Pernilles Saga - Købmand Lilly Hansen - Nyord

S/S "Pernille" af Kaløvig Foto: Erik Kühnau.

Sommeren 1988
Dette år gik turen rundt om Sjælland - med uret. Vores ældste datter, Lica (f. 1969), havde fået lov til at blive hjemme, men den yngste, Dorte (f. 1971), som vi syntes var lidt for ung til at være hjemme, havde fået en veninde fra sin klasse med på turen, Tone. Vi havde også lovet dem en tur i Tivoli i København, og at de derefter kunne få en togbillet hjem.
    Vi kunne altid komme i kontakt med ungerne via vores SP-skibsradio.

Første strækning var fra Kaløvig til Langøre på Samsø, derefter Odden Havn og Gilleleje, hvor der (også) var så mange både, at vi måtte fortøje uden på en anden båd. Jeg husker ikke bådtypen, men husker derimod skipperen, en venlig mand med stort rødt håt og skæg. Det er sjældent, at man udveksler visitkort(!), når man fortøjer uden på en anden båd, men skipperen behøvede heller ikke at præsenterede sig, idet vi genkendte han som Sten Bramsen (han hed i øvrigt Ulrik til mellemnavn og døde alt for tidligt i 1990 - 16.02.1940-13.02.1990). Pigerne gjorde endnu større øjne, da Sten Bramsen fik besøg af en kollega, som vi også genkendte: Skuespilleren og TV-værten Ole Stephensen. Men som man bør gøre, når man har fortøjret uden på en anden båd, passede vi os selv.

Dagen efter sejlede vi videre og "havde Kronborg om styrbord", en vending, som skibe på vej hjem til København gerne bruger, når de passerer Kronborg, for "da er resten af sejladsen en leg"! Vi kunne se "Den lille Havfrue", da vi sejlede ind i en helt fyldt Langelinie Havn. Der var ikke en plads ledig, og efter at have cirklet rundt et par gange i havnen, klemte jeg forsigtigt båden ind mellem to andre både. Det gik fint, syntes jeg og fenderne holdt selvfølgelig afstanden til de to både.

Havnekaptajnen dukkede op kort efter, og han gik direkte hen til os og spurgte, hvor vi var fra. Da vi fortalte ham det, smilede han og sagde, at vi selvfølgelig ikke kunne vide, hvor store dønninger de evigt forbipasserende turistbåde udenfor havnen satte i havnebassinet. Det var simpelthen forbudt at fortøje klods op ad naboen. Han pegede på en optaget plads overfor - den lå faktisk i læ for dønningerne, sagde han - og sagde, at vi skulle sejle derover og vente en lille halv times tid, da båden her skulle sejle, hvorefter vi kunne få pladsen. Flink havnekaptajn!

Vi sejlede dagen efter til Dragør, hvor pigerne afmønstrede og tog toget hjem. I Dragør mødte vi et par venner fra Skødstrup, Anneliese og Egon Thomsen, som var i området og som var kørt i bil ned til havnen for at opleve havnelivet her. Efter en hyggesnak over en øl, sejlede vi videre til Nyord. Jeg husker, at vi havde en ualmindelig kraftig medstrøm, så selv om vores fart gennem vandet var moderat pga. ringe vind, "skøjtede vi med afsindig" fart forbi alle sejlerne, der kom søndenfra. Det var sjovt at opleve.

Nyord
At vi ville gerne til Nyord, skyldtes min gode ven Ole Steen Jacobsen, der nogen tid før havde været på Nyord (i bil - jeg tror ikke, at han kunne lokkes ombord i en sejlbåd!). Her havde han hos den lokale - og nærmest landskendte - købmand, Lilly Hansen, set et rigtig gammelt postkortstativ, som han gerne ville købe. Ole Steen havde fortalt mig, at prisen efter hans opfattelse var for høj, så han var kørt med uforrettet sag. Jeg kunne så prøve at købe det, hvis jeg kom forbi og var interesseret.

