Erindringer fra vores tid i Sommerhus på Mols - Begtrup Vig, 1949-1978

25.08.2018 - © 2018 - Toke Nørby

oldline

Efterfølgende er et nostalgisk tilbageblik til vores ferier på Mols.

MH Jeg blev født på Fødselsstiftelsen i Aarhus, den 23. marts 1943, da var vi flyttet til MH min far og mor boede i Banegaardsgade 45 i Aarhus. Min far, Gregers Ulrik Nørby (03.05.1901-23.06.1968) var tiltrådt en overlægestilling på Marselisborg Hospital i oktober 1937, men der gik nogle år inden familien flyttede fra Banegaardsgade til en tjenestebolig på hospitalet.

Jeg har hverken erindring fra vores tid i Banegaardsgade eller fra krigens tid på Marselisborg Hospital, men jeg var også kun to år gammel, da krigen sluttede i 1945, hvor vi på det tidspunkt var flyttet til Marselisborg Hospital - eller MH, som vi altid kun kaldte hospitalet.

Fotoet af mig er fra vores sommerhus ved Begtrup Vig, juli 1949, hvor jeg således var 6 år gammel. De "mange" (to) bilers tilstedeværelse på billedet skyldes familiebesøg af bl.a. af praktiserende læge i Tandslet på Als, Harald Eyvind Roesdahl (23.06.1912-20.06.1994) og hans farbroder Peder Roesdahl (10.01.1872-07.06.1957) fra North Dakota, USA. (Fulgte du, kære læser, i sin tid med i Otto Leisners TV-Kvit eller dobbelt, kan du måske huske, at Harald vandt 10.000 kr. i emnet: "Hollandske kakler"!)

oldline

Man kan se i kirkebogen for Skt. Johannes Sogn i Aarhus, at jeg i juli 1943 blev døbt i Tved kirke af Provst Jens Mathias Eriksen (1889-1964). Dåben står naturligvis også i Randers Amt/Tved Sogns kirkebog, så jeg er ægte molbo - næsten!

Begtrup Vig
I et par somre kort tid efter min families ankomst til Aarhus, lejede min far og mor et sommerhus, der tilhørte en sadelmager Knud Jørgensen, (sommerhuset har i dag adressen Morgenstjernevej nr. 3). Jørgensen havde navngivet sit sommerhus "Pløkken", som er den betegnelse, man bruger om søm, hvormed såler slås på fodtøj. (Jeg ved dog ikke, om sommerhuset stadig bærer det navn eller om det i det hele taget stadig tilhører sadelmageren eller dennes familie). Så vidt jeg husker, var stedet blevet anbefalet far og mor af fars kollega, professsor i fransk, Andreas Blinkenberg (13.02.1893-22.02.1982) og hustru Lillian, der byggede deres sommerhus, et charmerende stråtækt sommerhus i Begtrup Vig så tidligt som i 1929.

Far og mor syntes så godt om stedet, at de ønskede at købe et stykke jord og bygge eget sommerhus, hvilket så skete i 1941, og hvor familien så boede i telt mens huset blev bygget.

De indledte forhandlinger med vognmand Anders Andersen Sørensen, ejeren af gården "Metholm", Tved Strand pr. Knebel, og som bl.a. havde en strandparcel på 28.000 m2 (4 1/2 tønder land). Jordene blev i sin tid delt ligeligt mellem landmændene, så alle fik en stump "dårlig" jord (af ringere bonitet end landmandens øvrige jorder) ved siden af de gode parceller. Den ringere jord lå nede ved Sønderhavet, som de lokale kaldte stedet ved Begtrup Vig, der før indførelsen af postnumre 20.09.1967 havde postadressen "Tved Strand pr. Knebel".

