Pernilles Saga. "Grindsted Radio" 1979-1980

© 2017- - Toke Nørby

oldline

Bandholm 27 - Nr. 34: S/S "Pernille"
Efterfølgende er et nostalgisk tilbageblik til den tid, hvor min familie og jeg sejlede i de danske farvande i vores 27 fods Bandholm sejlbåd: S/S "Pernille".

Pernille
S/S "Pernille" af Kaløvig
Foto: Erik Kühnau.
Om sommeren i årene 1978-1993 befandt min kone og jeg os ombord på en 27 fods sejlbåd af typen Bandholm 27 fra det nu nedlagte danske Bandholmværft på Lolland - og indtil vores to piger var blevet så gamle, at vi mente det forsvarligt, at de kunne være alene hjemme i en kortere periode, var de med. Vi havde købt båden som "samlesæt" fra værftet i efteråret 1977, og efter en vinter, der gik med at aptere båden, blev hun søsat i foråret 1978: S/S "Pernille", registreringsnummer: BA27-34.
    Vi lærte i de efterfølgende år Danmark at kende fra søsiden og vi har senere glædet os over alle minderne fra vores sejlture. Nogle er mere mindeværdige end andre, men i 15 år havde vi faktisk ikke en eneste rigtig dårlig sejleroplevelse - ud over de sædvanlige hårdtvejrs-sejladser, som ingen sejler vist slipper for.

Større sejlbåd?
I 1991-92 var vores døtre så gamle, at de bestemt ikke ville med på vores sommertogter, og de klarede sig fint alene i vores hus i Skødstrup. Min kone og jeg havde allerede i de sidste par år talt om, at båden var for lille - vi var blevet lidt mageligere og kunne godt tænke os en lidt større båd end vores Bandholm på 27 fod. Desuden havde vi i de sidste par år ofte talt om, at motoren, der var en indenbords Volvo Penta MD5A på 7,5 heste, var for lille. Vi havde i 1992 dog haft båden i 14 år og klaret os udmærket med den lille motor.

Vi talte nu også om, at hvis vi skulle skifte til en større båd, kunne vi kun få råd, hvis vi solgte vores sommerhus - og det ville vi ikke. Derfor skrinlagde vi planerne om større båd og beholdt både båd og sommerhuset. Vi havde også talt om, at det måske snart var på tide at "gå i land" og vende tilbage til sommerlivet i sommerhuset - vi blev så enige om snart at sælge sejlbåden, hvilket vi gjorde i sommeren 1993, og vendte tilbage til at feriere i vores sommerhus ved Begtrup Vig på Mols.

oldline

Forhistorien for vores VHF
Da sommerferien 1979 nærmede sig, fandt vi ud af, at vores sejlervenner Ulla og Erik Kühnaus og vores sejlerplaner gav mulighed for et enkelt, måske to træf undervejs, da vores (sø)veje ville krydse hinanden. Men hvordan gør man det, når ingen af os havde VHF-radiotelefon ombord? Mobiltelefonen var opfundet, men ikke ret mobil, da den på det tidspunkt kun måtte installeres i biler, hvis man som privat skulle have en sådan! Walkie-talkien, der blev udviklet i USA under 2. Verdenskrig, kunne kun benyttes over kortere afstande, da effekten var meget lav. Der var vist ingen, der brugte Walkie-Talkies på feriesejlads, selv om man ikke skulle have tilladelse til dem.

De(n) første Mobiltelefon(er) i KBL
For at gengive min erindring om den første mobiltelefon i KBL, må jeg springe et par år frem i tiden. Den bør omtales i dette kapitel, der handler om vores pre-radio-kommunikation.
 
