Pernilles Saga - Jagtgeværet fra Bogense

1981

Jagtgeværet fra Bogense - © 2018- Toke Nørby

oldline

Bandholm 27 - Nr. 34: S/S "Pernille"
Efterfølgende er et nostalgisk tilbageblik til den tid, hvor min familie og jeg sejlede i de danske farvande i vores 27 fods Bandholm sejlbåd: S/S "Pernille".

Pernille
S/S "Pernille" af Kaløvig
Foto: Erik Kühnau.
Om sommeren i årene 1978-1993 befandt min kone og jeg os ombord på en 27 fods sejlbåd af typen Bandholm 27 fra det nu nedlagte danske Bandholmværft på Lolland - og indtil vores to piger blev så gamle, at vi mente det forsvarligt, at de kunne være alene hjemme i en kortere periode, var de med. Vi havde købt båden som "samlesæt" fra værftet i efteråret 1977, og efter en vinter, der gik med at aptere båden, blev hun søsat i foråret 1978: S/S "Pernille", registreringsnummer: BA27-34.
    Vi lærte i de efterfølgende år Danmark at kende fra søsiden og vi har senere glædet os over alle minderne fra vores sejlture. Nogle er mere mindeværdige end andre, men i 15 år havde vi faktisk ikke en eneste rigtig dårlig sejleroplevelse - ud over de sædvanlige hårdtvejrs-sejladser, som ingen sejler slipper for.

Større sejlbåd?
I 1991-92 var vores døtre så gamle, at de bestemt ikke ville med på vores sommertogter, og de klarede sig fint alene i vores hus i Skødstrup. Min kone og jeg havde allerede i de sidste par år talt om, at båden var for lille - vi var blevet lidt mageligere og kunne godt tænke os en lidt større båd end vores Bandholm på 27 fod. Desuden havde vi i de sidste par år ofte talt om, at motoren, der var en indenbords Volvo Penta MD5A på 7,5 heste, var for lille. Vi havde i 1992 dog haft båden i 14 år og klaret os udmærket med den lille motor.

Vi talte nu også om, at hvis vi skulle skifte til en større båd, kunne vi kun få råd, hvis vi solgte vores sommerhus - og det ville vi ikke. Derfor skrinlagde vi planerne om større båd og beholdt både båd og sommerhuset. Vi havde også talt om, at det måske snart var på tide at "gå i land" og vende tilbage til sommerlivet i sommerhuset, og vi blev enige om snart at sælge sejlbåden, hvilket vi gjorde i sommeren 1993, og vendte tilbage til at feriere i vores sommerhus ved Begtrupvig på Mols.

oldline

1984 - Postekspedition i Bogense udsat for røveri
Det var en mørk (og stormfuld?) nat mellem den 19. og 20. august 1984, da en godt 20-årig mand, "W" fra Særslev på Fyn begik et indbrud i Bogense Skibssalg ApS ved Bogense Havn. Han ville som de fleste indbrudstyve have fat i kontanter. Imidlertid var udbyttet ikke tilfredsstillende, for han tog bl.a. skibsalgets ejers jagtgevær af typen "Over and Under" (Castellani Star Vega nr. 42648) for ved en senere lejlighed at omsætte dette til kontanter. Han fik dog andre ideer, idet han den næste dags eftermiddag, 20. august 1984 ved 15-tiden gik ind på Bogense Postekspedition bl.a. iført en mørk strikket hue og et "partisantørklæde" for underansigtet.
    Her truede han de tilstedeværende postfunktionærer med jagtgeværet, der dog ikke var ladt: "Kom her! Penge! Sedler!", hvorefter han fik udleveret 8220 kr. i kontanter. Han forlod herefter postekspeditionen i hast og løb ned mod Bogense Havn og på vejen smed han jagtgeværet på en mark, som var tilsået med grønt.

