Pernilles Saga - Søby Motorfabrik og Staalskibsværft A/S

Arthur Christian Jørgensen - 1982

© 2017- - Toke Nørby

oldline

Bandholm 27 - Nr. 34: S/S "Pernille"
Efterfølgende er et nostalgisk tilbageblik til den tid, hvor min famile og jeg sejlede i vore danske farvande i vores 27 fods Bandholm sejlbåd: S/S "Pernille".

Pernille
S/S "Pernille" af Kaløvig
Foto: Erik Kühnau.
I sommerhalvårene 1978-1993 befandt min kone og jeg os ombord på en 27 fods sejlbåd af typen Bandholm 27 fra det nu nedlagte danske Bandholmværft på Lolland - og indtil vores to piger blev så gamle, at vi mente det forsvarligt, at de kunne være alene hjemme i en kortere periode, var de med. Vi havde købt båden som samlesæt fra fabrikken i 1977, og efter en vinter, der gik med at aptere båden, blev hun søsat i foråret 1978: S/S "Pernille", registreringsnummer: BA27-34.
    Vi lærte i de efterfølgende år Danmark at kende fra søsiden og vi har senere glædet os over alle minderne fra de ture. Nogle er mere mindeværdige end andre, men i 15 år vi havde faktisk ikke en eneste rigtig dårlig sejleroplevelse - ud over de sædvanlige hårdtvejrs-sejladser, som ingen sejler slipper for. Vi solgte båden i sommeren 1993, og vendte tilbage til at feriere i vores sommerhus i Begtrup Vig på Mols.

Større sejlbåd?
I 1991-92 var vores døtre var så gamle, at de bestemt ikke ville med på vores sommertogter, og de klarede sig fint alene i vores hus i Skødstrup. Min kone og jeg havde allerede i de sidste par år talt om, at båden var for lille - vi var blevet lidt mageligere og kunne godt tænke os en lidt større båd end vores Bandholm på 27 fod. Desuden havde vi i de sidste par år ofte talt om, at motoren, der var en indenbords Volvo Penta MD5A på 7,5 heste, var for lille. Vi havde i 1992 dog haft båden i 14 år og klaret os med den lille motor.

Vi talte dog også om, at hvis vi skulle skifte til en større båd, kunne vi kun få råd, hvis vi solgte vores sommerhus - og det ville vi ikke. Derfor skrinlagde vi planerne om større båd og beholdt både båd og sommerhuset. Vi havde også talt om, at det måske snart var på tide at "gå i land" og vende tilbage til sommerlivet i sommerhuset - vi blev så enige om snart at sælge sejlbåden, hvilket vi gjorde i sommeren 1993, og vendte tilbage til at feriere i vores sommerhus ved Begtrup Vig på Mols.

oldline

Arthur Jørgensen, Søby Værft, Ærø

Søby Havn
Søby Havn, som den så ud første gang vi besøgte havnen i 1982.

I sommeren 1982 anduvede vi for første gang Søby Havn på nordvestsiden af Ærø, og hvor den nye lystbådehavn i havnens østre side endnu ikke var blevet bygget.

Søby Havn 1982.
Søby Havn ca. 1982. (Udsnit af postkort fra Søby).
Vi vidste ikke helt, hvad der var at opleve i Søby, men vi kunne godt lide at veksle mellem at besøge de lidt mindre og de mere turistprægede havne, så vi fortøjede i Søby en eftermiddag på siden af en fiskekutter, der lå ved en overdækket bedding/tørdok. Kutterens skipper meddelte venligt, at her kunne vi blive også dagen efter, da han ikke skulle ud, så vi tog den med ro og kiggede lidt på de nærmeste omgivelser ved havnen. Her var købmand, cafeteria og lidt andre forretninger: skibselektronikfirma, trælastforretning, møbelforretning, campingplads, kro, restaurant, bodega, grillbar, bager med café og en brugsforening, så der var ikke noget, der umiddelbart fristede fru Nørby :-) Efter Søby var det meningen, at vi ville sejle det meget korte stykke til Ærøeskøbing, som er meget mere turistpræget.