Kim og Anette
Det eneste datidige billede jeg har af Kim.
I den nye havn, Kaløvig Bådehavn, som blev indviet i 1983, havde vi bådplads nr. 14 på broen "Tordenkjold". Da broerne skulle navngives, foreslog jeg KBL (Kaløvig BådeLaug), at man gav broerne navne efter det fonetiske alfabet - dvs. A: Alfa: B: Bravo: C: Charlie: D: Delta: E: Echo: F: Foxtrot: G: Golf: H: Hotel osv. Jeg havde regnet mig til, at vores bro så skulle hedde "Uniform", men forslaget blev forkastet og broerne fik navn efter danske søhelte og vores bro kom til at hedde "Tordenskjold". Det var nu også et værdigt navn til broen.

Vi havde bådplads ved siden af Erik Künau på den ene side og Erik "Oluf" Andersen (eller "Rock-Erik", som jeg kaldte ham pga. et gammelt billede, hvor han lignede en fyr fra et syret rockband) og hans hustru Kirsten "Rosenkind", som "P" yndede at kalde hende. Erik "Oluf" Andersen - som vi kaldte ham for ikke forveksle ham med Erik "LP" Andersen ("LP" for Long Playing, da han talte langsomt!) - Han og hans hustru, Inga, lå ved en anden bro i deres Nauticat 33 motorbåd.

Længere ude ved "Tordenskjold" lå nogle lidt større både, bl.a. Anette og Kim Fajstrup Axelsens Scankap 99. Kim er forretningsmand (og var da indehaver af AFA Trafikreklame A/S). Han havde på det tidspunkt installeret mobiltelefon i sin bil. Når vi hørte hans bilhorn tude inde på parkeringspladsen, kom han altid spænende ind ad broen for at tage telefonen! En mobiltelefon til båden var på det tidspunkt ikke tilladt. Der lå også andre af vores venner på "Tordenskjold": Fx lå "Gæve Gorm", Knud Grejs Pedersens båd ved siden af Kims. Ps båd lå ved siden af Ole Elbrønds samt ved siden af Jørn Kiels båd. Men mange andre bekendte lå selvfølgelig også ved "Tordenskjold":.

Men tilbage til vores specielle "VHF-radio" i 1979
I vores anden sæson som sejlere - i 1979 - var vi blevet lidt mere "dus" med havet - i hvert fald med det indre danske farvand og vi ville se, om vi ikke kunne sejle lidt længere tid på ferie, end de 14 dage, vi nåede i 1978. Vejret i 1979 var også - efter min hukommelse - meget varmere end i 1978, men måske spillede det også ind, at vi havde fået sprayhood og "sidesejl" (læsejl), hvilket gav temmelig meget mere læ i cockpittet. Desuden havde jeg fået færdiginstalleret marinetoilettet og vand til pantryvasken og toiletsektionen, så det var den rene luksus at tage "Pernille" i brug i 1979.

 
Pernille
"Grindsted Radio"/Edith Halbo.
"Grindsted Radio"
Vi havde stadig ikke VHF ombord, og da vi som sagt gerne gerne ville have et par "træf" med Ulla og Erik, som heller ikke havde VHF-radio på det tidspunkt, fik Ulla en genial ide: Når vi kom i havn, kunne vi ringe til hendes mor (Edith Clara Haldbo. 16.02.1917-22.12.1995), dyrlægeenke i Grindsted og oplyse hvor, vi var og hvor, vi regnede med at skulle hen. Det samme gjorde Ulla og Erik, og så aftalte vi simpelthen med "Grindsted Radio", hvor vi skulle mødes.

Det var noget, der passede fru Edith "Grindsted Radio" Haldbo godt, da det var en god adspredelse for hende: Hun var temmelig plaget af gigt og havde svært ved at foretage sig noget aktivt. Vi havde den sommer i hvert fald i 1979 et par hyggelige træf med Ulla og Erik, der kom i stand på den måde.

I 1979 var vi for første gang i Tyskland fra søsiden. Fra Sønderborg havde vi sejlet det korte stykke til Langballigau Marina. Alle vores mere erfarne sejlervenner havde fortalt os, hvordan man kunne proviantere toldfrit i de tyske havne, når man kom fra søsiden og skulle tilbage ad samme vej. Selvfølgelig var der restriktioner, så man ikke kunne købe uanede mængder af nydelsesmidler, men vi havde en vejledning med fra det danske toldvæsen, så vi kunne overholde loven og ikke smugle spiritus eller tobak ind i landet.

