"Minedrift" ved Begtrup Vig
i 1939 købte mine forældre et stort stykke jord (28.000 m2 ned til Begtrup Vig) og byggede året efter et sommerhus. Jeg blev født i 1943 og tilbragte her alle somre som dreng og boltrede mig i vigen - når vandet var varmt nok.
Jeg husker ikke, hvornår jeg første gang fik øjnene op for, at der i det meget små måtte kunne laves en form for "minedrift" ved vores sommerhus, men det må have været efter min far fik mig til at rette blikket mod vores strand. Han fortalte, at de sorte glinsende striber i strandsandet bl.a. indeholdt jernmalm af en meget fin kvalitet: Magnetjernsten (magnetit), Fe3O4. Han fortalte mig, at den jernmalm er lige så fin, som jernmalm fra fx Sveriges rige jernmalmsforekomster i Kiruna, og at de små jernmalmskorn stammede fra udvaskningen fra forvitrede nordiske fjelde og måtte være bragt hertil med havet/floder i fordums tid. Denne jernmalm er stærkt magnetisk og kan let indsamles ved brug af en magnet, hvilket jeg naturligvis efterprøvede og udvandt en pæn lille bunke magnetjernsten - for sjov.
Jeg havde spekuleret på, om jeg på en eller anden måde kunne lave fx en jerndolk af den jernmalm, jeg havde indsamlet ved vores strand, men fandt dog hurtigt ud af, at det var sværere og langt besværligere end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig, så jeg skrinlagde enhver drøm om at lave min egen lille jernproduktion.
Tungsand aflejret øverst på stranden ved overgangen fra strand til vegetation.
|
Magnetit på en ringmagnet. De farvede korn i sandet er andre mineraler
|
Dansk Tungsand Industri A/S
I 1958/59 kunne man læse i dagbladene, at et firma, "Dansk Tungsand Industri", var blevet oprettet og jeg læste med interesse, at firmaet ville udnytte bl.a. den i strandsand forekommende jernmalm (magnetit) som de ville udvinde bl.a. vha. magneter.
Jeg har desværre ikke gemt kopi af det brev, som jeg (16 år gammel) sendte til "Dansk Tungsand Industri" i 1959 og hvori jeg medsendte nogle få cm3 magnetjernsten, men erindrer meget svagt (det er jo godt 60 år siden), at jeg spurgte om jernfremstilling. Jeg fik et meget venligt brev fra firmaet, underskrevet "A. S. Laursen" (Axel Svane Laursen), som på det tidspunkt havde ansvaret for "minedriften" i "Dansk Tungsand Industri", Skagen.
"Minedrift" var en god betegnelse, der dækker udvinding af malme og andre geologiske dannelser, men jeg vidste intet om den omtalte fabrik og hvad der egentlig havde fået nogle personer til at ligefrem at etablere en fabrik, der kunne udnytte mere eller mindre "tilfældige" forekomster af nogle mineraler i dansk strandsand. Avisernotitserne anvendte ordet "minedrift".
Jeg fik et venligt svar fra firmaet:
DANSK TUNGSAND INDUSTRI A/S
Hr. Toke Gr. Nørby,
Marselisborg Hospital,
Aarhus.
ODENSE, 19.Januar 1959.
Sct. Anne Plads 2
Telefon: 126902
Vi takker for Deres venlige Brev af den 2.ds. samt for den modtagne
prøve af Magnetjern, som vi forstaar, De har udvundet af Strandsand ved
Aarhusbugten ved Hjælp af en Hesteskomagnet.
Magnetjern - Magnetite - er et af de Mineraler, vi vil udvinde af Strandsand paa vor Virksomhed i Skagen, hvor vi ved elektrostatisk Separation af Raamaterialet vil fremstille adskillige Tusinde Tons om Aaret af saavel Magnetit som andre Mineraler. Der vil saaledes blive Tale om at behandle betydelige Mængder Raasand. Raavarerne vil blive tilført det første Anlæg i Skagen fra Vendsyssels Øst- og Vestkyst.
Da vi forstaar, at De har Interesse for denne Sag, skal De være velkommen til at besøge vort Anlæg i Skagen, naar dette er i Drift - antagelig i Løbet af Sommeren i Aar.
Saafremt De ønsker den fremsendte Prøve retur, bedes De sende os et Par Ord.
Med venlig hilsen
Dansk Tungsand Industri
A. S. Laursen" (Axel Svane Laursen)
|
Selv om min far havde købt bil nogle få måneder tidligere - i 1958, kunne jeg dog ikke overtale ham til at køre en tur til Skagen, så invitationen forblev desværre ubenyttet.
 Tiden gik (som tiden jo gør!) uden at jeg gjorde ret meget mere ud af min barndomsinteresse for magnetjernstenforekomsten i vores strandsand ved Begtrup Vig, men jeg har på mit skrivebord stående et stort patentglas med otte kilo magnetit/magnetjernsten, som jeg har udvundet af vores strandsand med en lille magnet, når Poseidon havde været gavmild og skyllet lidt større mængder tungsand ind på vores strandparcel. (Bemærk den lille firkantede blanke neodymium-magnet, som hænger på siden af patentglasset med magnetjernsten).
Corona-pandemi i 2020
Da virus-pandemien brød ud i foråret 2020, kunne man snart se, at det bl.a. var den ældre del af befolkningen, der var mest sårbar over for coronavirussens virkninger (Covid-19). Myndighedernes anbefaling var derfor, at man minimerede kontakten med personer, der evt. kunne smitte een. Det betød, at størstedelen af den danske befolkning krøb i mere eller mindre isolation for at holde corona-virussen på afstand.
Det betød også, at vi, min kone og jeg, i det næste års tid kun havde et minimum af kontakt - på behørig afstand - med andre mennesker, idet vi har en udmærket lejlighed i et ikke "overbefolket" område samt det nævnte sommerhus på en stor grund lige ned til Begtrup Vig.
I sommeren 2020, hvor jeg ikke har været så mobil pga. en ny hofte, som jeg fik trods pandemien samt har været i mere eller mindre frivillig "isolation" i både vores lejlighed og i vores sommerhus, begyndte jeg at rydde op/ud i mange af mine ejendele og papirer og har kasseret en ganske betragtelig mængde.
Ved oprydningen fandt jeg også svaret på min henvendelse til "Dansk Tungsand Industri" i 1959, og kom til at spekulere på, hvad der mon efterfølgende var sket med dette foretagene.
Det blev til en lille rejse i firmaets historie, og hvor jeg er kommet i kontakt med en efterkommer af firmastifteren samt i kontakt med den italienske mineingeniør, der havde arbejdet for firmaet, da det var aktivt.
"Dansk Manganfabrik" i Vollerup ved Bolderslev, Bolderup sogn, Aabenraa
Manden bag "Dansk Tungsand Industri" var grosserer Axel Laursen, Bellinge på Fyn, som nogle år tidligere, i 1952, havde anmeldt et firma "Dansk Mangansulfat Fabrik" til Handelsregisteret, hvilket blev bekendtgjort i Statstidende i juni måned. Nr. 6/1952:
"Axel Laursen, Bredstedgade 13, Odense, udøver industridrift i Bjolderup kommune som eneste ansvarlige indehaver af firmaet "Dansk Mangansulfat Fabrik v/ A. Laursen", som lå i Vollerup ved Bolderslev i Bjolderup Sogn ved Aabenraa i Tinglev Kommune. Prokura er meddelt Axel Svane Laursen" (søn af Axel Laursen), og som ses siddende som nr. to fra højre ved bordet på fotoet herunder tv.
