den første "frit lejde for aflevering af våben" fandt sted herhjemme 01.11.-01.12.1997, men jeg henvendte jeg mig - uden for en sådan frit lejde-periode - telefonisk til politiet og sagde, at jeg gerne ville have bekræftet, at jeg fortsat kunne have mit jagtgevær hængende. Min hustru pressede lidt på, da hun også havde læst, at det ikke længere var lovligt at have et glatløbet jagtgevær hængende på væggen. Jeg husker ikke navnet på den politassistent, jeg talte med i telefonen, men han var ret brysk og sagde, at jeg skulle have sørget for at få tingene bragt i orden inden "Frit Lejde"-perioden var udløbet, og at jeg ville få en bøde, hvis jeg kom og afleverede det udenfor denne periode. Jeg svarede, at jeg selvfølgelig ikke ville have en bøde og at jeg så - i givet fald - ville skille mig af med det på anden måde - måske lægge det i en kurv foran politiets hittegodskontoret, så det så ud om om det var en baby, jeg afleverede. Politiassistenten syntes bestemt ikke, at det var morsomt, så jeg bad ham glemme min henvendelse og sluttede af med at sige, at jeg simpelthen ville droppe geværet ved "vores" ammunitionsdepot Koraldybet i Kaløvig næste gang jeg sejlede forbi det sted, hvilket ofte skete, når vi var på weekend i "Pernille". Det måtte jeg så sandelig heller ikke, sagde han, men jeg svarede, at hvis man lige efter krigen kunne droppe 17-40 tons ammunition, kunne jeg vel droppe et ufarligt vrag af et jagtgevær, og jeg kunne bestemt ikke se en rimelig anledning til, at jeg skulle have en bøde. Besynderlig "imødekommende" opførsel af en politiassistent! Jeg fik afsluttet samtalen med et pænt "tak for oplysningerne" - man kan jo godt være høflig, selv om "modparten" ikke er!, men besluttede mig for at afvente næste "frit lejde"-aktion, da jeg ville se, hvad der skulle til at få det gjort lovligt - som udstillingsgenstand.
Den næste "Frit lejde"- aktion kom 01.06.-30.06.2013, hvor man igen kunne aflevere ikke registrerede våben, og fredag 21.06.2013 kl. 13 gik jeg ind på politistationen i Aarhus for at få at vide, om hvad der skulle gøres ved geværet for at jeg kunne have det hængende. En ung betjent, der tog imod mig ved skranken, var venlig, men turde ikke sige noget om mulighederne for at jeg kunne få lov til at beholde geværet, så han tilkaldte en overordnet, politiassistent Jan Poulsen (jeg bad ham om at legitimere sig), som med det samme, og i en meget bestemt tone sagde: "Nej, det er et oversavet (!) jagtgevær, som du har haft ulovligt". Jeg poienterede for ham, at det ikke var "oversavet", men ituslået, hvad han burde kunne se! Hans sidste kommentar om den ulovlige opbevaring af mit gevær var lettere overflødig, da jeg jo strengt taget var i færd med at benytte mig af justitsministeriets "frit lejde", der også var gældende for folk, der (muligvis) har ulovlige våben, men som ikke ingensinde har tænkt at bruge dem til andet end "pynt", så hans "løftede pegefinger" fik mig ikke til at se brødbetynget ud. "Den skibsbygger er fuld af løgn", sagde politiassistent Jan Poulsen i en særdeles uvenlig tone, "Den historie tror jeg ikke på". Jeg havde svært ved at acceptere hans ubehøvlede opførsel, så jeg kunne ikke lade være med at sige, at hvad han troede, var jo sagen uvedkommende, men at jeg havde fået historien verificeret af både politiet i Odense og af den daværende postkontrollør Kurt Madsen på Bogense Postkontor. Ved siden af mig stod en mand, som senere præsenterede sig for mig som Christian Arlien-Søborg, og som var på politistationen for vistnok at få nogle våbentilladelser fornyet, og han hørte interesseret på historien og brød ind i samtalen og sagde, at han ville tilbyde mig at opbevare geværet i sit våbenskab indtil jeg havde fået afklaret, hvordan jeg kunne beholde geværet. Det fik politiassistent Jan Poulsen til at vende sig om mod og pege på Christian Arlien-Søborg, og sige i en brydsk tone; "Du blander dig bare udenom! - geværet er smask-ulovligt og du må ikke opbevare ulovlige våben". "Hov - hov", sagde jeg, "manden forsøger at hjælpe mig til at få bevaret en effekt, der har en