I Langballigau havde vi fået udleveret en bestillingsseddel, hvor vi kunne angive varer og mængde og så aflevere bestillingssedlen sammen med et af vores pas til købmanden, som sørgede for den videre ekspedition. Vi kunne hente varerne næste dag og udklarere dem hos den tyske tolder.
    Når man havde handlet, udklareret og læsset de plomberede varer ombord, skulle man forlade havnen inden for kort tid. Man var pligtig til at føre signalflag (toldflag) for at vise, at der var toldfrie varer ombord. Toldstanderen skulle være sat indtil man var uden for tysk territorialfarvand og så længe man befandt sig i internationalt farvand (det var lidt svært at sejle i lang tid i "internationalt farvand" da afstandende mellem Tyskland og Danmark bestemt var til at overse! Og man måtte ikke åbne de toldfrie varer før vi var ude af tysk farvand.

Vi havde købt det, vi måtte af vin og spiritus (15 kr. for en liter snaps!), men af det almindelige "livsvigtige", såsom slik og chokolade, var der ikke restriktioner, så da vi skulle udklarere og ungerne så, hvad tolderen kontrollerede, var det svært for dem at holde begejstringen i ave - til stor moro for den tyske tolder, der ikke kunne lade være med at smile, selv om han må have oplevet situationen en million gange.

Vi husker specielt Dageløkke på Langeland, hvor vi havde havde aftalt med "Grindsted Radio", at her kunne vi mødes med Ulla og Erik. Vi kom direkte fra Tyskland og det blæste lidt for pænt fra vest, så vi havde stærk medvind ind gennem havneindløbet og måtte have lidt for meget fart på for at have styrefart i havneindløbets lidt høje bølger.

Pernille Dageløkke
Fotos taget i 2017, hvor vi havde en nostalgisk tur i det sydfynske og på Langeland for bl.a. at gense et par steder, vi havde besøgt som sejlere. Her Dageløkke - en kold forårsdag.

Vi måtte derfor vælge den første og bedste båd at fortøje uden på og det passede bestemt ikke bådens ejer, som forsøgte at overtale os til at flytte, men der var ingen ledige pladser mellem pæle og vinden var for hård til at jeg efterfølgende kunne få stævnen op mod vinden inde i havnen og få båden drejet, så - efter lidt venlig overtalelse - accepterede han, at vi blev liggende uden på ham, selv om han blev lidt klemt p.g.a. vindpresset på vores båd. Vi havde vist etableret en "aflasterline" til den modsatte bro, som kunne tage noget af presset mod hans båd. Vi forklarede ham, at vi ikke var "fuldbefarne" sejlere, og jeg var endnu ikke helt "dus" med havnemanøvrer i hårdt vejr. Der skete dog intet uheld og alt gik glat ved fortøjringen. Ulla og Erik var kommet tidligt den dag og havde fået en af de ganske få pladser, hvor de kunne fortøje mellem pæle og have stævnen mod vinden. Da jeg så dem, kunne jeg ikke lade være med at råbe til dem: "15 kr. for en liter snaps i transitten!" da de vidste, at vi kom fra Tyskland.

I øvrigt ser jeg her i 2017, at Dageløkke Havn er sat til salg, men Fru Nørby synes ikke, at vi - i vores alder - skal købe en havn!

oldline

VHF-Radiostation
I 1980 besluttede vi at vi ville have en VHF-radio og jeg tog derfor "Det begrænsede Radiotelegrafist-Certifikat" i vinteren 1979-80. Det var obligatorisk, hvis man skulle have tilladelse til at drive radioinstallation i båden, som det hedder:

Pernille Pernille
Selv om jeg, som redaktør af Dansk Filatelistisk Tidsskrift, havde gratis adgang til vores frimærkeudstillinger,
brugte jeg til tider det begrænsede certifikatet som partout-kort - det gik fint :-)