Foto: Rejsegilde på Manganfabrikken i Vollerup ved Bolderslev og TH: Fabrikken, da den var færdigudbygget.
Fotos er gengivet med Thomas Svanes og Gunnar Friis-Madsens venlige tilladelse.
Hertil fragtedes myremalm i lastbiler fra hele det sønderjyske område for fremstilling af "30 % vandopl. mangansulfat", som der stod på firmaets 50 kg-sække. Det blev anvendt som gødningsstof samt som fodertilskud til husdyr. Fabrikken var i drift i perioden 1952 - efterår 1970, idet andre landes mangansulfatfremstilling da havde udkonkurreret "Dansk Manganfabrik", der pga. vigende markedspriser måtte lukke omkring 1970.
Flere år efter at firmaets produktion af mangansulfat var blevet indstillet og bygningerne fjernet (i 1983) begyndte man at fokusere på mulige kilder til forurening, og manganfabrikken i Bolderslev kom også i søgelyset. Man var dog klar over, at firmaet havde overholdt alle datidige retningslinier - og at der ikke var tænkt på eventuel forurening ved fabrikkens produktion af mangansulfat, i den tid fabrikken var i gang.
I 1990 bad Sønderjyllands Amt rådgivningsfirmaet Carl Bro A/S (som senere blev en del af den hollandske rådgivningsvirksomhed Grontmij) om at lave en undersøgelse af, hvad der var foregået på grunden samt en forureningsundersøgelse. Resultatet er beskrevet i rapporten
Forureningsundersøgelse af Mangansulfatfabrikken i Vollerup af december 1991. Rapporten beskriver selve fremstillingsprocessen, og er interessant, fordi den dels giver et eksempel på, hvorledes man udnyttede de råvarer, som var i landet i efterkrigsårene (datidens "genbrug"), dels giver et eksempel på, hvad datidens manglende affaldsplanlægning/-håndtering kan betyde for miljøet. De manglende krav til affaldsbortskaffelse betød således, at det var rentabelt at fremstille mangansulfat, selvom der blev fremstillet seks gange så meget affald, som produkt og at affaldet ikke løbende blev bortskaffet/neutraliseret. Det betød, at der ved ophøret af fabrikken lå omkring 45.000 m3 affald, der var produceret i de ca. 20 år, fabrikken havde været i gang. (Sønderjyden Gunnar Friis-Madsen, som har holdt flere foredrag om manganfabrikken, har oplyst, at man på et tidspunkt forsøgte at fjerne affaldsstofferne, men at dette forsøg blev indstillet, så der ligger stadig en god del produktionsaffald på grunden).
Man kunne ikke bebrejde firmaet en eventuel forurening, men konstatere, at sådan havde det altså været pga. myndighedernes manglende krav om affaldsplanlægning.
"Dansk Tungsand Industri A/S"
Seks år efter etableringen af "Dansk Mangansulfat Fabrik", i 1958, hvor manganfabrikken stadig producerede mangansulfat, anmeldte Axel Laursen firmaet "Dansk Tungsand Industri A/S" til Handelsregisteret. Dette blev bekendtgjort i Statstidende i oktober måned, nr. 10/1958:
"Axel Laursen af Bellinge udøver industridrift i Odense Købstad som eneste ansvarlige indehaver af firmaet "Dansk Tungsand Industri v/Axel Laursen". Prokura er meddelt Axel Svane Laursen (søn), Carl Johan Leschly Jacobsen (svigersøn) samt Arthur Svane Laursen (søn) har prokura hver for sig.
Politimesteren i Odense Købstad,
den 6. oktober 1958".
Jeg havde i 1959, som vist ovenfor, fået brev fra firmaet, som havde hovedsæde i Odense, men da firmaets fabrik lå i Skagen, spurgte jeg min gode ven, skagboen Henning Stokholm, om han kendte noget til firmaet. Henning kontaktede Hans Nielsen fra Skagen Lokalhistoriske Forening, som sendte mig en mail med fotos og skans af diverse avisudklip omhandlende Dansk Tungsand Industri. Han henviste bl.a. til et udklip, der omtalte den italienske mineingeniør Vittorio Audioto Guassora, som Axel Laursen havde hentet til Danmark.
Subject: Tungtsand i Skagen
To: toke.norby@norbyhus.dk
Hej, Toke Norby
På opfordring fra Henning Stokholm sender jeg vedhæftet diverse udklip om tungtsandproduktionen i Skagen. Det blev vist aldrig det store eventyr, som man måske havde drømt om. Bygningerne på vestkajen blev senere overtaget af Karstensens Skibsværft, som havde sin hydraulikafdeling der. Som du også kan se af notitserne, fandt den italienske mineingeniør Vittorio Guassora sin kone i Skagen, idet han giftede sig med mekaniker Iversens datter Karen-Lise. De bor i dag i Helsinge, men har sommerhus i Skagen.
Med venlig hilsen
Hans Nielsen
LOKALHISTORISK ARKIV SKAGEN. KYSTMUSEET
Hans Nielsen, "Lokalhistorisk Forening i Skagen":
Karstensens Bedding med DTI-fabrikken, der ses tv for den skråtstående kran i baggrunden.
Jeg fik kontakt med Guassora og det viste sig, at han (i 2020) havde rundet de 90 og gerne ville hjælpe mig med oplysninger om "Dansk Tungsand Industri".
Jeg henvendte mig også til Lokalhistoriske Arkiv for Odense, Historiens Hus, hvor
bibliotekar Birgitte Normand var så venlig ligeledes at sende mig oplysninger fra datidens Odense-aviser, og hvor man her også kunne læse om Laursen og hans firma "Dansk Tungsand Industri".
Det var tydeligt at se, at der måtte være tale om et familieforetagene. Jeg ledte derfor efter et nulevende familiemedlem for at få nærmere oplysninger om personene og deres funktioner i de to firmaer, som Axel Laursen havde etableret.
Jeg fik kontakt med Axel Laursens ene barnebarn, Thomas Svane fra Fyn. Han har været utrolig behjælpelig med oplysninger/fotos, så jeg har kunnet beskrive de to firmaer, som nok var ret enestående, idet der vel var tale om "bjærgværk/minedrift", hvor man udnyttede de i Danmark eksisterende råstoffer til udvinding af værdifulde mineraler.
Thomas Svane har fortalt mig, at farfaderen Axel Laursens værk ganske rigtigt blev til et familieforetagene, hvor Axel Laursen var idemand og iværksætter. Firmaet involverede desuden Axel Laursens sønner og en svigersøn. Efterfølgende oversigt viser kun de i firmaet aktive hovedpersoner:
Axel Laursen (11.10.1897-07.11.1977)
Familiens overhoved, idemand og iværksætter
Hustru: Selma-Marie Svane Laursen (13.04.1896-?)
|
Søn: Axel Svane Laursen (10.05.1923-08.09.1966)
Primært engageret i manganfabrikken i Bolderslev.
Hustru:
Inge Marie Laursen (f. Bentzon - 15.08.1921-?) |
Carl Johan Leschly Jacobsen (11.03.1920-??.12.2001)
(firmaets regnskabsmand),
Hustru: Axel Laursens datter:
Johanne-Marie Svane Laursen (30.11.1924- ?).
|
Søn: Arthur Svane Laursen (22.08.1926-28.04.2001)
Primært engageret i Tungsandfabrikken i Skagen ,men
overtog manganfabrikken, da broderen Axel Svane Laursen døde.
Hustru: Elly Nielsen (19.04.1927-11.11.2019).