I Søby ville jeg gerne se værftet, da det altid er spændende at se, hvad de laver et sådant sted - uden at forstyrre dem for meget. Min forhåbning var også - hvad min kære hustru også godt vidste - at jeg kunne købe noget "maritimt ragelse", som jeg kunne gøre i stand, når vi kom hjem igen. Jeg havde spurgt fiskekutterens skipper, hvem jeg evt. skulle tale med, og han sagde straks: "Spørg efter Arthur".
    Efter morgenmaden næste morgen gik jeg derfor ind på værftets kontor og spurgte, om jeg kunne komme til at tale med Arthur. På kontoret kiggede de lidt nysgerrigt spørgende på mig, hvorfor jeg sagde, at jeg evt. gerne ville købe en gammel vendbar skibskrue, hvis man havde en sådan i "overskud"/skrot.
    Det er meget ofte et spørgsmål, der får folk til at trække på smilebåndene og i dette tilfælde var smilene store, da det jo ikke var et småskibsværft, jeg var kommet ind på, så eventuelle skibsskruer var for det meste beregnet til noget større skibe end til småskibene. Men de forklarede, at Arthur var i området og at jeg blot skulle finde en blå Morris Mascot, for hvor den var, var Arthur lige i nærheden.

Mascot
Det er Arthur med alpehuen.
Jeg spottede hurtigt Mascotten og Arthur, og da han ikke så ud til at have travlt, præsenterede jeg mig. Han spurgte, hvad han kunne gøre for mig. Flinker mand! Jeg fortalte ham, at jeg for sjov samler gamle skibsting - mens min hustru køber bluser og deslige, når vi er i havn - jeg kunne dog se, at min hustru i Søby nok ville søge forgæves efter tekstiler, der kunne friste hende. Jeg fremførte mit ønske om at købe en lille vendbar skrue, hvorpå han så sagde: "Kom" og satte sig ind i sin Mascot og jeg satte mig ved siden af. Vi kørte max 150 m hen til en stor lagerhal, hvor vi gik ind. Det var tydeligt, at han ikke bevægede sig mange skridt uden at bruge Mascotten og de to-tre andre trafikanter, vi mødte på havnearealet, holdt tilbage for Mascotten - uanset, om de eller Arthur havde vigepligt! Det var tydeligt, at det var Mester selv, der kom her!

Mascot
Palle Abramsson (tidligere direktør på værftet) og Arthur.
Han spurgte mig om hvad, jeg skulle bruge tingene til og han virkede tilfreds med mit svar, at det udelukkende var for min egen fornøjelses skyld - jeg samlede på frimærker (og skibspost-forsendelser) om vinteren, hvor jeg også godt kunne lide at restaurere gamle maritime effekter, som jeg havde fundet på vores sejlerture. Jeg var samler - ikke alene mht. frimærkerne eller skibspostbrevene, men også mht. de maritime effekter! Når jeg tænker tilbage, var det egentlig utroligt, at Arthur ofrede lille mig så stor opmærksomhed. Der må have været større og vigtigere ting at tage stilling til for en mand som Arthur, men han syntes tydeligvis, at det var en helt anderledes situation, jeg bragte ham i, så han må have været nysgerrig efter at se, hvad jeg var ude efter.

I den ret store hal med reoler ude i siderne lå der, blandt alt muligt større eller mindre skibsudstyr, og bl.a. en lille "sød" skibsskrue, som jeg måtte købe - igen må jeg bruge gåseøjne, da jeg var ret sikker på, at min hustru ville have en anelse svært ved at se det søde i en skibsskrue ;-) Der lå også tre små faste koøjer med "tremmer" og dem tilbød han mig også. Jeg sagde "ja tak", til det hele og spurgte, hvad sagerne kostede. Jeg havde taget mit checkhæfte med og skrev straks en check på det beløb, han nævnte. "Den veksler vi med det samme", sagde Arthur og snuppede checken og puttede den i lommen. Sagerne, som jeg gerne ville købe, blev puttet ned i en gammel lærredssæk, og lagt på Mascottens lad. Vi kørte derefter ca. 150 m til købmanden, hvor ekspeditricen - uden at stille nogen som helst spørgsmål - indløste checken og gav Arthur pengene, der forsvandt ned i hans lomme. Jeg spurgte, om hun ikke ville se legitimation, men det var skam ikke nødvendigt, når jeg fulgtes med Arthur!