Sørensen forlangte 10.000 kr. for grunden, men far, der nyligt havde tjent nogle penge ved at vaccinere soldater for diverse epidemiske sygdomme (der var jo krigstider i Europa), ville "kun" give 6.500 kr., hvilket Sørensen sluttelig accepterede. Landmændene i området var dog forfærdede over, at nogen ville give så mange penge for et ganske ubrugeligt stykke jord, hvor der ikke kunne dyrkes "noget som helst", og syntes, at far var blevet taget ved næsen. Far og mor var derimod tilfredse og allerede i 1941 lod de opføre et murstenssommerhus, der vistnok kostede nogenlunde det samme, som grunden kostede. Her var ingen telefon, ingen vandværksvand eller elektricitet. Altså ganske primitivt: En perle efter mine forældres mening. Disse fremragende faciliteter levede vi fint med til omkring 1964, hvor vi fik indlagt vandværksvand og elektricitet.

- -

Brevet t.v. er skrevet af min far, mens han var i Den Danske Brigade i Sverige i begyndelsen af 1945. Der var ikke mange sommerhuse ved Begtrup Vig på det tidspunkt, så adressen "Nørby, Tved Strand pr. Knebel" var fuldt tilstrækkelig. Vejene ved stranden havde endnu ikke fået navne. Det fik de først, da Grundejerforeningen for Thorup og Tved Strand blev dannet 26.07.1964 (for øvrigt med min far som første formand). Brevet t.h. viser vores adresse efter de første navngivninger. (En af vejene blev døbt Solvej - efter en tidligere kæreste, påstod far!)

oldline

Grundejerforeningen for Thorup og Tved Strand, GTTS
blev dannet ved en generalforsamling 26.07.1964 - som sagt med min far som første formand. Et af grundejerforeningens første gøremål var at hjælpe Ebeltoft Kommune med at navngive vejene. Kommunen ønskede, at vejene skulle have stjernenavne. Grundejerforeningen lagde ud med at navngive vejen langs stranden med det oplagte: "Mælkevejen", da det var her, vores lokale mælkemand, Rasmus Mikkelsen, fra gården Løvholm overfor Metholm, kørte og solgte mælk til omkringboende og sommerhusbeboerne Han blev naturligvis kaldt "MælkeRas". Han havde først en gul træmælkevogn, forpændt med to heste. Når han kørte rundt i området, gjorde han opmærksom på sin tilstedeværelse ved at ringe med sin malmklokke - a la HjemIs-bilerne gør i dag. Vognen havarerede totalt en dag da de to forspændte heste løb løbsk, men "MælkeRas" overlevede heldigvis! Jeg husker ikke, at jeg nogensinde har fået lov til at sidde ved siden af MælkeRas på kuskesædet.

Da Ebeltoft kommune på et tidspunkt forlangte, at Mælkevejen skulle omdøbes til Begtrup Vig Strandvej, gjorde vi forgæves indsigelse herimod. Det var noget af det mest ideforladte, Ebeltoft kommune havde fundet på, og jeg vil ønske, at vores nuværende grundejerforening kan få det gode gamle navn, Mælkevejen, tilbage!

!

Mælkeras
MælkeRas med nogle af områdets fruer ca. 1955! (Foto fra molsarkivet.dk).

oldline

Indlægning af vand og toilet
Jeg har naturligvis gennemgået familiens billedarkiv, da jeg ledte efter oplysninger om gamle dage. Vi fik en vandboring, som virkelig var god. I første omgang kom en mand, som med sin pilekvist, der skulle vise, hvor man kunne bore efter vand, udpegede et sted ca. 300 m fra sommerhuset, hvor "der var vand". Det var jo ubrugeligt med så lang afstand mellem hus og boring, og den lokale brøndgraver rystede på hovedet ad det pilekvisthalløj og spurgte, hvor far ville have brønden/boringen, og da far havde udpeget et sted, borede brøndgraveren ned i en vandåre, der lå ca. 30 m nede, bl.a. under et 15-20 meter tykt lag blå-ler. Der var et bredt bælte med vand, der efter sigende skulle gå fra vest mod øst til vest i vores område fra Mols Hoved til Dragsmur så "enhver boring" ville give vand. Ganske rigtigt. Der var så meget tryk på vandet fra undergrunden, at vandet altid dryppede fra den gammeldags gårdspladspumpe, som vi fik installeret i bryggerset inde i huset.