(Iflg. navnebevis af 09.07.1987 blev brudgommens navn ændret til Arthur Svane og hustrus navn til Elly Svane).
|
| | |
Søn: Thomas Svane Laursen (F. 21.04.1949)
Kirkebog, opslag 118).
Jf navnebevis af 27.04.1972 - udfærdiget af Fyns Stiftsamt,
blev navnet ændret til Thomas Svane. |
Persondata er neddelt af Thomas Svane; fundet i online danske kirkebøger samt på familysearch-slægtsforskningshjemmesider.
"Dansk Tungsand Industri"
Minedriften i Bolderslev (ved Tinglev i Sønderjylland) havde givet Laursen mod på at forsøge at udnytte mineraler fra strandsand, og han bad derfor afdelingsgeolog Werner Christensen fra Danmarks Geologiske Undersøgelser, om at klarlægge forekomsten af magnetsand ved Skagen, Blokhus, Harboøre, Fjaltring og Langerhuse, da han mente, at der her var så værdifulde mineralforekomster i strandsandet at de måtte kunne udnyttes kommercielt.
Werner Christensen allierede sig med sin kollega, statsgeolog Gunnar Larsen, og deres samarbejde resulterede i et skrift: "Tungsandsforekomster i Danmark", (C.A. Reitzel. Kbh. 1960 (Danmarks Geologiske Undersøgelse III. Række. Nr. 33. Geological Survey of Denmark III. Series. No. 33. English Summary: Occurences of Heavy Mineral Sands (Placer Deposits) in Denmark), hvorfor Laursen, efter en forhandling med Skagen Initiativudvalg samt med Skagen Kommune anlagde tungsandfabrikken ("Dansk Tungsand Industri" A/S i Skagen).
Forfatterne af dette specielle og muligvis i dansk geologi enestående skrift var:
 Werner Christensen (tv) (01.08.1904-26.10.1995). I kirkebogen ved hans fødsel anføres navnet Hans Verner Kristensen. Det er ikke undersøgt, hvorfor eller hvornår han ændrede sit navn til "Werner Christensen". Dødsannonce og nekrolog blev bragt i Dagbladet Politiken 27.10.1995 og mindeordet om ham i samme dagblad 10.11.1995.
 Gunnar Larsen (th)
08.07.1928-15.06.2018. Gunnar Larsen var født og opvokset på en gård i Bonderød ved Karise. Han blev ansat som lektor på Aarhus Universitet, hvor han i 1967 blev professor i geologi - en post han bestred frem til sin pensionering i 1995. Familien bosatte sig nogle år i Løgten, men flyttede senere til Begtrup og derefter til Kongsgård på Helgenæs, hvor Gunnar Larsen tilbragte sine sidste leveår. Han satte stor pris på egnens storslåede natur, der tidligere også inspirerede ham til at male. Det er derfor ikke underligt, at han kendte vores gode bekendte, kunstmaleren Magda Hyldgaard Høgh fra Begtrup, af hvem jeg har lånt fotoet af Gunnar Larsen.
Det kunne være nærliggende at tro, at Gunnar Larsen og min far, Gregers Nørby, har talt sammen om de geologiske forhold ved Begtrup Vig, hvor vi har haft sommerhus siden 1940, men desværre har jeg ingen erindringer om min fars eventuelle forbindelse med Gunnar Larsen, selv om de begge var knyttet til Aarhus Universitet, omend til forskellige fakulteter. Gunnar Larsen var også noget yngre end min far, der døde i 1968.
Tungsandsforekomster i Danmark
Den omtalte ca. 70 sider store afhandling har følgende Indledning:
"(S. 8.) Ved de danske kyster findes udbredte forekomster af sand, dels på strandbredder, dels i klitter. Disse sandaflejringer er almindeligvis lyse og består fortrinsvis af mineralet kvarts, samt af en del feldspat og underordnede mængder af tungmineraler. Ved tungmineraler forstås mineraler, hvis vægtfylde er større end eller lig med 2,9 g/cm3. Til sammenligning skal nævnes, at vægtfylden for de lette mineraler kvarts og feldspat er ca. 2,7. Tungmineraler er ofte ret kraftigt farvede. De kan f.eks. være sorte, rødlige, grønlige. I de lyse sandaflejringer kan undertiden træffes forekomster af mørkt, tungmineralrigt sand. Sådanne forekomster betegnes tungsand. Den del af tungsandet, der består af malmmineraler magnetite, ilmenite, hæmatit kaldes malmsand. Undertiden ses anvendt andre betegnelser, f. eks. magnetsand, titansand, granatsand. Disse navne henviser til, at det dominerende mineral er henholdsvis magnetit (magnetjern), ilmenit (titanjern) og granat. Tungsandsforekomster indeholdende økonomiske mineraler har været kendt og udnyttet til malmproduktion adskillige steder i udlandet gennem betydelige tidsrum (se f. eks. W. Lindgren, 1933; N. H. Magnusson, 1953; J. B. de Mille, 1947). Sådanne aflejringer kaldes i Tyskland "Seifen", medens man i engelsk litteratur ofte benytter betegnelsen "Placer deposits"".
|
|
Afhandlingen konkluderede:
"De økonomisk vigtige mineraler
På grundlag af de foretagne undersøgelser skal der gives en kort omtale af de mineraler, der særlig vil være af interesse ved undersøgelsen og udnyttelsen af tungsandet ved vore kyster."
"Magnetite (S. 56) lader sig let isolere ved hjælp af faste magneter. De foretagne undersøgelser tyder på, at der kan fremstilles koncentrater med omkring 67 til 70% Fe og med 2-4 % Ti02, (ren magnetit indeholder 72.4 % Fe). Kun en del af de undersøgte forekomster indeholder magnetit i mængder af betydning. De bedste af de store forekomster er Skallerup og Fjaltring, der ved nogle sorteringer med håndmagnet har givet over 30 % magnetit, og ved sortering af større prøver på Kryolitselskabets magneter har givet 22 og 23 % magnetit. Tungsandet ved Nordsjællands kyster har også et betydeligt indhold af magnetit. (Sml. tabel p. 53). Magnetit er en stærkt efterspurgt jernmalm."
"Ilmenite (S. 56) forekommer, som det fremgår af det foregående, overalt med for lavt indhold af TiO2, på grund af indblanding af hæmatit. Ilmenitkoncentrat fra Skallerup har således efter såvel sortering med håndmagnet som ved de forskellige andre former for magnetsortering kun indeholdt ca. 24 % TiO2. Koncentrater fra Fjaltring og Skagen har et lignende indhold af TiO2, medens koncentrater fra Kandestederne og Holmsland indeholder omkring 35-40 % TiO2. Det kan vel forventes, at det ved skarp sortering vil være muligt at hæve indholdet af TiO2 i ilmenitkoncentratet. Ilmenit, der kommer på markedet, indeholder i almindelighed over 40 % TiO2, de gode kvaliteter omkring 55 % TiO2, altså lidt mere end det rene mineral, FeTiO2, der indeholder 53 % TiO2. Ilmenit er langt den vigtigste titanmalm, og da efterspørgslen efter titan i de senere år er mangedoblet, vil det være af stor betydning ved udnyttelsen af det danske tungsand, om man kan fremstille ilmenitkoncentrater, der kan finde afsætning til industrielle formål."
