Pernilles Saga - Lyngby Radio - Pernille Aar 1980-1981

1981

Radiobreve - © 2018- - Toke Nørby

oldline

Bandholm 27 - Nr. 34: S/S "Pernille"
Efterfølgende er et nostalgisk tilbageblik til den tid, hvor min familie og jeg sejlede i de danske farvande i vores 27 fods Bandholm sejlbåd: S/S "Pernille".

Pernille
S/S "Pernille" af Kaløvig
Foto: Erik Kühnau.
Om sommeren i årene 1978-1993 befandt min kone og jeg os ombord på en 27 fods sejlbåd af typen Bandholm 27 fra det nu nedlagte danske Bandholmværft på Lolland - og indtil vores to piger blev så gamle, at vi mente det forsvarligt, at de kunne være alene hjemme i en kortere periode, var de med. Vi havde købt båden som "samlesæt" fra værftet i efteråret 1977, og efter en vinter, der gik med at aptere båden, blev hun søsat i foråret 1978: S/S "Pernille", registreringsnummer: BA27-34.
    Vi lærte i de efterfølgende år Danmark at kende fra søsiden og vi har senere glædet os over alle minderne fra vores sejlture. Nogle er mere mindeværdige end andre, men i 15 år havde vi faktisk ikke en eneste rigtig dårlig sejleroplevelse - ud over de sædvanlige hårdtvejrs-sejladser, som ingen sejler slipper for.

Større sejlbåd?
I 1991-92 var vores døtre så gamle, at de bestemt ikke ville med på vores sommertogter, og de klarede sig fint alene i vores hus i Skødstrup. Min kone og jeg havde allerede i de sidste par år talt om, at båden var for lille - vi var blevet lidt mageligere og kunne godt tænke os en lidt større båd end vores Bandholm på 27 fod. Desuden havde vi i de sidste par år ofte talt om, at motoren, der var en indenbords Volvo Penta MD5A på 7,5 heste, var for lille. Vi havde i 1992 dog haft båden i 14 år og klaret os udmærket med den lille motor.

Vi talte nu også om, at hvis vi skulle skifte til en større båd, kunne vi kun få råd, hvis vi solgte vores sommerhus - og det ville vi ikke. Derfor skrinlagde vi planerne om større båd og beholdt både båd og sommerhuset. Vi havde også talt om, at det måske snart var på tide at "gå i land" og vende tilbage til sommerlivet i sommerhuset, og vi blev enige om snart at sælge sejlbåden, hvilket vi gjorde i sommeren 1993, og vendte tilbage til at feriere i vores sommerhus ved Begtrupvig på Mols.

oldline

radiorum
"Kaptajnsmorgenmad" med "en lille een" til halsen!
Pernilles "radiorum"
I forrige kapitel - Pernilles SAGA II - fortalte jeg om anskaffelsen af vores SP Sailor VHF-radio og om nogle af vores oplevelser i 1980. Vores SP-radio var en af de dengang meget populære og verdenskendte VHF-radioer, type RT144C fra SP-Radio i Aalborg. Jeg viste også et billede af Inga i Pernilles "radiorum", som i følgende år blev "udstyret" med flere små hjemmelavede teaktræskasser/-holdere til Pernilles forskellige instrumenter. Erik Kühnau og jeg "konkurrerede" med hinanden om at lave sådanne holdere, men jeg havde vist en fordel, da jeg havde gemt en del små teaktræsplader og -lister, som jeg havde i overskud fra apteringen af Pernille.

Først og fremmest var der selvfølgelig vores VHF, men også en alm. ildslukker (uden kasse). Under denne ses en lille bitte holder til vores stopur og under dette et mere eller mindre hjemmelavet ekkolod, hvor indmaden af en indkøbt model af slagsen var blevet overført til et nyt og hjemmedesignet kabinet - med billede af en Bandholm 27! Frontpladen var dengang lavet af elokseret aluminium ud fra en negativ film, som jeg havde lavet på et reprokamera på Instituttet - under vores elektronikmand, Finn Marquards kyndige vejledning - han lavede ofte frontplader til sine instrumenter til instituttet (Da jeg i 2015 stødte på den gamle film til forpladen, genskabte jeg kassen til mit ekkolod - men herom senere - i et andet kapitel).
    Til højre for VHFen var en holder til vores lille håndpejlekompas, og over VHFen holderen til vores kikkert, som således let kunne nås fra cockpittet. I bagbords side en lille langbølgeradio til vejudsigterne samt en håndholdt 12 V projektør, og under dennne var bådens medfødte panel af afbrydere og sikringer anbragt. Under alle instrumenterne på skottet var vores korthylde til søkort.
    Det lignede selvfølgelig ikke et "rigtigt" radiorum, men det var hyggeligt med de mange små og funktionelle teakkasser/-holdere, som fungerede glimrende efter hensigten. Pernille var jo ikke af en sådan størrelse, at man kunne forvente den helt store instrumentpark.

