| Bandholm 27 - Nr. 34: S/S "Pernille" Efterfølgende er et nostalgisk tilbageblik til den tid, hvor min familie og jeg sejlede i vore danske farvande i vores 27 fods Bandholm sejlbåd: S/S "Pernille" af Kaløvig.
Vi lærte i de efterfølgende år Danmark at kende fra søsiden og vi har senere glædet os over alle minderne fra de ture. Nogle er mere mindeværdige end andre, men i 15 år vi havde faktisk ikke en eneste rigtig dårlig sejleroplevelse - ud over de sædvanlige hårdtvejrs-sejladser, som ingen sejler slipper for. Vi solgte båden i sommeren 1993, og vendte tilbage til at feriere i vores sommerhus i Begtrup Vig på Mols. Større sejlbåd? Vi talte dog også om, at hvis vi skulle skifte til en større båd, kunne vi kun få råd, hvis vi solgte vores sommerhus - og det ville vi ikke. Derfor skrinlagde vi planerne om større båd og beholdt både båd og sommerhuset. Vi havde også talt om, at det måske snart var på tide at "gå i land" og vende tilbage til sommerlivet i sommerhuset og vi blev så enige om snart at sælge sejlbåden - hvad vi så gjorde i sommeren 1993.
Som det fremgår af andre kapitler om vores sejlerliv, har vi haft kontakt med mange spændende mennesker og besøgt mange spændende steder. Denne lille epistel handler dog om en god sejlerven, som har været med i Kaløvig fra begyndelsen, da havnen blev anlagt klods op ad Studstrupværket, og hvor havnen nød godt af det varme kølevand fra værket, så havnen ingen isproblemer havde om vinteren. Jørn er et af de mest kreative mennesker, jeg kender. Jeg kan ikke på en enkelt side yde ham den retfærdighed, han fortjener, når jeg siger, at han har ydet en kollossal indsats for KBL gennem alle årene. Han har et ukueligt gå-på-mod. Jeg kender ham kun i sejlsportssammenhænge, hvor han vist sit kreative sind i forbindelse med næsten alt, der har med vores sejlklub, KBL (Kaløvig Både Laug) at gøre. Hans gå-på-mod har til tider været skræmmede, men han hører til de gudsbenådede personer, der slippper godt igennem vort farefulde liv. Han tror ubetinget, at alt kan lade sig gøre, klarer altid skærene og efterlader ofte nogle uforglemmelige situationer.
Han har været primus motor for mange af de tiltag, KBL har stået for gennem tiderne og har et herligt lyst sind og har man ham som ven, er man bestemt ikke ilde stedt. Desværre har han været besværet af en blodprop, som for en kort tid satte ham "ud af spillet", men også her har hans livsvilje hjulpet ham igennem, så han er tilbage i fin form. Ikke mindst takket være vores hospitalsvæsen samt takket være hans hustru Inge og deres to børn. Jeg har haft fornøjelsen af at samarbejde med ham flere gange - i forbindelse med festlige begivenheder i KBL, hvor Jørn bad mig om at optræde med nogle af de sange / monologer, som jeg har moret mig med at forfatte og fremføre, bl.a. til indvielsen af den nye havn i 1984. Her var mange muntre indslag i forbindelse med havneindvielsen og det var en uforglemmelig oplevelse at se Jørn stige op det forårskolde vand udklædt som havets gud, Kong Neptun, og bl.a. udstyret med dennes trefork hvorefter de første spadestik blev taget og Kong Neptun holdt en dybfølt tale til KBLs medlemmer. Se omtalen af indvielsen i Kaløvig Bådelaugs medlemsblad, nr. 5, juni 1984. Kong Neptuns tale til kaløvigerne: I har derfor været tro som undersåtterne for drotterne fra det nautiske element. Kaløvigere er uforskammede. Farvel Kaløvigere Efter denne "Tordentale" blev Kong Neptun kørt til den yderste nøgne ø, hvor den underlige "gråsprængte konge" på behørig vis fik sit ønske opfyldt! (At han skulle blive samlet op af en Egåbåd, havde han nok ikke regnet med !)