"Zirconium (S. 56) vil næppe heller blive vanskeligt at isolere. I de allerfleste af de undersøgte prøver med højt indhold af tungmineral viser de petrografiske analyser af nord- og vestjydske forekomster et indhold på mellem 5 og 10 % zircon. Set på baggrund af zirkonforekomsterne i U.S.A. (saml. side 48), hvor man opgiver zirkonindholdet til omkring 0.5 %, må vort tungsand regnes for et meget fint udgangsmateriale. Også sammenlignet med de australske tungsandsforekomster, hvor man for en stor del går ud fra et råstof med et samlet tungmineralindhold af samme størrelsesindhold som zirkonindholdet i vore forekomster, og hvor kun en mindre del af tungmineralerne er zirkon, må vort tungsand regnes for et fint udgangsmateriale til fremstilling af rent zirkon. Der er ikke foretaget kemiske analyser af zirkon, men de petrografiske analyser foretaget af H. Pauly forbindelse med separering af de store prøver viser, at zirkonkornene overvejende er umagnetiske og da meget rene. En mindre del af zirkonsandet er svagt magnetisk, og denne del er ikke fuldt så rent. Ud fra de hidtil foretagne undersøgelser må man således regne med, at der kan fremstilles omkring 50 kg zirkonsand pr. ton godt koncentreret tungsand."
"Når man ser bort fra den enkelte analyse fra Bornholm, ser det efter de foretagne undersøgelser ud til, at forekomsterne på øerne har et betydeligt lavere zirkonindhold end forekomsterne i Nord- og Vestjylland."
"Granat (S. 57) kan koncentreres som ret rent mineral. Det er vel ikke noget særligt efterspurgt mineral, men det angives stadig at have en del anvendelse som slibemiddel. Man finder også angivelser af, at hvor man har granat i større mængder, anvendes det som tilslag ved jernudsmeltning. Ved omtale af tungsand og dets udnyttelse ser man da også nogle steder granat henregnet til de økonomiske mineraler (Nakhla 1958 og forskellige håndbøger)."
"Ved en eventuel udnyttelse af tungsand må opmærksomheden også rettes mod de andre mineraler, der findes i tungsandet. I en omtale af de amerikanske forekomster, der danner udgangsmateriale for zirkonfremstilling (Wessel 1958), anføres således, at staurolit har en vis betydning i cementfabrikationen."
"Med den betydelige forskel, der er i koncentrationen af tungmineraler fra sted til sted og inden for samme forekomst fra tid til anden, mā det være rimeligt i første omgang at udnytte de bedste koncentrater, tilmed da det synes at være så heldigt, at disse har det højeste indhold af magnetit og zirkon, der indtil videre må regnes for de økonomisk vigtigste mineraler."
"Ved opsamling af tungsand vil det være en fordel i første omgang at tage de mest rene, mørke overfladelag, hvor sådanne findes. I mange tilfælde vil der uden tvivl inden længe dannes nye, koncentrerede overfladelag, og sådanne bør altid opsamles, før de bliver tildækket af mindre koncentrerede lag. De gode koncentrerede lag har ofte kun en mægtighed på nogle få cm, men da de ligger meget jævnt, lader de sig nemt samle, når de ligger som overfladelag, medens det straks bliver vanskeligere, når disse tynde lag først skal afdækkes. Påbegyndes produktionen på denne måde, vil man ogsā hurtigt få nogen erfaring for, når og hvor hurtigt sådanne gode koncentrationslag gendannes".
|
Som det fremgår ovenfor har jeg, via kunstmaleren Magda Høgh, Begtrup, fået foto af Gunnar Larsen, men også kontakt til hans datter, Birgitte Færregaard Larsen, som har sendt mig et udtog af sin fars erindringer, der er nedskrevet omkring år 2000, og som bl.a. omhandler hans arbejde med Werner Christensen. Samarbejdet resulterede i den dybtgående afhandling om "Tungsandsforekomster i Danmark", som sansynligvis lå til grund for det professorat, som Gunnar Larsen efterfølgende fik. Det er spændende at læse om baggrunden for afhandlingen, og man får et fint billede af Gunnar Larsens tanker om "minedriften" i Danmark:
|
Opgaver på DGU - med vægt på tunge mineraler
(DGU: Danmarks Geologiske Undersøgelse. DGU: Statsinstitution oprettet i 1888 med henblik på at gennemføre en geologisk kortlægning af Danmark.)
Gunnar Larsen erindrer:
"Som i min studietid havde DGU stadig til huse i det gamle rådhus i Charlottenlund, og det var altså her, jeg fik min daglige gang det næste årstid. Jeg indgik i borearkivets medarbejderstab, der efterhånden var blevet ganske stor, og pladsen derfor trang. Fælles for staben var, at alle jævnt hen var beskæftiget med opgaver vedrørende landets vandforsyning, og det kunne være ved at bearbejde jordprøver og andre oplysninger fra indsendt boringer, eller med at besvare forespørgsler fra brøndborer om problemer og muligheder ved forestående vandindvindingsprojekter rundt om i landet. Ved siden af sådanne fællesopgaver havde hver enkelt medarbejder sin personlige forskningsopgave".
"Min egen forskning var i første omgang centreret om en afrunding og færdiggørelse af eksamensprojektet vedrørende de ungtertiære sedimenter i klinten i Skansebakken ved Brejning på sydsiden af Vejle Fjord. Som omtalt i en tidligere sammenhæng havde vor lærermester Th. Sorgenfrei tilskyndet Arne Dinesen og mig til at samarbejde om dette projekt, idet Arne skulle tage sig af foraminifer faunaen (enncellede organismer) og jeg af aflejringernes almene beskaffenhed og især af indholdet af tunge mineraler".
"Den undersøgte aflejring var ved Skansebakken noget over 20 m tyk, men man skal selvfølgelig gøre sig klart, at det kun var en enkelt profil i et stort og meget udstrakt aflejringslegeme. Denne aflejring navngav vi i overensstemmelse med de dengang helt nye stratigrafiske principper, som var slået igennem i den internationale forskerverden, og som netop Sorgenfrei var stærkt optaget af at indføre i Danmark. Vi valgte navnet Vejle Fjord Formationen, et navn der endnu i vore dage, - og dvs. mere end fire årtier senere - stadig står uanfægtet. Desuden brugte vi de forskellige analyser, vi hver for sig havde lavet af aflejringernes art og beskaffenhed, til at tolke nogle sider af deres oprindelse".
"Ud fra aflejringernes mineralindhold kunne man skønne, at de var opstået ved nedbrydning af et grundfjeldsområde af gnejs og granit i Skandinavien; endvidere kunne mineralernes friske tilstand tyde på, at nedbrydningen fortrinsvis var sket ved en fysisk og ikke en kemisk forvitring. Nedbrydningsmaterialerne var blevet bortrømmet fra de skandinaviske fjelde og ført til det endelige aflejringssted i kystnære områder af den daværende Nordsø, og transporten var utvivlsomt sket via floder, og det igen må rimeligvis betyde, at der dengang herskede fugtige klimaforhold. Den nævnte kystzone må have ligget tæt ind under den daværende danske vestkyst, og den har altså ligget omtrent, hvor Østjylland ligger i vore dage. Aflejringerne og deres foraminifer indhold synes også at fortælle om, at mere beskyttede, laguneagtige miljøer har vekslet med mere åbne havforhold, samt at der op gennem tiden er sket en begyndende tillanding af havområdet. Dette var altså de naturforhold, som efter vort skøn rådede i det undersøgte område i et afsnit af Tertiærtiden, der ligger ca. 25 millioner år tilbage i tiden".