Toilettet var et godt gammeldags lokum: Et brædt med hul i og med låg og med en tønde under i gavlrummet i et rødt skur vest for huset. Når far "gik på tønden" lod han døren stå pivåben, så han havde det fineste kig nordover grunden, og så vidste vi alle, at der var "optaget", når døren var åben.

Vi kom grannåle i bunden af tønden, så det var "let at få indholdet" til at slippe jernsiderne, når tønden skulle tømmes, hvilket skete ved, at vi gravede et hul mellem frugttræerne og tømte tønden heri. Bagefter blev hullet dækket ved påkastning af jord.

Selv om vi ikke havde vandværksvand indlagt før 1964, blev vi selvfølgelig vasket - mere eller mindre grundigt, - men kunne selvfølgelig tage saltvandsbad så ofte, vi ønskede, så når vi kom tilbage til Marselisborg Hospital efter ferien, og kom i rigtigt bad, blev vandet temmelig snavset, kan jeg huske - i hvert fald når jeg blev beordret i bad efter hjemkomst, men vi havde det herligt! Far og mor var dog noget mere omhyggelige med hygiejnen end vi børn var. Da Inga, min kære hustru, kom ind i familien i begyndelsen af 1960'erne, udtrykte hun ikke ligefrem jubel over at blive budt sådanne toiletforhold, men vi holder da sammen endnu, men fik langt bedre toiletforhold i 1964, hvor vi som sagt fik vandværksvand og toilet, men også oliefyr (fyringsolie var meget billig og udgiften hertil betød intet, selv om oliefyret kørte uafbrudt hele året. Det var på det tidspunkt, hvor tilbygningen mod øst til huset blev bygget.

Der blev gravet en sivebrønd som i forbindelse med en trixtank sørgede for at afledning af det flydende og bundfældning af det mere faste materiale.

oldline

Det var lidt besværligt at komme til og fra stedet, men jeg husker, at vi har benyttet rutebilen til Knebel Bro og herfra med vognmand Kvist (hed han vist?) fra Dejret til sommerhuset. Omkring 1950 købte far og mor hver sin NSU-knallert, der, så vidt jeg husker kun blev brugt i Aarhus, men ikke til transport mellem Aarhus og sommerhuset.

mira3
Gengivet med venlig tilladelse af Mira 3's ejer Hans Østergaard, Asperup (Middelfart).

Mirabådene
Vi foretrak Mirabådende, der sejlede mellem Aarhus og Skødshoved. Til og fra sommerhuset kørte vi med omtalte vognmand fra Dejret. (For øvrigt eksisterer en af de gamle Mirabåde endnu og har hjemsted i Middelfart).

En dag, hvor vi ankom til Skødshoved stod Provst Eriksen på kajen iført en kæmpe bredskygget stråhat og da han så min far, råbte han ud over havnen: "Dr. Nørby, vi ser Dem sjældent i Guds hus!". Hvortil far "undskyldte" sig med, at hans påklædning, når han var i sommerhuset, ikke var præsentabel nok, hvorefter Provst Eriksen slog ud med begge arme mod far og råbte: "Kom, som du er!".

oldline

mira3   mira3
Hele familien: Mor, Toke, Søren og Jens samt Toke og far ombord på Mirabådene.
Vi kunne også tage "Mirabådene", som sejlede mellem Aarhus og Skødshoved og herfra tog vi med vognmand Kvist til Sønderhavet - Tved Strand - Begtrup Vig. Sjovt nok eksisterer een af Mirabådene stadigvæk her i 2018 (i Middelfartområdet) - der var tre i Mirabådenes storhedstid. Men det blev noget lettere at komme til og fra sommerhuset, da vi fik bil i 1958.