Olav Hansen
Olav Hansen i sin butik i Studstrup. Gengivet med venlig
tilladelse af Troels Lykke, minbaad.dk
Kurset blev i foråret 1980 arrangeret af en af vores gode bekendte, Olaf Hansen (1941-2014). Han drev i Studstrup en maritim udstyrsforretning med vægt på marine-elektronik, og af ham købte vi en fin VHF Sailor SP RT144C. Den kostede i 1980 "en bagatel" af ca. 3500 kr, så det var godt, at man kun skulle have eet styk af den slags udstyr ombord! Olaf Hansen havde også båd i KBL og hans VHFs kaldenummer var XP8541 - altså XP og vores postnummer i Skødstrup! Det var jeg temmelig imponeret af. Jeg mener, at jeg forsøgte at få det kaldenummer, hvorved jeg opdagede, at det havde han "taget". Pokkers. Det ville ellers passe godt, når jeg nu interesserede mig for dansk posthistorie. Han var en meget venlig og hjælpsom mand og altid sulten! Han kunne somme tider sætte et måltid til livs hos Lis, der drev havnens Cafeteria, hvorefter han tog hjem for at spise til middag sammen med sin frue! Altså lidt a la "Fede" i Matador.

Jeg husker ikke hvad certifikatet og kurset kostede, men det tæller jo alt sammen med, og, som man plejede at sige, "at være sejler er ligesom at stå under en kold bruser og rive hundredekronesedler i stykker". Det er heldigvis ikke helt rigtigt, men dyrt er det.

Pernille
"Radiorummet" med operatør: Inga.
Der var mange årsager til, at vi gerne ville have en VHF-radio, der gav en enorm større sikkerhed ombord. Den altafgørene årsag var dog, at min svigerfar var temmelig syg og vi ville gerne hurtigt kunne kontaktes og kunne afbryde vores sejlads, hvis det var nødvendigt.
    Sidst i 1970erne måtte min svigerfar, Tage Henry Andersen (04.05.1918-12.07.1980), desværre gå på efterløn, pga. "svejserlunger" (KOL), som han havde pådraget sig efter mange års arbejde som svejser hos DSB. Det var sandt at sige et helvede for min s-far, der tit var syg, da han ikke kunne arbejde pga. vejrtrækningsproblemer. Han købte sig derfor ofte nogle fridage, så han - da det var muligt for ham at gå på efterløn, var raskmeldt.
    Dengang gik man ikke så meget op i at beskytte folk mod forurening, hvilket betød, at mange døde for tidligt af arbejdsrelaterede sygdomme, bl.a. min svigerfar. Min svigermor (Esther Andersen, f. Sørensen - 28.07.1921-31.03.2011), der var hjemmegående, kunne heldigvis stå ham bi i hverdagen, da han var ret hårdt ramt af sygdommen.
    "Svejser- rygerlunger"/KOL (Kronisk Obstruktiv Lungesygdom) er en frygtelig sygdom, hvor man langsomt kan blive kvalt p.g.a. iltmangel (idag kan man heldigvis gøre meget for at bremse udviklingen af KOL hos ramte personer- bl.a. kan man, hvis man ryger - holde op med at ryge). Så derfor syntes Fru Nørby, at vi burde installere en VHF-radio i båden. En anden grund var, at fordi min svigerfar og -mor gerne passede "Trine", vores Golden Retriver, når vi sejlede. I den første sejlsæson fik vi hunden i hundepension, men da den ikke befandt sig særlig godt ved det, indvilgede min svigerfar og svigermor i at have hunden boende. Svigermor var ikke udpræget begejstret for at skulle passe hunden, men min svigerfar satte umådelig stor pris på hunden og den på ham! så svigermor var i absolut mindretal! Det ville være praktisk, at vi ikke altid behøvede at søge havn, men kunne kaste anker i vores smukke vige og nyde naturen og solnedgangen om aftenen - og alligevel være i daglig kontakt med "Tage og Esthers hundepensionen" med et opkald via Lyngby Radio.