Jagtgeværet blev fundet ganske kort tid efter, da markens afgrøde blev høstet med en såkaldt "Kampmann": Grønthøsteren fik på et tidspukt navnet "en Kampmann" efter den daværende skatteminister Jens Kampmann, som man følte var ude på at beskatte alle så hårdt, at ingen ragede op over andre! Præcis som grønthøsteren slog alt af i samme højde).
    I løbet af få øjeblikke rev grønthøsteren løbet i to stykker og bøjede geværet lidt midtpå, så det ikke kunne åbnes/lukkes normalt. Aftrækkermekanismen var efter påvirkningen også ødelagt, så geværet nu var helt og aldeles uanvendeligt.
    Da det var almindelig kendt, at der var blevet anvendt et jagtgevær ved røveriet, blev geværet afleveret til politiet, som, efter at have registreret det (jvf. sedlen på skæftet) og "pudret" det for at undersøge det for fingeraftryk, afleveret til dets rette ejermand.
    De 8220 kr. "klattede" "W" imidlertid væk og påny meldte lommesmerterne sig. Natten til den 22. oktober 1984 begik han igen indbrud i samme virksomhed, hvor han nu bl.a. stjal et par dolke. Da bådsalgets ejer meldte indbruddet til politiet og fortalte, at det lignede det sidste indbrud og at man nok kunne regne med et nyt røveri inden længe igen, blev han mødt med lidt skepsis.
    Men hans profeti holdt stik: Nogle få timer efter opdagelsen af det nye indbrud, nemlig den 22. oktober 1984 kl. ca. 10.20 gik "W" ind på postekspeditionen i Særslev på Fyn, hvor han med en dolk truede sig til godt 7600 kr. Også her slap "W" væk uden hindringer, men politiet havde allerede begrundet mistanke til "W" efter røveriet på Bogense Postkontor, hvor de havde undersøgt lokalerne for fingeraftryk. Selvsagt blev Særslev Postekspedition også undersøgt for fingeraftryk. Det var nemlig ikke det mest geniale røveri, "W" foretog, da han selv var fra Særslev og var blevet genkendt. Efterfølgene fik politiet de relevante oplysninger om røveren.

Allerede dagen efter røveriet i Særslev, den 22. oktober 1984, følte "W", "jorden brænde under sig", hvorfor han den 23. oktober kort før kl. 22 meldte sig selv på politigården i Odense. "W" må efterfølgende være blevet straffet for disse forseelser og må forlængst have udstået den eller de straffe, han fik - og livet er forhåbentlig gået videre for ham og at han efterfølgende har holdt sig på dydens smalle sti.

oldline

Fire år senere
i 1988, sejlede det gode skib "S/S Pernille" af Kaløvig ud på sommertogt i begyndelsen af juli måned 1988. Turen var - om Poseidon vilde - planlagt til en tur til København og herefter sønden om Sjælland og fyn og tilbage til Kaløvig. Da vores piger ikke var med, var det kun vores egne ønsker, der skulle tilgodeses. Så den "stod på" mags- og hyggesejlads. Turen gik i første omgang som sagt til København, hvor jeg havde en løs aftale om at mødes med Ole Steen Jacobsen.

Efter København, begav "S/S Pernille" sig igen ud på salten sø og kom, efter nogle dages pragtfuld sejlads mellem og med anløb af flere af vores smukke små "sydhavsøer", sønden om Fyn og op gennem Lillebælt til Bogense.obsen, og hvor vi selvfølgelig talte om dansk posthitorie og om vores næste posthistoriske projekter.

Skibsbygger Kurt Kristensen (22.08.1934-01.06.2012) - Bogense Skibssalg Aps.

kurt-kristensen-bygning
Postkort fra Bogense Havn ca. 1970. Kurts Kristensens skibsbyggeri lå ved den røde pil.

kurt-kristensen-1977
Kurt Kristensen 1977.
Foto: Odense Stadsarkiv - B3759.
Her faldt skipper bl.a. i snak med ejeren af det nedlagte "Bogense Skibssalg" (ApS14559 - etableret i 1970 og ophørt 25.04.1987 efter frivillig likvidation), ved Bogense Havn, Skibsbygger Kurt Kristensen. . Som sædvanlig frembragte jeg spørgsmålet om det var muligt at købe lidt maritimt "ragelse", - måske en to-bladet vendbar bronzeskrue, som jeg kunne restaurere?

Vendbar fra Bogense
Lille bronzeskrue fra Bogense.
    Jeg husker, at jeg købte en lille vendbar bronze-skibsskrue af ham, og jeg mener, at det er denne, hvor begge blade var bøjede, så jeg måtte rette dem ud, hvilket skete senere - uden at ødelægge skruen. Jeg havde fortalt, at den ikke skulle bruges til andet end "pynt", og jeg fandt ikke hans pris urimelig, så jeg pruttede ikke om prisen. Han var åbenbart tilfreds med handelen for han spurgte, om der var andet, jeg var interesseret i, men jeg sagde, at jeg ikke regnede med, at han havde noget, der havde berøring med dansk posthistorie.