oldline

Fiskerbrødrene Ernst Friis Laursen og Poul Friis
Der var åbenbart også en alternativ måde at komme til sommerhuset på, idet jeg, da fisker Ernst Friis' søn Ole her i sommeren 2018 gav mig lov til at se i familien Friis' fotoalbum, fandt et billede af far ombord på AS 1645. ernst-far

Her kan man se Ernst og far på "Else Margrethe" - AS 1645, og hvor far har en "pæn" jakke på og der ligger oppakning på lugen foran styrehuset, sandsynligvis fordi vi havde fået lov til at sejle med Friis fra Aarhus til Begtrup Vig på et tidspunkt, hvor Ernst alligevel skulle retur til efter at have solgt fiskene fra dagens fangst. Ole Friis havde dog ingen erindring om et sådant arrangement, og jeg kendte ikke til fotoet før i 2018, så det må tale for sig selv.

Erhvervs- og Bundgarnsfiskeriet i Begtrup Vig
Jeg husker ikke helt, hvornår vi fik vores første båd, men noget siger mig, at vi først havde en hvid træbåd, der blev kaldt "Streg", da den fra land lignede en streg, når vi var ude på vigen. Hvad der skete med den, husker hverken min bror Søren eller jeg - og vi har ingen billeder af den, men den må være gået til forholdsvis hurtigt.

Den blev afløst af en brun træbåd, som min mor kaldte "Prik", da vi vovede os længere ud i den, så den kun sås som en prik fra land. Jeg mener, at vi købte den brugt i Silkeborg og fik den tranporteret til Begtrup Vig, men jeg har ingen nærmere erindring om den anskaffelse. Den havde vi i rigtig mange år og vi har virkelig fisket meget fra den båd.


Filmklip med AS 1645, skudt 1960 af min bror Søren.
Vi købte Sild og Makrel til røgning direkte fra Friis kutter.
(Tryk på pilen for at se filmklippet).

Filmklippet fra 1960 er så vidt vides det eneste filmklip med AS 1645, og som nævnt taget af min bror Søren. Personerne i vores båd er: Far, Ulla (Sørens første hustru) og Magnus Ingstrup Gregersen (23.01.1903-25.08.1969) fra USA samt et kort glimt af Magnus' søn Peter. Magnus var søn af pastor Jens Møller Gregersen - een af de tre personer, der grundlagde den danske koloni Solvang i Californien i 1906. Han er, ligesom vi, efterkommer af Jens Gregersen, Engbjerggaard.

Jeg kan desværre ikke identificere personerne på AS 1645.

Far elskede at fiske, og mine brødre var også glade for at fiske. Jeg var dog den, der var mest interesseret i fiskeriet, hvilket tydeligvis glædede far, og jeg husker, at vi faktisk fiskede hver dag, når vi var i sommerhuset.

Da min kære hustru kom ind i billedet, fik hun og min mor indført, at vi kun skulle spise fisk hver anden dag - ellers havde vi sikkert haft rygfinner og svømmehud mellem tæerne i dag.

oldline

Lidt historie om "AS 1645 - Else Margrethe"
I Begtrup Vig var der flere erhvervsfiskere; Nogle fra Kongsgaarde og familien Friis fra Eg. Det var Jens Friis Laursen, (11.08.1884-14.11.1948) der grundlagde bundgarnsfiskeriet efter ål i Begtrup Vig og forestod fiskeriet i mange år. Da han døde i 1948, overtog sønnerne Ernst (04.11.1911-08.03.1991) og Poul fiskeriet.
    Ole Friis Laursen (f. 29.08.1943), søn af Ernst, og således barnebarn af Jens Friis Laursen, har venligst stillet oplysninger og fotos til min rådighed.


Ernst   Ernst
Poul og Ernst Friis.  