oldline

Lidt Lyngby Radio-historie:
Brugen af VHFen var dengang uløseligt forbundet med Lyngby Radio, som var (er) alle skibes (sejleres) livline til land, hvis der skete (sker) noget uforudset, og man fik behov for assistance.
    I 1917 overtog Telegrafvæsnet Valdemar Poulsens og Peder Oluf Pedersens forsøgstation nær Bagsværd Sø. De fleste, der omtaler stationens første tid, skriver fejlagtigt, at den blev underlagt "Post og Telegrafvæsenet", men det er ikke helt korrekt, idet Lyngby Radio retteligt hørte under Telegrafvæsenet. De to "væsener" fusioneredes først i 1927 med virkning fra 01.06.1927.

Forsøgsstationen blev fra 1923 benyttet til forsøg med spredning af nyheder via radio, som i de efterfølgende år fik sit gennembrud i Danmark som massemedie. Stationen blev senere til Lyngby Radio med kaldesignalet OXZ. Efter Post- og Telegrafvæsenets sammenslutning i 1927, forblev tjenesten hos P&T og senere under TDC frem til 31. december 2014 hvor staten overdrog varetagelsen til Forsvaret. Men det var jo længe efter, at Lyngby Radio servicerede Pernille.

I marts 2017 holdt Lyngby Radio 100 år fødselsdag/jubilæum og den 1. maj 2017 flyttede radioen til Aarhus og hvis alt går efter planen, flytter den videre til Karup til marts 2018.

oldline

Samtaler til land
Ved samtaler via VHF-radioen brugte man samme frekvens til at sende fra skib til land og til at modtage fra land til skib. Derfor skiftede man mellem at sende og modtage ved hjælp af en skifteknap på VHFens "telefonrør". På en duplex kanal, dvs. at den automatisk kan udnytte to frekvenser - den, der bruges fra land til skib - og den, der bruges fra skib til land - behøver man ikke at skifte mellem de to kanaler og har samme situation, som ved en almindelig telefon.

Kanal 16 er en simplex kanal. dvs. en kommunikationskanal, der fungerer i en retning ad gangen, hvorfor der altid er "skiftetale" på 16: så man holder sendetasten nede, når man taler og slipper tasten, når man skal høre, hvad modtageren siger. Undlader man at slippe tasten på fx kanal 16, når man skal lytte, kan modtagers tale selvfølgelig ikke høres.

Uindviede, såsom min egen mor, lærte aldrig at tie og lytte på de rigtige tidspunkter, når jeg havde en samtale med hende via Lyngby, hvilket altid skete om aftenen, når vi lå for anker i en eller anden hyggelig lille vig. Hvis vi var i havn, fandt vi en telefonboks og ringede derfra. Nu er telefonboksene jo "uddøde", da alt og alle har mobiltelefoner.

Det var let at få en samtale via Lyngby Radio til land fra Pernille, men det kostede lidt i minuttakst og afhængigt af hvem, man talte med, kunne samtalen rent teknisk være ganske underholdende, når modtageren på land ikke forstod, at der kun var simplex på den kanal, man anvendte, Når Lyngby Radio havde kontaktet fx min mor og koblet hende på samtalen til Pernille, kunne samtalen tage sig således ud:

Min mor: "Herdis Nørby - Ja?"
Mig: "Godaften mor", Det er Toke."
Min Mor:" ... I henne"
Mig: "Vi ligger for anker i Fænø Sund".
Min mor: ".... tit været"!

