Pernilles Saga. "Med Svigermor ombord - 1983"

S/S "Pernille" af Kaløvig Foto: Erik Kühnau.

Større sejlbåd?
I 1991-92 var vores døtre så gamle, at de bestemt ikke ville med på vores sommertogter, og de klarede sig fint alene i vores hus i Skødstrup. Min kone og jeg havde allerede i de sidste par år talt om, at båden var for lille - vi var blevet lidt mageligere og kunne godt tænke os en lidt større båd end vores Bandholm på 27 fod. Desuden havde vi i de sidste par år ofte talt om, at motoren, der var en indenbords Volvo Penta MD5A på 7,5 heste, var for lille. Vi havde i 1992 dog haft båden i 14 år og havde klaret os udmærket med den lille motor.

Vi talte nu også om, at hvis vi skulle skifte til en større båd, kunne vi kun få råd, hvis vi solgte vores sommerhus - og det ville vi ikke. Derfor skrinlagde vi planerne om større båd og beholdt både båd og sommerhuset. Vi havde også talt om, at det måske snart var på tide at "gå i land" og vende tilbage til sommerlivet i sommerhuset - vi blev så enige om snart at sælge sejlbåden, hvilket vi gjorde i sommeren 1993, og vendte tilbage til at feriere i vores sommerhus ved Begtrup Vig på Mols.

Med Svigermor ombord
i 1983 besluttede vi igen at tage en tur i Limfjorden. Svigerfar var desværre død tre år tidligere, 12.07.1980, men vi havde ikke haft Ingas mor (Esther Andersen, 28.07.1921-31.03.2011) med på hverken lange eller korte ture, så vi havde foreslået hende at hun kunne komme med nogle dage i Limfjorden - hvis ellers vejret artede sig. Det ville hun meget gerne.

Båden skulle helst ikke krænge for meget - ikke fordi S-mor let blev søsyg, men de fleste ikke-sejlere med forholdsvis høj alder kan bedst lide en ikke for voldsomt krængende sejlads uden de store overraskelser.

Så da vi var et nogle dage inde i ferien i 1983 og Inga og jeg allerede var sejlet til Limfjorden samt at vejrudsigten for de næste mange dage lød på højtryk, solskin og kun svage briser, aftalte vi med svigermor, at hun skulle tage toget til Aalborg, hvor Inga hentede hende på banegården og tog hende med ned til lystbådehavnen, hvor Pernille lå.

S-far havde været ansat hos DSB og havde derfor fri rejse med DSBs transportmidler i hele Danmark og lidt til. Den nærmeste familie kunne få et vist antal billetter med tog eller med DSBs øvrige transportmidler om året og det havde S-mor benyttet sig af her.

"Martinitid"
S-mor havde rejst det meste af formiddagen og vi havde besluttet at ligge over i lystbådehavnen, så S-mor kunne vænne sig til bådens bevægelser ("Husk altid at holde ved vanter eller andet, så du ikke falder. Hellere adstadigt tempo end hastværk).
    Vi slappede af om eftermiddagen og da klokken nærmede sig 16, meddelte Inga: "Martinitid"! S-mor så spørgende på Inga, men opdagede hurtigt, hvad det gik ud på!

Svigermor påmønstrer.

Med Aggersundbroen i hækken.

Vejret var stadig fint og lunt, så vi spiste til aften i cockpittet og gik bagefter en aftentur for at "inspicere" de andre både. Der var ganske få gæstesejlere, og og ingen fra Kaløvig.

"Hårdtvejrsdram!"
Dagen efter fortalte vi s-mor, at vi efter frokost havde planlagt at sejle til Nibe, hvilket kun var ca. 3 timers sejlads fra Aalborg - ca. 15 sømil, men at vi skulle lige have en hårdtsvejsdram, inden vi sejlede. "Hårdtsvejsdram?", spurgte S-mor? Men det er da ikke hårdt vej? Nej, svarede jeg, men det er rart at være på den "sikre side", hvis vejret skulle slå om i løbet af de 3 timer! Den var S-mor fuldstændig med på! så vi fik en "Gammel Dansk" og sejlede derefter til Nibe uden problemer, og hvor vi ankom ca. tre timer senere.