Poul Friis (Poul Rasmus Friis Laursen, f. 10.02.1925 - navneændring 14.02.1985 til Poul Friis, død 04.10.1998), og således yngre bror til Ernst, står i kirkebøgerne som fiskerimedhjælper, gift med Bertha Friis. Både Ernst og Poul var som sagt ejere af de aktive dele af fiskeriet, bl.a. også af fiskekutteren "Else Margrethe" - AS 1645. Poul var far til Jens Friis, (f. 27.12.1957), der, ligesom Ernsts søn, Ole, har hjulpet mig fint med oplysninger og billeder.

I en regnskabsbog, som Ole Friis venligst har ladet mig se, kan man følge indtægter og udgifter for fiskeriet gennem forskellige år, bl.a. kan man se, at en fladbundet fiskepram, som man brugte ved røgtningen af bundgarnene, kostede 45 kr. Motoren i kutteren var i 1947-48 var blevet erstattet af en større motor: En 12 HK Grenå "semidieselmotor" til 18.000 kr.


as1645
AS 1645 gøres klar.
friis-bang
Ernst Friis som jeg bedst husker ham og dr. Arthur Bang fra Viborg - og vores mols-nabo.
Foto: Gregers Nørby.
-
Ernst og sønnen Ole.
 

Ole Friis Laursen (f. 29.08.1943 og søn af Ernst) har i Molsbogen 2008, s. 56-77, udførligt beskrevet livet som fisker i Begtrup Vig: "Hvordan navnet Friis kom til Eg - og om fiskeriet ved Begtrup Vig". Artiklen kan varmt anbefales alle, der har tilknytning til Begtrup Vig, da den giver et godt billede af fiskeriet.

Ernst og Poul
I 1948, hvor jeg altså var 5 år, døde Ernst' og Pouls far, Jens Friis som sagt, men jeg husker desværre ikke noget om fiskeriet, før jeg var blevet lidt ældre.

Fisker Friis "fanger friske fisk",
sagde man opfindsomt (og sikkert til bevidstløshed om brødrene Ernst og Poul. De havde flere bundgarn i vigen. Jeg husker, at jeg af en eller anden grund oftest var med kutteren, når Ernst var skipper. Om det er en tilfældighed, ved jeg ikke, da de begge var fælles om fiskeriet, men jeg oplevede det, som om Ernst var den mest aktive. Måske havde Poul en bibeskæftigelse.

Begge brødre var et par nydelige herrer med markante træk og en god portion humor. Det gjorde det ikke ringere i mine øjne, at de havde et efter min opfattelse spændende job: Bundgarnsfiskere, men også far var betaget af deres specielle arbejde, som var milevidt fra fars daglige arbejde.

oldline

AS 1645
Jeg har måttet lede lidt efter oplysninger om AS 1645, men Søren Byskov, Viden- og Samlingschef, ph.d. i Esbjerg Fiskeri- og Søfartsmuseet, har været mig til ganske stor hjælp og har kunnet grave nogle gemte oplysninger frem om AS 1645 fra Fiskeriårbøgerne:

Før kutteren havde Friis'erne en sejljolle, som blev brugt til fiskeriet, men i 1922 anskaffedes en lille kutter med en 10 HK Grenaa-motor, der i 1948 blev udskiftet med en større motor, "en semidiesel Grenaamotor" på 12 HK, hvis hyggelige tøffen jeg stadig kan høre for mig.

"AS 1645 - "Else Margrethe" blev som nævnt bygget i 1922 og var på 7,28 BRT, og i hele sin aktive levetid frem til 1971 var hun ejet af Friis Laursen-familien og hjemhørende i Eg ved Knebel. Fra 1922 til 1950 var hun registreret med Jens Friis Laursen som ejer, og fra 1951 til 1971 med Poul Rasmus Friis Laursen (Poul Friis) som ejer. Det fremgår ikke i Fiskeriårbøgerne, hvor små kuttere under 20 BRT blev bygget, så her har jeg et par oplysninger til gode.