skrue
Smuk og dekorativ lille skibsskrue fra en Grenaa-semidiesel-motor, "Vingefang": 64 cm.
skrue
Koøje af ukendt oprindelse.

De efterfølgende år, hvor vi flere gange "kiggede forbi" Søby og hilste på Arthur (og købte nogle andre små skibskruer, både vendbare, men også nogle faste to-bladede samt lidt andet, jeg har hygget mig med at restaurere), bemærkede jeg Søby-folkenes samme fantastiske respekt for manden med alpehuen, hvilket jeg godt kunne forstå. Han var en utrolig person, der havde forstået at etablere Ærøs største arbejdsplads og havde forstået at skabe trygge forhold for de mennesker, der arbejdede for ham.

oldline

Arthur Christian Jørgensen
blev født 19.03.1908 i Fjellebroen, Vester Aaby sogn/Svendborg, og døde 17.04.1994 i Søby, Ærø. Begravet på Søby Kirkegaard. Hans far, Lars Jørgen Jørgensen, kom fra Frederiksværk og arbejdede som smed med tilknytning til værftet på Fjellebroen havn. Han begyndte at bygge de driftsikre "Fjellebromotorer" og hans forretning gik godt, og Arthur blev udlært her.

Desværre druknede faderen ved en tragisk ulykke, hvor han 28.04.1918 blev slået overbord af bommen, da han var ude med sin familie i sin sejlbåd. Arthur var da 10 år gammel og selv om hele familien var med, og den ældste søn Herman sprang i det kolde vand for at redde faderen, gik denne i panik og trak sønnen ned, så han måtte slippe faderen. Fjellebroen Motorfabrik blev derefter videreført af Arthurs to storebrødre, Herman R. Jørgensen (da 20 år) og Carl Bernhard Jørgensen (f. 14.06.1902 - d. 1925).

I 1922 fik virksomheden navnet "Motorfabrikken Ideal", men da Carl døde i allerede i 1925, videreførte Herman virksomheden. Arthur blev spurgt, om han ville være med i virksomheden, men han ville hellere etablere sig selv, hvilket han gjorde i Søby, et "stensmut" fra Fjellebroen.

Arthur Jørgensen kom således til Søby i 1930, hvor han købte en matrikel på havnen. Der var et hus på matriklen, og da der var aftægt på ejendommen, fik Arthur "huset og en gammel kone for 1000 kr.", som han fortæller i bogen om værftet. Han grundlagde Søby Værft A/S i 1931, og Arthur har uden diskussion været den person, der har betydet mest for Søby og det kan man også læse om i bogen Søby Motorfabrik og Staalskibsværft 1931-1991 (se ref.). I bogen kan man også læse om de motorer, som Arthur producerede i Søby og som var en videreudvikling af de motorer, familien producerede i Fjellebroen:

ideal
Annonce fra Dansk Sejlskibsrederi-Forenings medlemsblad 01.07.1935.
ACJ
2-cylindret Søby-motor.

Jeg HAR vist min hustru billeder af de fine Søby-motorer, men hun har forbudt mig at anskaffe en sådan, da man jo ikke kan være sikker på, at gulvet i vores lejlighed på 3. etage kan holde til den belastning :-) Men derfor kan man jo godt være impponeret af de gamle maskiner.

arthur
Arthur ved en 150 HK-Søbymotor.
ACJ
Skilt til en Søby-motor. (Gave fra Søby Værft/Roar Thomsen)
rst
Roar Sigurd Thomsen.
I den periode, hvor vi sejlede, lykkedes det mig desværre ikke at finde en udrangeret Søby-motor, og hvor jeg kunne få lov til at skrue mortorskiltet af, men Chief Sales Officer (CSO) / Salgsdirektør Roar Thomsen på Søby Værft var (i 2017) så venlig at forære mig et par af de gamle skilte, som ikke nåede at blive brugt, da man producerede de store maskiner. (Tak for det, Roar!). Herunder et skilt visende motorens omløbsretning, men det kunne lige så godt have en symbolsk betydning - nemlig den retning, som Arthur/Søby Værft altid gik: Fremad!