"Jamen, det har jeg skam og det er vist lige noget for dig", sagde Kurt Kristensen og fandt en stor flad papkasse med de sørgelige rester af et defekt dobbeltløbet jagtgevær af typen "Over and Under". Jeg må have lignet et stort spørgsmålstegn, men da Kurt Kristensen fortalte, at jagtgeværet havde været anvendt ved et røveri på Bogense Postkontor i 1984, var jeg ikke længere i tvivl. Dette "klenodie" måtte jeg selvfølgelig købe, hvilket jeg straks gjorde efter spørgsmålet om prisen - som var - om jeg husker korrekt - den fyrstelige sum af 100 kr.

geværet
"Kurt Skibsbyggers" gevær.
manillamærke
Politiets Manillamærke.
Han fortalte, at politiet i Odense havde arresteret gerningsmanden og havde undersøgt geværet, hvorefter han havde fået det tilbage. Politiet i Odense havde vedhæftet det viste manillamærke med teksten: "J. nr. 23 K1-76322-00056-84. nr. 1: Kolbe til jagtgevær Castellani Star Vega nr. 42648".
    Da jeg senere stolt fremviste de uvurderlige og ubrugelige stumper af jagtgeværet til min kone, mumlede hun af uforståelige grunde et eller andet om "Klods Hans" og "mudderklatter"! Men min tanke var selvfølgelig at skrive om det i vores posthistoriske tidsskrift, hvilket jeg også gjorde nogle få år senere.

kurt-j-madsen-1966
Kurt Jørgen Madsen.
Fra Kursus for assistenter 1966.
Foto: Pttmuseum, København.
Efter at have stuvet de "kostbare" jagtgeværdele godt af vejen i hundekøjen i bagbords side af "S/S Pernille", gik jeg op på Bogense Postkontor for at få nærmere orientering om ugerningen i 1984. Her blev jeg vel modtaget af postkontrollør Kurt Jørgen Madsen, som straks fandt den relevante aktmappe frem og bekræftede, at der havde været et væbnet røveri med jagtgevær, som Skibsbygger Kurt Kristensen havde sagt, men da skipper selvfølgelig ikke kunne påberåbe sig ret til aktindsigts/partsoffentlighed, kunne ktr. K. J. Madsen ikke give tilladelse til at jeg læste postekspeditionens interne indberetning om røveriet til generaldirektoratet. Han tilbød dog straks fotokopier af avisartiklerne om røverierne, idet postkontoret havde sørget for at klippe artiklerne om røverierne ud og gemme dem sammen med andet relevant materiale om røverierne. Disse avisartikler ligger derfor til grund for denne beretning.
postkort
Bogense Banegaard med posthuset i bygningens venstre del.
Ubrugt postkort.

Man kan se postkontollør Kurt Jørgen Madsens data i postvæsenets Officielle Meddellelser: Født 25.04.1939 i Middelfart. Indtrådt i P&T 01.05.1956, Fagp. I 1959 - 65 point, 01.05.1959 mhp., 01.05.1961 ass. i Maribo, Fagp. II 1966 point 55, 01.07.1968 oass. Bogense, 01.09.1973 ktr. i Bogense.
    Desværre kunne jeg ikke følge ham længere i postvæsenets OM, da man på et tidspunkt ophørte med at anføre persondata heri. De sidste OMer, han figurerer i, er OM26/1980, s. 189: 01.07.1980 ktr. og OM27/1981, s. 180: 01.07.1981 ktr., men det er lidt underligt, da det jo er en stilstand i hans karriere-udvikling og da han i papirerne fra Bogense var anført som overkontrollør, men postvæsenet var i 1980erne inde i en turbulent tid, hvor det var svært at finde hoved og hale i det, det kære væsen foretog sig!

oldline

Efterskrift
Det gode skib "S/S Pernille" bjærgede sig igennem det barske hav og kom velbeholdent hjem til Kaløvig. Vel hjemme manglede skipper nu kun at få bekræftet hos politiet, at det ubrugelige jagtgevær virkelig var det, "W" havde anvendt til røveriet i Bogense. Selvfølgelig var en sådan bekræftelse lettere overflødig efter Skibsbygger Kurt Kristensens historie, og jeg løb da også panden mod en mur, idet politiet i Odense ikke ville give så meget som en enkelt oplysning, men henviste venligt til artiklerne i aviserne, hvor jeg kunne få de oplysninger, der var offentligt tilgængelige:

