Pressemeddelelse 3

Marts 2001

Kan (IKKE) downloades fra Presseservice på http://www.abc-pr.dk/

 

Frimærker er bærer af en stor kulturel viden:

Nyt frimærke-baseret undervisningsmateriale vækker stor begejstring i Folkeskolen

De danske frimærker kan i år fejre 150 års jubilæum. Bag det enkelte frimærke gemmer sig en væsentlig kulturarv, som Folkeskolen nu vil blive tilbudt indsigt i gennem omhyggeligt udført undervisningsmateriale, der lægger op til tværfaglighed og en sjælden fordybelse fra elevernes side.

Den 1. april 2001 er 150 årsdagen for det første danske frimærke, og frimærket har bidt sig fast – ikke blot i Danmark, men på globalt plan. Frimærket er i dag en instans, alle globalt set kan mødes om, fordi frimærket kommunikerer på et lokalt såvel som på et globalt plan.

- De fleste har prøvet at modtage et postkort med et frimærke fra en fjern verdensdel, og på en eller anden måde synes frimærket - næsten altid - i højere grad end postkortet selv at kommunikere en del af den kultur, hvor det er afsendt fra. Det gør det, fordi frimærket bærer på en kulturarv, som siger noget om en bestemt kulturs særlige mærkedage, perioder eller bestemte temaer i et lands historie. Udtrykket på det enkelte frimærke er således kulturelt betinget, og det er blandt andet det, der har inspireret til undervisningsmaterialet, siger generalsekretær, Kennet Helmer-Jensen fra Hafnia 01, der er navnet på en verdensudstilling, der arrangeres af Danmarks Filatelist Forbund og bl.a. Post Danmark.

Materialet er skabt i et samarbejde mellem Post Danmark og Danmarks Filatelist Forbund i anledning af 150 årsdagen og er en videreudvikling af folkeskolelærer Nils Olsen og frimærkehandler Peter Holms grundidéer.

Fordybelse
Undervisningsmaterialet, der er blevet udviklet gennem det sidste års tid, ligger op til en emne- eller fordybelsesuge med såvel tværfaglige som tværkulturelle indslag for folkeskolens yngste klassetrin - nærmere bestemt fra børnehaveklasse-niveau og frem til sjette klasse. Materialet foreslår en mængde forskellige arbejdsformer, hvoraf sværhedsgraden øges i takt med klassetrinene. For indskolingen knyttes der an til ’leg og læring’ med rollespil og andre fagligt afstemte lege, mens der til de lidt ældre klasser er udviklet en række opgaver, som alle tager udgangspunkt i frimærket, men med vidt forskellige indfaldsvinkler. Som eksempel på disse tværfaglige opgaver kan nævnes udarbejdelse af et stamtræ over kongefamilien ud fra frimærker med de kongelige. Fælles for opgaverne er et kreativt element, et element af interaktion i kraft af gruppearbejdet samt et element af fordybelse, fordi det at beskæftige sig med frimærker skaber mulighed for en efterhånden sjældent oplevet ro og refleksion.

- I øjeblikket har vi to fordybelsesuger om året, hvor vi bryder den traditionelle uge op og i stedet fokuserer på et udvalgt emne. Og det her emne var perfekt til en sådan fordybelsesuge, fordi materialet var lige til at gå til og rummede så mange muligheder. Børnene har hele tiden været meget positive over for emnet, og de har været utrolig glade og involverede i løbet af hele ugen, siger Anders Christensen lærer på Tranegårdsskolen i Hellerup, hvis 3. klasse som en del af et pilotprojekt har anvendt materialet i den forgangne uge.

Tværfaglighed og indhold
Trods frimærkets høje alder synes materialet til en emneuge om frimærker at rumme alt til en moderne, nuanceret og differentieret undervisning. De tusinder af udsendte frimærker udgør et righoldigt vidnesbyrd om vort lands og andre nationers historie og kultur. På frimærkerne findes der emner fra næsten alle skolens fag: Geografi, biologi, historie, sprog, matematik m.v., og da de kommer fra alverdens lande, kan de blive en genvej til tværkulturel undervisning og forståelse. I materialet indgår der udover de nævnte opgaver et brevskrivningskursus, en introduktionsvideo, et frimærkekatalog, en CD-ROM med information om frimærkerne samt samler start sæt bestående af pincet, lup og indstiksbog. Enkelte af opgaverne lægger op til informationssøgning på Internettet eller i CD-ROMens informationer og tilfører dermed emneugen et strejf af undervisning baseret på moderne informationsteknologi. Samlet set er det kun fantasien, der sætter grænser for, hvad frimærkerne skal inspirere til af forskellige emner og arbejdsformer, og undervisningsmaterialet er tilrettelagt, således at der ikke fordres specialviden om emnet hos underviseren i kraft af den medfølgende lærervejledning.

- I anledning af jubilæumsåret har vi et ønske om at vise de mangfoldige muligheder, som frimærkernes verden åbner for, heriblandt kunst, fordybelse, inspiration, oplevelser, samhørighed o.s.v. Disse muligheder er forsøgt gengivet i materialet og vil være præsenteret på jubilæumsudstillingen i Bella Centret i skolernes efterårsferie, siger Kennet Helmer-Jensen, generalsekretær Hafnia 01. Billedtekst: - Børnene har været utrolig engagerede, og de har nydt den kreative udfoldelse, som materialet har lagt op til, fortæller Anders Christensen, lærer på Tranegårdsskolen i Hellerup.

For yderligere information:

Anders Christensen
Lærer,
Tranegårdsskolen

Kennet Helmer-Jensen
Generalsekretær,
Hafnia 01