historisk værdi for mig og det sætter jeg bestemt pris på"! "Det er ulovligt", gentog poliassistenten, "og det kan der ikke være tale om". "Kan du fortælle mig, hvad jeg skal gøre for at geværet bliver lovligt så jeg kan redde det for eftertiden?", spurgte jeg. "Det kan ikke lade sig gøre", sagde JP. "Jeg har spurgt postmuseet i København, men vil også gerne spørge politihisorisk museum i København" - "Det kender jeg ikke", sagde politiassistent Jan Poulsen affærdigende. "Det er da underligt", sagde jeg, men kommenterede ellers ikke hans forbavsende ukendskab til politiets eget museum. Jeg bad politiassistent Jan Poulsen om ikke at sende det videre til destruktion, men jeg havde absolut ingen tiltro til, at han ville hjælpe mig på nogen måde. Det var usædvanligt for mig at komme ud for en så ubehøvlet opførsel af en politiassistent, som så ud som om, at han langt hellere ville lægge mig i håndjern end hjælpe mig til at bevare en posthistorisk effekt. Jeg besluttede mig for at klage over hans opførsel til daværende politikommissær Mogens Brøndum (ham, vi "altid" så i fjernsynet på det tidspunkt), og sendte ham en e-mail med mit referat af mine oplevelser med politiassistent Jan Poulsen. Inden havde jeg sendt referatet til Christian Arlien-Søborg, der stod ved siden af mig og som bekræftede min historie, og som desuden skrev til mig: "Jeg er meget forundret over at Jan Poulsen slet ikke ville lytte eller for den sags skyld havde evnen til at se den historiske værdi. Desuden synes jeg, at han var møg-ubehøvlet. - og næsten sikker på at han rent juridisk var på dybt vand. Så vidt jeg ved står der kun noget om at man ved overdragelse af jagtvåben skal sikre sig at modtager har gyldigt jagttegn og ikke noget den anden vej. Man kan vel dårligt forestille sig en enkefrue, der ikke skulle kunne overdrage eller sælge sin afdøde mands våben til en anden så længe modtageren er i besiddelse af gyldigt jagttegn. Held og lykke med din historie. Det forklarede vel Jan Poulsens ubehagelige og ganske ubegrundede opførsel, og det fik mig til at tænke på det slogan, som politiet i Nykøbing Falster brugte i deres portostempel dengang de afviste at forfølge en internetsvindler, som jeg anmeldte til dem: "Dit politi - Din tryghed"! Ak, ja!
Jeg fik sendt min forespørgsel/klage til politikommissær Mogens Brøndum, men da jeg skrev denne beretning i februar 2018 søgte jeg lidt oplysninger om Mogens Brøndum, bl.a. om han stadig var aktiv - det var han ikke, men da han blev 60 år 17.09.2010 blev han fotograferet til Aarhus Stiftstidende sammen med sin hustru Conny og da jeg så det billede, blev jeg klar over, at jeg udmærket kender hende, da hun var leder af Postens Filatelis Aarhus-afdeling på vores hovedpostkontor på banegården i Aarhus! Her har jeg dækket de fleste af de begivenheder, der fandt sted her, til vores Tidsskrift Dansk Filatelitisk Tidsskrift. Havde jeg ænset det ved min korte forbindelse med Mogens Brøndum, ville jeg naturligvis have skrevet: "Hils Conny!". Mit billede, der kun viser et fåtal af de inviterede honoratiores ved indvielsen, blev bragt i DFT nr. 1/1980, s. 5. Det var et lille sidespring fra det maritime. Politikommissær Mogens Brøndum sagde tak for min henvendelse, og meddelte, at han ville sende den videre til rette vedkommende, nemlig til: Lederen af våbenkontoret i Aarhus, politikommissær Vagn Martinussen (VMA005@politi.dk). Når der er "problemer", er det min (korte) erfaring, at man ikke får et skriftligt svar fra politiet, men en opringning. Det var også tilfældet her, hvor Vagn Martinussen ringede 26.06.2013 kl. 11.16 med et "Anonymt" opkald på nummerviseren. Vagn Martinussen afsluttede samtalen og sagde, at han var glad for min henvendelse og håbede, at jeg, nu hvor jeg ville give afkald på geværet, havde haft fornøjelse af det igennem så lang tid. Så jeg sagde pænt tak for samtalen og farvel. Deaktivering af våben
Men det vidste jeg desværre ikke og det kunne jeg måske selv have gjort, da jeg havde adgang til en fræser, men jeg besluttede, at historien skulle ende her. Tak til |
 |
|