"Resultatet af den samlede bearbejdelse blev til en større afhandling, en bog, der udkom i DGUs skrifter, men først i 1959 (trykt i 1960, se ovenfor). Længe forinden havde vi dog haft lejlighed til at lægge vort stof frem ved foredrag i DGF (Dansk Geologisk Forening), nemlig ved mødet den 19. november 1956, og det var første gang, vi holdt foredrag i det forum. Som jeg husker det, var fremmødet stort, og interessen for vort emne betragtelig. Og jeg blev bagefter opsøgt af statsgeolog Sigurd Hansen, der ikke blot gratulerede med præsentationen, men næsten gemytligt føjede til, at jeg da nok burde se at blive professor. Helt ærligt, det forvirrede mig noget, da der mig bekendt overhovedet ikke var udsigt til den slags i den del af verden, jeg kendte til; men Sigurd Hansen slog det hen med, at man da aldrig kan vide, og måske kunne der komme noget f.eks. ved Lunds Universitet, føjede han så til. Denne lille episode spiller endnu i erindringen".
"Mit arbejde med de tunge mineraler stoppede ikke her, men fortsatte, nu blot langs et andet spor. Det nye begyndte i sommeren 1956, da afdelingsgeolog Werner Christensen fik brug for det, jeg efterhånden havde lært om den slags mineraler. Han var leder af DGUs kemiske laboratorium, og hans ekspertise lå navnlig indenfor grundvand og myremalm og det på en måde, der bragte ham i bred kontakt med det praktiske livs folk. Selv var han ikke en typisk akademiker; han var begyndt indenfor det praktiske landbrug, hvorefter han læste til landbrugskandidat, og han håndterede da også skovlen lige så naturligt som både reagensglas og skrivetøj".
"Denne sag begyndte med, at Werner Christensen om foråret havde fået en forespørgsel fra et firma ("Dansk Tungsand Industri" ved Axel Laursen i Odense), om der måske her i landet kunne findes egnede råstoffer til fremstilling af farvestoffet titan-hvidt, og det slog ham da, at det måtte være oplagt at se nærmere på de forekomster af tungsand, der stedvis optræder som mørke striber og tynde lag i de danske kysters ellers så lyse strandsand. Det skal lige nævnes, at man ved tungsand forstår sand med et meget stort indhold af tunge, mørke mineraler, f.eks. malmmineraler, der typisk er helt sorte; andre tunge mineraler kan give sandet et rødligt eller grønligt skær".
"Vort samarbejde kom til at omfatte både feltundersøgelse ved de danske strande og analyser af indsamlede prøver. I august 1956 rekognoscerede vi sammen betydelige strækninger langs Jyllands kyst. Vi mødtes på havnen i Aarhus; jeg kom med DFDS' natbåd fra København, medens han mødte op i egen vogn, en Morris Minor, efter en inspektionsrejse rundt til jyske myremalmsomrader, og vi begav os straks nordpå langs østkysten. Undervejs til Skagen var vi ude mange steder, men fandt intet af interesse. Først ved Skagen var der bid, en iøjnefaldende forekomst på stranden ud for den royale sommerbolig Klitgården; sandet var sort af malmmineraler men med rødlig tone, der tydeligt vidnede om, at der også var et markant indslag af mineralet granat".
"Således opmuntret slog vi os ned for natten i Skagen, og vi valgte det nok så berømte Brøndums Hotel med de mange malerier. Næste morgen gik turen videre, nu sydpå langs vestkysten. Her var der gode forekomster flere steder, eksempelvis ved Kandestederne, men navnlig en forekomst ved Skallerup Klit var imponerende med indtil 10 cm tykke lag. Herover blev Werner Christensen nærmest euforisk, og han kastede sig ud i et større hovedregnestykke, der mundede ud i et skøn over, hvad de danske strande måtte kunne ansættes til i kroner pr. løbende meter, - et tal så forbløffende, at det en tid hensatte ham i total tavshed, - og det kunne godt virke lidt bekymrende, da Werner Christensen ellers var kendt for en både engageret og ganske vedholdende talestrøm".
Den store tungsandsforekomst på vesterhavskysten ved Skallerup Klit.
Det er statsgeolog Werner Christensen, der er faldet i staver over disse herligheder. (Tekst og foto: Gunnar Larsen).
Gunnar Larsen fortsatte: "Alt i alt en meget udbytterig rejse, der gav et godt overblik og mange sandprøver, og dermed et nyttigt udgangspunkt for mere indgående studier senere. Rejsen sluttede i øvrigt i Varde, hvor vi begge sluttede os til en 3-dages ekskursion, som DGF afholdt i Sydvestjylland, og det særligt mindeværdige ved den ekskursion var, at den da 90-årige, tidligere statsgeolog Vilhelm Milthers - almindeligvis kendt som "Gamle Milthers" -- på andendagen forelagde sin egen opfattelse af de glaciale lagforhold i egnen øst for Ringkøbing Fjord".
"Nå, tilbage til tungsandet, - vi foretog lejlighedsvis adskillige supplerende vandringer langs stranden forskellige steder i landet, og vi iværksatte et ret omfattende analyseprogram. På stranden kunne vi, når vejrliget gav god søgang, stå og se, hvordan den indløbende bølge førte meget sand med sig op på stranden, og ved tilbageløbet blev de mørke, tunge mineraler efterladt, medens de lyse og lette førtes tilbage i havet. Dette så ud til at være det helt enkle grundmønster i naturens egen måde at skabe tungsandet på. Mht. laboratoriearbejdet så stod Werner Christensen selv for kemiske analyser af prøvernes malmmineraler, medens jeg mikroskoperede den øvrige mineralbestand. Da denne sag som nævnt havde et praktisk sigte, var de mineraler, der kunne have økonomisk interesse selvsagt i fokus, og vi kunne efterhånden opregne flg. fire:"
"Der var først og fremmest de to malmmineraler magnetit og Ilmenite, som var til stede i store mængder, men mineralet zirkon fandtes også stedvis i mængder, der gjorde det interessant, og endelig var der granat, hvis værdi vel nok var mere tvivlsom, men til gengæld optrådte det mange steder i store mængder. Af de fire er netop ilmenit en vigtig titanmalm, og da hele projektet som nævnt kom i stand for at afklare spørgsmålet, om der fandtes titanmalm i Danmark, så kunne vor indsats afsluttes med et positivt svar".
Rejsen langs de jyske kyster den sommer i 1956 gav ikke blot spændende
geologiske
resultater, men også andre oplevelser; f. eks. stod vi pludselig over for denne
"skulptur" i klitten ved stranden ved Hulsig syd for Skagen. (Tekst og foto: Gunnar Larsen).
"Firmaet ("Dansk Tungsand Industri") selv fulgte vore analyser op med nogle praktiske udvindingsforsøg i en større skala, og på et tidspunkt arbejdede man med 20 t tungsand opgravet med skovl på stranden ved Skallerup. I 1960 var der opført et forsøgsanlæg på havnen i Skagen, og under ledelse af en italiensk mineingeniør (Vittorio Audiuto Guassora) opnåede man en rutine med at kombinere forskellige separationsmetoder, så der kunne produceres adskillige meget veldefinerede mineral fraktioner."
"Men herefter gik projektet i stå, formentlig grundet vanskeligheder med priser og markedsforhold, -- -- og tak og lov for det, må man vel nok sige, når man ser det hele med vor tids øjne, og det er altså godt og vel fyrre år efter. Nu i vore dage virker det aldeles absurd, at man - og det vil stort set sige alle og enhver -- dengang overhovedet kunne drømme om at bortgrave så umistelige herligheder som de danske strande for noget så profant som mineraler og mammon. Verden har virkelig ændret sig over de år."