Det er altid fint at have et mål at sejle efter, og Nyord lå jo alligevel på den rute, vi havde afsat denne sommer, så vi sejlede målbevidst efter denne destination. Hen på eftermiddagen kunne vi så anløbe den lille havn på Nyord og fandt uden problemer en ledig plads.

Købmand Lilly Bodil Stolt Hansen (11.10.1923-04.06.2008)
Dagen efter gik min kone og jeg lidt rundt i byen af samme navn som øen (eller er det omvendt?) og vi bemærkede købmandsbutikken, hvor vi kunne proviantere, og hvor det af Ole Steen omtalte postkortstativ øjensynligt befandt sig.
    Lidt før frokost gik jeg alene op til købmanden med en lille seddel, da min hustru ikke ville deltage i eventuelle forhandlinger om postkortstativet. Købmandsbutikken var af den rigtig gamle slags, som desværre ikke findes mere. Herunder et postkort som vi købte hos købmanden. Leder man efter butikken på www, kan man se, at der har været et skilt over indgangsdøren, og Lilly Hansens søn Per, fortalte mig i 2013, at skiltet i 1988 må have været til opmaling, da billedet af forretningen blev taget og brugt ved fremstillingen af postkort. Der var en hyggelig atmosfære, selv om lokalet var en anelse for dunkelt efter min mening, men det smukke gamle postkortstativ, som stod på disken, bidrog bestemt til den hyggelige atmosfære.

Som man kan se har jeg også et fint billede af Lilly i butikken. Det er ikke et, jeg selv tog i 1988, men et, som Lillys søn, Per Ejnar Hansen, har sendt til mig. Han og hans hustru driver forretningen Sy og Handel / Lillebod - også på Nyord.

Skilt fra et tidligere/senere fotografi af købmandsbutikken "Sans Souci".

Per har fortalt, at skiltet havde været til opmaling på det tidspunkt, ovenstående billede blev taget af forretningen. Han fortalte endvidere, at hans mor åbnede butikken, som hun navngav "Sans Souci" ("ingen sorger") 01.12.1950 og lukkede den i august/september 2006. Altså har hun været købmand på Nyord i ca. 56 år. Det er imponerende. Hun var desværre udsat for et hjemmerøveri i sommeren 2006 og det kom hun sig ikke over. Senere, efter en sygdomsperiode, døde hun i 2008. Men tilbage til købmandsbutikken i 1988!

Siesta!
Der var en 3-4 andre kunder før mig, men på slaget 12 meddelte Lilly med høj og fast stemme: "Så er der frokostpause - og I må komme igen senere". En af kunderne protesterede spagfærdigt, men det blev kun imødekommet af et fast "Herut - og kom igen om to timer!". Kunden så lidt slukøret ud, men vi andre kunne ikke lade være med at smile. Jeg havde hørt om hende fra andre sejlere fra Kaløvig, så jeg var på sin vis forberedt. Og - må jeg indrømme - jeg besøgte butikken også for evt. at opleve at blive smidt ud!

"På inspirationstur hos Lilly-købmand"
Lilly var åbenbart også lidt af en skælm. I en artikel i Kristeligt Dagblad den 26. januar 2004, skriver forfatteren Bjarne Nielsen Brovst om sit møde med Lilly. Jf. artiklen har Lilly fortalt, at hun var 96 år (i 2004). Da jeg læste det, kunne jeg kun tænke, at det var en meget høj alder for en selvstændig købmand. Men Lilly må have været i drillehumør den dag, da hun blev interviewet, idet kirkebogen (1892-1964 for Præstø/Møn/Nyord, opslag 73, nr. 4), viser at Lilly blev født 11.10.1923, så hun var "kun" 81 år i 2004! Hvad der fik hende til at stikke den plade, sikkert med et glimt i øjet, ved jeg ikke. Det var en lille sidebemærkning!