Og sådan fortsatte samtalen med "udfald" af samtale, så jeg skulle gætte mig til at min mor spurgte: "Hvor er I henne" for hun var allerede begyndt at tale, før jeg havde nået at slippe sendetasten på røret. Hun havde også som ung været på Hindsgavl, så det må have været der, "hun tit havde været". Hun lærte aldrig samtaleteknikken, selv om jeg flere gange forklarede, at hun skulle tie, når jeg talte. Det var nok så indgroet, da det omvendte var "normalt" :-) Og samtalen fortsatte ofte således, at jeg i løbet af samtalen kun fik sagt ganske få ord/sætninger og lod hende tale og så evt. gættede, hvad hun sagde, hvis jeg ikke nåede at høre det. Det var jo også et spørgsmål om at berolige sin gamle mor samt give hende få, men friske efterretninger om vores sejlads, så blot det, at hun hørte fra os, var ofte tilstrækkeligt for hende.

Jeg har gemt de små gule kuponer, hvorpå Lyngby Radio noterede samtalerne og som viste samtalernes længde, og som lå til grund for en senere afregning for samtalerne, hvor man fik tilsendt et alm. girokort til betaling til vores normale bopæl.

oldline

solnedgang
For anker. Jeg ved godt, at billedet ikke er fra Avernakø!
men stemningen var den samme: Man fornemmer, hvordan stilheden står ned i stænger!
Radiobreve fra Pernille
Jeg ved med bestemthed, at jeg har sendt mindst tre radiobreve fra Pernille, alle til min mor, mens hun opholdt sig i sommerhuset, hvor der ikke var telefon, men jeg har kun lokaliseret de to og har rod i kronolologien, og husker ikke detaljer om alle tre radiobreve. Jeg gemte i mange år alle de breve, der kom til mig, men var desværre ikke altid lige påpasselig med at gemme de breve, som nu forekommer mig vigtige - radiobrevene. Jeg ved også positivt, at jeg har foræret nogle breve og bl.a. det ene radiobrev til min gode ven Ole Steen Jakobsen (22.12.1941-03.10.2015).

Det (vistnok) første radiobrev, jeg sendte, er fra 15.7.1981 (en onsdag), da vi lå for anker ved Korshavn, Avernakø: Vigen ligger ved Avernakøs østlige ende og er en populær ankerplads - når vinden ligger mellem vest og sydvest til syd. Ved opkaldet til Lyngby kom jeg til at tale med en venlig kvindelig operatør, som selvfølgelig spurgte, hvem radiobrevet skulle sendes til, og jeg svarede:

"Herdis Nørby, Begtrupvig Strandvej 23, 8420 Knebel".
"Den vig kender jeg ikke", sagde operatøren.
"Det var synd, da det er en af de smukkeste vige, vi har i Danmark", svarede jeg.
"Det tror jeg bestemt gerne", sagde hun, "men vil du godt bogstavere navnet?"

Ups! Det var jeg ikke forberedt på, og selv om man som indehaver af det begrænsede radiocertifikat skulle kunne bogstavere et navn enten med det danske eller internationale fonetiske alfabet, var det jo ikke noget, jeg brugte hver dag, så jeg var ikke sikker på, om jeg kunne huske alle bogstavbetegnelserne, men jeg forsøgte:

"Bravo, Echo, ..øh.." og allerede her gik jeg i stå, da jeg ikke kunne huske, hvad G hedder, men greb så ud i luften:
"Gnavpot"! Og så slap jeg sendetasten for at høre, hvad hun gav for det forslag. Hun svarede med latter i stemmen:
"Det hedder "Golf"", hvorefter jeg kunne fortsætte uden yderligere problemer:
"Tango, Romeo, Uniform, Papa, Victor, India, Golf". Igen slap jeg sendetasten og hun sagde: "Fint, du behøver ikke at bogstavere "Strandvej 23, 8420 Knebel, tak."

Pernille
Radiobrev af 15071981 fra S/S "Pernille" af Kaløvig.

Da min mor modtog radiobrevet fra 15.07.1981 fra Lyngby, åbnede hun selvfølgelig kuverten og læste indholdet og glædede sig til at vi kom hjem og på besøg hos hende i sommerhuset. Vi glædede os også til at komme et smut til Mols, men inden vi kom hjem var min mor et smut i Aarhus, hvor hun tog en samtale til os via Lyngby - nok mest for at prøve, hvordan det virkede. Men da erfarede jeg, at min mor havde brændt konvolutten i sommerhusets pejs!: "Der var jo intet frimærke på", så hun regnede ikke med, at kuverten skulle gemmes. Ak ja! I "pæne" vendinger belærte jeg min mor om at gemme både konvolutten og brevet, hvis jeg sendte flere radiobreve, da jeg gerne ville have dokumentation for hvad, vi havde bedrevet. Hun var oprigtig ked af, at hun havde ødelagt et specielt brev, selv om hun burde have indset, at det burde hun ikke have gjort. Men sket var sket.