ACJ
(Gave fra Søby Værft/Roar Thomsen).

oldline

Sin egen herre
Arthur fortalte mig, at han på et tidspunkt gerne ville udvide værftet, men fik afslag på at bygge en ny hal (eller var det tørdokken?). Det trak han på skuldrene ad og byggede hallen alligevel. Da myndigheder efterfølgende opdagede, at han alligevel havde bygget hallen, gjorde de vrøvl, men forlangte klogeligt den ikke fjernet - det ville sikkert også have været ualmindeligt dumt, så Arthur fik efterfølgende godkendt projektet. Han var ikke af den type, der blot accepterede, at der ikke skete noget.

M/F Øen
M/F "Øen" tidligere "Ravnsborg".
ACJ
H.J. Ravnsborg.
M/F "Øen" (tidligere "Ravnsborg")
I bogen om Søby Værft kan man læse, at Arthur - ud over værftet - havde mange jern i ilden; biograf, cafeteria og også ø-færge. Han syntes på et tidspunkt, at det kunne være praktisk, hvis han etablerede en færgeforbindelse til Mommark fra Søby. Som sagt så gjort. I 1985 købte han så Horsens-Endelave-færgen "Ravnsborg", som rutebilejer Hans Jørgensen Ravnsborg (08.12.1900-24.09.1991 Juelsminde), havde købt i 1968.

Jeg kunne genkende navnet, da jeg i 1988 havde skrevet en artikel i Dansk Posthistorisk Tidsskrift, nr. 2, om "Fra Hjarnø"-stemplet og S/S "Agda" Skibspost, hvor S/S "Agda" sejlede i rutefart mellem Horsens og Endelave og blev minesprængt 15.01.1944. Jeg havde i forbindelse med artiklen talt med både folk på Endelave og med Ravnsborg, som jeg besøgte i Juelsminde. Jeg talte også med fhv. skipper på "Ravnsborg", Harald Sørensen, Endelave, men han ophørte vist med at være skipper, da Ravnsborg solgte færgen til Arthur i 1985. Men alligevel: Small world!

oldline

De sidste besøg
Da vi i de følgende år var på tur i det sydfynske, undlod vi ikke igen - igen at "kigge indenfor" i Søby og hilste altid på Arthur. Han fandt da også hver gang et eller andet, jeg fik lov til at købe og som jeg efterfølgende restaurerede.

Lystbådehavnen, Søby Ærø
Havnemester i Søby Havn, Brian Groth Hansen, oplyste i 2013, at de første to broer i den nye lystbådehavn blev indviet i foråret 1987 og lystbådehavnen blev færdig i 1989, og som det ses på efterfølgende billede, er der plads til MANGE både i forhold til havnen tidligere.

Søby Havn 1991
Søby Havn 1991. (Gengivet med venlig tilladelse af Palle Abramsson, Søby).