Efter frokostpausen
Lilly åbnede igen efter et par timers pause, og jeg gik derop igen. Da det blev min tur, købte jeg det, der stod på min seddel og spurgte også, om ikke jeg kunne købe postkortstativet? - men fik blankt afslag. Selv efter at jeg sagde, at hun kunne nævne en pris, var hun ikke til at hugge eller stikke i. Jeg gjorde nok den fejl, at jeg ikke gav et bud, inden jeg efter nogle minutters "overbevisnings-snak" måtte gå med uforrettet sag - selvfølgelig efter at have købt de varer, jeg skulle have med ned i havnen. Ærgerligt, for jeg mente at kunne huske, at Ole Steen havde fortalt, at han ikke ville købe det, "da det var for dyrt", så der måtte jo have været en pris på bordet dengang.

Jeg havde dog noteret mig Lillys telefonnummer, og dagen efter fortsatte vi igen vores sejlads med besøg af flere havne, bl.a. Søby på Ærø, da jeg gerne ville besøge min "værftsven" Arthur Jørgensen, der ejede Søby Værft. Mine mange besøg her har jeg også skrevet om, så jeg springer over historierne fra Søby i denne beretning.

Handelen om postkortstativet gik i orden!
Vi havde en rolig sejlads op gennem Lillebælt og vores sidste stop før Kaløvig var Ballen Havn på østsiden af Samsø. Herfra har jeg også et par beretninger, som jeg vil vente med. I Ballen dristede jeg mig til at ringe til Lilly og hun kunne godt huske mig. Efter nogle minutters snak lykkedes det mig at give hende et bud, som hun ikke afslog! Hvorfor kunne jeg ikke have gjort det, allerede mens jeg stod ansigt til ansigt med hende?
    Herefter begyndte jeg at fortælle hende, hvortil jeg gerne ville have postkortstativet sendt. "Sende det?", afbrød Lilly mig. "Næh, nej. Du kan komme og hente det, hvis du vil have det!". Nu var gode råd dyre, og jeg måtte på stedet tage en beslutning: "Det er OK, men da jeg ikke selv kan hente det, vil jeg gerne, om en anden måtte komme forbi og hente og betale det?". "Det er i orden", sagde Lilly. Pyh! Så langt så godt.

K. F. Andersen (anno 1956).

Postmester Kaj Frede Andersen
Hvad så med pakkeposten på Nyord? Gad vide, om jeg kunne få hjælp fra posten i Stege, hvorunder Nyord hører, til at hente stativet, pakke det og sende det til Skødstrup? Det var jo en større opgave, men hvis jeg ikke spurgte, måtte jeg finde en anden løsning. Jeg telefonerede derfor til postkontoret i Stege og bad om at tale med postmesteren, der hed Kaj Frede Andersen (f. 13.12.1928). Han var 01.10.1982 blevet postmester i Stege og gik på pension med udgangen af 31.08.1992, fortalte han her i 2013). Jeg spurgte ham om han kendte "Købmand Lilly på Nyord", hvorpå han slog en lille latter op: "Jo, hvem kender ikke Lilly? - Hun er en ganske bestemt dame!", sagde postmester Andersen.
    Jeg forklarede mit ærinde og han sagde heldigvis ja til at hjælpe - ikke sært, at postfolkene på Møn fik et stort plus i min karakterbog - og jeg sendte forlods pengene + "noget" til postkontorets "kaffekasse", hvilket jeg dog ikke måtte, sagde postmester Andersen, men han takkede alligevel. Det manglede bare, syntes jeg, så der var til "basser" og kaffe.

Som det fremgår herunder, sendte postmester Andersen et par mand ud for at hente postkortstativet, pakke og sende det! Vi kom før til Kaløvig / Skødstrup end pakken med postkortstativet gjorde. Vi modtog det få dage efter hjemkomsten og det var indpakket efter alle kunstens regler, så det var en flot service, Stege-postfolkene havde ydet. Tak for det, hvis/når I læser dette!

De involverede Stege-postfolk 2013
Først godt et kvart århundrede senere begyndte jeg at skrive om vores sejlture med de filatelistiske og maritime islæt, de havde, og da "turen" var kommet til postkortstativet, begyndte jeg at tænke, om det ikke var muligt at få et par bemærkninger om postens hjælp med at hente og sende stativet. Jeg slog derfor op i personalefortegnelsen for Post- og Telegrafvæsenet fra 1987 (den sidste, der blev udgivet), for ved hjælp af den online telefonbog Krak at se, om jeg kunne finde de venlige postfolk, der hjalp mig den gang.