(TNs kommentar: Det er altid let at være bagklog, men firmaet oplyste i sin tid, at bortgravningen af tungsandet skete med håndkraft ("man går ikke går i dybden og ikke ind i klitterne, så strandbilledet vil ikke blive skæmmet"). Uden at have kendskab til, om processen evt. efterlod mere eller mindre permanente "sår" i strandbilledet kan jeg forestille mig, at Poseidon nok tilførte "sårene" nyt "helende" sand/tungsand hen ad vejen og at det ikke er på ændringer i strandbilledet, man kan konstatere, at "Dansk Tungsand Industri" havde sin "storhedstid". Gunnar Larsen var også inde på, at de malmrige lag
ville blive gendannet af havet. Endvidere har jeg ikke indtryk af, at de udvundne mineraler på nogen måde indgik i en eller anden naturlig strandbevarende cyklus, men jeg er ikke ekspert).
"Det, der nu om stunder ligger tilbage som mindelse om indsatsen dengang, er nok mest den afhandling, som Werner Christensen og jeg satte os ned og skrev sammen; den blev udgivet som bog i DGUs skrifter i 1960".
"Det skal lige føjes til, at interessen for det tunge sand viste sig at dukke op igen, nemlig i første halvdel af 1990erne, men da var det kun noget, jeg hørte og læste om, da jeg på den tid var optaget af ganske andre emner, og så var jeg i øvrigt ved at trække mig ud af aktiv tjeneste. Som afrunding lige den bemærkning, at det i 90erne selvfølgelig ikke mere var de danske kyster, der var i søgelyset".
|
Axel Laursen havde forhandlet med Nordisk Erhvervsråd og med egnsudviklingsraadet i København samt med Vestjysk Udviklingsråd, hvis formand, ingeniør Gunnar Andreasen, gav meddelelse om, hvilke sandforekomster, man med fordel kunne udnytte - hvilket blev beskrevet i forannævnte publikation.
Historien om "Dansk Tungsand Industri" efter omtaler og notitser fra
Skagen Avis 14.02.1959, 24.07.1959, 25.07.1959, 17.12.1959, 05.05.1960 samt fra
Fyens Stiftstidende 08.12.1958, 25.07.1959, 10.04.1960, 25.10.1960, 26.10.1961 og 23.03.1964:
"Dansk Tungsand Industri", blev som nævnt registreret i danske Handelsregister i oktober 1958. Man havde en aktiekapital på 100.000 kr. og havde indgået en 10-årig aftale med lodsejerne af sandarealerne i Skagen, at man måtte tage al det sand, man havde brug for mod en m3-afgift på 3,50 kr. Man vil hente sand fra henholdsvis Skagen og Skallerup, og det var tanken at anlægge fabrikken på et lejet areal ved Skagen Industrihavn. Daglig leder blev først Arthur Svane Laursen (søn af stifteren). Senere - i 1966 - da Axel Svane Laursen (også søn af stifteren), der var ansvarlig for manganfabrikken i Bolderslev i Sønderjylland, døde, blev Arthur Svane Laursen leder af manganfabrikken og stifteren Axel Laursen ansvarlig for Skagen-fabrikken med den italienske ingeniør Vittorio Adiuto Guassora som teknisk leder.
Vittorio ("Vitojo") Adiuto Guassora
var italiensk, nu pensioneret, mineingeniør, født 12.03.1930 i San Antonino di Susa, Italien. Han var tilknyttet Accademia delle Scienze - videnskabsakademiet i Torino: men kom i 1958 her til landet på foranledning af Axel Laursens forespørgsler efter ekspertiser til at styre det tekniske ved malmudvindingen af indsamlet strandsand.
Vittorio Audito Guassora, af sine italienske bysbørn kaldet "Vitojo", faldt så godt til i Danmark, at han - efter sin tid i "Dansk Tungsand Industri", jf et Skagen-avisudklip fra 03.07.1967, indgik ægteskab med Karen-Lise Iveren 02.07.1967 i Raabjerg Kirke ved Skagen. Hun var datter af mekaniker Helge Iversen, Iversens Service Station, Skagen.
Bryllupsbilledet er gengivet med Karen-Lises og Vitojos tilladelse.
Og, som en naturlig følge af vielsen - og jf "Forslag til Lov I om indfødsretsmeddelelse. Til lovforslag nr. L 219. Vedtaget af folketinget ved 3. behandling den 19. maj 1981, blev Vitojo dansk statsborger:
84) Vittorio Adiuto Guassora, ingeniør, af Helsinge, født i San Antonino di Susa, Italien.
I en radioudsendelse 13.02.1958 bragtes et interview med afdelingsgeolog Werner Christensen fra DGU, Danmarks Geologiske Undersøgelse, og direktør Axel Laursen, Odense, efter at man havde taget strandsandsprøver på udvalgte kyststrækninger. Man fandt, af der var malmaflejringer på op til 80-90 % malm i nogle fra nogle kyststrækninger. Malmen stammede fra norske og svenske fjelde og var blevet ført med havet/datidige floder hertil i tidernes morgen.
"Intet synes saa værdiløst som det sand, der ligger langs vore danske kyster, men faktisk gemmer strandsandet så store værdier, at man kan skabe en virksomhed, der kan udnytte visse forekomster i sandet, i første omgang sand fra Skagen, hvor Danmarks første egentlige "bjergværk" kom i drift. Det var på initiativ af et fynsk firmas vovemod og evne til at udnytte hidtil upaagtede naturreserver. Som nævnt var det Axel Laursen, der tidligere har forstået at udnytte metaller i Danmarks jord".
Han solgte oprindelig myremalm til gasværker, der anvendte den ved fremstilling af kulgas. Myremalmen blev også eksporteret til Tyskland og brugt i højovne. Desuden etablerede han som nævnt "Dansk Mangansulfatfabrik" i Bolderslev i Sønderjylland. Den havde en stor produktion af det vigtige gødningsmateriale mangansulfat. Fabrikken havde været virksom i en seks-syv år og havde bl.a. medvirket til, at verdensmarkedsprisen på mangansulfat var faldet."
"Direktør Laursens tanke var at udvinde strandsandets jernmalm først og dernæst udvinde titan, og man havde, ved analyserne af sandet, kunnet konstatere, at sandet gemte nærmest uanede mængder af mineraler af værdier, som langt overgik de værdier, som man normalt finder i flodaflejringer i udlandet, og hvorfra man hidtil havde importeret de mængder af magnetjern, titanjern og zirkon, man har anvendt herhjemme. Derfor håbede man, at man med tiden kunne vende den danske import til eksport".
"Dansk Tungsand Industri" A/S, DTI
var et datterselskab af Axel Laursens føromtalte "Dansk Mangansulfatfabrik" i Bolderslev i Sønderjylland. I tiden inden man påbegyndte fabriksbyggeriet i Skagen, havde Axel Laursen og hans familie samt Vitojo indrettet et kælderlokale til forskning og forsøg med tungsand i Arthur Svane Laursens villa i Odense. Man trak desuden på ekspertise fra to af Vitojos ingeniørkolleger fra Accademia delle Scienze - videnskabsakademiet i Torino: Prof. Ing. Enea Occella og dennes kollega Renato Mancini som begge i en periode kom til Danmark for at hjælpe med forskningen/forsøgene.
Thomas Svane indskyder her, at Renato Mancini under sit besøg i Odense traf og forelskede sig i Thomas' moster "Beth", som han giftede sig med. Parret har i 2020 således været Thomas' "Onkel Nanni og moster Beth" i Torino i omkring 60 år.
