Jørn Kiels Marinetoilet fra Sejerø

S/S "Pernille" af Kaløvig Foto: Erik Kühnau.

Større sejlbåd?
I 1992 var vores døtre var så gamle, at de ikke var med mere på vores sommertogter - de var nu også flyttet hjemmefra og levede sammen med deres respektive kærester. Min kone og jeg havde allerede i nogle år talt om, at båden var for lille - vi var blevet lidt mageligere og kunne godt tænke os en lidt større båd end vores Bandholm på 27 fod. Desuden havde vi i de sidste par år ofte talt om, at motoren, der var en indenbords Volvo Penta MD5A på 7,5 heste, var for lille. Vi havde i 1992 dog haft båden i 14 år og klaret os fint med den lille motor.

Vi talte dog også om, at hvis vi skulle skifte til en større båd, kunne vi kun få råd, hvis vi solgte vores sommerhus - og det ville vi ikke. Derfor skrinlagde vi planerne om større båd og beholdt både båd og sommerhuset. Vi havde også talt om, at det måske snart var på tide at "gå i land" og vende tilbage til sommerlivet i sommerhuset og vi blev så enige om snart at sælge sejlbåden - hvad vi så gjorde i sommeren 1993.

Jørn Kiel i "De Graa sælers" klublokale i Kaløvig Foto: Toke Nørby, 2018.

Jørn er et af de mest kreative mennesker, jeg kender. Jeg kan ikke på en enkelt side yde ham den retfærdighed, han fortjener, når jeg siger, at han har ydet en kollossal indsats for KBL gennem alle årene. Han har et ukueligt gå-på-mod. Jeg kender ham kun i sejlsportssammenhænge, hvor han vist sit kreative sind i forbindelse med næsten alt, der har med vores sejlklub, KBL (Kaløvig Både Laug) at gøre. Hans gå-på-mod har til tider været skræmmede, men han hører til de gudsbenådede personer, der slippper godt igennem vort farefulde liv. Han tror ubetinget, at alt kan lade sig gøre, klarer altid skærene og efterlader ofte nogle uforglemmelige situationer.

Han har været primus motor for mange af de tiltag, KBL har stået for gennem tiderne og har et herligt lyst sind og har man ham som ven, er man bestemt ikke ilde stedt.

Desværre har han været besværet af en blodprop, som for en kort tid satte ham "ud af spillet", men også her har hans livsvilje hjulpet ham igennem, så han er tilbage i fin form. Ikke mindst takket være vores hospitalsvæsen samt takket være hans hustru Inge og deres to børn.

Jeg har haft fornøjelsen af at samarbejde med ham flere gange - i forbindelse med festlige begivenheder i KBL, hvor Jørn bad mig om at optræde med nogle af de sange / monologer, som jeg har moret mig med at forfatte og fremføre, bl.a. til indvielsen af den nye havn i 1984. Her var mange muntre indslag i forbindelse med havneindvielsen og det var en uforglemmelig oplevelse at se Jørn stige op det forårskolde vand udklædt som havets gud, Kong Neptun, og bl.a. udstyret med dennes trefork hvorefter de første spadestik blev taget og Kong Neptun holdt en dybfølt tale til KBLs medlemmer. Se omtalen af indvielsen i Kaløvig Bådelaugs medlemsblad, nr. 5, juni 1984.

Kong Neptuns tale til kaløvigerne:
KALØVIGERE!
"Nu har I gjort det igen. I kalder Jer Kaløvig Bådelaug - Navnet bærer I med rette, for I har bygget havn i 17 år.
    Vær stolt af hvad I har fået og bedrevet. Fra mit våde element har jeg ifølge aftalen hin morgen på den mudrede strand holdt øje med jeres hjælpere. Jeg har konstateret at hjælperne måtte hjælpes kraf- tigt. I har holdt de betalte hjælpere i skak som det sig hør og bør, - men det undrer mig at jeg ikke har set nogen til kølhaling eller plankemarch.
   Åndspygmæer med hjernekapacitet som nyudklækket torskeyngel, siger at Kaløvigerne er vanvittige - at så mange - frivilligt - har lavet så meget for at blive så våde, - det må være en sygdom. En sygdom, der smitter.
   Lægerne vil kalde det en virus, fordi de ikke kender den, og de af denne samling badskærere, som sejler, vil kalde det en allergi, fordi de ikke ved hvad de skal gøre ved den. Intet er umuligt for den som ikke selv skal gøre det. I har bevist at det heller ikke er umuligt for dem, der selv skal gøre det.

I har derfor været tro som undersåtterne for drotterne fra det nautiske element. Jeg går ud fra at jeres forventninger til landkrabbemyndigheder er indfriet i fuldt mål. Nogle vil sige at disse forventninger har været uforskammet små.