Om foråret hamrede de bundgarnspæle ned og satte et stort bundgarn (ruse-lignende garn mellem pælene). Som stor dreng gik jeg tit ud til fiskerhuset om morgenen og fik lov til at komme med på turen, hvor de røgtede deres to-tre bundgarn. Det var virkelig spændende at se alle de forskellige fisk, de fangede - Langt hovedparten af fisk var sild, makrel og torsk, men også mange andre og lidt mere spændende fisk, som pighvarrer, slethvarrer, stenbider, laks og hummere, knurhaner, fjæsing og flere typer fladfisk. Dengang var der faktisk mange fisk i vigen - jeg husker det i hvert fald sådan.

Senere tog vi - mest far, Inga og jeg, vores båd "Prik" og sejlede ud til bundgarnet, når vi så, at Friis var på vej for at røgte det. Vi købte gerne sild og makrel, som far røg i den gamle olietønde, som han havde fået af lokale og havde ombygget til en rygeovn: Hønsetrådsnet til lægge fiskene på under røgningen og en fugtig sæk til at dække hullet foroven. Det var "mums" at få friskrøgede sild og makrel. (Min bror Sørens smalfilm om røgningen kommer senere).

Poul var ikke altid med Ernst ude at røgte bundgarn (i hvert fald ikke når jeg var heldig af få lov til at komme med rundt og tømme bundgarnene, men jeg husker ham som en meget venlig, måske lidt stille mand. Ernst, som jeg så meget mere til, var en rigtig skælm og drillepind og som ikke undlod at strinte vand på mig, når jeg var uopmærksom! Han havde et meget lyst sind og han tog altid godt imod os, når vi (min far og brødre - men mest jeg) sejlede ud til ham. Jeg husker ikke, hvad vi betalte for sild og makrel, men det var en gudespise, når far fik dem røget i "rygeovnen".


-   -
Bundgarnet trækkes ind, så der opstår en lomme, hvor alle fiskene samles og herfra let kan flyttes over i prammen. Foto: Gregers Nørby.

I Oles fortælling i Molsbogen 2008 omtales, hvordan man bedøvede tun, der var gået i nettet. Jeg har to erindringer om tun i Friis' bundgarn, selv om jeg desværre ikke var øjenvidne: Den ene var en kæmpetun, der blev så forskrækket over at være fanget, at den svømmede lige durch igennem siden på Friis' bundgarn og således lavede et stort hul.

Jeg var desværre heller ikke med ude ved garnene den dag, da min far og Jens - min ældste bror - var ude at hente /røgte vores egne garn, hvor Ernst Friis kom sejlende i AS 1645 og lidt spøgefuldt spurgte "om der var en læge til stede". Far troede straks, at der var indtruffet en ulykke, men heldigvis var det ikke værre end at der var gået hele fem mellemstore tun i Friis' bundgarn og belært af tidligere effaring, turde Ernst ikke gøre noget, før han havde spurgt nogen til råds om hvad, man skulle gøre. Som Ole har beskrevet i sine erindringer i Molsbogen 2008, sejlede man ind og sendte bud til købmanden for at købe karbid, som man i små poser forsigtigt fik listet ned i garnet til tunene. Karbiden udvikler acetylen, når det kommer i kontakt med vand og efter lidt tid, var iltmolekylerne i vandet erstattet af acetylen, der bedøvede tunene, så man herefter kunne få tunene op i fiskekutteren uden at bundgarnet blev ødelagt.