I Nibe var der endnu færre gæstesejlere, men Nibe havn var også helt ny på det tidspunkt, og ligger lidt af vejen fra den normale sejlervej i Limfjorden. Sidst vi var i Limfjorden, var vi sejlet forbi Nibe.

Da vi havde et ønske om at få stegte ål til aften gik jeg på "jagt", og jeg fik at vide af en lokal sejler, hvem af de lokale fiskere, som havde plads lige i nærheden, og som var leveringsdygtig af ål, som vi tilberedte og satte til livs, og hvortil vi delte en flaske hvidvin - mums!

Nibe Lystbådehavn. (Postkort fra 1980)

Ålegilde i Nibe havn.

Vejret var ganske flot og vinden svag, men jeg satte alligevel kun krydsfokken og ikke den store genua. Det gik ikke så stærkt, men vi havde intet hastværk og s-mor skulle have fornøjelse af sejladsen. Så vi sejlede længere ind i Limfjorden og tanken var at vi hurtigt kunne sejle til Nykøbing Mors og sætte hende af her, hvis vejret blev dårligere.

Limfjorden viste sig dog fra sin bedste side og vi besluttede at næste stop var Løgstør, hvor vi evt. kunne tage et kig på Limfjorsmuseet. S-mor var dog ikke interesseret i at se museet, så vi overnattede i Løgstør, men nøjedes med af besigtige museet udefra på en lille aftenspadseretur.

Sælsafari
Dagen efter sejlede vi nord om Livø og ganske tæt forbi sandbanken Blinderøn, hvor der altid ligger rigtig mange sæler. Vi kunne komme ret tæt på rønnen uden at sælerne tog anstød af det. Der var sæler i vandet omkring rønnen, men de var tydligvis også vant til sejlernes passage.
    Vi talte om at kaste anker og nyde synet et par timer, men besluttede alligevel at sejle videre, da det var planlagt at s-mor skulle afmønstre næste dag i Nykøbing Mors havn, hvorfra hun kunne tage bus/tog hjem til Aarhus.
    I Nykøbing Mors havn stødte jeg på en af mine filatelivenner, fhv. Sparekassedirektør Karl Ove Christensen, som samler "stjernestempler" (en speciel slags postannuleringesstempler) - eller gjorde i hvert fald. Han solgte senere sin samling. Han sejlede i en LM27 motorsejler.

S-mor i Ingas kedeldragt - da vinden var blevet lidt kølig.

S-mor har sagt tak for turen og og skal til Aarhus.

Efter at have sørget for, at s-mor kunne komme hjem til Aarhus, fortsatte vi til Lemvig havn, hvor vi overnattede til næste dag. Vi aftalte, at Inga skulle handle ind til "livets ophold" i de næste par dage, og jeg fik lov til at gå på opdagelse ved havnen, hvor der så ud til at være flere bådeskure/-huse, hvor der kunne måske findes lidt maritimt "ragelse" at tage med hjem.

"Disse"
I bådskurene lå der typisk fiske- og bådgrej, og i et af dem sad fire mænd og hyggede sig. Det var tydeligvis fiskere. Samtalen forstummede, da jeg trådte ind ad den åbne dør og en stor bredskulret mand spurgte, mig om der var noget, de kunne hjælpe mig med.
    Jeg forklarede, hvad jeg var på udkig efter og den store mand, der tydeligvis førte ordet her, sagde, at han havde en lille vendbar, som jeg nok kunne købe, hvis vi kunne blive enige om prisen. Han fandt den frem, og foreslog mig at komme med et bud, og spurgte også, hvad jeg skulle bruge den til: "Pynt"!

Jeg husker ikke, hvad jeg bød, men han fandt åbenbart mit bud i orden. Nu brød en af hans fiskervenner ind og sagde, "Pas på, "Disse", han vil snyde dig. Den er da meget mere værd!". "Ikke for mig", sagde jeg. "men det er et frit land vi lever i og da det er "Disse", der har grisen, bestemmer han jo også prisen, så jeg kan ikke rigtig se, hvordan jeg skulle kunne snyde ham", sagde jeg. "Jeg er blevet spurgt om et bud, som jeg gav, og har forklaret, hvad jeg skal bruge den til, så den del må da være OK"?. "Disse" sagde derefter: "Ja, det er rigtigt og du må få den til det, du bød, ikke mere pjat, men på een betingelse". "Og den er?", spurgte jeg. "jo, vi går hen til vores billige bæverding og her betaler du mig for skibsskruen og gi'r en omgang bajere. (Bajerne er nemlig billige i den bæverding: 10 kr. pr. stk.)" "Helt i orden", sagde jeg og så gik vi hen til deres stamcafe, der lå ganske tæt ved havnen, og hvor jeg gav en omgang: Fem pilsnere og samtidig betalte jeg "Disse" kontant for Skibsskruen!