Der er flere gode referencer til Sailor Radioerne, som var fremstillet af SP-Radio i Aalborg. Tag en rundtur med SP-Radio

Trine
var en dejlig golden retriever, som vi købte som hvalp. Den levede fint i godt 12 år, men måtte derefter gå til de evige hundemarker pga. alderdom/sygdom. Når vi havde den med på vores weekendture, fandt den sig troligt i at blive båret til og fra båden, hvilket ofte var ret spektakulært - Trine var en stor hund og kunne ikke selv springe af og på båden.

Pernille
Fra borde - med lidt hjælp af Erik og BOP (†).
Trine
Ved Rønnen. Eriks gummibåd: "Gummi Tarzan"
"Hundelift" ønskes!
Trine
Dorte får en gang "hovedrengøring".
Trine
Trine tog næsten alle situationer om bord med ophøjet ro.
De to nederste billeder er vist fra et senere år - men pyt!

Svigerfar og Trine
passede utrolig godt sammen. S-far havde svære vejrtrækningsproblemer og var meget glad for at have Trine om sig, når vi sejlede - og Trine betragtede tydeligt Plutovej 3 (ja, det hed vejen, hvor S-mor og -far havde hus!) som sit andet hjem.

Pernille
S-far Tage Henry Andersen
Desværre fik min svigerfar det dårligere efter at vi var taget på ferie i sommeren 1980. Vi havde været "et smut" inde Flensborg Fjord, hvor vi havde overnattet i den smukke havn i Gluksborg, hvor også Else og Thomas Holmen Andersen var og var på vej til Maasholm. Vi ville også gerne dertil. Fru Nørby fik en samtale hjem via Lyngby Radio og talte med sin far og mor 11.07.1980 (Fru Nørbys fødselsdag), men da fik hun at vide, at hendes far var så dårlig, at han ikke kunne gå ind i stuen til telefonen mere - pokkers - havde vi blot været en anelse mere forudseende, havde vi koblet en forlængerledning til telefonen, men det tænkte ingen af os på.
Pernille
Fra Ingas sidste samtale med sin far!
Det var sidste gang, Inga talte med sin far, da han døde dagen efter den 12.07.1980. Det erfarede vi, da S-mor bestilte en samtale til os via Lyngby Radio. Den modtog vi mens vi befandt os lidt nord for indsejlingen til Slesvig Fjord på vej til Maasholm. Vi holdt rådslagning ombord og Inga ville gerne hjem til sin mor og hjælpe hende, men hun kunne også se, at det kunne være praktisk for os at fortsætte til Maasholm, der kun lå ganske kort tids sejlads forude.
    Vi fortsatte så til Maasholm, hvor vi satte Fru Nørby på en bus til Flensborg banegård så hun derfra kunne tage et tog direkte til Aarhus for at hjælpe sin mor i forbindelse med dødsfaldet. Vi havde dog også talt om at vende om og sejle til Sønderborg, men vurderede, at det var hurtigere for Inga at tage bus til Flensborg og herfra til Aarhus. Det skulle vise sig at være noget af en fejlvurdering.

Da samtalen kom igennem hørte vi, at s-mor sagde til Inga, at svigerfar var død (vi havde ekstrahøjtaler monteret over kahytsnedgangen), og vi fældede alle en tåre. Else og Thomas, som også var på vej til Maasholm, fortalte om aftenen, at de også havde hørt Lyngbys opkald til os i deres VHF-radio.

Maasholm
Maasholm ved Slien.

Vejret var, som jeg husker det, lidt blæsende fra nord-nordvest, så vi kom hurtigt og problemfrit ind til Maasholm og fik fundet en god plads. Vi sendte derefter Inga afsted på egen hånd til Flensborg, hvorfra hun kunne tage tog til Aarhus. Hun var bestemt ikke begejstret for at tage af sted på egen hånd ud i det fremmede, men det ville tage mange dage at sejle hjem, så det var altså den beslutning, vi fandt bedst.