Jeg ville gerne have deltaget i dette eventyr, men måtte nøjes med beretningen fra min far og min bror Jens. En anden episode, som jeg også "gik glip af", var da far og Jens spottede en mågeflok, der slog ned efter småfisk (sild) i overfladen. Når der er små fisk, er der som regel også større fisk efter dem og ganske rigtigt. Far og Jens sejlede lige ind i en stor stime makrel, så stor og så bidelysten, at de nærmest kunne "skovle" makrel indenbords. De bed på alle de blink, som far og Jens blot nedsænkede i stimen og i løbet af en lille times tid, lå der 115 makrel i båden (jeg talte dem, da de kom ind, men jeg forstår ikke, hvorfor min far ikke tog et billede af de mange fisk - og jeg forstår heller ikke, hvorfor jeg ikke var med!). Den gang havde vi hverken fryser eller køleskab, så der blev røget så mange, som vi kunne spise i de næste mange dage. Resten blev læsset i vores trillebør og jeg trillede rundt til de nærmest boende sommerhusejere og spurgte om de ville have gratis fisk. Det gav selvfølgelig en fin afsætning.

En af dem, der fik en god portion makrel, var Magda Jensen (02.01.1896-08.01.1986), som boede i et lille hus på "Korsholm", ejendommen overfor "Korskær", som Marinus "Risse" Laursen (10.10.1884-01.11.1972) ejede. På Korsholm boede også cykelsmeden Karl Villefrance Henriksen (29.06.1920-24.05.1997). Magda fik på et tidpunkt lov af AP til at etablere et ishus på AP's srandparcel og da jeg kom kørende med en trillebør fyldt med makrel, og hun kunne få alle dem, hun ville have, gav hun is til alle os børn! så både Magda og jeg var meget populære. Magda kunne jo opbevare nogle af fiskene på køl sammen med isen - Der var vist ingen fødevarekontrol med noget sådant den gang. Selv om jeg kom af med hovedparten af fiskene, måtte jeg desværre nedgrave de sidste fisk, som jeg ikke fik afsat.

Magda var nu altid populær hos os børn. Vi brugte gerne vores spareskillinger på at købe is hos hende.

oldline

Fiskeriet slutter
Jeg har på Ole Thomsens forslag (http://www.oletvedskole.dk/) talt med Svend Jessen Klinge, Eg, en meget lokalhistoriekyndig landmand, der var nabo til Ernst Friis fra Eg. På Spørgsmålet om hvornår "Else Margrethe" - AS 1645, forliste, fortalte han, at det var den 22.11.1971, hvor der fra øst hærgede en kraftig snestorm og store mængder tøsne lagde sig på kutteren, som til sidst ikke kunne modstå presset og rev sig løs og gik ned/drev i land. Man forsøgte efterfølgende at hæve kutteren, men presset på træet blev for stort og kutteren gik fra hinanden.

seddel
Provisorisk auktionsseddel.

Kun nogle få stumper af AS 1645 er tilbage fra forliset af kutteren, men Ole Friis forærede mig bl.a. et bundt auktionssedler til Aarhus Fiskeriauktion. Ole fortalte, at man brugte disse ved indlevering til auktionerne, men han kunne desværre ikke huske noget om kutteren AS 350.

- Men jeg kan vise en skibsskrue mage til den, der sad på AS 1645 - det er godt nok fra en anden Grenaamotor (og er, mange år efter, købt af værftsejeren Arthur Jørgensen i Søby):

skrue
Smuk og dekorativ lille skibsskrue fra en Grenaa-motor.

Ernst Friis var dog ikke fiskersøn for ingenting, skriver hans søn Ole i sin beretning i Molsbogen fra 2008, og Ernst indkøbte et japansk net, som han brugte i de følgende 20 år. Det vejede "ingenting" i forhold til de gamle net og det skulle heller ikke imprægneres. I i de senere år fik Ernst han god hjælp af "Jens-mureren" (muremester Jens Anders Jensen, Knebel, f. 08.11.1945, som selv gerne ville fiske), men det sluttede naturligvis, da Ernst døde i 1991.