Kaløvigere er uforskammede.
Vi kong Neptun, hersker over havene, ønsker til lykke, men må som kærlig fader samtidig formane og byde. I har verdens smukkeste havn med landkrabbefaciliteter til nydelse af såvel bordets som andre glæder (sove forståes). Men dette kan aldrig være målet for havets sønner. Derfor byder jeg: FORLAD DENNE HAVN (I får tre dages frist). Fordi man har en god havn skal man nødvendigvis ikke overrende den - Sejl ud - sejl ud.
    En god havn bruges til at lette fra. I den rådner kun skibe og mandskab. Fra nu af skal I måle jeres indsats i nautiske mil og ikke i påsømmede brædder og stablede musten.

Farvel Kaløvigere
Smid mig ud der øst for molen, der hvor vandet det er blåt; der hvor saltvandsluften blæser og hvor alting det er vådt. Selv med skibe gjort af plastic er besætning dog af stål."

Efter denne "Tordentale" blev Kong Neptun kørt til den yderste nøgne ø, hvor den underlige "gråsprængte konge" på behørig vis fik sit ønske opfyldt! (At han skulle blive samlet op af en Egåbåd, havde han nok ikke regnet med!)

Marinetoilettet
Som jeg har beskrevet besøgte vi på vores sommertogter i de danske farvande mange havne, hvor jeg fandt forskellige maritime effekter, som jeg med stor fornøjelse restaurede om vinteren, når Pernille blev lagt op om efteråret. Denne lille beretning er lidt anderledes, idet den maritime effekt, som jeg fik dette år var et maritimt toilet, som jeg fik af Jørn Kiel.

Pinsetur 1989 til Langøre på Samsø
Et års sejlersæson begyndte som regel med, at en lille eskadre bestående af sejlbåde fra KBL: "Dyveke" (Ulla og Erik Kühnau), "Victoria" (Jette og Jørgen Pedersen, "Moses" (Lise og Ole Elbrønd) samt "Yankee" (Else og Thomas Holmen Andersen), der i mere eller mindre samlet flok sejlede til Langøre for at hygge os i Langøre havn i Pinsen.
    I året 1989 var destinationen også Langøre Havn, men denne gang var Jørgen Pedersen ikke med, idet han fulgtes med Jørn Kiel for at fejre dennes 50-års fødselsdag i pinsen på Sejerø. Jørn havde inviteret sejlervenner til sejler-/fødselsdagsfrokost på den lille ø nord i Sejerø Bugt ca. 20 sømil stik vest for Samsø. Det var en anelse for langt væk til vores pinsesejlads - vi skulle jo allerede hjem igen efter et par korte dagsophold, så vores destination var som vanligt altså Langøre Havn, der ligger på nordøstsiden af Samsø.

Vi har aldrig besøgt Sejerø, der ikke er normal destination for en weekendsejlads, men på havnen findes/fandtes et skibsværft/værksted, hvor de lokale fiskere fik deres både/maskineri repareret. Jørn Kiel er ikke enderledes en andre sejlere. Han kunne godt lide at gå på opdagelse på nye steder og på Sejerø blev Jørn opmærksom på et gammelt kasseret porcelæns-marinetoilet med pumpe etc. af bronze/sømetal og med porcelænskumme og lakeret træsæde. Toillettet var åbenbart blevet udskiftet til fordel for en nyere model marinetoilet. Det stod i græsset udenfor det lokale bådværksted. Det ville han gerne have med hjem, og jeg mener at vide, at han ville installere det i sin Drabant 33, "Petrea Marie", men det er også sikkert, at Jørn i så fald ikke ønskede, at det blev brugt efter formålet, så trængende måtte klare sig på anden vis, hvilket næppe var særlig attraktivt for Inge, Jørns hustru!
    Det må have været helligdag/søndag, for Jørn kunne ikke komme i kontakt med ejeren af matinetoilettet, og måtte derfor vente til dagen efter.

Imidlertid fandt Jørgen Pedersen og venner på at spille Jørn et puds, så de fandt ud af, hvor værftsejeren boede og købte toilettet uden at sige det til Jørn for at give ham det i fødselsdagsgave, Jørn havde allerede udbredt sig om, hvor flot det ville være installeret i "Petrea Marie". Da Jørn dagen efter erfarede, at marinetoilettet var blevet solgt, ærgrede han sig naturligvis, men til hans fødselsdagsparty om aftenen, forærede vennerne ham det maritime toilet, så han blev både overrasket og glad. Toilettet - af alle kaldet "lokummet" - blev adskildt og stuvet væk i "Petrea Marie" for at blive restaureret, når han kom hjem og fik tid til det.