Der er knap 40 personer, flest postbude, der kunne have været involveret i mit foretagende, og flere af dem fandtes også på den online telefonbog Krak. Jeg udvalgte en tilfældig - og efter listens optegnelser over fødselsdage - yngre, men nu pensioneret postbud: Ole Peter Holst Petersen (27.03.1946-25.12.2020), og telefonerede til ham. Da jeg fortalte mit ærinde, udbrød han til min store forbavselse: "Nå, var det dig, der købte det postkortstativ!". Det var utroligt, at jeg i første skud ramte den rigtige person. "Jo", fortalte han, "det var min kollega Henning Herman Nielsen og mig, der af postmester Andersen blev bedt om at køre til Nyord for at betale Lilly og tage stativet med tilbage, pakke det godt ind og sende det til dig! Vi måtte ikke sige det til nogen, da det jo var en helt ekstraordinær service, som vi skulle yde! Og vi skulle nødigt have problemer efterfølgende".

Det var en ganske atypisk postopgave, så de måtte åbenbart ikke informere den normale post, der gik på Nyord, om operationen! Det var virkelig en flot service Stege-postfolkene ydede mig. Tak for det!

Postkortstativet står nu i vores arbejdsværelse, og som man kan se, har jeg sat nogle gamle skibspostkort i stativet. Eneste nyere kort er det farvepostkort med Lillys købmandsbutik, som også er vist herover. På bagsiden af dette postkort har Lilly skrevet kvittering for postkortstativet og datoen 1-8-1988.

Et postkortstativ mage til
Jeg har faktisk set et postkortstativ nøjagtig mage til og det tilhører min gode bekendte, Torben Ringtved, som også bor i Aarhus-området. Så mit er ikke enestående.

Referencer:
På inspirationstur hos Lilly-købmand af Bjarne Nielsen Brovst. Kristligt Dagblad 26.01.2004.
Sejlerbladet nr. 2/2011. Dansk Sejlunion.
Lillys købmandsforretning er solgt. Dagbladet/Sjællandske Medier 10.11.2013.

Tak for hjælp med oplysninger/illustrationer m.m. til:
Per Ejnar Hansen, Nyord. Søn af Lilly Hansen, for udlån af billedet af Nyord Havn og af Lilly.
Kaj Frede Andersen, tidligere postmester i Stege - samt tak til Malene Iversen, Dansk Post- og Telemuseum, for billede af K. F. Andersen.
Ole Peter Holst Petersen, tidligere landpostbud i Stege.
Ole Steen Jacobsen, Dyssegaard (for oplysningen om postkortstativet i sin tid!).

Et PS:
En postkortstativ-episode i Den gamle By i Aarhus
Mange år senere var vores yngste datter på sightseeing med nogle af sine veninder i Den gamle By i Aarhus og hun var også inde i købmandsbutikken, hvor der var et - dog noget ramponeret - postkortstativ, der lignede mit. Min datter udbrød: "Sådan et har min far også, men hans er meget flottere", hvorpå kommis'en (eller hvad han nu kaldes), sagde: "Mon ikke din far kunne tænke sig at forære det stativ til Den gamle By?"
    Min datter, der var udmærket klar over, at direktøren for Den gamle By (jeg har glemt, hvad han hed - et fuglenavn? Vistnok "Skade"?), havde inddraget de frimærkehuse, som den fond, bl.a. jeg var med til at bestyre - "Domus Philateliae Jutlandica" - delvis havde betalt opførelsen af til "Den gamle By". Den fond havde været med til at drive nogle af husene som frimærkemuseum, så min datter kunne med bestemthed sige: "Jeg tror ikke, at min fars følelser for "Den gamle By" rækker til en sådan donation". Den forstod kommis'en selvfølgelig ikke, men det er helt sikkert, at mit postkortstativ aldrig ender i "Den gamle By" i Aarhus.