Jens
"Jens-mureren". Foto: Vibeke "Vibsen" Bjelke.
Jens-mureren har et meget smukt litografi, malet af Else "Bitten" Jensen (23.07.1918-19.01.2006). Litografiet viser Brødrene Friis' fiskerhus ved Eg Strand. Bitten var Vibsens morbroder Henning Jensens hustru og både hun og Henning var anerkendte kunstnere. Else Jensen begyndte, skønt uddannet på Akademiet i 1930rne, først for alvor at udstille i 1960erne efter i en årrække at have tjent til familiens opretholdelse ved at tegne håndarbejdsmønstre. Else Jensen omtales som en ekspressiv kolorist, der på baggrund af synsindtryk i naturen malede sine billeder i atelieret.

fiskerhus   Bitten

oldline

M Magda og Cykelsmeden fra Korsholm
Der et to personer, som jeg også har erindringer om, når talen kommer på fiskeriet. Magda, der som sagt aftog en stor del af de makrel, jeg kom kørende med i trillebøren.

"Is-mutter"
Magda Petra Nielsen, (02.01.1896-?.01.1986), blev gift med Anders Jensen omkring 1920. De fik datteren Anna Jensen 13.10.1921, men Anders Jensen døde inden Anna blev født. Anna voksede op på Korsholm og arvede Korsholm efter ejeren, Niels Sørensen, som betragtede Anna som sin egen datter.

Magda kom så til Korsholm som husbestyrer omkring 1925. 08.08.1943 blev Anna blev gift med Karl Villefrance Henriksen fra Hvilsted ved Solbjerg. Hvilket år Magda fik is-huset, er jeg ikke sikker på, men hun gik på pension da hun blev 67 år, dvs. omkring 1963. M

Cykelsmeden
Villefrance, som han blot kaldtes blandt os børn, drev landbrug og cykelværksted frem til midt af 60erne, på hvilket tidspunkt han forpagtede jorden ud, og herefter brugte han al sin tid på cykelforretningen. Vi var meget glade for at lade Villefrance reparere vores cykler, da han havde en sofacykel, som man kunne låne mens ens egen cykel var til reparation. Jeg er sikker på, at Villefrance havde undret sig over, at alle ungernes cykler gik så tit i stykker, men der var rift om at låne hans sofacykel - som var noget svær at køre, hvis det gik op ad bakke, da man ikke kunne stå op og træde pedalerne!

M
Karl lukkede forretningen stille og roligt da han blev 67 (1987), og døde af cancer nogle år senere. På billedet til højre ses Karl og hans Sct. Bernhardshund, som godt kunne lide at blive kløet bag ørerne - hunden altså!

oldline

bil X2603
Vi fik bil i 1958, en Ford Zephyr Zodiac, anskaffet med "indkøbstilladelse", da far skulle være mobil for at kunne køre rundt i Jylland og vaccinere søfolk. Det var herefter betydeligt lettere at komme til og fra sommerhuset.

Jeg mener, at far gav omkring 17.000 kr. for bilen. Vi kørte en "prøvetur", da vi fik bil, men jeg husker ikke, hvorhen prøveturen gik. Det var jo virkelig spændende med et sådant moderne vidunder!

En ganske pudsig ting var, at Poul Thomasen fra gården Nyholm altid kunne huske vores bils registreringsnummer!

Mor, Toke og Søren.

oldline

Tak
for hjælp med at fremskaffe billeder og oplysninger, til: Svend Jessen Klinge, Eg, Ole Friis Laursen, Eg, Jens Friis, Ebeltoft, René Villefrance Henriksen, Jens-mureren, Knebel, Søren Rasmussen, Knebel, Molsarkivet, men i særdeleshed tak til: Søren Byskov, Fiskeri- og Søfartsmuseet, Tarphagevej 2, DK-6710 Esbjerg V, for at fremskaffe oplysninger om AS 1645.

Ole   Jens   Rene   Søren   Byskov
Ole Friis Laursen, Jens Friis, René Villefrance Henriksen, Søren Rasmussen (Pedersminde) og Søren Byskov, Esbjerg Fiskeerimuseum!

oldline

Back - 25.08.2018 - Email

Notepad Valid CSS level 3