Jeg ved ikke hvor lang tid, der gik, før han besluttede sig for at påbegynde en restaurering af toilettet, men Jørn kendte min forkærlighed for gamle maritimt "ragelse", som jeg yndede at restaurere, så han spurgte mig, hvad han skulle bruge for at sætte det i stand. Jeg fortalte i detaljer, hvordan han skulle gå frem, men sagde også, at han skam gerne måtte sælge det til mig!

I de følgende år spurgte jeg jævnligt til lokummet, men det lå stadig adskilt i en kasse på loftet i Jørns hus på Stenvendervej i Studstrup, og når talen kom på det, benyttede jeg mig altid lejligheden til at sige, at jeg gerne ville købe det.

Jeg husker, at han, sidst, jeg spurgte, svarede, at han nok næppe fik tid til at restaurere det - mest fordi han ikke var vant til at restaurere noget sådant og det lød besværligt at skulle afsyre messing/sømetallet, så han sagde: "Du må få det"! Det blev jeg meget glad for og afhentede det samme dag og afleverede nogle gode flasker rødvin som symbolsk tak for lokummet. Jeg sagde også, at jeg gav middag, når jeg havde fået det restaureret.

Det færdigrestaurerede marinetoilet monteret på en træplade, der skal forestille toiletsektionens dørk.

Roger Partridge, 2017.

Restaureringen stod faktisk på gennem nogle år, da jeg skulle have fat i flere forskellige maskinskruer med tommegevind (British Standard Whitworth-gevind) og de var nærmest umulige at få fat på i Danmark på det tidspunkt.
Da jeg vidste, at man i England på det tidspunkt stadig anvendte tomme-gevind, tyede jeg derfor til mine engelske forbindelser, der bl.a. talte min gode ven, filatelisten Roger Partridge (Honorary Member of the Scandinavia Philatelic Society), som havde besøgt os et par gange i sommerhuset i Begtrup Vig. Han gjorde et fint stykke opsøgende arbejde og fik skaffet og sendt mig de rigtige maskinskruer med rundt hoved og skruekærv til mig. De manglende bolte - også med Whitworth-gevind - lavede jeg selv i messing på min drejebænk og skar gevindene med de gevindbakker, jeg i sin tid havde reddet fra kassation på min gamle arbejdsplads, da vores værksted gik over til mestrisk gevind.

Alle pakninger var "brændt sammen" af ælde, så her måtte jeg udskære diverse nye pakninger i de rette størrelser, men det var intet problem, og hvis marinelokummet skulle blive taget i brug, er det garanteret brugbart, da pakningerne var udskåret af nyindkøbt olie-, vejr- og ældningsbestandigt gummi.

"Indskidningsfest"
Endelig - efter et godt stykke tid, stod det gamle marinetoilet færdigrestaureret og det står nu til "pynt" i vores fælles arbejdsværelse, da fru Nørby under ingen omstændigheder vil have det stående i stuen!

Vi inviterede derfor til "Indskidningsfest". De indbudte var foruden naturligvis Inge og Jørn Kiel, vores sejlervenner, Jette og Jørgen P samt Ulla og Erik Kühnau. Jeg havde foreslået at menuen skulle være "Skidne æg", men det ville fru Nørby dog ikke gå med til, da "Skidne æg" er en - i øvrigt fortrinlig - frokostret. (men til orientering er "Skidne æg" bestående af halve, smilende æg (hvor blommen ikke er blevet helt hård) i sennepssovs, evt. med karse. Sennepssovsen laves som opbagt sovs på mælk og sennep, og det smager ganske godt).

Jørn Kiel og Jørgen P havde relevante Indskidnings-gaver med: Lokumspapir i luksuskvalitet og en flaske lokumsrens, så der var ikke et øje tørt!

Vi sluttede middagen af med kaffe og Cognac - og som det hændte af og til, når Jørn Kiel og jørgen P var med, blev cognacflasken tømt til sidste dråbe, og Jørgen og Jørn måtte lade deres respektive fruer føre bilerne hjem. Så marinetoilettet blev indviet med maner!

Jeg ville som sagt gerne have haft lokummet stående i vores dagligstue, men det fik jeg - som også sagt - ikke lov til af fru Nørby, selv om hun hen ad vejen har accepteret, at vi har et maritimt "gæstetoilet" (som ikke må bruges!). Så det står nu i vores arbejdsværelse til stor glæde for faktisk os begge, mest mig! :-). Trods alt er det meget dekorativt - og meget specielt.

Tak
En stor tak til Jørn Kiel fordi han forærede mig marinetoilettet.
Tak til Roger Partridge for hjælp med at skaffe specielle maskinskruer med Whitworth-gevind.
Og ikke mindst tak til Susan Oliver for at finde et foto af Roger!

Back - 15.10.2018 - Email