"Fabrikken blev opført på et lejet areal tilhørende statens vandbygningsvæsen i Skagen. Fabrikken kom til at koste ca. 1/2 million kroner og man havde planlagt, at fabrikken skulle i gang så snart de nødvendige maskiner var ankommet fra England. Tanken var, at fabrikken skulle bearbejde 12-15.000 tons sand om året".
Begyndervanskeligheder
"Efter mange vanskeligheder ankom maskinerne til fabrikken i Skagen og man regnede med, at produktionen kunne sættes i gang fra midten af januar måned 1960. Vejret havde dog ikke været med DTI i første omgang, hvilket bl.a. vanskeliggjorde afhentningen af "det sorte sand" ved både Skagen og Tornby - sandet havde tendens til at blæse væk".
"I første omgang fik driften karakter af et prøveanlæg, men man havde bestilt et større maskinanlæg fra England og havde regnet med at nå op på en kapacitet af 50 tons sand daglig, hvoraf der skulle kunne udvindes 40 tons metaller, fordelt på magnetjern, titanjern og zirkon (samt granat, der kunne anvendes i slibeindustrien)".
Skagen Avis omtalte procedurerne i store træk: "Når råsandet ankommer til fabrikken, fyldes det i en silo, som er opført uden for fabrikshallen. Herfra pumpes det gennem rør ind i fabrikshallen til en maskine, der arbejder med magneter og som foretager en process, der kaldes flotation, hvilket vil sige, at mineralerne udskilles i væske og føres, efter at være separeret fra sandet, til nogle rysteborde, hvor de forskllige mineraler kan adskilles pga. deres forskellige vægtfylde. Senere benyttes en elektromagnet til yderligere separation af malm fra sand".
Også Fyens Stiftstidende havde omtaler af "Dansk Tungsand Industri" 10.04.1960, s. 4:
"Millionværdier ligger gemt i sandet ved de danske kyster"
"siger den fynske Grosserer, Axel Laursen, der ejer firmaet "Dansk Tungsand Industri" og dens fabrik i Skagen. Axel Laursen havde derfor, som det fremgår ovenfor, kontaktet geologerne Werner Christensen og Gunnar Larsen fra "Danmarks Geologiske Undersøgelse" (DGU) og bedt dem undersøge, om det kunne være rentalbelt at udnytte strandsandet. Undersøgelsen resulterede i en ovennæævnte publikation "Tungsandsforekomster i Danmark". Undersøgelsen gav et imponerende billede af de store reserver, som findes af mineraler i sandet ved de danske kyster". "Forfatterne henviste i deres afhandling til en optegnelse af J. G. Forchhammer fra 1842": "Klitterne paa den Jyske Halvø", der anfører: "I den nordlige Deel og navnlig ved Skagen indeholder Klitsandet meget Titanjern og Granat".
"Laursen ejede bl.a. et okkermalmleje i Løvskal ved Randers, hvorfra okkermalm blev anvendt i farveindustrien. Det var hans store engagement her, der direkte havde ført ham til hele historien om strandsandet, idet han i første omgang havde været interesseret i at fremstille titan-hvidt".
"Kvalitet"
"Sandet, der er blevet ført ind til separationsprocessen, har hidtil været af ualmindelig fin kvalitet med indtil 95 % tunge mineraler og kun ca. 5 % uudnytteligt kvartssand. Man håber, at leveret sand fremover kan indeholde en 50-60 % tunge mineraler (det nævnes, at man i Australien udnytter sand med kun 5 % "ædelt metal")".
 
Foto, tv: Arthur Svane Laursen har frigravet et par fine malmholdige lag med magnetit. Th.: Fabrikken i Skagen med store tungsandsbunker udenfor.
(Gengivet med venlig tilladelse af Thomas Svane).
"Det tunge sand kommer først forbi et par permamagneter, hvor al magnetitten paa grund af de magnetiske egenskaber bliver frasorteret. Senere sker endnu en adskillelse ved hjælp af flotation og så går mineralerne videre til rysteborde, hvor de enkelte metaller udskilles yderligere. Sidste trin, der er under opbygning, vil kunne foretage en finseparation ved hjælp af elektromagneter og elektrostatiske maskiner".
 
Foto, tv: Vitojo og Arthur Svane Laursen under opbygningen af flotationsanlægget. Th.: Separatioinsanlægget under opbygning.
(Gengivet med venlig tilladelse fra Thomas Svane).
"Man regner med at den fine koncentration af "ædelt metal", der er i de danske forekomster, ville give betydelige mængder salgsvarer. Laursen og hans italienske mineingeniør Guassora har med dygtighed og energi ført tanken om en "bjergværksdrift" i Danmark igennem selv om denne industrigren er helt ukendt i vort land".
"Udnyttelsen af tungsand fra kysterne er så at sige ukendt i Europa. Der har været sporadiske forsøg nogle steder, men ikke i Skandinavien. I Australien og i Florida i USA udnytter man imidlertid sandforekomster med værdifulde mineraler og har gjort det i mange år. Det betyder, at udnyttelsen herhjemme har måttet opbygges helt fra grunden".
"Sikring af adgang til råmaterialet".
"DTI har måttet skrive kontrakter med hundreder af ejere af strandarealer og der har måttet tages omfattende hensyn til strandfred, klitfred og naturfredningsbestemmelser."
"Tungsandet ligger i mørke, lagdelte striber på kysten. Det er i forvejen blevet bearbejdet i naturens "knusemaskine" hvilket er en stor fordel for DTI. I Sverige, Norge og Tyskland må man knuse brudt jernmalm. Herhjemme har naturen leveret arbejdet. Vejr og vind har forvitret de bjergarter, som blev ført hertil af istidens moræner fra Norge og Sverige og denne forvitring svarer til knusemaskinernes arbejde. Havets bølger findeler derefter sandet efter vægt, hvilket gør det nemmere for de danske "bjergværksfolk", da bølgerne allerede har sørget for den første del af processen".
"DTI har allerede bevist, at sandet kan udnyttes: De første 16-20 tons magnetjern er udvundet og leveret til den danske industri".
Skagen avis 08.11.1960:
"Man har kæmpet lidt med den stærke blæst i området og anser en indendørs oplagsplads for sandet for en nødvendighed. I første omgang er produktionen planlagt at være en separation af fem mineraler: Magnetit, granat, zirkon, Ilmenit og hæmatit. Men man har også i tankerne at forsøge at udvinde monazit og rutil (i form af - titanhvidt)".
"Ved udskillelse af de tungere og lettere mineraler, har der været nogle problemer, som nu er løst efter fremstilling af nogle rysteborde, hvor rystelsen går i en bestemt retning og vand løber i en tværgående retning. Det gør, at de tungere mineraler vil følge rystelserne og de lettere vil føres med vandet. Man regner med den metode at kunne fremstille særdeles rene granater og en tilsvarende ren zirkon-fraktion".
"Dog har der været visse vanskeligheder med sandpumper og aflejring i forbindelse med Skagens blæsende klima, men det er påtænkt at bygge en overdækning som læ og man har netop købt nogle nye tyske sandpumper, der er stærkere og hurtigere end de tidligere anskaffede sandpumper".
Skagen avis 20.10.1961:
"DTI har nu en fast produktion af metaller, der udvindes af sandet fra Skagen. Der bliver eksporteret magnetit, hematit, zirkon og ilmenit til Tyskland og Sverige. De store mængder tungsand i Skagen er naturligvis tilstrækkelige, men på grund af fredningsbestemmelserne må råvarerne hentes længere væk for ikke at ødelægge klitterne og landskabet, men produktionen af metallerne granat og magnetit går nu planmæssigt."