Dyreborg
Postkort fra Dyreborg, ca. 1980.
Vi brugte godt 14 dage på at sejle hjem, da vi gerne ville besøge par havne undervejs. Vi overnattede i Dyreborg Havn, som er en hyggelig lille havn stik vest for Bjørnø. Herefter var vi en dags tid i Faaborg, hvor min hustru kiggede lidt på butikker. Hun ville også købe et stykke stærk ost, som vi begge holdt af. Ungerne frabad sig på det bestemteste den slags, men da indehaveren af ostebutikken spurgte min hustru, om osten var til hende selv, kom hun til at sige "Nej". "Jamen, jeg sælger ikke vores stærke ost til folk, der ikke selv skal spise den, så du må hente din mand, så han kan prøvesmage og sige god for den!" Det gjorde hun så, og vi fik alle tiders stykke stærke ost, som vi nød på den resterende tur hjem.
    Et eller andet sted på hjemturen stødte vi tilfældigt på Ulla og Poul Bjerring i deres båd "Tramp" og vi inviterede dem over til en øl og en ostemad. Poul lovpriste den ost i flere efterfølgende år, for Ulla ville ikke have en sådan "stinkadores infamos" i deres båd!

Faaborg
Faaborg-propel.
I Fåborg gik jeg på besøg hos de lokale skibssmedier for at se, om jeg kunne finde lidt maritimt "ragelse", og jeg fandt en enkelt mellemstor to-bladet fast propel, som jeg fik lov til at købe, og som blev restaureret den følgende vinter.

Herfra gik turen til Assens - vi tog kun korte stræk, så ungerne havde tid til at lege med deres dukker etc. De var ikke så meget for de lange stræk.

oldline

Jeg husker ikke det andet Radiobrev, udover, at min mor ikke turde åbne brevet, men lod det ligge til vi kom hjem! men jeg erfarede, at et klubmedlem i Aarhus, Otto Kjærgaard havde fået fat i mit tredie Radiobrev, som jeg - som sagt - må have afhændet til Ole Steen Jacobsen, som samlede forskellige slags breve til sin posthistoriske samling, og som på et tidspunkt må have solgt det videre.

Da jeg lokaliserede brevet, gav jeg ejeren et "tilbagekøbstilbud", som han ikke kunne afslå, så brevet med indhold er "kommet hjem igen":

Pernille
Radiobrev-kuvert af 05.08.1981 fra S/S "Pernille" af Kaløvig.

Det var ikke min mor, der modtog det brev, da hun havde udlånt sommerhuset til nogle bekendte. De anede ikke, hvad et Radiobrev var, så de begik brud på brevhemmeligheden og åbnede det, men skrev med blyant uden på brevet: Vi har åbnet brevet da vi troede at det evt. var noget, der hastede. Tak for Ferien. Heig(?), Jeppe og Annemette(?)

Pernille
Radiobrev af 04.08.1981 fra S/S "Pernille" af Kaløvig.

Jeg husker ikke hvem, der siden forsøgte at viske blyantsskriften ud, men man kan alligevel ane, hvad der stod: Navnene siger mig heller ikke noget, men i 1981, hvor brevet er sendt, boede der en flink ung student i samme opgang i Høegh Guldbergsgade som min mor. Han hjalp hende til tider med småting og mor var meget begejstret for ham og hans kæreste og hun har tydeligvis takket for hjælp ved at lade ham låne sommerhuset et par dage. Jeg har efterfølgende ikke fundet ud af, hvem han er, men det er i og for sig heller ikke vigtigt for mig.

"Alting" ophører
Samlere af radiobereve har registreret, at den sidste trykte "blanket for radiobreve", hvorpå ordet "radiobrev" var fortrykt, blev lavet i juli 1973. Den sidste "kuvert" med påtryk med ordet "RADIOBREV" på forsiden blev trykt i maj 1982, og kendes brugt senest 20.12.1983.