Disses skibsskrue fra Lemvig.

"Disse" viste sig at være sæsonfisker og tjente store penge på nogle ganske få måneder, hvorimod de andre ikke tjente nær så store penge. Det var naturligvis før fiskekvoterne blev indført (i 2002).
    Vi var ved at nå bunden på øl nr. 2, så een af de andre ville give næste omgang. Jeg var lidt betænkelig, da Inga ikke vidste hvor jeg var - det var før mobiltelfonens tid. Men vi klarede det nok, så vi fik øl nr. tre, og jeg kunne mærke, at jeg måske ikke var helt ædru længere, men fiskerne virkede ganske harmløse og var egentlig ganske hyggelige at tale med.

Den ene spurgte mig ud om mit sejleri og ville vide, om jeg solgte "Stoffer"! Det måtte jeg svare nej til, "men min kone kan godt li' at sy!" (Ingen fortrak en mine, men de gloede på mig). Lidt efter kom en midaldrende dame ind i bæverdingen og "Disse" sagde så: "Nå, nu bliver du hentet af konen". "Næh", sagde jeg uden at vende mig om. "Min kone vil på egen hånd under ingen omstændigheder lede efter mig i en fremmed bæverding."

Nu var vi i gang med øl nr. 4, og, da den var "bundet", skulle jeg bestemt ikke have mere og sagde pænt tak for godt og hyggeligt selskab og ønskede dem fortsat god sommer. Vi skiltes som fine venner og jeg måtte gerne komme igen. Tak, men chancerne var ikke store for at jeg skulle møde "Disse" og hans venner igen i Lemvig og nu er der så gået ca. 35 år!

Inga var for længst kommet tilbage til Pernille og kunne godt regne ud, at jeg måtte være "faldet i et hul". Hun var dog ikke nervøs for det var stadig højlys dag og da jeg kom tilbage til Pernille, kunne hun både se og høre på mig, at jeg ikke var helt ædru. Det forhindrede os dog ikke i at overholde "Martinitiden", men efterfølgende skulle jeg have en eftermiddagslur inden aftensmaden.

Vi lå over i Lemvig og den følgende dag satte vi kursen øst på gennem Limfjorden på vej tilbage til Kaløvig. Dog ville jeg gerne gøre et mindre stop ved Glyngøre havn, men den var bestemt ikke en havn at overnatte i og den bar - på det tidspunkt - præg af udelukkende kommerciel aktivitet, bl.a. var der en lukket skibssmedje og store bunker jernaffald, tydeligvis fra skibe. Lystbådehavnen her blev først etableret senere. Jeg spurgte "pladsmanden" eller hvad en sådan nu kaldes, om der var kasserede skibsskruer, koøjer eller andet i messing/bronze. "Nej, intet. Desværre", sagde han. Jeg havde dog spottet en lille såkaldt åben impeller af støbt bronze (skovhjul til vandpumpe på skibsmotor). I modsætning til Pernilles dieselmotors vandpumpes gummiimpeller var større motorers impeller til tider støbt i bronze og pladsmanden sagde til mit spørgsmål, om jeg måtte købe den, at jeg gerne måtte tage den. (Jeg ville godt have givet 25 øre for hans tanker om min interesse!)

"Hvad i alverden vil du med den", spurgte min kære kone nysgerrigt, da jeg bagefter viste hende den. "Aner det ikke", svarede jeg," og så er det en maritim dims af overkommelig størrelse og så er er den jo fra Glyngøre!" (Som om det gjorde den ekstra attraktiv :-)

Pernilles to kaptajner.

Turen hjem var ret begivenhedsløs, og vi ankom nogle få dage efter til Kaløvig efter en fin, fin tur i Limfjorden.

Back - 18.12.2017 - Email