Marinetoilettet Pinsetur 1989 til Langøre på Samsø Vi har aldrig besøgt Sejerø, der ikke er normal destination for en weekendsejlads, men på havnen findes/fandtes et skibsværft/værksted, hvor de lokale fiskere fik deres både/maskineri repareret. Jørn Kiel er ikke enderledes en andre sejlere. Han kunne godt lide at gå på opdagelse på nye steder og på Sejerø blev Jørn opmærksom på et gammelt kasseret porcelæns-marinetoilet med pumpe etc. af bronze/sømetal og med porcelænskumme og lakeret træsæde. Toillettet var åbenbart blevet udskiftet til fordel for en nyere model marinetoilet. Det stod i græsset udenfor det lokale bådværksted. Det ville han gerne have med hjem, og jeg mener at vide, at han ville
installere det i sin Drabant 33, "Petrea Marie", men det er også sikkert, at Jørn i så fald ikke ønskede, at det blev brugt efter formålet, så trængende måtte klare sig på anden vis, hvilket næppe var særlig attraktivt for Inge, Jørns hustru! Imidlertid fandt Jørgen Pedersen og venner på at spille Jørn et puds, så de fandt ud af, hvor værftsejeren boede og købte toilettet uden at sige det til Jørn for at give ham det i fødselsdagsgave, Jørn havde allerede udbredt sig om, hvor flot det ville være installeret i "Petrea Marie". Da Jørn dagen efter erfarede, at marinetoilettet var blevet solgt, ærgrede han sig naturligvis, men til hans fødselsdagsparty om aftenen, forærede vennerne ham det maritime toilet, så han blev både overrasket og glad. Toilettet - af alle kaldet "lokummet" - blev adskildt og stuvet væk i "Petrea Marie" for at blive restaureret, når han kom hjem og fik tid til det. Jeg ved ikke hvor lang tid, der gik, før han besluttede sig for at påbegynde en restaurering af toilettet, men Jørn kendte min forkærlighed for gamle maritimt "ragelse", som jeg yndede at restaurere, så han spurgte mig, hvad han skulle bruge for at sætte det i stand. Jeg fortalte i detaljer, hvordan han skulle gå frem, men sagde også, at han skam gerne måtte sælge det til mig! I de følgende år spurgte jeg jævnligt til lokummet, men det lå stadig adskilt i en kasse på loftet i Jørns hus på Stenvendervej i Studstrup, og når talen kom på det, benyttede jeg mig altid lejligheden til at sige, at jeg gerne ville købe det. Jeg husker, at han, sidst, jeg spurgte, svarede, at han nok næppe fik tid til at restaurere det - mest fordi han ikke var vant til at restaurere noget sådant og det lød besværligt at skulle afsyre messing/sømetallet, så han sagde: "Du må få det"! Det blev jeg meget glad for og afhentede det samme dag og afleverede nogle gode flasker rødvin som symbolsk tak for lokummet. Jeg sagde også, at jeg gav middag, når jeg havde fået det restaureret.
Restaureringen stod faktisk på gennem nogle år, da jeg skulle have fat i flere forskellige maskinskruer med tommegevind (British Standard Whitworth-gevind) og de var nærmest umulige at få fat på i Danmark på det tidspunkt. Alle pakninger var "brændt sammen" af ælde, så her måtte jeg udskære diverse nye pakninger i de rette størrelser, men det var intet problem, og hvis marinelokummet skulle blive taget i brug, er det garanteret brugbart, da pakningerne var udskåret af nyindkøbt olie-, vejr- og ældningsbestandigt gummi.
"Indskidningsfest" Vi inviterede derfor til "Indskidningsfest". De indbudte var foruden naturligvis Inge og Jørn Kiel, vores sejlervenner, Jette og Jørgen P samt Ulla og Erik Kühnau. Jeg havde foreslået at menuen skulle være "Skidne æg", men det ville fru Nørby dog ikke gå med til, da "Skidne æg" er en - i øvrigt fortrinlig - frokostret. (men til orientering er "Skidne æg" bestående af halve, smilende æg (hvor blommen ikke er blevet helt hård) i sennepssovs, evt. med karse. Sennepssovsen laves som opbagt sovs på mælk og sennep, og det smager ganske godt). Jørn Kiel og Jørgen P havde relevante Indskidnings-gaver med: Lokumspapir i luksuskvalitet og en flaske lokumsrens, så der var ikke et øje tørt! Vi sluttede middagen af med kaffe og Cognac - og som det hændte af og til, når Jørn Kiel og jørgen P var med, blev cognacflasken tømt til sidste dråbe, og Jørgen og Jørn måtte lade deres respektive fruer føre bilerne hjem. Så marinetoilettet blev indviet med maner! Jeg ville som sagt gerne have haft lokummet stående i vores dagligstue, men det fik jeg - som også sagt - ikke lov til af fru Nørby, selv om hun hen ad vejen har accepteret, at vi har et maritimt "gæstetoilet" (som ikke må bruges!). Så det står nu i vores arbejdsværelse til stor glæde for faktisk os begge, mest mig! :-). Trods alt er det meget dekorativt - og meget specielt.
Tak
|