De sidste par gange, hvor vi kom til Søby, genkendte Arthur mig, når jeg kom op for at hilse på ham: "Nå, der har vi nok skruemanden", sagde han. Jeg mener, at det var i 1991, hvor Arthur sagde til mig, at denne gang havde han en flot skibskrue, som han gerne ville forære mig! Det var usædvanligt, da jeg ellers med glæde betalte for de sager, jeg måtte købe. Han sagde dog - med et glimt i øjet, at der var en bestemt betingelse ved den foræring. Betingelsen var, at jeg skulle tage skruen med hjem, "da jeg ikke vil have ulejlighed med at sende den med posten"!, sagde Arthur. Jeg tænkte, hvad det glimt i øjet mon kunne betyde, da jeg altid tog sager, jeg købte, med hjem.
    Igen satte vi os ind i hans Mascot og kørte ca. 100 m til bagsiden af hallen. Her stod en gigantisk 3-4 bladet skibsskrue af bronze/sømetal og formodentlig af en vægt på adskillige tons! Man kunne godt se, at skruen havde været i nærkamp med en stor sten. Vi kunne ikke lade være med at le, da vi stod foran den og jeg gættede på, at den vejede mere end vores sejlbåd på 3 tons, hvor blykølen alene vejede 1,5 tons! Så det blev et nej, tak. Den krævede nu også lidt for meget brasso for at blive pæn!

Jeg husker, at Arthur derefter med et smil sagde, at han nok ikke havde mere, der kunne interessere mig. Jeg fik det indtryk, at han nok havde lidt svært ved at synes, at min interesse for "det gamle ragelse" var noget, man skulle bruge ret meget tid på, men jeg var imponeret af, at han helt accepterede min interesse, hvilket jeg også sagde til ham og takkede ham for at have fået lov til at købe de maritime sager, han havde tilbudt mig gennem de sidst 5-8 år.
    Han sagde derefter, at hans nabo, enkefru Tordis Lund, havde nogle ting, som han syntes, at jeg skulle se på. Det ville være fint. Det var blevet en hel sightseeingstur i Søby efter maritime sager og Arthur havde tilsyneladende god tid (måske foregik dette også i weekenden, hvor hans tilstedeværelse ved værftet ikke var så påkrævet), så vi satte os nok en gang ind i Mascotten.

oldline

tordis
Tordis Lund. 1918-1996.
Tordis Lund.
Arthurs villa lå på på Havnevejen nr. 2A og hans nabo til venstre var Tordis Lund, enke efter skibsfører Frode L. Lund (1917-1979), så efter en igen ganske kort køretur i Mascotten inviterede Arthur os på kaffe hos Tordis! Hun var en venlig dame midt i 70erne, der ganske rigtig havde nogle maritime sager, som hun fandt frem. Der var en stor bagbordslanterne ("Port") af fabrikatet "Seahorse Trade Mark GB No. 30193" med hvidt glas og med rødt glas indsat bagved - petroleumsbrænderen (den del med væge) var fraværende og beslaget til at påmontere lanternen på skibet var monteret på en på lanternen pånittet ganske rusten jernplade. "Seahorse Trade Mark" tilhørte det engelske firma "Bocock & Wilkinson" i Birmingham, som omkring 1900 fabrikerede disse (iøvrigt dekorative) store lanterner.
    Der var et desuden et lille nathus med kompas, en såkaldt "stuvelampe" og endelig et lille bitte skibsrat. Sagerne trængte alle til en kærlig hånd, så det var sådanne sager, jeg gerne ville pusle med!
    "Var det noget for dig?", spurgte hun. "Bestemt", svarede jeg og spurgte selvfølgelig hvad sagene kostede. Jeg havde denne gang taget kontanter med, så da hun nævnte et beløb, pruttede jeg ikke og ville betale.
    Hun bremsede mig og sagde, at hun blev nødt til at spørge sin søn først - gerne, sagde jeg, men det viste sig, at han ikke var i Danmark og først kom hjem til hende til efteråret, "Så kom igen til næste sommer, så kan du sandsynligvis få sagerne med"!! Selvfølgelig, sagde jeg - som noget af det mest naturlige i verden, men vi besluttede året efter, i 1992, at vi lige så godt kunne tage det sydfynske en gang mere og købte alle fire sager til den pris, hun havde nævnt. Man har jo intet hastværk!