En anden grund til, at vi gerne ville til Maasholm var, at vores marinetoilet var helt tilstoppet af toiletpapir. Pigerne var ikke helt dus med, at man ikke blot kunne bruge uanede mængder af papir. Det havde simpelthen sat sig fast i pumpen og vi havde måttet tage det gamle bækken i brug, mens vi sejlede. Inga mente ikke, at vi alle behøvede at tage til Aarhus, så jeg måtte se frem til, at jeg skulle rense toiletpumpen, når vi kom til Massholm. Heldigvis tog Else pigerne med op og fik dem i bad og underholdt sig med dem, mens jeg adskilte toiletpumpen og fik den renset helt for fastsiddende papir - og en "liflig" odeur bredte sig ombord og omkring "Pernille"! Jeg havde været så forudseende at advare de nærmest liggende sejlere på broen, men det var ikke uvant for nogen, at noget gik i stykker under sejladsen!

Henning Jensen
Henning Jensen. 10.12.1937-09.07.1993.

Henning Jensen / Flensborg Banegaard
Inga begav sig som sagt ud på egen hånd uden helt at vide, hvad der lå forude af oplevelser. Hun kom hurtigt med bus til Flensborg, for her at finde ud af, at der ikke kørte flere tog mod nord den dag! Så gode råd var bestemt dyre og hun var det, man kalder på "herrens mark" (Jeg vil ikke kalde det "på skideren", for den baksede jeg med at få renset!). Hun måtte se at finde tilbage til os eller finde en overnatning her i det fremmede, men hun var bestemt ikke stolt af situationen. Vi havde aftalt, at jeg skulle ringe til min s-mor, når jeg kunne regne ud, at Inga måtte være hos hende. Jeg husker ikke, om vi havde aftalt, at jeg skulle lade VHFen være tændt, så hun kunne få en samtale til os via Lyngby. Under alle omstændigheder gjorde hun det ikke.

Ved et usandsynligt held/tilfælde var der pludselig een, der henvendte sig til Inga på banegården: "Hvad søren, Inga. Hvad i alverden laver du her?". Det var vores gode ven, Henning Jensen, Løgten, auktionarius i Jysk Filatelistklub, Aarhus, hvor jeg var formand! Han var på besøg hos sin kusine Birthe, der var gift med tyskeren Uwe Dahnke, og de boede i Flensborg. Vi har prøvet at finde ud af, hvorfor Henning lige netop befandt sig på banegården, men ingen, heller ikke hans hustru Aase, kan helt huske det, men han skulle vist købe lidt slik til aftenen. Inga måtte forklare ham, at hun var regulært strandet og ikke kunne komme videre den dag.

"Det er intet problem", sagde Henning. "Du kommer med os hjem til Uve og overnatter på sofaen til næste dag! Så får vi dig af sted til Aarhus!" Fantastisk og virkelig et flot træk af Henning - men sådan var han!

Når jeg skriver "var" er det fordi Henning desværre døde alt for tidligt efter følgerne af en meningsløs bilulykke i Løgten, hvor han fra en lille sidevej kørte lige ud foran en bil, der ingen chance havde for at undgå ham.

Inga kom uden yderligere problemer hjem til sin mor, som fortalte, at hun havde været noget bekymret over, hvordan Trine ville takle situationen. Hun havde ladet døren til soveværelset, hvor s-far lå, stå åben, men Trine gik kun en enkelt gang derind, snusede lidt til s-far og gik så ud igen uden senere at vende tilbage til soveværelset! Det var tydeligt, at den var klar over og afklaret med situationen.

I løbet af et par dage kom Inga tilbage til os og vi begav os på en begivenhedsløs tilbagetur til vores hjemhavn KBL i Studstrup.

Tak
til Aase Jensen, Løgten, enke efter Henning for lån af billedet af Henning.

oldline

I næste kapitel: vores rigtige VHF.

Back - 18.12.2017 - Email

Notepad Valid CSS level 3   Valid HTML 4.01 Transitional