Kilder
Fyens Stiftstidende: 21.08.1984 (s. 5), 22.10.1984 (s. 4), 23.10.1984 (s. 4), 24.10.1984 (s. 4), 25.10.1984 (s. 6) og 06.12.1984 (s. 6).
Jyllands Posten: 21.08.1984 og 06.12.1984 samt Dansk Posthistorisk Tidsskrift nr. 4/1988, s. 114-116.

Billede fra oldline

Nok en efterskrift: Jeg ejer "et ulovligt jagtgevær"

Våbentilladelse
De første gange, jeg gik på jagt, lånte jeg min "1/4-onkel" Karl Teisens jagtgevær. Karl var Hennings lillebror og de boede begge sammen deres mor, Propietær Mary Larzetty Teisen, "Zetty", der ejede Nissumgaard ved Hylke/Skanderborg. Henning skulle overtage og drive gården og Karl havde sin egen gård: Vederslund ved Forlev. Jeg gik meget ofte på jagt sammen med både Henning og Karl på Nissumgaard, men også - sammen med Henning og Karl på jagt hos proprietær Holger Andersen, der på det tidspunkt ejede Ringkloster ved Skanderborg sø.

Da jeg i 1959 fik mit første jagttegn, skulle man ikke have tilladelse til at besidde et glatløbet våben, såsom et jagtgevær. I de næste mange år, jeg gik på jagt, havde jeg en stående invitation til at komme til Nissumgaard i weekenden, hvor vi nærmest altid gik på jagt søndag formiddag. Jeg havde et værelse på gården, hvor jeg overnattede fra lørdag til søndag.
    Da jeg på et tidspunkt mødte min hustru, Inga, holdt jeg så småt op med at gå på jagt - også fordi jeg havde et høretab, som jeg ikke skulle gøre værre ved at gå på jagt. Endvidere syntes Inga ikke at det var morsomt, at vi ret tit skulle til Nissumgaard.

Pga. min interesse for jagt, havde jeg udmærket kendskab til jagtgeværer og mindre rifler (jeg har haft en ganske fin cal. .22 salonriffel og i en kort periode også en normal jagtriffel af større kaliber, men da jeg ikke rigtig kunne få lejlighed til at bruge denne, solgte jeg den igen.

Da jeg holdt op med at gå på jagt solgte jeg også mit smukt graverede Simpson-Suhl side by side 16/65 jagtgevær, og havde herefter ikke flere våben, der evt. krævede våbentilladelse/jagttegn, og da jeg mange år senere købte det defekte jagtgevær i Bogense, havde jeg absolut ingen betænkeligheder ved at hænge det op på min væg som "pynt". Da våbenloven senere krævede en tilladelse til blot at besidde et sådant jagtgevær, indhentede jeg ikke en sådan, da jeg i min vildeste fantasi ikke kunne se, at det ville kunne udgøre nogen skade, da man hverken kunne lade og affyre det ituslåede gevær.

Således gik et par år og det blev så bestemt, at man, i perioder, kunne benytte sig af såkaldt "frit lejde" til at aflevere skydevåben og jeg besluttede, at jeg ville prøve at få politiets velsignelse af, at jeg gerne måtte have det defekte gevær hængende - uden at jeg skulle betale afgift.

oldline

Den første "frit lejde for aflevering af våben" fandt sted herhjemme 01.11.-01.12.1997, men jeg henvendte jeg mig - uden for en sådan frit lejde-periode - telefonisk til politiet og sagde, at jeg gerne ville have bekræftet, at jeg fortsat kunne have mit jagtgevær hængende. Min hustru pressede lidt på, da hun også havde læst, at det ikke længere var lovligt at have et glatløbet jagtgevær hængende på væggen.