Lyngby Radio har - også i dag - fast lyttevagt på VHF kanal 16 og HF 2182 KHz samt en række såkaldte lokale arbejdskanaler, men Lyngby Radio nedlagde den kommercielle tjeneste pr. 1. Januar 2015. Fra det tidspunkt var det ikke længere muligt at få kontakt til en telefon i land via VHF/Lyngby Radio. Tjenesten blev nedlagt grundet for lidt søgning. Der er dog som altid fortsat lyttevagt på hhv. DSC (Digital selective calling) og VHF kanal 16 på Lyngby Radio. Lyngby Radio er i dag Forsvarets center for fjernbetjening af de 24 kystradiostationer i Danmark samt andre maritime radioforbindelser til danske skibe og arbejder i tæt samarbejde med JRCC (Joint Rescue Coordination Centre) i Aarhus i forbindelse med nød-, il- og sikkerhedsmeldinger.
    Langt de fleste fritidssejlere har installeret VHF og GPS ombord i dag, men har naturligvis også almindelige mobiltelefoner, så man sikkert kan komme i forbindelse med land.

oldline

Vores egen "spritrute"
de fleste sejlere har hørt om forrige århundredes "spritruter" fra Danmark til Tyskland og retur. En spritrute var et synonym for en afgiftsfri skibsrute, et begreb, som opstod omkring 1960 og sluttede den 30.06.1999. Fordi man skulle sejle i internationalt farvand mellem Danmark og Tyskland, kunne man købe afgiftsfrie varer for billige penge. Så danskerne kørte simpelthen til fx Sønderborg og blev, i dertil indrettede småfærger, sejlet til Tyskland til fx Lanballigau, hvor man lige akkurat smed fortøjringsstroppen i land, hvorefter man returnerede til Danmark og passagererne kunne købe afgiftsfrie varer ombord.
    Det kunne gøres endnu billigere, hvis man selv kunne sejle til Tyskland og i ankomsthavnen aflevere en bestillingsseddel til agenten for den store grænsebutik ("transitten"). Man skulle identificere sig, så man burde holde sig til gældende lov og ikke købe fx for meget spiritus. Dagen efter bestillingen kunne man hente og betale varerne i forseglede kasser og læsse dem ombord på båden. Man vidste - eller burde vide - at grænsehandelen informerede det danske toldvæsen om indkøbene, så man skulle ikke købe for meget, ellers kunne man risikerede et eftersmæk, hvis toldvæsenet fik nys om, at man havde købt mere end man måtte indføre toldfrit.

Efterårets "mandetur"
I en forlænget weekend 20.-23.08.1981 (torsdag eftermiddag til søndag) tog vi (Jørgen P, Thomas Holmen Andersen, Erik Kühnau, Ole Elbrønd (21.07.1926-16.09.1999) og jeg på "mandetur" i Jørgen Ps båd "Victoria" og sejlede nonstop fra Kaløvig til Tyskland, hvor vi ankom fredag formiddag. Vi skulle lige hvile lidt ud efter turen, men kom hurtigt til hægterne igen og kunne begynde at udfylde bestillingssedlerne til transitten. Jeg fandt aldrig ud af, hvad der fik os til at "gå amok" med bestillingerne, for vi bestilte meget mere, end man måtte indføre i Danmark. Det var som vi havde tilsidesat lovene og troede, at vi blot kunne købe ind uden problemer. Det var Thomas, der stod for udfyldelsen af bestillingssedlerne og tolkningen af paragrafferne med hvad og hvor meget man måtte indføre. Af en eller anden grund havde vi fået opfattelsen af, at Martini var alm. bordvin. Det skulle senere på året vise sig at være en gedigen fejltagelse.

Faaborg
Kvittering for samtalen hjem fra Mandeturen i 1981.
Vi fik varene ombord i de forseglede kasser og jeg fik lov til at bruge Ps VHF og fik en samtale hjem, hvor jeg fortalte om turen og at alt var vel. Jeg må indrømme, at jeg var lidt forbavset over alt det, vi havde købt af spiritus og så billigt det var - meget billigt og der var Martini til de næste MANGE ture. Men en dag i december 1981 ringede det på Ps dør og uden for stod to nydelige herrer, som meddelte, at de kom fra Told og Skat!

P refererede senere hændelsesforløbet, som jeg refererer her godt 30 år efter, så det kan godt være, at det ikke er helt korrekt gengivet.