Restaurering af lanternen
Lanterne og de andre effekter var temmelig snavsede og havde sikkert været opbevaret i en garage/kælder, men lanternen blev nænsomt renset og pudset, men det var nu først efter, at vi var holdt op med at sejle i 1993. Selve brænderen og dens glas manglede, men vi havde en sådan og glas fra en gammel petroleumslampe i vores sommerhus - man smider jo ikke noget væk selv om det ikke lige skal bruges! Reflektoren er på de originale lanterner er skålformet, og den skal sidde på den holder, der er loddet på siden af petroleumsbeholderen. Den mangler stadig, men det gør ikke så meget. Herunder er et par billeder af lanternen:

tordis1
Rustpladen udskiftes.
tordis2
Ikke originalt, men noget pænere.
tordis3
Brænderen og glas er "nye", men reflektoren mangler stadig.
tordis3
Seahorse-lanterne. "Port".
tordis4
Færdig!

oldline

Prolog
Det var sidste gang, jeg så Arthur Jørgensen, men når vi og vores sejlervenner om efteråret mødtes i havnen eller på vores favorit-weekend-udflugtsmål Tunø eller ved Rønnen i Begtrup Vig, måtte de meget ofte lægge øre til mine begejstrede fortællinger om manden med alpehuen fra Søby. Og det kunne hænde, at de drillende spurgte: "Hvad var det, du sagde, han hed?" ;-)

Flere af mine venner har i øvrigt spurgt mig, hvorfor det "absolut" skulle være vendbare skibsskruer, og det har jeg et svar på: De stammer alle fra motorer, der kun havde een omløbsretning, så man var nødt til at regulere skruebladenes hældning for at kunne bakke. Alle nyere motorer har gear, så man kan få drivakslen til at rotere begge veje, og det er langt enklere at lave en fast skibsskrue end een med stilbare skrueblade. Dvs. at disse forældede skibspropeller ikke bliver bevaret i den udstrækning, de fortjener. Selve motorerne er også bevaringsværdige, men det er et projekt, der er for stort, hvis man kun har en lejlighed!

2017: "I Arthurs Fodspor"
I 2017 blev der på Ærø taget initiativ til at oprette en mindeside/-værksted, der fik navnet "I Arthurs Fodspor" / "Arthurs Akademi". Her samles og beskrives gamle minder om og effekter fra Arthurs virke og hans motorfabrik/værft. Det er Søby Erhvervsforening med tidligere museumsdirektør Karen Margrethe Fabricius i spidsen, der er primus motor i projektet og den ansvarlige og samlende organisation for "I Arthurs Fodspor" / "Arthurs Akademi". Her kan man studere projektet på "nettet": "I Arthurs Fodspor" / "Arthurs Akademi". Jeg håber selvfølgelig, at jeg en dag får lejlighed til at "kigge forbi" og se, hvad man har samlet sammen. Jeg har selvfølgelig lidt "Kilroy was here"-fornemmelse, da min hustru og jeg var der 35 år tidligere :-).

Billede fra oldline

Tak for hjælp med oplysninger/illustrationer m.m. til:
1. Palle Abramsson, Søby, Ærø. Tidligere direktør i Søby Værft. (Tak for tilladelse til at vise en række billeder fra nedenfor omtalte bog om værftet).
2. Roar Sigurd Thomsen, Søby Ærø. Chief Sales Officer (CSO) / Salgsdirektør i Søby Værft.
3. Vivi Engell Hansen, Søby, Ærø (datter af Tordis Lund).
4. Brian Groth Hansen, havnemester i Søby Havn (2013).
5. Erik Kühnau, Løgten. (Billedet af S/S "Pernille").

Referencer
1. Søby Motorfabrik og Staalskibsværft A/S 1931-1991. Af Jørgen Bjørngren, DJ. Udgivet af Søby Væft. Uden ISBN-nummer.
2. Søby Værft AS 1931-2006. Af Jørgen Bjørngren, DJ, og P. Rolandsen. Udgivet af Søby Væft A/S 2006. ISBN 87-991555-0-8.
3. Marine engines in Denmark.
4. Diverse kirkebøger.

Billede fra oldline

Back - 27.02.2021 - Email

Notepad Valid CSS level 3   Valid HTML 4.01 Transitional