Jeg husker ikke navnet på den politassistent, jeg talte med i telefonen, men han var ret brysk og sagde, at jeg skulle have sørget for at få tingene bragt i orden inden "Frit Lejde"-perioden var udløbet, og at jeg ville få en bøde, hvis jeg kom og afleverede det udenfor denne periode. Jeg svarede, at jeg selvfølgelig ikke ville have en bøde og at jeg så - i givet fald - ville skille mig af med det på anden måde - måske lægge det i en kurv foran politiets hittegodskontoret, så det så ud om om det var en baby, jeg afleverede. Politiassistenten syntes bestemt ikke, at det var morsomt, så jeg bad ham glemme min henvendelse og sluttede af med at sige, at jeg simpelthen ville droppe geværet ved "vores" ammunitionsdepot Koraldybet i Kaløvig næste gang jeg sejlede forbi det sted, hvilket ofte skete, når vi var på weekend i "Pernille".

"Det måtte jeg så sandelig heller ikke", sagde han, men jeg svarede, at hvis man lige efter krigen kunne droppe 17-40 tons ammunition, kunne jeg vel droppe et ufarligt vrag af et jagtgevær, og jeg kunne bestemt ikke se en rimelig anledning til, at jeg skulle have en bøde. Besynderlig "imødekommende" opførsel af en politiassistent!

Jeg fik afsluttet samtalen med et pænt "tak for oplysningerne" - man kan jo godt være høflig, selv om "modparten" ikke er!, men besluttede mig for at afvente næste "frit lejde"-aktion, da jeg ville se, hvad der skulle til at få det gjort lovligt - som udstillingsgenstand.

oldline

Den næste "Frit lejde"- aktion kom 01.06.-30.06.2013, hvor man igen kunne aflevere ikke registrerede våben, og fredag 21.06.2013 kl. 13 gik jeg ind på politistationen i Aarhus for at få at vide, om hvad der skulle gøres ved geværet for at jeg kunne have det hængende.

En ung betjent, der tog imod mig ved skranken, var venlig, men turde ikke sige noget om mulighederne for at jeg kunne få lov til at beholde geværet, så han tilkaldte en overordnet, politiassistent Jan Poulsen (jeg bad ham om at legitimere sig), som med det samme, og i en meget bestemt tone sagde:

"Nej, det er et oversavet (!) jagtgevær, som du har haft ulovligt". Jeg poienterede for ham, at det ikke var "oversavet", men ituslået, hvilket han burde kunne se!

Hans sidste kommentar om den ulovlige opbevaring af mit gevær var lettere overflødig, da jeg jo strengt taget var i færd med at benytte mig af justitsministeriets "frit lejde", der også var gældende for folk, der (muligvis) har ulovlige våben, men som ikke ingensinde har tænkt at bruge dem til andet end "pynt", så hans "løftede pegefinger" fik mig ikke til at se brødbetynget ud.
    Jeg fortalte historien om geværet, og fortalte bl.a., at Skibsbygger Kurt Kristensen i Bogense havde fortalt, at det var anvendt til ved postrøveriet 20.08.1984 på Bogense postkontor, og at geværet, da det var blevet fundet af grønthøsteren, blev undersøgt af politiet i Odense for fingeraftryk samt at geværet derefter var det blevet tilbageleveret til Kurt Kristensen.

"Den skibsbygger er fuld af løgn", sagde politiassistent Jan Poulsen i en særdeles uvenlig tone, "Den historie tror jeg ikke på". Jeg havde svært ved at acceptere hans ubehøvlede opførsel, så jeg kunne ikke lade være med at sige, at hvad han troede, var jo sagen uvedkommende, men at jeg havde fået historien verificeret af både politiet i Odense og af den daværende postkontrollør Kurt Madsen på Bogense Postkontor.

Ved siden af mig stod en mand, som senere præsenterede sig for mig som Christian Arlien-Søborg, og som var på politistationen for vistnok at få nogle våbentilladelser fornyet, og han hørte interesseret på historien og brød ind i samtalen og sagde, at han ville tilbyde mig at opbevare geværet i sit våbenskab indtil jeg havde fået afklaret, hvordan jeg kunne beholde geværet.

Det fik politiassistent Jan Poulsen til at vende sig om mod og pege på Christian Arlien-Søborg, og sige i en brydsk tone; "Du blander dig bare udenom! - geværet er smask-ulovligt og du må ikke opbevare ulovlige våben".

"Hov - hov", sagde jeg, "manden forsøger at hjælpe mig til at få bevaret en effekt, der har en historisk værdi for mig og det sætter jeg bestemt pris på"!

"Det er ulovligt", gentog poliassistenten, "og det kan der ikke være tale om".