Tolderne blev naturligvis inviteret indenfor: "Vi kan se, at du med din sejlbåd har været i Tyskland med din familie og bl.a. købt en del afgiftspligtig spiritus, som du skal betale afgift af, da I har købt mere end tilladt."
P: "Nej, det var med nogle venner", men tolderen afbrød P og sagde meget bestemt:
"Det VAR med din Familie" og kiggede indtrængende på P, som fornemmede, at han bedst stod sig ved at give tolderen ret, og derfor sagde:
"Jovist, joh, det var det jo også".

Ulla
Ulla: Martiiinitiiid!!!
Tolderen lagde derefter nogle papirer med vores indkøb på bordet og sagde:
"Du har købt for meget spiritus til at kunne indføre alt afgiftsfrit, og du får derfor en bøde og skal efterbetale et beløb til den danske statskasse. Vi har dog udregnet bøden og afgiften ud fra den billigste spiritus (Martini) og ikke den noget dyrere Cognag. Du skal derfor betale 1000 kr. i afgift, Men samtidig får skipper på båden en bøde på 4000 kr. (Tokes bemærkning: Jeg er usikker på beløbsstørrelserne, men det var mere end godt er). Til din orientering skal kun du betale bøden på 4000 kr. een gang, og - til din videre orientering: Havde turen ikke været med din familie, ville hver af de ombordværende have skullet betale en bøde på 4000 kr."! Vi går natuligvis efter de syndere, som med fuldt overlæg har omgået reglerne og hvor det kan betale sig at indrive ubetalte afgifter! I har tydeligvis mistolket reglerne, men slipper ikke helt.
    Nu gik det aldeles helt op for P, at han jo havde en STOR familie af sejlere og man må sige, at tolderne virkelig var meget large overfor os - flinker folk, trods alt. De vidste, at vi ikke havde haft til hensigt at smugle. Havde det været så, ville vi måske have købt ekstra flasker uden om "transitten", så oplysningerne om indkøb af det ekstra ikke gik videre til det danske toldvæsen! Det var godt, at vi hele efterårssæsonen har nydt Martinien uden at være klar over, at det skulle vise sig at være den dyreste Martini, vi nogensinde har drukket!

Selvfølgelig var det Thomas, der fik skylden for fejlen, da han altid brystede sig af at være god til paragraffer! Men vi delte dog alle udgiften imellem os.

Vi gentog mandeturene i de følgende år, men holdt os på lovens smalle sti for ikke at risikere økonomiske lussinger. Eet er, at man køber for meget i "transitten", men man kunne også blive opbragt af toldkutterne, som patruljerede mere eller mindre flittigt ved den dansk-tyske kyst, så det var bare med at være lovlydig.

Billede fra oldline


Irene
Irene Lykke Olsen ved kort over kyststationerne og med Fortjenstmedalje og Hæderstegn.
Tak til
Irene Lykke Olsen, tidligere radiotelefonist og vagtchef på Lyngby Radio, for oplysninger om Lyngby Radio. Irene blev ansat i Lyngby Radio 1. september 1970, 17 år gammel og er nu pensioneret vagtchef/Radiotelefonist herfra, men har stadig tilknytning til Lyngby Radio/Forsvaret. Jeg viste hende de samtalekuponer, jeg havde fra vores sejlerture og hun genkendte alle initialerne samt oplyste, at der var enkelte, der stadig (2017) var aktive i Lyngby Radio. Vil man gerne høre/se Irene og andre fortælle om Lyngby Radio, kan man se dette videoklip: Æra slutter for Lyngby Radio.

Hun fortalte mig, at hun kunne være blevet "på pinden", men skulle i så fald pendle mellem Valby og Karup, og da hun syntes, at hun havde aftjent sin "værnepligt", stoppede hun d. 30 april 2017 efter 46 år og 8 måneder som aktiv i statens tjeneste. 2. februar 2017 blev "Radiotelefonist i Værnsfælles Forsvarskommando (VFK) Irene Lykke Olsen, Valby" fortjent hædret med 40-års Fortjenstmedaljen i sølv. Hun fik samtidig Forsvarets Hæderstegn for 25 års tro tjeneste.

Billede fra oldline

Back - 15.04.2018 - Email

Notepad Valid CSS level 3   Valid HTML 4.01 Transitional