"DTI beskæftiger fem personer, nemlig fire medarbejdere og den tekniske leder, den italienske ingeniør Vittorio Guassora, som i vid udstrækning på egen hånd har projekteret anlægget, ligesom han forestår udvindelsen af mineralerne ved de kemiske og fysiske processer".
"Sandet hentes fra primært fra Skallerup, hvor det nogle steder har vist en mineralkoncentration på 50 %. Efter at mineralerne er udvundet, hældes sandet i vandet ved Skagen vestmole, hvorfra det hurtigt skylles bort".
"Tungsandet eksporteres nu til Tyskland, hvor det blandes med vand og ler til en såkaldt "tung væske", der anvendes i kulindustrien til rensning af kul, der efter brydningen i minerne er blandet med skifer. Når denne blanding røres ud i den tunge væske, vil kullene kunne synke til bunds og skiferen ovenpå. Processen kaldes "sinkfloat rensning"".
Epilog
Anmeldelser, bekendtgjorte i Statstidende
Men, allerede i 1964, kun seks år efter at "Dansk Tungsand Industri, DTI" kom i gang, fik man økonomiske problemer og Fyens Stiftstidende måtte, mandag 23.03.1964, meddele:
"Dansk Tungsand Industri" i Skagen er trådt i likvidation og firmaet af driftsøkonomiske årsager er overgået i privat eje. Hovedaktionæren A. Laursen fortsætter produktionen af metaller m.m. og driver det som et personligt firma. Det har endnu ikke givet noget overskud, men anlæggene er endnu ikke færdigudbyggede, og salget af de udvundne produkter giver desværre ikke plads til store investeringer og udbygning af virksomheden.
Konkurs
Registertidende 1964, s. 258, Register nr. Register-nummer 28.895:
"Dansk Tungsand Industri A/S i Likvidation" af Odense. Under 16. marts 1964 er selskabet trådt i likvidation. Bestyrelsen, direktøren og prokuristerne er fratrådt. Til likvidator er valgt: Landsretssagfører Kjeld Pape Escherich Jepsen, Klingenberg 2, Odense. Selskabet tegnes, derunder ved afhændelse og pantsætning af fast ejendom af likvidator".
Og s. 818:
Register-nummer 28.895: "Dansk Tungsand Industri A/S" af Odense i Likvidation. Efter proklama i statstidende for 20. marts, 20. april og 20. maj 1964 er likvidationen sluttet, hvorefter selskabet er hævet.
Axel Laursen fortsatte med driften af manganfabrikken i Bolderslev, men måtte, efter barnebarnet Thomas' hukommelse, stoppe, da han blev erklæret konkurs i 1969.
Et ganske specielt og spændende eventyr
var forbi, men minderne om en minedrift i Danmark lever stadigvæk hos enkelte. Mineingeniøren Guassora lever i skrivende stund i bedste velgående, er som nævnt dansk gift samt har efterkommere, der selv har stiftet familie her.
Efterkommere af initiativtageren Axel Laursen
har også kun gode minder om den hektiske, men altså korte periode med manganfabrikken i i Bolderslev og "minedriften" i Skagen. Også Laursens ven, sønderjyden Gunnar Friis-Madsen - en travl mand (84 år i 2020, aktiv pilot med eget fly), har kun gode minder om Axel Laursen og hans børn og har holdt flere foredrag om manganfabrikken i Bolderslev. Jeg har desværre hans foredrag tilgode.
Wikipedia
En beskrivelse af de forskellige mineraler, der er omtalt i denne artikel, kan bl.a findes i online leksika - her er en alfabetisk ordnet liste med henvisninger:
Magnetit før forvittring
Når vi nu er ved jernmalm, vil jeg gerne runde denne artikel af med omtale af en lille klump jernmalm, som jeg i 1950erne fik af en af min fars poliopatienter på Marselisborg Hospital:
Arkitekt Svend Due (19.04.1939-15.10.2001)
 Min far var overlæge på Marselisborg Hospital i Aarhus, hvor han bl.a. var kendt for at behandle poliopatienter. Han havde i en årrække en yngre poliopatient, Svend Due, som han næsten behandlede som sin fjerde søn (vi var tre sønner i forvejen!) og som jeg, når jeg fik lov til at besøge Svend på hans stue på afdelingen, hvor han lå, talte en hel del med. Svend var fire år ældre end jeg var og en charmerende og venlig ung mand på trods af sin ret håbløse situation: Han var lam fra halsen og ned pga. polio. Hans tid som patient på Marselisborg Hospital er beskrevet her
 Svend havde et ukueligt gå-på-mod og uddannede sig til bygningsarkitekt, og boede på et sent tidspunkt på Stensagervej 26, 8260 Viby J, i en bolig, som han selv havde været arkitekt ved. Jeg mistede forbindelsen med ham, da jeg flyttede fra Marselisborg Hospital, men der var hjælp på "nettet" at hente, da jeg mange år senere søgte efter oplysninger om ham: Her. Han blev også gift, men jeg har ikke fundet hans enke.
Da jeg fortalte Svend Due, at jeg havde lyst til at "udvinde jernmalm" af vores strandsand ved vores sommerhus, forærede han mig en stor klump svensk jernmalm på 395 g - også af samme kemiske sammensætning som magnetjernsten. Jeg husker ikke, hvorfra han havde den - vistnok fra Kiruna i Sverige, men jeg blev meget glad for den og har den (selvfølgelig) endnu. Jernmalmen her er magnetit-hæmatit-apatit-malm med op til 67% jern og 15% fosfor (apatit).
Som en sidebemærkning kan nævnes, at min far lærte Svend, der som sagt var lam fra halsen og ned og som derfor ikke selv kunne trække vejret uden respirator, at ånde som en frø, hvilket betød, at han kunne klare at være udenfor respirator i en kortere periode, Far lærte ham at ånde/tale efter frømetoden, hvor man snapper/ ved synkebevægelser skubber luft ned i lungerne og herefter puster ud, så han kunne tale, da udåndingsluften passerede stemmebåndene. Det betød derfor, at han havde mulighed for fx at blive kørt en lille tur i kørestol på hospitalets område uden at være tilkoblet en ekstern luftforsyning.
Napoleonslagkage
Som et "familiemedlem" fik Svend altid del i den dessert, som min far og mor serverede, når de havde gæster: Napoleonslagkage fra Emmerys, og som jeg og senere også min hustru, Inga, fik lov til at gå over med til Svend. Det var altid populært hos Svend og sygeplejerskerne var lidt misundelige på Svend, hvad det angik!
Tak til:
Vitojo Guassora: For mange detaljerede oplysninger.
|
Magda Hyldgaard Høgh: For foto af Gunnar Larsen.
| 
Hans Nielsen, Lokalhistorisk Forening i Skagen: For fotos og avisartikler. (Foto: Suste Bonnén). |
Gunnar Friis-Madsen: For foto og oplysninger.
|
En stor tak til Axel Laursens barnebarn og søn af Arthur Svane: Thomas Svane, for stor hjælp med oplysninger samt fotos.
|
Samt tak til:
Birgitte Færregaard Larsen for at give mig tilladelse til at bringe et uddrag af hendes fars, Gunnar Larsens, erindringer.
Birgitte Normand, Historiens Hus i Odense: Notitser fra Fyens Stiftstidende.
Henning Stokholm for hjælp til kontakt med Lokalhistorisk Forening i Skagen.
NB! Eksterne link fungerede da artiklen blev skrevet. De er ikke blevet kontrolleret siden og kan være blevet inaktive.
|