"Kan du fortælle mig, hvad jeg skal gøre for at geværet bliver lovligt så jeg kan redde det for eftertiden?", spurgte jeg. "Det kan ikke lade sig gøre", sagde JP.

"Jeg har spurgt postmuseet i København, men vil også gerne spørge politihisorisk museum i København" - "Det kender jeg ikke", sagde politiassistent Jan Poulsen affærdigende. "Det er da underligt", sagde jeg, men kommenterede ellers ikke hans forbavsende ukendskab til politiets eget museum.

Jeg bad politiassistent Jan Poulsen om ikke at sende det videre til destruktion, men jeg havde absolut ingen tiltro til, at han ville hjælpe mig på nogen måde. Det var usædvanligt for mig at komme ud for en så ubehøvlet opførsel af en politiassistent, som så ud som om, at han langt hellere ville lægge mig i håndjern end hjælpe mig til at bevare en posthistorisk effekt.

Jeg besluttede mig for at klage over hans opførsel til daværende politikommissær Mogens Brøndum (ham, vi "altid" så i fjernsynet på det tidspunkt), og sendte ham en e-mail med mit referat af mine oplevelser med politiassistent Jan Poulsen. Inden havde jeg sendt referatet til Christian Arlien-Søborg, der stod ved siden af mig og som bekræftede min historie, og som desuden skrev til mig:

"Jeg er meget forundret over at Jan Poulsen slet ikke ville lytte eller for den sags skyld havde evnen til at se den historiske værdi. Desuden synes jeg, at han var møg-ubehøvlet. - og næsten sikker på at han rent juridisk var på dybt vand. Så vidt jeg ved står der kun noget om at man ved overdragelse af jagtvåben skal sikre sig at modtager har gyldigt jagttegn og ikke noget den anden vej. Man kan vel dårligt forestille sig en enkefrue, der ikke skulle kunne overdrage eller sælge sin afdøde mands våben til en anden så længe modtageren er i besiddelse af gyldigt jagttegn. Held og lykke med din historie.
    Ps. Jeg vil dog ikke undlade at informere dig om at Jan Poulsen er højeste myndighed indenfor våbentilladelser i Aarhus og velkendt for sit yderst "charmerende" væsen i hele Midtjylland".

Det forklarede vel Jan Poulsens ubehagelige og ganske ubegrundede opførsel, og det fik mig til at tænke på det slogan, som politiet i Nykøbing Falster brugte i deres portostempel dengang de afviste at forfølge en internetsvindler, som jeg anmeldte til dem: "Dit politi - Din tryghed"! Ak, ja!

slogan

Billede fra oldline

Filatelisekspedition i Aarhus
Indvielsen 12.09.1979 af Filateliekspeditionen
i Aarhus, Conny Brøndum, kollegaen
Vibeke Henriksen samt gæsterne Claes Weibel og
Terkel Christensen!
Den videre beretning om jagtgeværet fra Bogense - med et sidespring til filatelien - min anden hobby!
Jeg fik sendt min forespørgsel/klage til politikommissær Mogens Brøndum, men da jeg skrev denne beretning i februar 2018 søgte jeg lidt oplysninger om Mogens Brøndum, bl.a. om han stadig var aktiv - det var han ikke, men da han blev 60 år 17.09.2010 blev han fotograferet til Aarhus Stiftstidende sammen med sin hustru Conny og da jeg så det billede, blev jeg klar over, at jeg udmærket kender hende, da hun var leder af Postens Filatelis Aarhus-afdeling på vores hovedpostkontor på banegården i Aarhus! Her har jeg dækket de fleste af de begivenheder, der fandt sted her, til vores Tidsskrift Dansk Filatelitisk Tidsskrift. Havde jeg ænset det ved min korte forbindelse med Mogens Brøndum, ville jeg naturligvis have skrevet: "Hils Conny!". Mit billede, der kun viser et fåtal af de inviterede honoratiores ved indvielsen, blev bragt i DFT nr. 1/1980, s. 5. Det var et lille sidespring fra det maritime.

Politikommissær Mogens Brøndum sagde tak for min henvendelse, og meddelte, at han ville sende den videre til rette vedkommende, nemlig til: Lederen af våbenkontoret i Aarhus, politikommissær Vagn Martinussen (VMA005@politi.dk).

Når der er "problemer", er det min (korte) erfaring, at man ikke får et skriftligt svar fra politiet, men en opringning. Det var også tilfældet her, hvor Vagn Martinussen ringede 26.06.2013 kl. 11.16 med et "Anonymt" opkald på nummerviseren.
    Vagn Martinussen, som var, og sikkert stadig er, en yderst behagelig repræsentant for ordensmagten (hedder det vist), gav mig en undskyldning for Jan Poulsens opførsel, men sagde, at JP faktisk havde ret i, at det var ulovligt, men ikke ret i, at jeg ikke kunne få det tilbage, men det undskyldte ikke hans opførsel - Jeg skulle i givet fald have en tilladelse til geværet. En sådan kostede 850 kr., og den skal fornys hvert år, samt at jeg skal have et våbenskab, hvori det skulle opbevares. Jeg gav så afkald på geværet - det ville jeg ikke betale eller bekoste et våbenskab. Så det var altså det.
    Vagn Martinussen havde set mit gevær og var enig i, at det ikke var brugbart, men det kunne jo repareres og alene af den grund skulle det registreres. Han sagde også, at han var bekendt med JPs væsen! og ked af, at JP havde opført sig, som han gjorde. Jeg sagde, at jeg ikke ville anfægte JPs ekspertise, som jeg ikke kender, men at jeg håbede, at den var endog noget bedre end hans opførsel.

Vagn Martinussen afsluttede samtalen og sagde, at han var glad for min henvendelse og håbede, at jeg, nu hvor jeg ville give afkald på geværet, havde haft fornøjelse af det igennem så lang tid. Så jeg sagde pænt tak for samtalen og farvel.

Deaktivering af våben
Men - da jeg var i gang med at skrive denne beretning faldt jeg over justitsministeriets hjemmeside angående Deaktivering af våben, som jeg burde have fået orientering om af politiet. Hvorfor jeg ikke fik, kan godt irritere mig, men nu vil jeg ikke gøre mere ved den sag. I justitsministeriets bestemmelser står der:

Deaktivering af våben
Skydevåben samt genstande, der fremtræder som skydevåben og som følge af konstruktionen eller det anvendte materiale kan ombygges hertil, deaktiveres ved gennemskæring af hele våbnet på langs med undtagelse af skæftet og kolben. Skydevåben, der er deaktiveret i overensstemmelse med ovenstående, er ikke omfattet af våbenlovens kontrolordning og dermed heller ikke forbuddet mod uden tilladelse at bl.a. erhverve, besidde og bære våben.
 
Godkendelse, af om en gennemført deaktivering er sket i overensstemmelse med det ovenstående, foretages af politiet i den politikreds, hvor ansøgeren har bopæl eller hjemsted.
 
Politiet i den relevante politikreds udsteder på forespørgsel eller som kontrol ved deaktivering udført som vilkår for en meddelt våbentilladelse en attest som bevis for godkendt deaktivering. Rigspolitiet kan undtagelsesvist godkende, at skydevåben deaktiveres i overensstemmelse med bilag 1 i Kommissionens gennemførselsforordning (EU) 2015/2403. En sådan deaktivering kræver en forudgående tilladelse fra Rigspolitiet. Et ønske om, som privat person, at fremvise eller udstille våben udgør som udgangspunkt ikke i sig selv en sådan særlig omstændighed, der kan begrunde, at der rent undtagelsesvist meddeles tilladelse til at foretage en alternativ deaktivering.
Men det vidste jeg desværre ikke og det kunne jeg måske selv have gjort, da jeg havde adgang til en fræser, men jeg besluttede, at historien skulle ende her.

Tak til
postkontrollør Kurt Jørgen Madsen (25.04.1939-12.09.1989), Bogense Postkontor, Skibsbygger Kurt Jørgen Kristensen (22.08.1934-01.06.2012) og til hans datter Randi Birch, Bogense. Desuden tak til Allan Børge Hedal Jensen, Bogense, for supplerende oplysninger og til politikommissærne Mogens Brøndum og Vagn Martinussen, arkivar Claus Thøgersen, Stadsarkivet i Odense samt til Christian Arlien-Søgaard for venlig hjælp. Sluttelig en stor tak til Sonja Ostrowski, Bogense, for særdeles god hjælp og til skippers kone for vanlig mild overbærenhed.

Back - 14.02.2018 - Email

Notepad Valid CSS level 3   Valid HTML 4.01 Transitional